§ 1.§-link ↗
Landsbyggefonden kan i årene 2026-2031 inden for en bevilling fastsat i henhold til den årlige finanslov give tilsagn til en kommunalbestyrelse om støtte til etablering af almene familieboliger til brug for seniorbofællesskaber.
Stk. 2. Ikke-anvendte midler overføres til næste års bevilling.
§ 2.§-link ↗
Når Landsbyggefonden har givet tilsagn om støtte, nedsættes kommunens lån til Landsbyggefonden efter almenboliglovens § 120, stk. 1, 2. pkt., til en tredjedel af den kommunale grundkapital. Der overføres i stedet et beløb fra fonden for blandede byer til Landsbyggefonden svarende til to tredjedele af den kommunale grundkapital.
§ 3.§-link ↗
Ledige almene familieboliger i seniorbofællesskaber kan udlejes til boligsøgende over 55 år uden hjemmeboende børn.
Stk. 2. Aftalen nævnt i § 8 kan omfatte, at en boligsøgende skal have en højere alder end 55 år for at kunne leje en bolig i seniorbofællesskabet.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at en bolig i seniorbofællesskabet kan udlejes til andre boligsøgende, hvis boligen ikke kan udlejes til den berettigede personkreds. Ved ledighed skal boligen på ny søges udlejet til den berettigede personkreds.
§ 4.§-link ↗
Ved BOSSINF forstås Social- og Boligstyrelsens system til støttet byggeri BOSSINF-STB.
§ 5.§-link ↗
Ansøgning om støtte kan indsendes af en kommunalbestyrelse til Landsbyggefonden fra den 4. september 2026 til den 30. september 2031.
Stk. 2. Ansøgning skal fremsendes elektronisk ved anvendelse af det ansøgningsskema, som findes på Landsbyggefondens hjemmeside.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal på ansøgningstidspunktet have indberettet byggeprojektet for de almene familieboliger, der skal anvendes som seniorbofællesskab, i BOSSINF på statuskode 10.
§ 6.§-link ↗
Landsbyggefonden giver afslag på ansøgninger om støtte, når den årlige bevilling er opbrugt.
§ 7.§-link ↗
Landsbyggefonden giver tilsagn om støtte ud fra en vurdering af, om der er behov for seniorbofællesskaber i kommunen.
Stk. 2. Tilsagn kan ikke gives, efter at kommunalbestyrelsen på grundlag af de i ansøgningsskema A indberettede oplysninger i BOSSINF har givet tilsagn om støtte til de almene familieboliger, der skal etableres til brug for seniorbofællesskabet.
§ 8.§-link ↗
Det er en betingelse for Landsbyggefondens tilsagn om støtte, at kommunalbestyrelsen og boligorganisationen indgår en aftale om udlejning af de almene familieboliger i seniorbofællesskabet, jf. almenboliglovens § 51 a, stk. 1.
Stk. 2. Aftalen skal fremsendes til Landsbyggefonden inden fristen nævnt i § 9, stk. 1. Ved senere ændringer i aftalen skal Landsbyggefonden orienteres uden unødvendig forsinkelse.
Stk. 3. Landsbyggefondens tilsagn om støtte bortfalder ved manglende overholdelse af kravene i stk. 1 og 2.
§ 9.§-link ↗
Senest 12 måneder efter at Landsbyggefonden har givet tilsagn om støtte, skal kommunalbestyrelsen på grundlag af de i ansøgningsskema A indberettede oplysninger i BOSSINF have givet tilsagn om støtte til etablering af de almene familieboliger, der skal anvendes som seniorbofællesskab.
Stk. 2. Giver kommunalbestyrelsen ikke tilsagn inden fristen i stk. 1, bortfalder Landsbyggefondens tilsagn om støtte.
Stk. 3. Landsbyggefonden kan i særlige tilfælde dispensere fra fristen i stk. 1.
§ 10.§-link ↗
Landsbyggefonden annullerer tilsagn om støtte i følgende tilfælde: 1) Kommunalbestyrelsen har givet vildledende eller urigtige oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for ansøgningen om støtte. 2) De almene familieboliger, der skal anvendes som seniorbofællesskab, etableres ikke i overensstemmelse med ansøgningen. 3) Der er ikke tilstrækkelig efterspørgsel efter boligerne i seniorbofællesskabet fra den berettigede personkreds.
Stk. 2. Når et tilsagn om støtte annulleres, skal kommunens lån til Landsbyggefonden øges til hele den kommunale grundkapital, jf. § 2, 1. pkt., og beløbet nævnt i § 2, 2. pkt., overføres fra Landsbyggefonden til fonden for blandede byer.
§ 11.§-link ↗
Kommunalbestyrelsen er forpligtet til efter anmodning fra Landsbyggefonden at afgive enhver oplysning, der har betydning for Landsbyggefondens kontrol med, at vilkår for støtten overholdes.
§ 12.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 4. september 2026.