§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsen finder anvendelse for målrettet kvælstofregulering til opfyldelse af behov for reduktion af kvælstof i de kystvandoplande, der er anført i bilag 1. Kvælstofreducerende virkemidler omfatter målrettede efterafgrøder, jf. § 2, nr. 11, og de i stk. 2 og 3 anførte alternative virkemidler.
Stk. 2. Der kan gives tilsagn om tilskud til virksomheder til, at der på landbrugsarealer i ID15-områder med indsatsbehov, jf. § 2, nr. 7, etableres kvælstofreducerende virkemidler for planperioden 2026/2027. De kvælstofreducerende virkemidler, der kan omfattes af tilsagn om tilskud, er målrettede efterafgrøder og følgende virkemidler som alternativ til målrettede efterafgrøder: 1) Mellemafgrøder. 2) Energiafgrøder etableret senest den 31. juli 2026. 3) Braklagte arealer etableret senest den 1. januar 2026, bortset fra braklagte arealer langs vandløb og søer. 4) Braklagte arealer langs vandløb og søer etableret senest den 1. januar 2026. 5) Tidligt såede vinterafgrøder. 6) Efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter. 7) Præcisionslandbrug udført i planperioden 2025/2026.
Stk. 3. Styrelsen, jf. § 2, nr. 18, kan godkende, at virksomheder med arealer inden for ID15-områder med indsatsbehov deltager i ordningen med reduktion af virksomhedens samlede kvote for kvælstof for planperioden 2025/2026 som alternativt virkemiddel. Der ydes ikke kompensation til dette virkemiddel.
Stk. 4. En mark indgår i dens helhed som beliggende i det ID15-område, som har det største arealmæssige overlap med marken. Hvis det arealmæssige overlap med to eller flere ID15-områder er samme størrelse, og der ikke er ID15-områder med større arealmæssigt overlap, indgår marken under det af de ID15-områder med samme overlap, der har det laveste områdenummer.
§ 2.§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Ansøgt mark: Mark, for hvilken der er ansøgt om tilsagn om tilskud eller ansøgt om deltagelse i ordningen med ikke kompenseret alternativt virkemiddel i medfør af denne bekendtgørelse, og som ikke omfatter de arealer, der fremgår af § 5, stk. 1. 2) Ansøgt tilsagnsareal: Det tilsagnsareal, der ansøges om udbetaling for ifølge registreringerne i fællesskema, og hvor arealer, for hvilke der samtidig er tilknyttet det i § 1, stk. 2, nr. 7, anførte virkemiddel og et andet virkemiddel, medregnes med det samlede tilsagnsareal af de to virkemidler. 3) Fleksible frister: De frister for såning af efterafgrøder og for såning af efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter, der er fastsat i plantedækkebekendtgørelsen, og hvor såning inden for disse frister medfører reduktion af virksomhedens samlede kvote for kvælstof. 4) Godkendt tilsagnsareal: Den del af det ansøgte tilsagnsareal, hvor kriterierne for tilskudsberettigelse er opfyldt. 5) Grundbetaling: Grundlæggende indkomststøtte med henblik på bæredygtighed, som omhandlet i artikel 21 og 22 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 af 2. december 2021 om regler for støtte til strategiske planer, der udarbejdes af medlemsstaterne under den fælles landbrugspolitik og finansieres gennem Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1305/2013 og (EU) nr. 1307/2013. 6) ID15-område: Område, der er afgrænset som vist på kortportalen, jf. kort.lbst.dk/784 »ID15 områder, 2025«, og som er beliggende inden for et kystvandopland med den afgrænsning, der er vist på kortportalen, jf. kort.lbst.dk/784 »Kystvandoplande, 2025«. Et ID15-område er identificeret ved et områdenummer. 7) ID15-område med indsatsbehov: ID15-område, som er beliggende inden for et af de i bilag 1 anførte kystvandoplande. 8) IMK: Ministeriet for Grøn Treparts Internet Markkort. 9) Kortportalen: Styrelsens kortportal www.kort.lbst.dk. 10) Landbrugsareal: Landbrugsareal, som defineret i bekendtgørelse om grundbetaling m.v. til landbrugere for 2026. 11) Målrettede efterafgrøder: Efterafgrøder i målrettet kvælstofregulering. 12) Overdragelse af areal: Det økonomiske ansvar for driften af arealet overdrages til en anden fysisk eller juridisk person ved salg, bortforpagtning, ophør af forpagtning eller en tilsvarende form for overdragelse. 13) Overtrådt areal: Den del af det godkendte tilsagnsareal, hvor en eller flere forpligtelser ikke er opfyldt. 14) Planperiode: En planperiode, som defineret i § 10 i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag. 15) Plantedækkebekendtgørelsen: Den for planperioden 2026/2027 gældende bekendtgørelse om næringsstofreducerende tiltag og dyrkningsrelaterede tiltag i jordbruget. 16) Register for Gødningsregnskab: Det register, som er oprettet i medfør af lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag. 17) Sanktionsfaktor: Den faktor, som det for virksomheden vægtede, overtrådte areal ganges med for at fastlægge sanktionen. 18) Styrelsen: Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. 19) Tilsagnsareal: Areal, omregnet til hektar målrettede efterafgrøder, der er omfattet af tilsagn om tilskud i medfør af denne bekendtgørelse.
