Bekendtgørelse nr. 217 · 2026

Gældende

Bekendtgørelse om støtte til gartneriers CO2-afgifter

Bekendtgørelse om støtte til gartneriers CO2-afgifter

Dokumentdato: 28. jan. 2026Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Støtte efter denne bekendtgørelse kan tildeles gartnerier som kompensation for CO2-afgifter i henhold til lov nr. 683 af 11. juni 2024 om ændring af lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., lov om afgift af naturgas og bygas m.v., lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. og forskellige andre love. Støtte efter denne bekendtgørelse kan desuden tildeles gartnerier som kompensation for CO2-afgifter i henhold til LBK nr. 309 af 20. marts 2025 af lov om afgift af CO2e-emissioner fra kvoteomfattede sektorer (emissionsafgiftsloven).

Stk. 2. Støtte efter denne bekendtgørelse ydes i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 1408/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæisk Unions funktionsmåde på de minimis-støtte i landbrugssektoren med senere ændringer (de minimis-forordningen for landbruget).

Stk. 3. En støttemodtager, der ikke har efterkommet et krav om tilbagebetaling af støtte, som Europa-Kommissionen ved en tidligere afgørelse har erklæret ulovlig og uforenelig med det indre marked, er udelukket fra at modtage støtte.

Stk. 4. Ordningen er midlertidig og omfatter CO2-afgifter og emissionsafgifter der afholdes i perioden 2025–2030.

§ 2. · Definitioner§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Gartneri: CVR registreret gartneri med branchekode: 01.13.00 Dyrkning af grøntsager og meloner, rødder og rodknolde; 01.19.00 Dyrknings af andre etårige afgrøder; 01.28.00 Dyrkning af krydderiplanter, aromaplanter og lægeplanter; 01.30.00 Planteformening. 2) Erhvervsareal: Registreret erhvervsareal i Bygnings- og Boligregistret (BBR). 3) CO2-afgifter: CO2-afgift på fossile brændsler (naturgas, olie, kul m.v.), som gartnerierne skal betale i henhold til lov nr. 683 af 11. juni 2024 om ændring af lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., lov om afgift af naturgas og bygas m.v., lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. og forskellige andre love. 4) Emissionsafgift: Emissionsafgift som gartnerier der opvarmes med fjernvarme skal betale i henhold til LBK nr. 309 af 20. marts 2025 om lov om afgift af CO2e-emissioner fra kvoteomfattede sektorer (emissionsafgiftsloven). 5) Kriseramt virksomhed: Definitionerne i artikel 2, nr. 18, i Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 (GBER).

Kapitel 2 · De minimis-støtte

§ 3.§-link ↗

Ordningen yder støtte i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 1408/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæisk Unions funktionsmåde på de minimis-støtte i landbrugssektoren med senere ændringer (de minimis-forordningen for landbruget).

Stk. 2. Der kan i henhold til denne bekendtgørelse udbetales de minimis-støtte til gartneriers CO2-afgifter og emissionsafgifter.

Stk. 3. Ved ansøgning om de minimis-støtte skal ansøger vedlægge en de minimis-erklæring, jf. bilag 1, om: 1) Øvrig de minimis-støtte, som ansøgers virksomhed har modtaget fra offentlige myndigheder inden for de seneste 3 år. 2) Hvilke andre virksomheder, som ansøgers virksomhed har en sådan forbindelse med som nævnte i art. 2, stk. 2, i Kommissionens forordning (EU) nr. 1408/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæisk Unions funktionsmåde på de minimis-støtte i landbrugssektoren med senere ændringer (de minimis-forordningen for landbruget). 3) At ansøger har efterkommet eventuelle tilbagebetalingspåbud udstedt af Europa-Kommissionen i en eller flere afgørelser, hvor statsstøtte ydet af de danske myndigheder er fundet ulovlig og uforenelig med det indre marked, samt erklæring om at ansøger ikke er en kriseramt virksomhed, jf. § 2, nr. 5.

§ 4.§-link ↗

De minimis-støtte efter denne bekendtgørelse kan ikke kumuleres med nogen form for anden offentlig støtte til de samme støtteberettigede omkostninger, hvis denne kumulering vil medføre en overskridelse af den højeste støtteintensitet for den anden offentlige støtte.

Kapitel 3 · Betingelser for støtte, ansøgning og udbetaling

§ 5.§-link ↗

For at opfylde betingelserne for støtte i henhold til denne bekendtgørelse, skal ansøger opfylde følgende betingelser i medfør af Bygnings- og Boligregistret (BBR): 1) Have et erhvervsareal på minimum 5.000 m2 for gartnerier, der anvender fjernvarme. 2) Have et energiforbrug på minimum 1.400 MWh i seneste regnskabsår for gartnerier, der anvender fjernvarme. 3) Have et erhvervsareal på minimum 3.000 m2 for gartnerier, der anvender fossile brændsler. 4) Have et energiforbrug på over 500 MWh i seneste regnskabsår for gartnerier, der anvender fossile brændsler.

Stk. 2. Ansøger skal være et gartneri, jf. § 2, nr. 1, der producerer planter, træer/buske, grøntsager, frugt og bær i væksthuse, på friland og/eller i planteskole.

