Bekendtgørelse nr. 1182 · 2024

Gældende

EU-nødpasbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om udstedelse af EU-nødpas

Dokumentdato: 30. sep. 2024Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Formål og anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen gælder for udenrigstjenestens behandling af ansøgninger om EU-nødpas til ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande.

Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder endvidere for udenrigstjenestens behandling af ansøgninger om EU-nødpas til familiemedlemmer, der ikke er unionsborgere, og som ledsager ikkerepræsenterede unionsborgere, hvis de pågældende familiemedlemmer har lovligt ophold i en medlemsstat.

Kapitel 2 · Definitioner

§ 2.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Ansøger: Den person, der ansøger om et EU-nødpas. 2) Arbejdsdage: Alle andre dage end helligdage eller wee‍k­ender, som den myndighed, der skal foretage en handling, holder. 3) Bistående medlemsstat: Den medlemsstat, der modtager en ansøgning om et EU-nødpas. 4) EU-nødpas: Et rejsedokument, der udstedes af udenrigstjenesten til en person omfattet af § 1 i et tredjeland på denne persons anmodning med henblik på en enkeltrejse til den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger eller har bopæl, eller undtagelsesvis til et andet bestemmelsessted. 5) Ikkerepræsenteret unionsborger: Enhver unionsborger med statsborgerskab i en medlemsstat, der ikke er repræsenteret i et tredjeland, som fastsat i § 2, stk. 1 og 2, i bekendtgørelsen om udenrigstjenestens bistand til ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande. 6) Medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger: Den medlemsstat, som ansøger hævder at være statsborger i.

Kapitel 3 · Procedure samt formkrav

§ 3.§-link ↗

Udenrigstjenesten udsteder et EU-nødpas ved ansøgning fra ikkerepræsenterede unionsborgere og ledsagende familiemedlemmer i tredjelande omfattet af § 1, hvis pas eller rejsedokumenter er gået tabt, blevet stjålet eller ødelagt eller på anden vis ikke kan tilvejebringes inden for en rimelig frist i overensstemmelse med proceduren i §§ 5 og 6.

§ 4.§-link ↗

Ved ansøgningen om et EU-nødpas skal ansøgeren benytte den seneste version af standardansøgningsformularen for EU-nødpas.

Stk. 2. Ansøgeren forsyner udenrigstjenesten med alle relevante oplysninger til brug for ansøgningen om EU-nødpas, herunder: 1) Ansøgerens efternavn(e), fornavn(e), statsborgerskab, fødselsdato og køn. 2) Ansøgerens ansigtsbillede, der tages af udenrigstjenesten på tidspunktet for ansøgningen, eller, alene hvis dette ikke er praktisk muligt, et scannet eller digitalt fotografi af ansøgeren, baseret på de seneste standarder, der er fastlagt i del 3 i Organisationen for International Civil Luftfarts (ICAO’s) dokument 9303 om maskinlæsbare rejsedokumenter (»ICAO-dokument 9303«). 3) En kopi eller scanning af ethvert tilgængeligt identifikationsmiddel, såsom et identitetskort eller kørekort, og hvis det foreligger, typen eller nummeret på det erstattede dokument og det nationale registreringsnummer eller socialsikringsnummer.

§ 5.§-link ↗

Når udenrigstjenesten modtager en ansøgning fra en person omfattet af § 1, stk. 1, konsulterer udenrigstjenesten hurtigst muligt og senest to arbejdsdage efter modtagelsen af ansøgningen den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger med henblik på at kontrollere ansøgerens statsborgerskab og identitet.

Stk. 2. Udenrigstjenesten videreformidler ved konsultationen alle modtagne relevante oplysninger fra ansøgeren, jf. § 4, stk. 2, til den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger.

