Bekendtgørelse nr. 313 · 2026

Gældende

Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i animation

Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i animation

Dokumentdato: 18. feb. 2026Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Formålet med uddannelsen til professionsbachelor i animation er at kvalificere den uddannede til selvstændigt og kreativt at varetage idéudvikling, design og udførelse af komplekse animationsopgaver i film-, medie-, spil-, formidlings- og kommunikationsbrancherne, i de visuelle kreative erhverv, i oplevelseserhvervet og i bredere erhvervsmæssige sammenhænge, nationalt som internationalt. Uddannelsen gør den studerende i stand til at vurdere og anvende relevante metoder og processer, herunder de nyeste teknologier. Uddannelsen skal desuden give den studerende afsæt til kompetencegivende videregående uddannelse og understøtte den studerendes personlige udvikling, professionelle dømmekraft og demokratiske dannelse.

Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.

§ 2.§-link ↗

Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 195 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i ét år.

Stk. 2. Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen professionsbachelor i animation. Den engelske titel er Bachelor of Animation.

Stk. 3. Uddannelsens engelske betegnelse er Bachelor’s Degree Programme in Animation.

§ 3.§-link ↗

Uddannelsen består af: 1) Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 75 ECTS-point, der er fælles for de studerende. 2) To bundne studieretninger, der hver for sig har et omfang på 60 ECTS-point, og hvoraf den studerende vælger én: a) Karakteranimation. b) Computer Graphic Arts. 3) Praktik med et samlet omfang på 30 ECTS-point. 4) Valgfri uddannelseselementer, der for den enkelte studerende har et samlet omfang på 20 ECTS-point. 5) Professionsfaglig bacheloreksamen på 10 ECTS-point.

Stk. 2. De obligatoriske uddannelseselementer, jf. stk. 1, nr. 1, tilrettelægges inden for følgende kerneområder: 1) Animationsproduktion. 2) Kommunikation og storytelling. 3) Brancheforståelse og karriereudvikling.

Stk. 3. Studieretningen inden for karakteranimation, jf. stk. 1, nr. 2, litra a, tilrettelægges inden for kerneområdet avanceret karakteranimation: 1) 2D karakteranimation. 2) 3D karakteranimation. 3) Digitalt baserede produktionsforløb.

Stk. 4. Studieretningen inden for Computer Graphic Arts, jf. stk. 1, nr. 2, litra b, tilrettelægges inden for kerneområdet avanceret Computer Graphic Arts: 1) Modellering, rigging, teksturering og shading. 2) Lyssætning og rendering. 3) Compositing inden for relevante produktionsmetoder.

Stk. 5. Eksamensbevis for fuldført uddannelse skal udover de oplysninger, der fremgår af bekendtgørelse om eksamener og prøver ved professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser, indeholde oplysning om, hvorvidt den færdiguddannede har fuldført studieretningen karakteranimation, jf. stk. 1, nr. 1, litra a, eller Computer Graphic Art, jf. stk. 1, nr. 2, litra b.

§ 4.§-link ↗

For uddannelsen gælder de regler om professionsbacheloruddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, herunder regler om formål, niveau, videngrundlag, praktik, indhold og tilrettelæggelse, varighed og struktur, adgang, underviserkvalifikationer, prøver og eksamen, studieordning og merit.

Stk. 2. Praktikken kan være lønnet, hvis den studerende f.eks. gennemfører praktikforløbet i udlandet, og det pågældende lands lovgivning stiller krav om løn.

§ 5.§-link ↗

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Ved forsøg fastsættes samtidig forsøgets varighed og rapporteringsform.

§ 6.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2026.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 470 af 9. maj 2018 om uddannelsen til professionsbachelor i animation ophæves.

Stk. 3. Studerende, der er begyndt på uddannelsen før den 1. august 2026, og som kan færdiggøre uddannelsen inden for uddannelsens normerede studietid, dog senest den 31. december 2029, skal færdiggøre uddannelsen efter de tidligere gældende regler, jf. stk. 2.

Stk. 4. Studerende, der er begyndt på uddannelsen før den 1. august 2026, men som ikke kan færdiggøre uddannelsen senest den 31. december 2029, overføres til denne bekendtgørelses regler.