§ 3.§-link ↗
Ansøgte marker og tilsagnsarealer opgøres i hektar målrettede efterafgrøder. Ved omregning af alternative virkemidler til hektar målrettede efterafgrøder anvendes følgende omregningsfaktorer: 1) Mellemafgrøder: 2 hektar mellemafgrøder erstatter 1 hektar målrettede efterafgrøder. 2) Energiafgrøder: 0,8 hektar energiafgrøder erstatter 1 hektar målrettede efterafgrøder. 3) Braklagte arealer, bortset fra braklagte arealer langs vandløb og søer: 1 hektar braklagte arealer erstatter 2 hektar målrettede efterafgrøder. 4) Braklagte arealer langs vandløb og søer: 1 hektar braklagte arealer langs vandløb og søer erstatter 4 hektar målrettede efterafgrøder. 5) Tidligt såede vinterafgrøder: 1,9 hektar tidligt såede vinterafgrøder erstatter 1 hektar målrettede efterafgrøder. 6) Efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter: 1 hektar efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter erstatter 1 hektar målrettede efterafgrøder. 7) Præcisionslandbrug udført i planperioden 2025/2026: 11 hektar, hvorpå der er udført præcisionslandbrug i planperioden 2025/2026, erstatter 1 hektar målrettede efterafgrøder i planperioden 2026/2027. 8) Reduktion af virksomhedens samlede kvote for kvælstof for planperioden 2025/2026: For virksomheder, der udbringer husdyrgødning og anden organisk gødning svarende til mindre end 80 kg kvælstof pr. hektar harmoniareal, erstatter en reduktion på 110 kg kvælstof 1 hektar målrettede efterafgrøder. For virksomheder, der udbringer husdyrgødning og anden organisk gødning svarende til 80 kg kvælstof eller derover pr. hektar harmoniareal, erstatter en reduktion på 175 kg kvælstof 1 hektar målrettede efterafgrøder. Beregning af den udbragte mængde husdyrgødning og anden organisk gødning foretages, som anført i § 33, stk. 4.
§ 4.§-link ↗
Ansøgning om tilsagn og om udbetaling af tilskud og ansøgning om deltagelse i ordningen med ikke kompenseret alternativt virkemiddel skal ske i henhold til § 3, § 4, stk. 1, nr. 1 og 2, § 4, stk. 2, § 5, stk. 1-4, §§ 7-9, § 14, stk. 1 og 5, § 15, stk. 1, 3 og 4, § 16, stk. 1, og § 17 om henholdsvis fællesskema, Internet Markkort og fuldmagt i bekendtgørelse nr. 1341 af 21. november 2025 om ansøgninger m.v. for landbrugere i Tast selv.
Stk. 2. Ændringsforslag til registreringen af arealer, som nævnt i § 14, stk. 1, i den i stk. 1 nævnte bekendtgørelse, der skal have virkning for ansøgning i fællesskema i 2026, skal indgives digitalt i Internet Markkort ved brug af Tast selv senest ved udløb af fristen for indgivelse af fællesskema i 2026.
Stk. 3. Ændringsforslag til registreringen af arealer, som nævnt i § 15, stk. 1, i den i stk. 1 nævnte bekendtgørelse, der skal have virkning for ansøgning i fællesskema i 2026, skal indgives digitalt i en bemærkning i fællesskema ved brug af Tast selv senest ved udløb af fristen for indgivelse af fællesskema i 2026.
§ 5.§-link ↗
Ansøgning om tilsagn om tilskud og ansøgning om deltagelse i ordningen med ikke kompenseret alternativt virkemiddel kan ikke omfatte følgende arealer: 1) Arealer, der for ansøgningsåret er registreret i IMK som markkrat. 2) Arealer, der for ansøgningsåret er registreret i IMK som landskabstræk i form af fortidsminder og søer omfattet af god landbrugs- og miljømæssig stand, jf. bekendtgørelse om konditionalitet og social konditionalitet for 2026. 3) Arealer, der for ansøgningsåret er registreret som beliggende inden for 3-metersbræmmer omfattet af god landbrugs- og miljømæssig stand, jf. kort.lbst.dk/784 »3-metersbræmmer, 2026«. 4) Arealer, der for ansøgningsåret er registreret i IMK som arealer, der ikke er tilskudsberettigede under grundbetalingsordningen. 5) Arealer, der den 1. november 2025 er registreret som et § 3-areal på Danmarks Miljøportal, jf. kort.lbst.dk/784 »§ 3-arealer, 2026« og »§ 3-søer, 2026«. 6) Arealer, der for ansøgningsåret er indberettet i fællesskema som småbiotoper. 7) Arealer, der for ansøgningsåret er registreret som omfattet af § 21 b, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse, jf. kort.lbst.dk/784 »25-meters beskyttelseszoner omkring vandboringer, 2026«.
