§ 1.§-link ↗
Formålet med uddannelsen til professionsbachelor i diakoni og socialpædagogik er at kvalificere den uddannede til selvstændigt at udøve og udvikle pædagogisk og socialt omsorgsarbejde på professionelt niveau i det pædagogiske, sociale og diakonale arbejdsfelt samt sikre grundlag for videreuddannelse.
Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.
§ 2.§-link ↗
Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 210 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år.
Stk. 2. Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen professionsbachelor i diakoni og socialpædagogik. Den engelske titel er Bachelor of Diaconia and Social Pedagogy.
Stk. 3. Uddannelsens engelske betegnelse er Bachelor’s Degree Programme in Diaconia and Social Pedagogy.
§ 3.§-link ↗
Uddannelsen består af: 1) Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 105 ECTS-point. 2) Praktik med et samlet omfang på 75 ECTS-point, hvoraf 60 ECTS-point er lønnet praktik. 3) Valgfrie uddannelseselementer, der for den enkelte studerende har et samlet omfang på 15 ECTS-point. 4) Bachelorprojekt på 15 ECTS-point.
Stk. 2. Uddannelsens obligatoriske elementer tilrettelægges inden for følgende kerneområder: 1) Diakoni og socialt arbejde. 2) Socialpædagogik. 3) Kulturdidaktik. 4) Sundhed og omsorg. 5) Samfund og det tværprofessionelle samarbejde.
Stk. 3. 60 ECTS-point af praktikken er lønnet praktik. Dog kan 30 ECTS-point heraf være ulønnet, hvis praktikken foregår i udlandet, og der ikke her er mulighed for aflønning af den studerende.
Stk. 4. Praktikken bedømmes med »bestået« eller »ikke bestået«.
§ 4.§-link ↗
For uddannelsen gælder i øvrigt de regler om professionsbacheloruddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (LEP-bekendtgørelsen).
Stk. 2. For eksamener og prøver gælder i øvrigt de regler, som er fastsat i bekendtgørelse om eksamener og prøver ved professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser (eksamensbekendtgørelsen).
§ 5.§-link ↗
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Ved forsøg fastsættes samtidig forsøgets varighed og rapporteringsform.
§ 6.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2024.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 775 af 4. juli 2012 om uddannelsen til professionsbachelor i diakoni og socialpædagogik, ophæves.