Bekendtgørelse nr. 688 · 2026

Gældende

Bekendtgørelse om gruppefritagelse for visse kategorier af teknologioverførselsaftaler

Bekendtgørelse om gruppefritagelse for visse kategorier af teknologioverførselsaftaler

Dokumentdato: 13. aug. 2026Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Kommissionens forordning (EU) 2026/877 af 16. april 2026 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på visse kategorier af teknologioverførselsaftaler finder tilsvarende anvendelse på teknologioverførselsaftaler omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1, jf. stk. 3. Dog finder forordningens artikel 6 og 7 og artikel 9-11 ikke anvendelse.

§ 2.§-link ↗

I forordningens artikel 1 og 2 skal »forordning« forstås som »bekendtgørelse«. I forordningens artikel 2 skal »traktatens artikel 101, stk. 1,« forstås som en henvisning til »konkurrencelovens § 6, stk. 1, jf. stk. 3,«, og »traktatens artikel 101, stk. 3,« skal forstås som henvisning til »konkurrencelovens § 8, stk. 1, jf. § 10, stk. 1,«.

§ 3.§-link ↗

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan inddrage en fritagelse efter denne bekendtgørelse, hvis styrelsen i et konkret tilfælde konstaterer, at en aftale m.v., der er omfattet af fritagelsen efter denne bekendtgørelse, alligevel har virkninger, som er uforenelige med betingelserne i konkurrencelovens § 8, stk. 1, og navnlig når 1) markedsadgangen for teknologier tilhørende tredjemand begrænses, f.eks. som følge af den kumulative virkning af parallelle netværk af ligeartede konkurrencebegrænsende aftaler, der forbyder licenstagere at udnytte teknologier tilhørende tredjemand, eller 2) markedsadgangen for potentielle licenstagere begrænses, f.eks. som følge af den kumulative virkning af parallelle netværk af ligeartede konkurrencebegrænsende aftaler, der forbyder licensgivere at meddele andre licenstagere licens, eller fordi den eneste teknologiejer, der meddeler licens på relevante teknologirettigheder, indgår en aftale om eksklusivlicens med en licenstager, der allerede er aktiv på produktmarkedet på grundlag af stedfortræderteknologirettigheder.

§ 4.§-link ↗

Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på licensordninger i forsknings- og udviklingsaftaler, som falder ind under anvendelsesområdet for bekendtgørelse nr. 1111 af 13. august 2023 om gruppefritagelse for visse kategorier af forsknings- og udviklingsaftaler, eller specialiseringsaftaler, som falder ind under anvendelsesområdet for bekendtgørelse nr. 1112 af 13. august 2023 om gruppefritagelse for visse kategorier af specialiseringsaftaler.

§ 5.§-link ↗

I perioden fra den 1. september 2026 til den 30. april 2027 finder forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, jf. stk. 3, ikke anvendelse på aftaler, der allerede var i kraft den 31. august 2026, og som ikke opfylder betingelserne for fritagelse efter denne bekendtgørelse, men som den 31. august 2026 opfyldte betingelserne for fritagelse efter bekendtgørelse nr. 417 af 28. april 2014 om gruppefritagelse for kategorier af teknologioverførselsaftaler.

§ 6.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2026.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 417 af 28. april 2014 om gruppefritagelse for kategorier af teknologioverførselsaftaler ophæves.