Bekendtgørelse nr. 958 · 2025

Gældende

Trawlbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om trawl- og vodfiskeri

Dokumentdato: 27. jun. 2025Kildeversion observeret: 30. okt. 2026Kilde kontrolleret: 30. okt. 2026
Observerede kildeversioner (2)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse regulerer fiskeri på dansk fiskeriterritorium med ethvert trawl- eller vodredskab inden for 3 sømil fra lavvandslinjen.

§ 2.§-link ↗

Denne bekendtgørelse regulerer fiskeri med de trawl- og vodredskaber, som fremgår af bilag 11, Koder for fiskerredskaber og fiskeri, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 404/2011 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolforordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik.

§ 3. · Trawl- og vodfiskeri§-link ↗

Trawlskovle skal være forsynet med fartøjets registreringsbogstaver og havnekendingsnummer, som skal være indhugget, indbrændt eller påsvejset skovlene med let læselige bogstaver og tal af mindst 6 cm's højde.

Stk. 2. Ved fiskeri med bundtrawl inden for 3 sømil skal maskestørrelsen være mindst 90 mm (helmaske), jf. dog stk. 4.

Stk. 3. Ved fiskeri med bundtrawl inden for 3 sømil, må trawlskovlenes vægt ikke overstige 160 kg hver, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Kravene til maskestørrelse og trawlskovlenes vægt gælder ikke ved fiskeri efter tobis.

§ 4. · Trawl- og vodfiskeri§-link ↗

Trawl- og vodredskaber, der ikke må anvendes i et bestemt geografisk område eller i en bestemt periode, skal være fastgjort og stuvet, så de ikke umiddelbart kan bruges, og net, synk og lignende redskaber skal være adskilt fra skovle, slæbe- og trawlliner samt wirer.

§ 5. · Trawl- og vodfiskeri§-link ↗

Fiskeri med trawl- og vodredskaber er forbudt inden for en afstand af 3 sømil fra lavvandslinjen samt i hele Limfjorden.

Stk. 2. Forbuddet, jf. stk. 1, gælder ikke for følgende: 1) Fiskeri med bundtrawl eller flydetrawl med fartøjer med en længde på maksimalt 17 meter, som ikke har en motoreffekt på mere end 177,5 HK/130,5 kW, jf. dog stk. 3-5 og §§ 6-8. 2) Fiskeri med flydetrawl i Limfjorden med fartøjer med en længde på maksimalt 14 meter, som ikke har en motoreffekt på mere end 177,5 HK/130,5 kW, jf. dog stk. 5 og §§ 7-8. 3) Fiskeri med snurrevod, jf. dog stk. 3, stk. 6 og § 9.

Stk. 3. Uanset § 5, stk. 2, er fiskeri med trawl- og vodredskaber forbudt på vanddybder mindre end dybdegrænsen god/moderat som anført i bilag 3, tabel 17, Dybdegrænse for hovedudbredelse af angiospermer (rodfæstede bundplanter), i bekendtgørelse om overvågning af overfladevandets, grundvandets og beskyttede områders tilstand og om naturovervågning af internationale naturbeskyttelsesområder.

Stk. 4. Uanset § 5, stk. 2, er fiskeri med bundtrawl forbudt i følgende områder, som nærmere angivet i bilag 1: 1) Ebeltoft Vig. 2) Farvandet mellem Falster, Sjælland og Møn. 3) Flensborg Fjord og sydlige del af de sønderjyske vande. 4) Fåborg Fjord. 5) Helnæs Bugt og Maden på Helnæs. 6) Isefjord og Roskilde Fjord. 7) Kalundborg Fjord og Røsnæs. 8) Kerteminde Bugt. 9) Kolding Fjord, Fænø Sund og Gamborg Fjord. 10) Limfjorden. 11) Møns østkyst. 12) Nordlige del af sønderjyske vande. 13) Nyborg Fjord. 14) Odense Fjord. 15) Omø og Agersø Sunde. 16) Sejerø Bugt og Saltbæk Vig. 17) Sydfynske Øhav. 18) Øresund. 19) As og Sandbjerg vige.

Stk. 5. Uanset § 5, stk. 2, er fiskeri med flydetrawl forbudt i en række områder, jf. § 5, stk. 4, nr. 1, 5, 12 og 18, som nærmere angivet i bilag 1, og yderligere i følgende områder, som nærmere angivet i bilag 3: 1) Føns og Tybrind vige. 2) Lillebælt. 3) Farvandet mellem Stevns, Falsterbo, Møn og Falster. 4) Bornholm.

