§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗
Bekendtgørelsen fastsætter bestemmelser om tekniske kompatibilitetskrav og krav for installation af STM (Specific Transmission Module) for: 1) Køretøjer, som skal godkendes til kørsel på den danske del af jernbanenettet, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/797/EU af 11. maj 2016 om interoperabilitet i jernbanesystemet i den Europæiske Union (herefter benævnt interoperabilitetsdirektivet). 2) Ikke-eldrevne køretøjer, som skal køre både på jernbanenettet nævnt under nr. 1 og S-banenettet.
Stk. 2. Bekendtgørelsen lukker relevante udestående punkter i de pågældende TSI’er, jf. bilag 1-5.
Stk. 3. Bekendtgørelsen skal anvendes, når et udpeget organ skal udfærdige kompatibilitetsattest og attest for installation af STM for et køretøj eller en serie af ens køretøjer på baggrund af en typeafprøvningsattest, jf. § 3, stk. 3.
§ 2. · Definitioner§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Bemyndigede organer: De organer som er blevet bemyndigede til at vurdere interoperabilitetskomponenters overensstemmelse eller anvendelsesegnethed og at gennemføre proceduren for EF-verifikation af delsystemerne. 2) Kompatibilitetsattest: Den verifikationsattest der udfærdiges af det udpegede organ som dokumentation for, at køretøjet er kompatibelt med det net, køretøjet skal anvendes på. Verifikationsattesten omfatter alle køretøjets strukturelle delsystemer. 3) Køretøj: Et jernbanekøretøj med eller uden trækkraft, der på egne hjul kører på en jernbanestrækning. Et køretøj består af et eller flere strukturelt og funktionelt definerede delsystemer eller dele af sådanne delsystemer. 4) Notificerede nationale tekniske regler: De nationale, tekniske regler, som Danmark i medfør af interoperabilitetsdirektivet, har meddelt EU-Kommissionen. 5) STM: Specific Transmission Module er den enhed, som anvendes i Danmark til at oversætte signaler mellem ATC (det gamle signalsystem) og ETCS (det nye signalsystem). 6) STM-attest: Den verifikationsattest der udfærdiges af det udpegede organ som dokumentation for, at den danske STM er installeret korrekt i køretøjet. 7) Teknisk kompatibilitet: Et køretøjs tekniske forenelighed med infrastrukturen på netniveau. Rutespecifikke forhold indgår ikke i verifikationen af teknisk kompatibilitet. 8) TSI: Teknisk Specifikation for Interoperabilitet, der er vedtaget i henhold til interoperabilitetssdirektivet, og som gælder for hvert delsystem eller del af et delsystem, med sigte på at opfylde de væsentlige krav og sikre interoperabilitet på det transeuropæiske jernbanesystem. 9) TSI LOC&PAS 2011/291/EU: Kommissionens afgørelse af 26. april 2011 om en teknisk specifikation for interoperabilitet gældende for delsystemet rullende materiel ”Lokomotiver og personvogne” i det transeuropæiske jernbanesystem for konventionelle tog (EU-tidende 2011 L nr. 139, s. 1-151). 10) TSI LOC&PAS 1302/2014/EU: Kommissionens forordning 1302/2014 af 18. november 2014 om en teknisk specifikation for interoperabilitet gældende for lokomotiver og rullende materiel til passagertog i delsystemet Rullende materiel til jernbanesystemet i Den Europæiske Union. 11) TSI WAG: Den tekniske specifikation for interoperabilitet gældende for delsystemet ”rullende materiel – godsvogne” i det transeuropæiske jernbanesystem for konventionelle tog. 12) TSI CCS: Den tekniske specifikation for interoperabilitet gældende for togkontrol- og kommunikationssystemer i jernbanesystemet i Den Europæiske Union. 13) Udestående punkter: Punkter, hvor emnet er nødvendigt for interoperabiliteten, men hvor der endnu ikke er opstillet krav i TSI’en. 14) Udpegede organer (designated bodies – DeBo): De organer, der er blevet udpeget i henhold til bekendtgørelse om krav til udpegede organer på jernbaneområdet til at vurdere, om køretøjet er i overensstemmelse med notificerede nationale tekniske regler.