Stk. 3. Ansøger skal for at modtage støtte desuden opfylde følgende betingelser: 1) Virksomheden må ikke have modtaget et påbud fra det offentlige om tilbagebetaling af støtte, som Europa-Kommissionen ved en tidligere afgørelse har erklæret ulovlig og uforenelig med det indre marked, som ikke er fuldt ud efterkommet. 2) Virksomheden må ikke være kriseramt, jf. § 2, nr. 5. 3) Støttemodtager overholder artikel 2, stk. 2, i Rådets forordning (EU) nr. 269/2014 af 17. marts 2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed med senere ændringer.

§ 6.§-link ↗

I forbindelse med indkaldelse af ansøgninger offentliggør Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri på styrelsens hjemmeside puljens størrelse, ansøgningsfrist, ansøgningsmateriale inklusiv skabelon til revisorerklæring, ansøgningsprocedure og kriterier for støtte.

§ 7.§-link ↗

Ansøgning om støtte skal indgives til Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i henhold til den ansøgningsfrist og periode, der angives af Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri på styrelsens hjemmeside.

§ 8.§-link ↗

Ansøgning om støtte skal indeholde følgende: 1) Udfyldt ansøgningsskema samt skema over fakturaer og betalingsdokumentation. 2) Dokumentation for, hvornår udgiften er afholdt og betalt. 3) Dokumentation for at udgiften vedrører ordningens anvendelsesområde, jf. § 1. 4) Dokumentation i form af fakturaer for udgifter til CO2-afgifter eller emissionsafgift.

Stk. 2. Ansøger skal desuden: 1) Erklære at ansøger overholder betingelserne i § 5, stk. 3, nr. 1- 3. 2) Vedlægge en udfyldt erklæring om de minimis, jf. § 3, stk. 3. 3) Erklære at alle de indberettede oplysninger er korrekte.

Stk. 3. Ansøgningen skal desuden indeholde en revisorerklæring, hvor revisor erklærer sig på følgende: 1) At ansøger i 2025 (for perioden 2025-2027) og 2028 (for perioden 2028-2030) har haft udgifter til CO2-afgift eller emissionsafgift på det ansøgte beløb. 2) At fakturaer er betalt. 3) At ansøger er berettiget til støtte for CO2-afgift eller emissionsafgift med det ansøgte beløb i henhold til § 1, stk. 1, §§ 3 og 5 og § 8, stk. 1 og 2, i denne bekendtgørelse.

§ 9.§-link ↗

Udbetalingen finder sted i 2026 og 2029 på baggrund af beregningsmodellen i bilag 2.

Stk. 2. Der udbetales støtte på baggrund af dokumenterede udgifter til CO2-afgiften eller emissionsafgift for en treårig periode i form af det seneste regnskabsår tillagt en estimeret udgift for de to næstkommende regnskabsår baseret på beregningsmodellen i bilag 2.

Stk. 3. Udbetalingen til den enkelte virksomhed kan for den treårige periode i henholdsvis 2025-2027 og 2028-2030 ikke overstige 50.000 EUR, jf. de minimis-forordningen for landbrug.

Stk. 4. Hvis der modtages ansøgninger om støtte, der overstiger puljens størrelse, jf. § 6, stk. 1, nedsættes støtten, der kan udbetales til den enkelte ansøger, med en forholdsmæssig andel.

§ 10.§-link ↗

Oplysningerne vedrørende støtteordningen opbevares overensstemmelse med EU-Kommissionens statsstøtteregler i mindst 10 år og stilles til rådighed for offentligheden uden begrænsninger.

Kapitel 4 · Bortfald, tilbagebetaling af støtte og klageadgang

§ 11.§-link ↗

Støtte modtaget i strid med reglerne i denne bekendtgørelse kan kræves tilbagebetalt af Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri fra den endelige støttemodtager med tillæg af renter fra rådighedstidspunktet at regne, jf. artik 16 i Rådets forordning 2015/1589 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

§ 12.§-link ↗

Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kan træffe afgørelse om helt eller delvis bortfald af støtte, hvis støttemodtager har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2. Ved bortfald af støtte, jf. stk. 1, træffes der afgørelse om tilbagebetaling af allerede modtaget støtte. Tilbagebetaling skal ske senest 14 dage efter påkrav.

Stk. 3. Ved tilbagebetaling af støtte, der er ydet efter denne bekendtgørelse, som ikke betales rettidigt, tillægges en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats i renteloven med tillæg fra forfaldsdagen at regne. Rentekrav, der udgør mindre end 50 kr., inddrives dog ikke.

§ 13.§-link ↗

Afgørelser truffet i henhold til denne bekendtgørelse kan ikke påklages.

§ 14. · Kontrol§-link ↗

Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri fører kontrol med overholdelsen af denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kan pålægge virksomhederne at udlevere supplerende oplysninger og dokumentation i form af regnskabsmateriale, bilag m.v. til brug for styrelsens vurdering af opgørelsens korrekthed.

Kapitel 5 · Ikrafttrædelse

§ 15.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2026.