Stk. 6. Uanset § 5, stk. 2, er fiskeri med snurrevod forbudt i en række områder, jf. § 5, stk. 4, nr. 3, 5-6, 12 og 18, som nærmere angivet i bilag 1.

§ 6. · Bundtrawl§-link ↗

Uanset § 5, stk. 1 og 2, er fiskeri med bundtrawl tilladt i følgende områder, som nærmere angivet i bilag 2, dog kun på følgende vilkår: 1) Ud for Møns østkyst ind til 2 sømil fra lavvandslinjen er det kun tilladt at fiske med bundtrawl med et fartøj, hvis motoreffekt ikke overstiger 400 HK/294 kW. 2) I Tannis Bugt er det kun tilladt at fiske med bundtrawl med et fartøj, hvis motoreffekt ikke overstiger 400 HK/294 kW. 3) Ved Romsø ind til 2 sømil fra lavvandslinjen er det kun tilladt at fiske med bundtrawl med et fartøj, hvis motoreffekt ikke overstiger 300 HK/221kW. 4) I Jammerlands- og Musholmbugten er anvendelse af bundtrawl kun tilladt i perioden fra 1. august til 30. april. 5) Ud for Jyllands østkyst er fiskeri med bundtrawl kun tilladt i perioden fra 1. maj til 31. juli ind til en afstand af 2 sømil fra lavvandslinjen ved anvendelse af et mindstemaskemål på mindst 90 mm i redskabet. 6) Ved Læsø er det kun tilladt at fiske med bundtrawl efter tobis i perioden fra 1. april til 31. juli. 7) Ved Anholt er det kun tilladt at fiske med bundtrawl efter tobis i perioden fra 1. april til 31. juli. 8) Ud for Thy-kysten er det kun tilladt at fiske med bundtrawl efter tobis med et fartøj, hvis motoreffekt ikke overstiger 300 HK/221 kW. 9) Ud for Hanstholm er det kun tilladt at fiske med bundtrawl efter tobis med et fartøj, hvis motoreffekt ikke overstiger 600 HK/441 kW, i perioden fra 1. april til 31. juli.

§ 7. · Flydetrawl§-link ↗

Uanset § 5, stk. 1 og 2, er fiskeri med flydetrawl tilladt i følgende områder, dog kun på følgende vilkår, jf. stk. 2: 1) Limfjorden, som nærmere angivet i bilag 1, nr. 10, og kun i perioden fra 1. august til 31. maj, jf. dog § 8. 2) Møns østkyst, som nærmere angivet i bilag 2, nr. 1. 3) Skagens Gren, som nærmere angivet i bilag 2, nr. 10. 4) Strandby, som nærmere angivet i bilag 2, nr. 11. 5) Jyllands vestkyst, som nærmere angivet i bilag 2, nr. 12.

Stk. 2. For fiskeri efter stk. 1 og § 5, stk. 2, gælder desuden følgende vilkår: 1) Der må kun udøves fiskeri efter pelagiske arter. 2) Der må kun udøves fiskeri på vanddybder større end 9 meter, dog 6 meter i Limfjorden. 3) Flydetrawlets underlig må ikke være beskyttet af gummirup, bobbinsgear eller lignende anordninger, der muliggør bundslæb. 4) Der må ikke udøves parfiskeri med flydetrawl i Hjarbæk Fjord, afgrænset i nord af Virksund-broen.

§ 8. · Flydetrawl§-link ↗

Uanset § 5, stk. 2, og § 7, er fiskeri med flydetrawl efter brisling i Limfjorden, som nærmere angivet i bilag 1, nr. 10, kun tilladt på følgende vilkår: 1) Trawlet må kun anvendes i perioden fra 1. oktober til 30. april. 2) Trawlet må intet sted have en mindre maskestørrelse end 16 mm (helmaske). 3) Trawlets under- eller overlig må højst være 40 meter. 4) Partrawl er forbudt.

§ 9. · Snurrevod§-link ↗

Uanset § 5, stk. 2, er fiskeri med snurrevod kun tilladt i følgende områder i følgende perioder: 1) I Limfjorden, som nærmere angivet i bilag 1, nr. 10, i perioden fra 15. september til 14. april. 2) I Jammerlands- og Musholmbugten, som nærmere angivet i bilag 2, nr. 4, i perioden fra 1. august til 30. april.

§ 10. · Straf og ikrafttræden§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder eller forsøger at overtræde § 3, stk. 1-3, § 4, § 5, stk. 1 og stk. 3-6, eller §§ 6-9.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 11. · Straf og ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2025.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 366 af 2. april 2019 om trawl- og vodfiskeri ophæves.