Bekendtgørelse nr. 1043 · 2025

Gældende

Bekendtgørelse om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner og godkendelse af nye videregående uddannelser under Kulturministeriet

Bekendtgørelse om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner og godkendelse af nye videregående uddannelser under Kulturministeriet

Dokumentdato: 19. aug. 2025Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Institutionsakkreditering

§ 1.§-link ↗

Akkrediteringsrådet træffer ud fra en helhedsvurdering afgørelse om institutionsakkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet på grundlag af de kriterier, der fremgår af denne bekendtgørelses bilag 1.

Stk. 2. Akkrediteringsrådet offentliggør afgørelserne og de tilknyttede akkrediteringsrapporter.

§ 2.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionerne udarbejder en selvevalueringsrapport, der indgives til Akkrediteringsrådet inden for en af rådet fastsat frist.

§ 3.§-link ↗

Akkrediteringsrådet har fastsat procedurer for behandling og vurdering af ansøgninger om institutionsakkreditering under hensyntagen til forskelle i institutionstype og -størrelse.

Stk. 2. Akkrediteringsrådets sekretariat indhenter på vegne af rådet de oplysninger, der er nødvendige for behandlingen af ansøgningen og Akkrediteringsrådets afgørelse, hos uddannelsesinstitutionerne.

Stk. 3. Akkrediteringsrådet offentliggør vejledning til uddannelsesinstitutionerne samt procedurer fastsat efter stk. 1.

§ 4.§-link ↗

Akkrediteringsrådet træffer afgørelse om uddannelsesinstitutionens ansøgning om institutionsakkreditering på baggrund af akkrediteringsrapporten, der udarbejdes af Akkrediteringsrådets sekretariat. Afgørelsen kan være en positiv institutionsakkreditering, en betinget positiv institutionsakkreditering eller et afslag på institutionsakkreditering.

Stk. 2. Afgørelsen meddeles uddannelsesinstitutionen og Kulturministeriet senest 5 hverdage efter, at afgørelsen er truffet.

§ 5.§-link ↗

En positiv institutionsakkreditering medfører, at institutionernes uddannelsers kvalitet og relevans anerkendes efter de europæiske standarder ESG (European Standards and Guidelines for Higher Education).

Stk. 2. En positiv institutionsakkreditering gælder i maksimalt 8 år.

Stk. 3. Inden institutionsakkrediteringsperioden udløber, skal der foretages en ny akkreditering af uddannelsesinstitutionen.

§ 6.§-link ↗

En betinget positiv institutionsakkreditering medfører, at Akkrediteringsrådet fastlægger hvor længe den betinget positive akkreditering gælder, dog maksimalt 3 år.

Stk. 2. Akkrediteringsrådet angiver i sin afgørelse en plan for opfølgning. Inden udløbet af den efter stk. 1 fastsatte periode træffer Akkrediteringsrådet en ny afgørelse om institutionsakkreditering på baggrund af en supplerende akkrediteringsrapport, der alene forholder sig til de dele af kriterierne, uddannelsesinstitutionen ikke levede op til ved første afgørelse.

Stk. 3. Afgørelsen efter stk. 2, 2. pkt., kan være enten en positiv institutionsakkreditering eller et afslag på institutionsakkreditering.

§ 7.§-link ↗

Et afslag på institutionsakkreditering medfører, at Akkrediteringsrådet efter dialog med uddannelsesinstitutionen afgør, hvornår uddannelsesinstitutionen igen kan anmode om institutionsakkreditering. En fornyet ansøgning om akkreditering behandles efter reglerne i § 4.

Kapitel 2 · Prækvalifikation af nye uddannelser

§ 8.§-link ↗

De videregående uddannelsesinstitutioner ansøger Kulturministeriet om prækvalifikation af nye uddannelser.

§ 9.§-link ↗

Ansøgning om prækvalifikation skal indgives, før uddannelsesinstitutionen opretter en ny videregående uddannelse eller erstatter en dansksproget uddannelse med den samme uddannelse på et andet uddannelsessprog end dansk.

Stk. 2. Ansøgning efter stk. 1 skal indeholde følgende: 1) Oplysninger om uddannelsen til brug for vurdering og godkendelse samt efterfølgende optagelse i Uddannelses- og Forskningsministeriets uddannelsesregister for videregående uddannelser. 2) Redegørelse og dokumentation for, hvordan uddannelsen opfylder kriterium 1 og 2, der fremgår af denne bekendtgørelses bilag 3.

Stk. 3. Kulturministeriet orienteres, såfremt en eksisterende uddannelse flyttes til en anden by.

Stk. 4. Kulturministeriet offentliggør vejledning til institutionerne samt frist for indgivelse af ansøgning.

Kapitel 3 · Godkendelse af uddannelser

§ 10.§-link ↗

Kulturministeren træffer på baggrund af gennemført prækvalifikation afgørelse om følgende: 1) Godkendelse til oprettelse af ny uddannelse. 2) Afslag på godkendelse til oprettelse af ny uddannelse.

Stk. 2. Ministerens afgørelse efter § 10, stk. 1, meddeles almindeligvis uddannelsesinstitutionen senest 10 uger efter modtagelsen af ansøgningen.

Stk. 3. Udkast til afslag på godkendelse til oprettelse af ny uddannelse, jf. stk. 1, nr. 2, meddeles uddannelsesinstitutionen, der kan gøre indsigelse senest 10 hverdage efter modtagelsen heraf.

Stk. 4. Ministerens afgørelser efter stk. 1 offentliggøres på ministeriets hjemmeside.

Kapitel 4 · Klageadgang

§ 11.§-link ↗

Klager over retlige spørgsmål ved Akkrediteringsrådets afgørelser kan af parterne indbringes for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen senest 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt parten, jf. § 28, stk. 2, i lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner.

Stk. 2. Styrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

Kapitel 5 · Ikrafttræden m.v.

§ 12.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 25. august 2025.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 339 af 6. april 2016 om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner og godkendelse af nye videregående uddannelser under Kulturministeriet ophæves.