Bekendtgørelse nr. 1036 · 2025

Gældende

Bekendtgørelse for Grønland om visse forureninger i animalske fødevarer bestemt til udførsel fra Grønland

Bekendtgørelse for Grønland om visse forureninger i animalske fødevarer bestemt til udførsel fra Grønland

Dokumentdato: 12. aug. 2025Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗

Bekendtgørelsen finder anvendelse på visse forurenende stoffer i animalske fødevarer.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for fødevarevirksomheder, der alene producerer animalske fødevarer bestemt til det grønlandske hjemmemarked eller fødevarevirksomheder, der producerer ikke-animalske fødevarer.

§ 2. · Definitioner§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Fødevarer: Alle stoffer eller produkter, som, uanset om de er uforarbejdede eller helt eller delvis forarbejdede, er bestemt til eller med rimelighed må antages at skulle indtages af mennesker. 2) Markedsføring: Besiddelse af fødevarer eller foder med henblik på salg, herunder udbydelse til salg eller anden overførsel, som finder sted mod eller uden vederlag, herunder selve salget og distributionen og selve den overførsel, der sker på andre måder. 3) Endelig forbruger: Den endelige forbruger af en fødevare, som ikke anvender varen som led i operationer eller aktiviteter i forbindelse med en fødevarevirksomhed. 4) Forarbejdning: Enhver handling, der sikrer en væsentlig ændring af det oprindelige produkt, bl.a. ved varmebehandling, røgning, saltning, modning, tørring, marinering, ekstraktion, ekstrudering eller en kombination af disse processer. 5) Uforarbejdede produkter: Fødevarer, der ikke er blevet forarbejdet, og omfatter produkter, der f.eks. er blevet adskilt, parteret, kløvet, udskåret, udbenet, hakket, afhudet, flået, formalet, opskåret, renset, afpudset, afskallet, pillet, knust, kølet, frosset, dybfrosset eller optøet. 6) Forarbejdede produkter: Fødevarer, der fremkommer ved forarbejdning af uforarbejdede produkter. Disse produkter kan indeholde stoffer, der er nødvendige for fremstillingen eller for at give produkterne særlige egenskaber.

§ 3. · Almindelige bestemmelser§-link ↗

De i bilag 1 opførte fødevarer må ikke markedsføres og må ikke anvendes som råvare i fødevarer eller som ingrediens i fødevarer, hvis de har et indhold af et forurenende stof, der overskrider den i bilag 1 fastsatte maksimalgrænseværdi.

Stk. 2. Fødevarer, der overholder de i bilag 1 fastsatte maksimalgrænseværdier, må ikke blandes med fødevarer, der overskrider disse maksimalgrænseværdier.

Stk. 3. De i bilag 1 fastsatte maksimalgrænseværdier gælder, medmindre andet er fastsat i samme bilag, for fødevarer, som de markedsføres, og for den spiselige del af den pågældende fødevare.

§ 4. · Almindelige bestemmelser§-link ↗

Når de i bilag 2 fastsatte indgrebsværdier for dioxin og PCB overskrides i de angivne fødevarer, skal fødevarevirksomheden i samarbejde med Fødevarestyrelsen 1) iværksætte undersøgelser med henblik på at identificere forureningskilden, og 2) træffe foranstaltninger med henblik på at mindske eller fjerne forureningskilden.

§ 5. · Tørrede, fortyndede, forarbejdede og sammensatte fødevarer§-link ↗

Er der i bilag 1 ikke fastsat specifikke maksimalgrænseværdier for fødevarer, der er tørret, fortyndet eller forarbejdet eller er sammensatte fødevarer (dvs. sammensat af mere end én ingrediens), skal fødevarevirksomheden tage hensyn til følgende ved anvendelsen af maksimalgrænseværdierne i bilag 1 for de pågældende fødevarer: 1) Ændringer i koncentrationen af det forurenende stof forårsaget af tørrings- eller fortyndingsprocesser. 2) Ændringer i koncentrationen af det forurenende stof forårsaget af forarbejdning. 3) De forholdsvise mængder af produktets ingredienser. 4) Bestemmelsesgrænse ved analyse.

Stk. 2. Når Fødevarestyrelsen foretager offentlig kontrol, fremlægger fødevarevirksomheden nærmere oplysninger om og begrunder koncentrerings-, fortyndings- eller forarbejdningsfaktorerne for de pågældende tørrings-, fortyndings-, eller forarbejdningsprocesser eller de specifikke koncentrerings-, fortyndings- eller forarbejdningsfaktorer for den pågældende tørrede, fortyndede, forarbejdede eller sammensatte fødevare samt de forholdsvise mængder af ingredienserne til de pågældende blandingsprocesser.

Stk. 3. Fremlægger fødevarevirksomheden ikke de relevante oplysninger om koncentrerings-, fortyndings- eller forarbejdningsfaktoren, eller vurderer Fødevarestyrelsen på baggrund af virksomhedens begrundelse, at den pågældende faktor er uhensigtsmæssig, fastlægger Fødevarestyrelsen selv denne faktor på grundlag af de tilgængelige oplysninger og med henblik på at sikre det højest mulige sundhedsbeskyttelsesniveau.

§ 6. · Forbud mod kemisk afgiftning§-link ↗

Fødevarer, der indeholder forurenende stoffer opført i bilag 1, må ikke bevidst afgiftes ved kemiske behandlinger.

§ 7. · Sortering eller anden fysisk behandling§-link ↗

Fødevarer, der skal undergå sortering eller anden fysisk behandling med det formål at reducere indholdet af forurenende stoffer, må ikke forinden blandes med fødevarer, der markedsføres til den endelige forbruger, eller med fødevarer bestemt til anvendelse som fødevareingrediens.

Stk. 2. Fødevarer, der har undergået sortering eller anden fysisk behandling med det formål at reducere indholdet af forurenende stoffer, må markedsføres, hvis 1) maksimalgrænseværdien for fødevarer, der markedsføres til den endelige forbruger, eller maksimalgrænseværdien for fødevarer, der anvendes som fødevareingrediens, er overholdt, jf. bilag 1, og 2) behandlingen, som fødevaren har undergået, ikke har resulteret i forekomsten af andre skadelige rester.

§ 8. · Foranstaltninger§-link ↗

Den, der overtræder § 3, stk. 1 eller 2, § 4, eller § 6, idømmes bøde, medmindre mere indgribende foranstaltninger er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalretligt ansvar efter reglerne i kapitel 5 i kriminallov for Grønland.

§ 9. · Ikrafttræden m.m.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. august 2025.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 436 af 27. april 2023 for Grønland om visse forureninger i fødevarer ophæves.