Bekendtgørelse nr. 322 · 2026

Gældende

Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som dansk tegnsprogstolk

Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som dansk tegnsprogstolk

Dokumentdato: 18. feb. 2026Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Formålet med uddannelsen til professionsbachelor som dansk tegnsprogstolk er at uddanne dimittender, der kan kommunikere på dansk tegnsprog og talt dansk, ligesom de kan tolke mellem dansk og dansk tegnsprog og andre tegnbaserede kommunikationsformer samt beherske fjerntolkning.

Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.

§ 2.§-link ↗

Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 195 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år.

Stk. 2. Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen professionsbachelor som dansk tegnsprogstolk. Den engelske titel er Bachelor of Danish Sign Language Interpreter.

Stk. 3. Uddannelsens engelske betegnelse er Bachelor’s Degree Programme in Danish Sign Language Interpretation.

§ 3.§-link ↗

Uddannelsen består af: 1) Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 155 ECTS-point. 2) Praktik med et samlet omfang på 30 ECTS-point, som er tilrettelagt i flere praktikforløb. 3) Professionsfaglig bacheloreksamen på 10 ECTS-point.

Stk. 2. Uddannelsens obligatoriske elementer tilrettelægges inden for følgende kerneområder: 1) Tolkning. 2) Sprog. 3) Profession.

Stk. 3. For at påbegynde det sidste praktikforløb, jf. stk. 1, nr. 2, skal den studerende have bestået prøverne i simultantolkning mellem talt dansk og dansk tegnsprog.

Stk. 4. Uddannelsesinstitutionen kan dispensere fra stk. 3, hvis der foreligger usædvanlige forhold.

§ 4.§-link ↗

For uddannelsen gælder de regler om professionsbacheloruddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, herunder regler om formål, niveau, videngrundlag, praktik, indhold og tilrettelæggelse, varighed og struktur, adgang, underviserkvalifikationer, prøver og eksamen, studieordning og merit.

§ 5.§-link ↗

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Ved forsøg fastsættes samtidig forsøgets varighed og rapporteringsform.

§ 6.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2026.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1024 af 26. maj 2021 om uddannelsen til professionsbachelor i dansk tegnsprog- og skrivetolkning ophæves.

Stk. 3. Studerende, der er begyndt på uddannelsen før den 1. august 2026, og som kan færdiggøre uddannelsen inden for uddannelsens normerede studietid, dog senest den 31. december 2029 skal færdiggøre uddannelsen efter de tidligere gældende regler, jf. stk. 2.

Stk. 4. Studerende, der er begyndt på uddannelsen før den 1. august 2026, men som ikke kan færdiggøre uddannelsen senest den 31. december 2029, overføres til denne bekendtgørelses regler.