Stk. 2. De i stk. 1 anførte arealer kan indgå i den indtegnede ansøgte mark. Hvis den indtegnede ansøgte mark ikke overlapper med arealer, som omhandlet i stk. 1, anses størrelsen af den ansøgte mark som størrelsen af den indtegnede mark. Hvis den indtegnede ansøgte mark overlapper med arealer, som omhandlet i stk. 1, anses de overlappende arealer ikke som omfattet af ansøgning og fratrækkes størrelsen af den indtegnede mark ved fastsættelse af størrelsen af den ansøgte mark.
§ 6. · Prioritering§-link ↗
Hvis indsatsbehovet i det enkelte kystvandopland er opnået, eller det antal hektar målrettede efterafgrøder, der er afsat midler til, ikke giver mulighed for at imødekomme alle ansøgninger, prioriterer styrelsen mellem de ansøgte marker med målrettede efterafgrøder og alternative virkemidler iet, to eller tre trin, jf. stk. 2. I hvert af de tre trin opstilles de ansøgte marker i prioriteringsrækkefølgen, som beskrevet i stk. 3.
Stk. 2. Prioritering gennemføres i følgende et, to eller tre trin: 1) Trin 1 omfatter prioritering af det ikke kompenserede alternative virkemiddel, jf. § 1, stk. 3. I trin 1 prioriteres ansøgte marker til og med den mark i prioriteringsrækkefølgen, hvorved indsatsbehovet i det pågældende kystvandopland bliver opnået, eller alle ansøgte marker er prioriteret. 2) Trin 2 gennemføres, hvis der efter gennemførelsen af trin 1 stadig er et indsatsbehov i det pågældende kystvandopland. Trin 2 omfatter prioritering af målrettede efterafgrøder og de i § 1, stk. 2, omhandlede alternative virkemidler. I trin 2 prioriteres ansøgte marker i kystvandoplandet til og med den mark i prioriteringsrækkefølgen, hvorved indsatsbehovet eller det fastsatte antal hektar målrettede efterafgrøder bliver opnået, eller alle ansøgte marker er prioriteret. 3) Trin 3 gennemføres, hvis der efter gennemførelse af trin 2 er ikke prioriterede marker beliggende i kystvandoplande, hvor indsatsbehovet ikke er opnået, og der samtidig fra andre kystvandoplande er ubrugte midler opgjort i hektar målrettede efterafgrøder. Trin 3 omfatter en samlet prioritering for de kystvandoplande, hvor de nævnte ikke prioriterede marker er beliggende. I trin 3 prioriteres ansøgte marker til og med den mark i prioriteringsrækkefølgen, hvorved det fastsatte antal hektar målrettede efterafgrøder bliver opnået, eller alle ansøgte marker er prioriteret, jf. dog 4. pkt. En ansøgt mark i et kystvandopland prioriteres ikke, hvis indsatsbehovet i kystvandoplandet er opnået ved prioritering af en foranstående mark i prioriteringsrækkefølgen.
Stk. 3. I trin 1 og 2 er der en prioriteringsrækkefølge for hvert af de i bilag 1 anførte kystvandoplande. I trin 3 er der en samlet prioriteringsrækkefølge for de omfattede kystvandoplande. I prioriteringsrækkefølgen er markerne rangordnet efter følgende rækkefølge: 1) Ansøgte marker prioriteres efter retentionen, jf. bilag 2, for det ID15-område, som marken er beliggende i. Marker i et ID15-område med lavere retention går forud for marker i et ID15-område med højere retention. Hvis flere ID15-områder har samme retention, betragtes de som et samlet ID15-område med hensyn til rangordning af marker. 2) Herefter prioriteres de ansøgte marker efter markstørrelse. En større mark prioriteres før en mindre mark. Hvis der for det pågældende ID15-område er flere marker med samme markstørrelse, og alle marker ikke kan prioriteres, gennemføres et randomiseret valg af den eller de marker, der kan prioriteres.
§ 7.§-link ↗
Deltagelse i ordningen med ikke kompenseret alternativt virkemiddel, jf. § 1, stk. 3, for et areal er betinget af følgende: 1) Ansøgers virksomhed skal være tilmeldt Register for Gødningsregnskab ved udløb af fristen for indgivelse af fællesskema i 2026. 2) Ansøgers virksomhed skal ved udløb af fristen for indgivelse af fællesskema i 2026 have et efterafgrødegrundareal på mindst 10 hektar. Virksomhedens efterafgrødegrundareal opgøres efter bestemmelserne herom i den bekendtgørelse om næringsstofreducerende tiltag og dyrkningsrelaterede tiltag i jordbruget, der er gældende ved udløb af den nævnte frist, dog således at opgørelsen sker på grundlag af virksomhedens arealer ved udløb af den nævnte frist. 3) Ansøgers virksomhed må ikke være en bedrift, der den 1. februar 2026 er certificeret af styrelsen til økologisk jordbrugsproduktion eller omfattet af en ansøgning herom. 4) Ansøger skal drive arealet som ejer eller forpagter ved udløb af fristen for indgivelse af fællesskema i 2026. 5) Hver enkelt mark, som arealet omfatter, skal være beliggende i et ID15-område med indsatsbehov og indgå i en markblok i IMK. 6) Hver enkelt mark, som arealet omfatter, skal være på mindst 0,01 hektar.