§ 3. · Verifikationsprocedure og tekniske krav§-link ↗
Ved udstedelse af en kompatibilitetsattest, skal et udpeget organ verificere, at et køretøj eller en serie af ens køretøjer opfylder kravene i de relevante bilag 1-5. Det udpegede organ skal anvende det eller de bilag, eller den tabel i bilagene, som køretøjets verifikationsattest fra et bemyndiget organ hører under. Sådan anvendes bilag 1-5: 1) Har et bemyndiget organ verificeret et køretøj efter TSI LOC&PAS 2011/291/EU, skal det udpegede organ verificere alle kravene i tabel A i bilag 1. 2) Har et bemyndiget organ verificeret et køretøj efter TSI LOC&PAS 1302/2014/EU, eller TSI LOC&PAS 1302/2014/EU med en eller flere af følgende ændringer 2018/868/EU, 2019/776/EU, 2020/387/EU og/eller 2023/1694/EU, eller en senere ændring eller version af TSI’en, skal det udpegede organ verificere alle kravene i tabel B i bilag 1. 3) Har et bemyndiget organ verificeret et køretøj efter TSI WAG 2006/861/EF eller senere ændring eller udgave, skal det udpegede organ anvende bilag 2. 4) Hvis et arbejdskøretøj er konstrueret efter EN 14033-1:2011 om tekniske krav til drift, skal det udpegede organ verificere alle kravene i bilag 4. 5) Hvis et køretøj ikke falder ind under nr. 1-4, skal det udpegede organ verificere alle kravene i bilag 5. 6) Hvis køretøjet også indeholder delsystemet CCS (mobilt togkontrol- og kommunikationsudstyr), skal det udpegede organ ligeledes verificere alle kravene i bilag 3.
Stk. 2. Udover at verificere de relevante krav i bilag 1-5, skal det udpegede organ kontrollere, at de værdier, der fremgår af køretøjskarakteristika i bilag 7, er retvisende.
Stk. 3. Der skal udarbejdes en typeafprøvningsattest i henhold til modul SB eller en konstruktionsundersøgelsesattest i henhold til modul SH1 som dokumentation for opfyldelse af kravene i bilag 1-5, på typeniveau. Kompatibilitetsattesten skal herefter udarbejdes på baggrund af typeafprøvningsattesten, jf. modul SD eller SF; eller på baggrund af konstruktionsundersøgelsesattesten, jf. modul SH1. Modulerne er beskrevet i Kommissionens afgørelse nr. 2010/713/EU af 9. november 2010 om de moduler til procedurer for vurdering af overensstemmelse og anvendelsesegnethed og for EF-verifikation, der skal benyttes i tekniske specifikationer for interoperabilitet, som er vedtaget i medfør af interoperabilitetsdirektivet. Der skal udarbejdes én kompatibilitetsattest per typeafprøvningsattest eller konstruktionsundersøgelsesattest.
§ 4. · Verifikationsprocedure og tekniske krav§-link ↗
Ved udstedelse af STM-attest, skal et udpeget organ verificere, at et køretøj eller en serie af ens køretøjer opfylder kravene i bilag 6.
Stk. 2. Der skal udarbejdes en typeafprøvningsattest i henhold til modul SB eller en konstruktionsundersøgelsesattest i henhold til modul SH1 som dokumentation for opfyldelse af kravene i bilag 1-5, på typeniveau. Kompatibilitetsattesten skal herefter udarbejdes på baggrund af typeafprøvningsattesten, jf. modul SD eller SF; eller på baggrund af konstruktionsundersøgelsesattesten, jf. modul SH1. Modulerne er beskrevet i Kommissionens afgørelse nr. 2010/713/EU af 9. november 2010 om de moduler til procedurer for vurdering af overensstemmelse og anvendelsesegnethed og for EF-verifikation, der skal benyttes i tekniske specifikationer for interoperabilitet, som er vedtaget i medfør af interoperabilitetsdirektivet.
Stk. 3. Verifikation af dansk STM skal ske af et udpeget organ, som er udpeget af Trafikstyrelsen specifikt til STM verifikation.
§ 5. · Dispensation§-link ↗
Trafikstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det i øvrigt skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger til grund for de pågældende bestemmelser, herunder gældende EU-lovgivning.
§ 6. · Ikrafttræden§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2024.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1465 af 5. december 2016 om køretøjers tekniske kompatibilitet med jernbanenettet ophæves.
Stk. 3. Kompatibilitetsattester, der er udstedt før bekendtgørelsens ikrafttræden, er fortsat gældende i overensstemmelse med deres indhold.