Bekendtgørelse nr. 1197 · 2025

Gældende

Bekendtgørelse om føring af logbog mv.

Bekendtgørelse om føring af logbog mv.

Dokumentdato: 7. okt. 2025Kildeversion observeret: 30. okt. 2026Kilde kontrolleret: 30. okt. 2026
Observerede kildeversioner (2)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Føreren af et dansk fiskefartøj har pligt til at føre logbog i elektronisk format eller i papirformat i henhold til Den Europæiske Unions forordninger, jf. dog § 8.

Stk. 2. Pligten til at føre logbog gælder i alle tilfælde, hvor et fiskefartøj forlader havn.

§ 2.§-link ↗

En fangstrejses varighed regnes fra tidspunktet, hvor fiskefartøjet forlader havn, til tidspunktet for fiskefartøjets ankomst til havn. Hvis fiskefartøjet ikke udlosses helt, inden fiskefartøjet påbegynder en ny fangstrejse, skal mængderne af de arter, der beholdes om bord, og fangstområde angives i logbogen. Mængder, art og fangstområde skal overføres til et nyt logbogsblad med angivelse af, at fisken hidrører fra den foregående fangstrejse.

Stk. 2. Hvis fangsten helt eller delvis losses til en anden opbevaringsenhed, som er beregnet til levende fisk, skal art, mængde, fangstområde og identifikation af opbevaringsenheden fremgå af logbogsbladet.

§ 3.§-link ↗

Ud over de obligatoriske oplysninger om fangstfarvand, som er fastsat i Den Europæiske Unions forordninger, skal føreren af et dansk fiskefartøj angive følgende oplysninger i logbogen: 1) Ved fiskeri i statistisk rektangel 39/G4 i Østersøen og Bælterne skal angives oplysning om, hvorvidt fangsten er fisket i underområde 24 eller 25. 2) Ved fiskeri i Skagerrak skal angives oplysning om, hvorvidt fangsten er fisket i dansk, svensk eller norsk zone. 3) Ved visse fiskerier med trawl og vod skal angives oplysninger om anvendt panel, rist eller redskabstype, jf. bilag 3. Panelet, risten eller redskabstypen angives med nummer i rubrikken ”panel” for så vidt angår logbøger i elektronisk format, og i rubrikken ”redskabsstørrelse” for så vidt angår logbøger i papirformat. 4) For fiskefartøjer, der fører logbog i elektronisk format, og som anvender garn, skal angives antallet af anvendte garn under rubrikken ”antal”. I rubrikkerne ”længde” og ”dybde” skal angives længde og dybde for hvert anvendt garn. 5) For fiskefartøjer, der fører logbog i papirformat, og som anvender garn, skal angives antallet af anvendte garn under rubrikken ”redskab”. I rubrikken ”dimensioner” skal angives længde og dybde for hvert anvendt garn.

Stk. 2. Logbogen skal føres efter hver fangstoperation, dog mindst én gang i døgnet.

§ 4. · Logbog, landingsopgørelse m.v. i elektronisk format§-link ↗

En logbog i elektronisk format skal føres ved fiskefartøjets afgang fra havn, undervejs på fangstrejsen og inden ankomst til havn. Logbogen anses for ført, når fartøjsføreren har modtaget en automatisk kvittering for afsendelse af logbogsoplysningerne fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Ved flere daglige fangstoperationer kan fartøjsføreren nøjes med at indsende logbog én gang i døgnet, dog senest kl. 24.00 eller inden ankomst til havn.

Stk. 2. Føreren af fiskefartøjet skal anvende den til enhver tid nyeste version af logbogen, medmindre fiskefartøjet er blevet specifikt skriftligt adviseret af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen om at anvende en anden version af den elektroniske logbog. Meddelelse om nye tilgængelige versioner udmeldes til alle fiskefartøjer via den elektroniske logbog samt via en straksregulering, jf. § 17 i bekendtgørelse om regulering af fiskeriet.

Stk. 3. Føreren af et fiskefartøj, der er registreret inden for Den Europæiske Union, og som fører logbog i elektronisk format, skal senest 24 timer efter afslutning af hver losning og vejning sende landingsopgørelse og evt. omladningsopgørelse til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

§ 5. · Logbog, landingsopgørelse m.v. i papirformat§-link ↗

Logbøger i papirformat udleveres af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Adresser på styrelsens afdelinger fremgår af bilag 1.

Stk. 2. Logbogsbladene skal udfyldes i nummerorden og inden fiskefartøjets ankomst i havn. Alle originale logbogsblade, herunder fejlagtigt udfyldte blade, skal afleveres eller sendes til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, jf. bilag 1.