§ 8.§-link ↗
Den ansøgte reduktion udgør det antal kg kvælstof, der erstatter en hektar målrettede efterafgrøder, ganget med den samlede størrelse af de ansøgte marker ved udløb af fristen for indgivelse af fællesskema i 2026.
Stk. 2. Styrelsen godkender, at ansøgers virksomhed deltager i ordningen med den ansøgte og prioriterede reduktion. Virksomhedens samlede kvote for kvælstof for planperioden 2025/2026 reduceres med den godkendte reduktion.
§ 9.§-link ↗
Styrelsen meddeler tilsagn om tilskud for det antal hektar målrettede efterafgrøder i ID15-området med indsatsbehov, der er omfattet af ansøgning om tilsagn om tilskud ved udløb af fristen for indgivelse af fællesskema i 2026, og som er blevet prioriteret.
Stk. 2. Tilsagnshaver skal senest den 10. september 2026 i fællesskema placere det antal hektar målrettede efterafgrøder, der efter prioritering ikke er placeret på marker i det pågældende ID15-område med indsatsbehov, samt angive det tilknyttede kvælstofreducerende virkemiddel, jf. § 1, stk. 2. Det nævnte antal hektar skal placeres i det kystvandopland, som det pågældende ID15-område er beliggende i, og på marker i et eller flere af de ID15-områder, hvor det af fællesskema fremgår, at markerne kan være beliggende.
Stk. 3. Tilsagnshaver kan til og med den 10. september 2026 i fællesskema ændre placering og kvælstofreducerende virkemiddel, jf. § 1, stk. 2, for det antal hektar målrettede efterafgrøder, der for det pågældende ID15-område er meddelt tilsagn om tilskud til. Det nævnte antal hektar skal placeres i det kystvandopland, som det pågældende ID15-område er beliggende i, og på marker i et eller flere af de ID15-områder, hvor det af fællesskema fremgår, at markerne kan være beliggende. Hvis det pågældende virkemiddel udgør en del af den pågældende mark, skal størrelsen af denne del af marken være anført i fællesskema og udgøre mindst 0,01 hektar. Den placering med tilknyttet virkemiddel, der er registreret i fællesskema den 10. september 2026, er bindende for de tilsagnsbetingelser, der skal opfyldes.
§ 10.§-link ↗
Tilsagn om tilskud for et areal er betinget af følgende: 1) Ansøgers virksomhed skal ved udløb af fristen for indgivelse af fællesskema i 2026 være tilmeldt Register for Gødningsregnskab. 2) Ansøgers virksomhed skal ved udløb af fristen for indgivelse af fællesskema i 2026 have et efterafgrødegrundareal på mindst 10 hektar. Virksomhedens efterafgrødegrundareal opgøres efter bestemmelserne herom i den bekendtgørelse om næringsstofreducerende tiltag og dyrkningsrelaterede tiltag i jordbruget, der er gældende ved udløb af den nævnte frist, dog således at opgørelsen sker på grundlag af virksomhedens arealer ved udløb af den nævnte frist. 3) Ansøgers virksomhed må ikke være en bedrift, der den 1. februar 2026 er certificeret af styrelsen til økologisk jordbrugsproduktion eller omfattet af en ansøgning herom.
§ 11.§-link ↗
Tilsagn om tilskud for et areal er endvidere betinget af følgende: 1) Arealet skal være et landbrugsareal ved udløb af fristen for indgivelse af fællesskema i 2026. 2) Ansøger skal drive arealet som ejer eller forpagter ved udløb af fristen for indgivelse af fællesskema i 2026. 3) Hver enkelt mark, som arealet omfatter, skal være beliggende i et ID15-område med indsatsbehov og indgå i en markblok i IMK. 4) Hver enkelt mark, som arealet omfatter, skal være på mindst 0,01 hektar. 5) Det til arealet tilknyttede virkemiddel må ikke være indberettet i fællesskema til opfyldelse af GLM 7, jf. bekendtgørelse om konditionalitet og social konditionalitet for 2026. 6) Arealet må ikke være indberettet i fællesskema som brak til opfyldelse af GLM 10, jf. bekendtgørelse om konditionalitet og social konditionalitet for 2026. 7) Arealet må ikke være et af de § 5, stk. 1, nr. 1, 2, 4 og 6, anførte arealer, der efter udløb af fristen for indgivelse af fællesskema i 2026 er registreret i IMK eller indberettet i fællesskema.