Stk. 3. Udenrigstjenesten orienterer ansøgeren om status i sagen, herunder hvornår der kan forventes svar, såfremt udenrigstjenesten ikke inden for tre arbejdsdage efter afsendelse af de relevante oplysninger, jf. stk. 2, har fået bekræftet eller afkræftet ansøgerens statsborgerskab af den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger.

Stk. 4. Udenrigstjenesten udsteder et EU-nødpas til ansøgeren hurtigst muligt og senest to arbejdsdage efter modtagelse af bekræftelsen af ansøgerens statsborgerskab fra den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger.

Stk. 5. Hvis den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger, gør indsigelse mod udstedelse af et EU-nødpas til unionsborgeren, udsteder udenrigstjenesten ikke et EU-nødpas. Udenrigstjenesten orienterer ansøgeren herom i tæt samråd med den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger.

Stk. 6. I særligt hastende tilfælde kan udenrigstjenesten udstede et EU-nødpas uden forudgående konsultation af den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger, hvis alle tilgængelige midler til kommunikation er udtømt. I så fald skal udenrigstjenesten hurtigst muligt underrette den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger, om, at der er udstedt et EU-nødpas, og om identiteten af den person, som EU-nødpasset er udstedt til. Denne meddelelse skal indeholde alle de oplysninger, der er medtaget på EU-nødpasset.

§ 6.§-link ↗

Hvis udenrigstjenesten udsteder EU-nødpas til en person omfattet af § 1, stk. 2, involverer konsultationen omhandlet i § 5 den medlemsstat, hvor den ledsagende unionsborger er statsborger, og om nødvendigt den medlemsstat, hvor familiemedlemmet har bopæl.

Stk. 2. Uanset § 5, stk. 6, udsteder udenrigstjenesten ingen EU-nødpas uden forudgående konsultation af den medlemsstat, hvor den ledsagende unionsborger er statsborger, og om nødvendigt den medlemsstat, hvor familiemedlemmet har bopæl.

§ 7.§-link ↗

Udenrigstjenesten kan i begrundede tilfælde bruge længere tid end de i § 5, stk. 1, 3 og 4, fastsatte frister.

§ 8.§-link ↗

Udenrigstjenesten opbevarer en kopi eller et scannet billede af hvert EU-nødpas, det udsteder, og sender en anden kopi eller et andet scannet billede til den medlemsstat, hvor ansøgeren er statsborger.

§ 9.§-link ↗

Udenrigstjenesten anmoder den ikkerepræsenterede unionsborger og ledsagende familiemedlemmer, der har modtaget et EU-nødpas, om at returnere EU-nødpasset ved ankomst til det endelige bestemmelsessted, uanset om det er udløbet.

§ 10.§-link ↗

Udenrigstjenesten sikrer, at EU-nødpasset udformes og fremstilles efter de fastsatte formkrav i artikel 8, 10 og 15, stk. 3, samt formkrav i eventuelle vedtagne gennemførelsesretsakter i medfør af artikel 9, i EU-nødpasdirektivet.

Stk. 2. Ved EU-nødpasdirektivet forstås Rådets direktiv (EU) 2019/997 af 18. juni 2019 om indførelse af et EU-nødpas og om ophævelse af afgørelse 96/409/FUSP, EU-Tidende 2019, nr. L163, side 1.

Stk. 3. EU-nødpasdirektivet er medtaget som bilag 1 til bekendtgørelsen.

Kapitel 4 · Gyldighed

§ 11.§-link ↗

Udenrigstjenesten udsteder EU-nødpas med en gyldighedsperiode fra udstedelsesdatoen indtil den nødvendige rejse er afsluttet.

Stk. 2. Ved beregning af gyldighedsperioden tages der hensyn til nødvendige overnatninger og til rejseforbindelser, jf. dog stk. 4.

Stk. 3. Gyldighedsperioden skal indeholde en supplerende frist på to dage.

Stk. 4. Medmindre ekstraordinære omstændigheder gør sig gældende, må gyldigheden af EU-nødpasset ikke overstige 15 kalenderdage.

