§ 1. · Anvendelsesområde m.v.§-link ↗
Bekendtgørelsen finder anvendelse på bygge- og anlægsprojektet vedrørende renovering og opgradering af kajanlæg på Flådestation Korsør inden for Flådestation Korsørs geografiske område, jf. bilag 1, samt på klappladser, der anvises til brug for projektet.
Stk. 2. Projektet efter stk. 1 omfatter bygge- og anlægsarbejde, herunder nedramning af spunsvæg, udbygning af kajanlægget, uddybning af havnebassin inklusive klapning, samt etablering af nye tekniske installationer m.v.
§ 2. · Fravigelse af regler i anden lovgivning§-link ↗
Ved gennemførelsen af projektet efter § 1 finder § 42 i miljøbeskyttelsesloven ikke anvendelse.
Stk. 2. Ved gennemførelsen af projektet efter § 1 finder §§ 2 og 4 i miljøaktivitetsbekendtgørelsen ikke anvendelse. Kommunale forskrifter udstedt med hjemmel i § 20, stk. 2, i miljøaktivitetsbekendtgørelsen finder endvidere ikke anvendelse for projektet efter § 1.
§ 3. · Fravigelse af klageadgang§-link ↗
Kommunalbestyrelsens, regionsrådets og statslige myndigheders afgørelser vedrørende projektet efter § 1, som træffes efter byggeloven, havmiljøloven, miljøbeskyttelsesloven, råstofloven eller vejloven samt regler udstedt i medfør af disse love, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Afgørelser vedrørende projektet efter § 1 i henhold til de love og regler, der er nævnt i stk. 1, kan påklages af forsvarsministeren.
§ 4. · Ikrafttræden§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 19. august 2026.