§ 12.§-link ↗
Tilsagn om tilskud for et areal er endvidere betinget af følgende: 1) Arealet må ved udløb af fristen for indgivelse af fællesskema i 2026 ikke være omfattet af tilsagn om tilskud eller ansøgning om tilsagn om tilskud til miljøvenligt landbrug eller til miljø- og klimavenligt landbrug under et af landdistriktsprogrammerne. 2) Arealet må for ansøgningsåret ikke være omfattet af ansøgning om økologisk arealstøtte, ansøgning om tilskud til miljø- og klimavenligt græs eller til midlertidig ekstensivering under artikel 31 i forordning (EU) 2021/2115. 3) Arealet må for ansøgningsåret ikke være omfattet af ansøgning om tilsagn om tilskud eller tilsagn om tilskud til pleje af græs- og naturarealer, til fastholdelse af arealer i vand- og klimaprojekter eller til permanent ekstensivering under artikel 70 i forordning (EU) 2021/2115. 4) Arealet må ikke indgå i et minivådområde med omkringliggende areal, der er etableret med tilskud i medfør af anden lovgivning eller er omfattet af tilsagn om tilskud, der er meddelt i medfør af anden lovgivning senest den 31. juli 2026.
§ 13.§-link ↗
Tilsagn om tilskud for et areal er endvidere betinget af følgende: 1) Ved udløb af fristen for indgivelse af fællesskema i 2026 må arealet ikke i medfør af anden lovgivning end bekendtgørelse om jordbrugsvirksomheders anvendelse af gødning, være omfattet af krav, aftale eller servitut, som indebærer, at arealet ikke må tilføres gødning eller alene må tilføres den gødning, der efterlades af græssende husdyr. 2) På arealet må der ikke mod betaling i medfør af anden lovgivning end reglerne for grundbetaling, reglerne for de i § 12 omhandlede tilskudsordninger og reglerne for ordningen om tilskud til varieret planteproduktion under artikel 31 i forordning (EU) 2021/2115 være etableret efterafgrøder eller alternative virkemidler, som nævnt i § 1, stk. 2, nr. 1-6, med virkning inden for planperioden 2026/2027. 3) På et areal med det i § 1, stk. 2, nr. 7, anførte virkemiddel, må virkemidlet ikke være omfattet af betaling i medfør af anden lovgivning.
§ 14.§-link ↗
Tilsagn om tilskud for det antal hektar målrettede efterafgrøder, der er omhandlet i § 9, stk. 2, er betinget af, at tilsagnshaver opfylder bestemmelserne i § 9, stk. 2.
§ 15.§-link ↗
Tilsagn om tilskud for et areal, hvor der skal etableres målrettede efterafgrøder, er betinget af, at bestemmelserne i stk. 2-7 opfyldes.
Stk. 2. De målrettede efterafgrøder skal være etableret efter normale driftsmæssige principper med henblik på en effektiv kvælstofoptagelse i efteråret.
Stk. 3. De afgrøder, der kan anvendes som målrettede efterafgrøder, er de afgrøder, der kan anvendes som efterafgrøder i medfør af plantedækkebekendtgørelsen.
Stk. 4. Plantedækkebekendtgørelsens bestemmelser om seneste tidspunkt for såning af efterafgrøder og om såning af efterafgrøder inden for fleksible frister, finder tilsvarende anvendelse for såning af målrettede efterafgrøder, jf. dog § 32.
Stk. 5. Anvendelse af fleksible frister er betinget af, at tilsagnshaver senest den 10. september 2026 i et særligt skema »Gødningskvote og Efterafgrøder« indberetter marker med efterafgrøder, der sås inden for fleksible frister, og oplyser datoen for såningen. De indberettede marker skal drives af tilsagnshaver som ejer eller forpagter den 31. juli 2026.
Stk. 6. De målrettede efterafgrøder må tidligst nedpløjes, nedvisnes eller på anden måde destrueres på det tidspunkt, der gælder for efterafgrøder, der etableres i medfør af plantedækkebekendtgørelsen.
Stk. 7. Plantedækkebekendtgørelsens bestemmelser om den efterfølgende anvendelse i planperioden 2026/2027 af arealer med efterafgrøder finder tilsvarende anvendelse for den efterfølgende anvendelse i planperioden 2026/2027 af arealer med målrettede efterafgrøder.
§ 16.§-link ↗
Tilsagn om tilskud for et areal med alternativt virkemiddel, som omhandlet i § 1, stk. 2, nr. 1-7, er betinget af, at de bestemmelser, der gælder for det tilsvarende alternativ til efterafgrøder i medfør af plantedækkebekendtgørelsen, tilsvarende er opfyldt for arealet. Plantedækkebekendtgørelsens bestemmelser om omregningsfaktor og om arealstørrelse finder dog ikke anvendelse, jf. § 3 og § 11, nr. 4.
Stk. 2. § 15, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse ved såning af efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter inden for fleksible frister.
