Bekendtgørelse nr. 1714 · 2025

Gældende

Bekendtgørelse om tilskud til Madkulturen, regnskab og revision m.v.

Bekendtgørelse om tilskud til Madkulturen, regnskab og revision m.v.

Dokumentdato: 18. dec. 2025Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗

Fødevarestyrelsen yder tilskud til driften af den selvejende institution Madkulturen. Institutionen har som overordnet formål at bidrage til at løse samfundsudfordringer og fremme velfærd ved at styrke madkulturen i Danmark forstået som kundskab om råvarer, styrkelse af færdigheder og forståelse af den kulturelle og velfærdsmæssige betydning af måltider. Formålet indfries via en række aktiviteter, herunder: 1) Indsamling, systematisering og generering af viden om danskernes madvaner samt tilgang til fødevarer. 2) Partnerskabsindsatser, der medvirker til at forbedre kvaliteten af de daglige måltider i befolkningen, særligt med et fokus på at løfte danskernes madfærdigheder og viden om fødevarer. 3) Fremme af udviklingsprocesser og innovationsindsatser mellem aktører i hele fødevarekæden.

Stk. 2. Madkulturen igangsætter og deltager desuden i debatten om betydningen af hverdagsmad, madkultur og kulinarisk kvalitet med udgangspunkt i viden.

Stk. 3. Madkulturen kan også forestå uddeling af tilskud til aktiviteter inden for institutionens opgavefelt, herunder i forbindelse med Kokkelandsholdet og forberedelsen af Bocuse d'Or, inden for den på finansloven fastsatte ramme.

Stk. 4. Madkulturen kan oppebære indtægter og modtage tilskud fra andre aktører end Fødevarestyrelsen, herunder tilskud fra fonde, virksomheder, offentlige virksomheder, EU m.v., og oppebære salgsindtægter, deltagergebyrer m.v.

Stk. 5. Madkulturens vedtægter af 25. november 2024 fremgår af bilaget til bekendtgørelsen.

§ 2. · Betingelser for tilskud§-link ↗

Tilskud fra Fødevarestyrelsen er betinget af følgende: 1) De krav, der er stillet efter de bevillingsretlige regler for ydelse af statslige tilskud til selvejende institutioner, jf. budgetvejledningens punkt 2.4.9, og for personale og personaleudgifter, jf. budgetvejledningens punkt 2.5.3-2.5.5, er til stadighed opfyldt. 2) Madkulturen følger statens regler for rejser, personale og personaleudgifter, herunder løn- og ansættelsesvilkår. Madkulturen er derudover ikke omfattet af budgetvejledningens regler for disponering, jf. dog nummer 1. Madkulturen fastlægger egne regler for indkøb, idet reglerne om udbud af indkøb af varer, tjenesteydelser m.v. i det offentlige til stadighed overholdes. 3) Madkulturen følger reglerne for regnskabets førelse og aflæggelse i henhold til årsregnskabsloven og denne bekendtgørelse. 4) Madkulturen lever op til de krav, som fremgår af den årlige tilsagnsskrivelse fra Fødevarestyrelsen. I tilsagnsskrivelsen angives faglige prioriteter samt nærmere økonomisk-administrative vilkår.

Stk. 2. Krav om ekstern medfinansiering i tilsagnsskrivelsen skal samlet set være overholdt inden for en løbende 4-årig periode svarende til balancekravet i budgetvejledningens punkt 2.3.1. Der skal i de kvartalsvise rapporteringer i henhold til §§ 5 og 6 være redegjort for balancen mellem tilskudsfinansiering og ekstern finansiering.

§ 3. · Udbetaling af tilskud§-link ↗

Tilskuddet udbetales månedsvis.

Stk. 2. Ændres bevillingen i årets løb, kan Fødevarestyrelsen modregne for meget udbetalt tilskud i årets tilbageværende udbetalinger.

§ 4. · Budget§-link ↗

Et periodiseret budget for det kommende år skal efter bestyrelsens godkendelse senest den 10. december indsendes til Fødevarestyrelsen.