Stk. 3. Hvis et originalt logbogsblad er bortkommet, skal kopi af bladet afleveres eller sendes til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

Stk. 4. Hvis en logbog er bortkommet, kan en ny logbog udleveres, hvis der afgives erklæring om bortkomsten til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Hvis en bortkommet logbog findes, må den ikke anvendes, og de sider i logbogen, som ikke er udfyldt, skal straks afleveres til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

§ 6. · Logbog, landingsopgørelse m.v. i papirformat§-link ↗

Føreren af et dansk fiskefartøj skal i logbogen anføre det kvitteringsnummer, der modtages fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen ved melding efter Den Europæiske Unions forordninger, efter danske regler eller i henhold til vilkår for tilladelse til et bestemt fiskeri, herunder ved melding om afsejling, ankomst, farvandsskifte og losning.

Stk. 2. Kvitteringsnumrene skal anføres i logbogen i kronologisk orden, og der skal anvendes en fangstlinje i logbogen til hvert kvitteringsnummer.

§ 7. · Logbog, landingsopgørelse m.v. i papirformat§-link ↗

Føreren af et dansk eller udenlandsk fiskefartøj skal ved losning af fisk i dansk havn aflevere eller sende logbogsblad, landingsopgørelse og evt. omladningsopgørelse til den afdeling af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen i hvis område, landingshavnen er beliggende, jf. bilag 1, senest 48 timer efter landingens afslutning. Logbogsbladet skal dog i alle tilfælde afleveres eller sendes, inden fiskefartøjet på ny forlader havn.

Stk. 2. Ved et dansk fiskefartøjs losning af fisk i udenlandsk havn skal logbogsblade, landingsopgørelse og evt. omladningsopgørelse sendes til den afdeling af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen i hvis område, fiskefartøjets hjemhavn er beliggende, jf. bilag 1, senest 48 timer efter landingens afslutning. Inden for fristen sendes en kopi af landingsopgørelsen til de kompetente myndigheder i kyststaten.

Stk. 3. Føreren af et fiskefartøj skal på Landbrugs- og Fiskeristyrelsens forlangende straks aflevere kopi af logbogsblad, landingsopgørelse og evt. omladningsopgørelse til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

§ 8. · Farvandserklæring§-link ↗

Føreren af et dansk fiskefartøj, der ikke er omfattet af pligten til at føre logbog efter Den Europæiske Unions forordninger, kan i stedet for at føre logbog afgive en skriftlig erklæring (farvandserklæring) til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen om, at fiskefartøjets fangstrejser udelukkende foregår i et enkelt angivet farvand. Farvandet skal angives som ICES-forvaltningsområde og ICES-afsnit eller mindste reguleringsområde, dog altid det mindste farvandsområde af disse. Blanket til farvandserklæring, jf. bilag 2, skal afleveres i udfyldt stand til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Blanketten udleveres af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen eller kan hentes på Landbrugs- og Fiskeristyrelsens hjemmeside www.lfst.dk.

Stk. 2. Fiskeri i henhold til en farvandserklæring må kun ske, hvis farvandserklæringen er påført Landbrugs- og Fiskeristyrelsens godkendelse.

Stk. 3. Ændring af det farvand, hvori fangstrejserne i henhold til farvandserklæring skal foregå, skal ske efter den i stk. 1 og 2 fastsatte procedure.

Stk. 4. En farvandserklæring kan kun anvendes af den fartøjsfører og med det fiskefartøj, der er angivet i erklæringen. Hvis fiskefartøjet skifter ejer, navn eller havnekendingsnummer, bortfalder farvandserklæringen.

Stk. 5. Ved overgang til føring af logbog skal farvandserklæringen afmeldes til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Fiskefartøjet må ikke fiske i andet farvand end det, som er anført i farvandserklæringen, før afmelding er modtaget med Landbrugs- og Fiskeristyrelsens påtegning.

§ 9. · Straf og ikrafttræden§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der 1) overtræder eller forsøger at overtræde § 1, § 3, stk. 2, § 4, § 5, stk. 2-4, § 7 og § 8, eller 2) afgiver eller forsøger at afgive urigtige oplysninger eller vildledende oplysninger eller fortier eller forsøger at fortie oplysninger, som afkræves efter § 2, § 3, stk. 1, eller § 6.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 10. · Straf og ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. oktober 2025.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 357 af 4. april 2025 om føring af logbog mv. ophæves.