§ 17.§-link ↗
Tilsagn om tilskud er betinget af følgende: 1) Tilsagnshaver skal give de oplysninger og fremsende de dokumenter, som styrelsen anmoder om til brug for administrationen af tilsagnet. 2) Tilsagnshaver skal sikre, at fællesskema ikke omfatter arealer, der er registreret som omfattet af tilsagn om tilskud i medfør af nærværende bekendtgørelse, og for hvilke betingelserne for tilsagn om tilskud ikke er opfyldt. Dette gøres ved at indlægge de fornødne ændringer i fællesskema.
§ 18.§-link ↗
Et virkemiddel, der er omfattet af tilsagn om tilskud, må ikke samtidig anvendes til: 1) Opfyldelse af krav om etablering af efterafgrøder i medfør af anden lovgivning. 2) Opfyldelse af GLM 10, jf. bekendtgørelse om konditionalitet og social konditionalitet for 2026.
§ 19.§-link ↗
Tilskuddet udgør 673 kr. pr. hektar målrettede efterafgrøder, jf. § 3, og udbetales samlet.
§ 20.§-link ↗
Hvis et tilsagnsareal bliver overdraget helt eller delvis, inden tilskuddet er udbetalt, vil tilskuddet uanset overdragelsen blive udbetalt til tilsagnshaver. Tilsagnshaver forbliver ansvarlig for overholdelse af betingelserne for tilsagn om tilskud.
§ 21. · Manglende opfyldelse af kriterier for tilskudsberettigelse og forpligtelser§-link ↗
Opfylder tilsagnshaver ikke kriterierne for tilskudsberettigelse for et areal, jf. kapitel 7, bortfalder tilskuddet for arealet. Tilskud, der er udbetalt for arealet, skal tilbagebetales af tilsagnshaver.
Stk. 2. Opfylder tilsagnshaver ikke de forpligtelser, der gælder for de godkendte tilsagnsarealer, jf. kapitel 8, nedsættes tilskuddet helt eller delvist for de godkendte tilsagnsarealer. Eventuelt udbetalt tilskud, der er omfattet heraf, skal tilbagebetales af tilsagnshaver. Tilsagnshaver pålægges en administrativ sanktion afhængig af alvor, omfang og varighed af den manglende opfyldelse af forpligtelser. Tilskudsnedsættelse som følge af manglende opfyldelse af forpligtelser samt administrativ sanktion beregnes efter reglerne i § 27.
§ 22. · Manglende indberetning af alle bedriftens landbrugsarealer§-link ↗
Har tilsagnshaver ikke indberettet alle bedriftens landbrugsarealer, jf. § 4, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1341 af 21. november 2025 om ansøgninger m.v. for landbrugere i Tast selv, pålægges en administrativ sanktion efter følgende regler: 1) Tilskuddet nedsættes med 1 pct., når de arealer, der ikke er indberettet, udgør mere end 3 pct. og op til og med 10 pct. af det indberettede areal. 2) Tilskuddet nedsættes med 1 pct., når de arealer, der ikke er indberettet, udgør mere end 10 pct. og op til og med 20 pct. af det indberettede areal, og når de arealer, der ikke er indberettet, ikke overstiger 5,00 hektar. Tilskuddet nedsættes med 2 pct., hvis de arealer, der ikke er indberettet, er over 5,00 hektar. 3) Tilskuddet nedsættes med 1 pct., når de arealer, der ikke er indberettet, udgør mere end 20 pct. af de arealer, der er indberettet, men ikke overstiger 5,00 hektar. Tilskuddet nedsættes med 2 pct., når de arealer, der ikke er indberettet, udgør mere end 20 pct. af det indberettede areal og er på mere end 5,00 hektar, men ikke overstiger 10,00 hektar. Tilskuddet nedsættes med 3 pct., hvis de arealer, der ikke er indberettet, udgør mere end 20 pct. af det indberettede areal og overstiger 10,00 hektar.
§ 23. · Force majeure og usædvanlige omstændigheder§-link ↗
Kan tilsagnshaver ikke opfylde forpligtelserne som følge af force majeure eller usædvanlige omstændigheder, bevarer tilsagnshaver retten til tilskud for de arealer, hvor force majeure eller de usædvanlige omstændigheder forhindrede opfyldelse af forpligtelserne, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Ved udbetaling efter stk. 1 foretages en proportionel reduktion af tilskuddet for de dele af forpligtelsen, for hvilke der ikke er påløbet direkte eller indirekte omkostninger eller indtægtstab, inden force majeure eller de usædvanlige omstændigheder indtraf. Reduktion af tilskud anvendes kun i forbindelse med manglende opfyldelse af forpligtelser.
§ 24. · Force majeure og usædvanlige omstændigheder§-link ↗
I tilfælde af force majeure eller usædvanlige omstændigheder skal tilsagnshaver meddele styrelsen skriftligt herom sammen med en fyldestgørende dokumentation herfor senest 15 arbejdsdage fra det tidspunkt, hvor tilsagnshaver eller dennes stedfortræder er i stand til at give en sådan meddelelse.