Stk. 2. Madkulturen indsender samtidig med budgettet forslag til de faglige mål, som institutionen skal arbejde på at opnå i det kommende år.

§ 5. · Løbende afrapportering§-link ↗

Madkulturen udarbejder rapporter over institutionens økonomiske resultater for 1., 2. og 3. kvartal samt en årsrapport, jf. § 6. Materialet fremsendes til Fødevarestyrelsen i forbindelse med, at det tilsendes Madkulturens direktion. Fødevarestyrelsen arrangerer tilsynsmøder, hvor materialet gennemgås. Tilsynsmøder afholdes snarest muligt efter, at materialet har været forelagt Madkulturens bestyrelse.

Stk. 2. Madkulturen skal i tilknytning til rapporten for 2. kvartal udarbejde en halvårsrapport indeholdende opfølgning på de faglige mål, der indgår i tilsagnsskrivelsen. Materialet gennemgås på tilsynsmødet efter 2. kvartal. Opfølgning på de faglige mål for 2. halvår skal indgå ved udarbejdelsen af årsrapporten, jf. § 6.

Stk. 3. Kvartalsrapporternes og halvårsrapportens nærmere indhold og format fastlægges af Fødevarestyrelsen.

§ 6. · Årsrapport§-link ↗

Madkulturen aflægger årsrapport i henhold til årsregnskabslovens regler. Regnskabsåret er finansåret.

Stk. 2. Årsrapporten opbygges efter følgende skabelon: 1) Generelle oplysninger om Madkulturen. 2) Ledelsespåtegning. 3) Revisorpåtegning. 4) Ledelsesberetning. 5) Målrapportering. 6) Beskrivelse af anvendt regnskabspraksis. 7) Resultatopgørelse. 8) Balance. 9) Egenkapitalopgørelse. 10) Der medtages følgende noter til regnskabet: a) Oversigt over hoved- og nøgletal. b) Oplysninger om tilskud og indtægter. c) Oplysninger om fonde, organisationer og lignende, som Madkulturen har særligt samarbejde med.

Stk. 3. Målrapporteringen, jf. stk. 2, nr. 5, følger det i tilsagnsskrivelsen fastlagte.

§ 7. · Årsrapport§-link ↗

Årsrapporten skal være underskrevet af bestyrelsen for Madkulturen og direktøren samt påtegnet af revisor.

Stk. 2. Fødevarestyrelsen fastlægger frist for indsendelse af årsrapporten til Fødevarestyrelsen.

§ 8. · Revision§-link ↗

Rigsrevisor reviderer Madkulturens regnskab efter lov om revisionen af statens regnskaber m.m. og efter "God offentlig revisionsskik".

§ 9. · Revision§-link ↗

Madkulturen skal give revisor de oplysninger, som må anses af betydning for bedømmelsen af institutionens regnskab samt for revisors vurdering af forvaltningen, herunder mål og opnåede resultater.

Stk. 2. Madkulturen skal give revisor adgang til at foretage de undersøgelser, som denne finder nødvendige, og skal sørge for, at revisor får de oplysninger og den bistand, som revisor anser for nødvendig for udførelsen af sit hverv.

§ 10. · Tilsyn§-link ↗

Fødevarestyrelsen skal godkende ekstraordinære økonomiske dispositioner, som kan medføre risiko for, at vedtægten ikke kan overholdes, eller at krav, der er stillet i henhold til budgetvejledningens punkt 2.4.9, overtrædes.

§ 11. · Tilsyn§-link ↗

Madkulturen skal som led i Fødevarestyrelsens tilsyn indsende materiale af betydning for tilsynet, herunder materiale og referater fra bestyrelsesmøder.

Stk. 2. Madkulturen skal løbende underrette Fødevarestyrelsen om institutionens dispositionsberettigede personer.

Stk. 3. Fødevarestyrelsen har som led i tilsynet adgang til gennemgang af regnskabsbilag og andet materiale af betydning for tilsynet samt til at indkalde materiale til gennemsyn.

§ 12. · Ikrafttræden m.v.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2026.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1717 af 30. december 2024 om tilskud til Madkulturen, regnskab og revision m.v. ophæves.