§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsen fastsætter regler om en forenklet og hurtig ansøgnings- og tilladelsesproces for repowering af bestående elproduktionsanlæg, der udnytter vedvarende energikilder på havet i henhold til § 25 i lov om fremme af vedvarende energi (VE-loven).
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på: 1) Repowering af bestående elproduktionsanlæg på land. 2) Ændringer som er omfattet af almindelig vedligehold og service, som ligger inden for rammerne af den meddelte tilladelse efter VE-lovens § 25, herunder udskiftning af olie, bemaling, reparation eller udskiftning af forskellige tekniske komponenter, som vurderes ikke at være en væsentlig ændring i medfør af § 2, stk. 1, nr. 2. 3) Ændring af den eksisterende elproduktionstilladelse som er udstedt i medfør af VE-lovens § 29. 4) Krav og aftaler i forhold til tilslutning til det kollektive elforsyningssystem eller ændring af eksisterende tilslutningsaftaler. 5) Projektændringer der er så væsentlige, at der er tale om etablering af et nyt elproduktionsanlæg.
§ 2.§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Repowering: Fornyelse af elproduktionsanlæg, som producerer VE-elektricitet, herunder fuld eller delvis udskiftning af anlæg eller driftssystemer og udstyr med henblik på at erstatte kapacitet eller for at øge anlæggets produktivitet eller kapacitet. 2) Væsentlig ændring: En projektændring, der i væsentligt omfang påvirker anlæggets tekniske forhold eller natur- og miljøforhold.
§ 3.§-link ↗
Energistyrelsen træffer afgørelse om tilladelse til repowering, som medfører væsentlige ændringer i bestående elproduktionsanlæg, jf.VE-lovens § 25.
Stk. 2. Afgørelse om tilladelse til repowering efter stk. 1, skal ske under hensyn til udbudsretslige regler.
§ 4.§-link ↗
En ansøgning om repowering, der medfører væsentlige ændringer i bestående elproduktionsanlæg, jf. VE-lovens § 25, skal indgives til Energistyrelsen.
Stk. 2. En ansøgning efter stk. 1 skal som minimum indeholde følgende: 1) Oplysninger om ejer af elproduktionsanlægget, herunder navn, adresse, CVR og oversigt over ejerstruktur. 2) En beskrivelse af projektændringen i forhold til den oprindeligt meddelte tilladelse, herunder en redegørelse for hvilke arbejder der tænkes udført i forbindelse med projektændringen.
Stk. 3. Ansøgningen skal, hvis relevant, vedlægges oplysninger om projektændringens påvirkning på miljø og natur jf. relevant miljø- og naturbeskyttelseslovgivning.
Stk. 4. I det omfang det er nødvendigt, kan Energistyrelsen kræve yderligere oplysninger fra ansøgeren til brug for Energistyrelsens afgørelse efter VE-lovens § 25.
§ 5.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2024.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 459 af 16. maj 2024 om en forenklet og hurtig ansøgnings- og tilladelsesproces for repowering af bestående elproduktionsanlæg på havet ophæves.
Stk. 3. Bekendtgørelsen finder anvendelse på ansøgninger indgivet før bekendtgørelsens ikrafttræden.