§ 25. · Beregning af tilskudsnedsættelse og administrative sanktioner§-link ↗
Det for virksomheden vægtede, overtrådte areal beregnes som summen af de vægtede, overtrådte arealer for de i § 1, stk. 2, anførte virkemidler. Det vægtede, overtrådte areal for det pågældende virkemiddel fastsættes som det overtrådte areal under virkemidlet ganget med en vægtningsfaktor, der afspejler alvor, omfang og varighed af den manglende opfyldelse af forpligtelsen, jf. bilag 3.
Stk. 2. Overtrædelsesprocent beregnes ved at dividere det for virksomheden vægtede, overtrådte areal med det samlede godkendte tilsagnsareal.
§ 26. · Beregning af tilskudsnedsættelse og administrative sanktioner§-link ↗
Det tilskudsberettigede areal fastsættes som det samlede godkendte tilsagnsareal fratrukket et eventuelt for virksomheden vægtet, overtrådt areal, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Er forskellen mellem det tilskudsberettigede areal og det samlede ansøgte tilsagnsareal på 0,10 hektar målrettede efterafgrøder eller derunder, betragtes det tilskudsberettigede areal som lig med det samlede ansøgte tilsagnsareal, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 finder ikke anvendelse, hvis forskellen mellem det tilskudsberettigede areal og det samlede ansøgte tilsagnsareal udgør mere end 20 pct. af det samlede ansøgte tilsagnsareal.
§ 27. · Beregning af tilskudsnedsættelse og administrative sanktioner§-link ↗
Tilskudsnedsættelse ved manglende opfyldelse af forpligtelser samt administrative sanktioner herfor fastsættes som følger: 1) Hvis overtrædelsesprocenten højst udgør 10 pct., nedsættes tilskuddet med det for virksomheden vægtede, overtrådte areal. 2) Hvis overtrædelsesprocenten er på over 10 pct., men ikke over 25 pct., nedsættes tilskuddet med det for virksomheden vægtede, overtrådte areal. Herudover pålægges tilsagnshaver en sanktion svarende til det for virksomheden vægtede, overtrådte areal ganget med en sanktionsfaktor på 0,2. Hvis tilsagnshaver i tidligere år i perioden 2024-2027 har haft en overtrædelsesprocent på over 10 under den samme tilskudsordning, er sanktionen det for virksomheden vægtede, overtrådte areal ganget med en sanktionsfaktor på 0,5. 3) Hvis overtrædelsesprocenten overstiger 25 pct., nedsættes tilskuddet med det for virksomheden vægtede, overtrådte areal. Herudover pålægges tilsagnshaver en sanktion svarende til det for virksomheden vægtede, overtrådte areal ganget med en sanktionsfaktor på 0,3. Hvis tilsagnshaver i tidligere år i perioden 2024-2027 har haft en overtrædelsesprocent på over 10 under den samme tilskudsordning, er sanktionen det for virksomheden vægtede, overtrådte areal ganget med en sanktionsfaktor på 1,0.
Stk. 2. Ved manglende opfyldelse af flere forpligtelser på det samme areal under et virkemiddel beregnes vægtningsfaktoren ved at sammenlægge de vægtningsfaktorer, der er gældende for den manglende opfyldelse af hver enkelt forpligtelse. Summen af vægtningsfaktorer for det enkelte areal kan maksimalt fastsættes til 1,0.
§ 28. · Beregningsrækkefølge ved nedsættelse af tilskud§-link ↗
Tilskuddet nedsættes i følgende rækkefølge: 1) De nedsættelser og sanktioner, der er fastsat i § 27. 2) Det beløb, der følger af anvendelsen af nr. 1, danner grundlag for beregningen af sanktioner ved manglende indberetning af landbrugsarealer i henhold til § 22.
§ 29. · Sanktionsloft§-link ↗
Tilsagnshaver kan for planperioden 2026/2027 maksimalt pålægges administrative sanktioner for overtrædelse af forpligtelser, der svarer til 100 pct. af beløbet for de godkendte tilsagnsarealer.
§ 30. · Udelukkelse§-link ↗
Styrelsen kan udelukke en ansøger fra at søge denne ordning i det følgende kalenderår, hvis ansøger i forbindelse med sin ansøgning under ordningen har begået en meget alvorlig overtrædelse af loven, de i medfør af loven fastsatte regler eller Den Europæiske Unions forordninger omfattet af loven.
Stk. 2. I vurderingen af overtrædelsens alvor, jf. stk. 1, skal der henses til overtrædelsens omfang, varighed og hyppighed. I vurderingen indgår herudover ansøgers forsæt til at begå overtrædelsen eller graden af ansøgers uagtsomhed.
§ 31.§-link ↗
Tilsagnshavere informeres om de foreløbige resultater af den satellitbaserede kontrol for hvert enkelt tilsagnsareal via en applikation, som styrelsen stiller til rådighed.