Kapitel 5 · Beskyttelse af personoplysninger

§ 12.§-link ↗

Udenrigstjenesten sørger for passende sikring af personoplysninger efter reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger.

Stk. 2. Personoplysninger, der behandles i henhold til denne bekendtgørelse, herunder ansigtsbilledet eller fotografiet af ansøgeren, må kun anvendes til at kontrollere ansøgerens identitet i overensstemmelse med proceduren i bekendtgørelsen.

Stk. 3. Ansøgeren, til hvem et EU-nødpas udstedes, har ret til at kontrollere de personoplysninger, der er indeholdt i EU-nødpasset, og om nødvendigt anmode om korrektioner i form af udstedelse af et nyt dokument.

Stk. 4. Udenrigstjenesten opbevarer ansøgers personoplysninger så længe, det er nødvendigt, dog ikke mere end 180 dage. Ved opbevaringsperiodens udløb slettes ansøgerens personoplysninger, herunder kopi eller scannet billede af det udstedte EU-nødpas.

Stk. 5. Udenrigstjenesten opbevarer personoplysninger om danske statsborgere, der har fået udstedt et EU-nødpas af en anden bistående medlemsstat, så længe, det er nødvendigt, dog ikke mere end 2 år. Ved opbevaringsperiodens udløb slettes ansøgerens personoplysninger, herunder kopi eller scannet billede af det udstedte EU-nødpas.

Stk. 6. Ethvert returneret EU-nødpas og alle tilhørende kopier skal så hurtigt som muligt destrueres sikkert.

Kapitel 6 · Overvågning og evaluering

§ 13.§-link ↗

Udenrigsministeriet overvåger regelmæssigt udstedelsen af EU-nødpas på baggrund af følgende indikatorer: 1) antallet af EU-nødpas udstedt til ikkerepræsenterede unionsborgere og pågældendes statsborgerskab, 2) antallet af EU-nødpas udstedt til familiemedlemmer, som ledsager ikkerepræsenterede unionsborgere og pågældendes statsborgerskab, og 3) antallet af tilfælde af svig med og forfalskninger af EU-nødpas.

Stk. 2. Udenrigsministeriet fremsender årligt oplysningerne nævnt i stk. 1, til Kommissionen.

Stk. 3. Udenrigsministeriet giver Kommissionen alle de oplysninger, der er nødvendige for at udarbejde en evaluering af EU-nødpasdirektivetet.

Kapitel 7 · Gebyrer og finansielle procedurer

§ 14.§-link ↗

Udenrigstjenesten opkræver gebyrer fra ansøgeren i henhold til reglerne i bekendtgørelse om betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten.

§ 15.§-link ↗

Hvis unionsborgeren og dennes eventuelle familiemedlemmer, der ikke selv er unionsborgere, ikke kan betale gebyret for EU-nødpasset til udenrigstjenesten ved indgivelse af ansøgningen, pålægges unionsborgeren og dennes eventuelle familiemedlemmer, der ikke selv er unionsborgere, en pligt til at betale sådanne gebyrer til den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger, ved hjælp af standardformularen i bilag I til bekendtgørelsen om udenrigstjenestens bistand til ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande. I så fald finder § 11, stk. 2, og § 12 i nævnte bekendtgørelse anvendelse.

Stk. 2. Udenrigstjenesten skal inden for en rimelig frist på højst 12 måneder betale gebyret for EU-nødpasset udstedt til en ikkerepræsenteret dansk statsborger og dennes eventuelle familiemedlemmer, der ikke selv er unionsborgere, hvis den bistående medlemsstat anmoder herom ved anvendelse af standardformularen i bilag II til bekendtgørelsen om udenrigstjenestens bistand til ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande. I så fald finder § 11, stk. 5, og § 12 i nævnte bekendtgørelse anvendelse.

Kapitel 8 · Ikrafttræden

§ 16.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 9. december 2025.