§ 1. · Generelle jagttider§-link ↗
De generelle jagttider for en række vildtarter fremgår af bilag 1. Jagttiderne er fastsat under hensyntagen til principperne i artikel 7 i fuglebeskyttelsesdirektivet (jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, med senere ændringer), og artikel 12 og 14 i habitatdirektivet (jf. Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, med senere ændringer) og til principperne i kapitel 2 i lov om jagt og vildtforvaltning.
§ 2. · Lokale jagttider§-link ↗
De generelle jagttider er fraveget i en række områder, hvor der er fastsat lokale jagttider. Fravigelserne af de generelle jagttider fremgår af bilag 2-4 til denne bekendtgørelse. Af bilag 5-28 fremgår vejledende oversigtskort.
Stk. 2. For dyrehaver omfattet af § 2 i bekendtgørelse om opdræt af hjortedyr gælder de generelle jagttider, jf. § 1.
§ 3. · Tidsrum for jagt§-link ↗
Jagt må kun drives på vildt, der er fastsat jagttider for, og kun inden for den jagttid, der er fastsat for arten, jf. §§ 1 og 2 og jagt- og vildtforvaltningslovens § 3, stk. 1.
Stk. 2. Jagt må kun finde sted i tiden mellem solopgang og solnedgang, jf. jagt- og vildtforvaltningslovens § 4, stk. 1.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 gælder ikke for: 1) Ænder og gæs, der må jages i tiden fra 1½ time før solopgang til 1½ time efter solnedgang. 2) Kronvildt, hvor andet tidsrum er fastsat ved lokal jagttid, der fremgår af bilag 3 til denne bekendtgørelse. 3) Husskade, gråkrage og sortkrage, der må jages i tiden fra 1 time før solopgang til solnedgang.
§ 4. · Overdragelse af retten til at jage visse fugle§-link ↗
Retten til at jage ande- og vadefugle samt vandhøns, bortset fra skovsnepper og opdrættede gråænder, må ikke overdrages til andre for en periode, der er mindre end 1 år.
§ 5. · Fravigelse af bekendtgørelsens regler§-link ↗
Miljøstyrelsen kan under iagttagelse af habitatdirektivets artikel 16 og fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 9 tillade fravigelser fra bestemmelserne i §§ 1-3. Tilladelsen kan gives på vilkår.
Stk. 2. Miljøstyrelsens afgørelser efter bekendtgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 6. · Straf og ikrafttræden§-link ↗
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes den, der overtræder §§ 3 og 4, med bøde.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt betydelig skade på de interesser, som jagt- og vildtforvaltningsloven tilsigter at beskytte, jf. lovens § 1, stk. 1, eller fremkaldt fare derfor, eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 7. · Straf og ikrafttræden§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2024.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 821 af 4. juni 2022 om jagttid for visse pattedyr og fugle m.v. ophæves.