Stk. 2. Viser den satellitbaserede kontrol, at tilsagnshaver ikke opfylder de kriterier og forpligtelser, der gælder for arealet, sendes kontrolresultatet i partshøring hos tilsagnshaver, der har de i nr. 1-3 anførte muligheder: 1) Afgive høringssvar ved at indsende billede af arealet, hvis tilsagnshaver mener, at kriteriet eller forpligtelsen allerede er opfyldt for det pågældende areal. 2) Opfylde kriteriet eller forpligtelsen, hvis det er muligt, og derefter afgive høringssvar ved at indsende billede, der dokumenterer kriteriets eller forpligtelsens opfyldelse. 3) Ændre sit fællesskema vedrørende anvendelsen af arealet. Hvis ændringen vedrørende anvendelsen af arealet angår dele af arealet, og arealet dermed opdeles, skal der indsendes billeddokumentation for de dele af arealet, hvor tilsagnshaver mener, at kriteriet eller forpligtelsen er opfyldt.
Stk. 3. Tilsagnshavers billeddokumentation for opfyldelse af de for arealet gældende kriterier eller forpligtelser skal kunne dokumenteres med georefererede billeder ud fra følgende forhold: 1) Billederne skal være taget med brug af funktionerne i den i stk. 1 nævnte applikation, således at billederne har den fornødne tidsfasthed og stedfasthed. 2) Arealets beskaffenhed og eventuelle afgrøder skal fremgå tydeligt af billederne. 3) Billederne skal vise det areal, der er omfattet af tilsagn om tilskud.
§ 32.§-link ↗
Hvis tilsagnshaver vælger at så målrettede efterafgrøder inden for fleksible frister eller efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter inden for fleksible frister, reduceres virksomhedens samlede kvote for kvælstof for planperioden 2026/2027. Ved fastsættelse af reduktionen finder plantedækkebekendtgørelsens bestemmelser herom tilsvarende anvendelse.
§ 33.§-link ↗
Virksomhedens samlede kvote for kvælstof for planperioden 2026/2027 bliver reduceret, hvis virksomheden ikke har opfyldt betingelserne, jf. kapitel 7 og 8, for det antal hektar målrettede efterafgrøder, der er meddelt tilsagn om tilskud til, jf. § 9, stk. 1.
Stk. 2. Arealer, hvor forpligtelserne fastsat i kapitel 8 ikke er opfyldt, medregnes ikke ved opgørelsen af det antal hektar målrettede efterafgrøder, der skal indgå i beregningen af reduktionen af virksomhedens samlede kvote for kvælstof, jf. stk. 1, hvis 1) kriterierne i kapitel 7 er opfyldt, og 2) vægtningsfaktoren for overtrædelsen af forpligtelserne maksimalt udgør 0,1, jf. bilag 3.
Stk. 3. Ved beregning af reduktionen af virksomhedens samlede kvote for kvælstof, jf. stk. 1, anvendes følgende omregningsfaktorer pr. manglende hektar målrettede efterafgrøder: 1) For virksomheder, der udbringer husdyrgødning og anden organisk gødning svarende til mindre end 80 kg kvælstof pr. hektar harmoniareal: 110 kg kvælstof. 2) For virksomheder, der udbringer husdyrgødning og anden organisk gødning svarende til 80 kg kvælstof eller derover pr. hektar harmoniareal: 175 kg kvælstof.
Stk. 4. Ved beregning af den udbragte mængde husdyrgødning og anden organisk gødning, jf. stk. 3, finder plantedækkebekendtgørelsens bestemmelser herom tilsvarende anvendelse.
§ 34.§-link ↗
Reduktion af virksomhedens samlede kvote for kvælstof, som omhandlet i § 8, stk. 2, § 32 og § 33, kan ikke samtidig anvendes til opfyldelse af krav om etablering af efterafgrøder i medfør af anden lovgivning, medmindre dette er tilladt i henhold til den pågældende lovgivning.
§ 35.§-link ↗
Afgørelser sendes digitalt til parten via Tast selv.
Stk. 2. Partens ændringer og indberetninger, jf. § 9, stk. 2 og 3, § 15, stk. 5, § 16, stk. 2, og § 17, nr. 2, skal indgives via Tast selv.
§ 36.§-link ↗
Skriftlige partshøringer efter forvaltningslovens § 19, skriftlige referater af telefoniske partshøringer efter forvaltningslovens § 19 og skriftlige anmodninger om supplerende oplysninger sendes digitalt til parten via Tast selv.
§ 37.§-link ↗
Partens besvarelse af forhold omfattet af § 36 skal indgives via Tast selv, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Besvarelse af partshøringer efter forvaltningslovens § 19 i forbindelse med den satellitbaserede kontrol skal ske ved digital indgivelse af billeddokumentation til styrelsen via den applikation, som styrelsen stiller til rådighed. Supplerende oplysninger indgives via Tast selv.
Stk. 3. Styrelsen kan dispensere fra kravet om, at høringssvar til kontrolresultatet fra den satellitbaserede kontrol skal afgives ved hjælp af den i stk. 2 nævnte applikation, hvis det på grund af omstændighederne ikke er muligt for parten at kommunikere digitalt med styrelsen via applikationen.
§ 38.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2026.