§ 1. · Formål og opdeling§-link ↗
Erhvervsuddannelsen til forsyningsoperatør har som overordnet formål, at eleverne og lærlingene gennem skoleundervisning og oplæring opnår viden og færdigheder inden for følgende overordnede kompetenceområder: 1) Sikkerhed, dokumentation og miljø. 2) Arbejde på lavspændingsanlæg. 3) Arbejde på højspændingsanlæg. 4) Kommunikation og samarbejde.
Stk. 2. Uddannelsen kan afsluttes med specialet forsyningsoperatør, niveau 3 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.
§ 2. · Varighed§-link ↗
Uddannelsen varer 2 år og 6 måneder, jf. dog stk. 3. Uddannelsens varighed er inklusive grundforløbets 1. og 2. del, på hver 20 uger, og hovedforløbet.
Stk. 2. Uddannelsens speciale har en varighed på 1 år og 6 måneder, hvoraf skoleundervisningen i hovedforløbet udgør 17 uger fordelt på mindst to skoleperioder.
Stk. 3. Uddannelsens speciale har samme længde for elever og lærlinge over 25 år.
Stk. 4. Den i stk. 2 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst to skoleperioder for euv-forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser.
§ 3. · Kompetencer forud for optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet§-link ↗
For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet skal eleven eller lærlingen opfylde betingelserne i stk. 2-4.
Stk. 2. Eleven eller lærlingen skal have følgende kompetencer med præstationsstandarden begynderniveau: 1) Eleven eller lærlingen kan i praksis vise forståelse for elforsyningsnettets opbygning og udvikling samt funktionen af de forskellige elementer i elforsyningsnettet. 2) Eleven eller lærlingen kan i praksis vise forståelse for indholdet af gældende love og bekendtgørelser vedrørende elektriske anlæg, installationer samt udstyr og materialer. 3) Eleven eller lærlingen kan i praksis vise forståelse for de forskellige operatøropgaver, der findes ved etablering og drift af elforsyningsanlæg. 4) Eleven eller lærlingen kan i praksis vise forståelse for de kvalitetsledelsessystemer der anvendes i elforsyningsbranchen (KLS-A og KLS-D). 5) Eleven eller lærlingen kan i praksis vise forståelse for den grundlæggende elteori samt de matematiske grundbegreber, der er nødvendige for at foretage grundlæggende eltekniske beregninger. 6) Eleven eller lærlingen kan planlægge, koordinere og udføre en overskuelig arbejdsproces og tage ansvar for egne arbejdsopgaver. 7) Eleven eller lærlingen kan læse og udarbejde enkle diagrammer og omsætte disse i øvelsesopstillinger og til simuleringsprogrammer. 8) Eleven eller lærlingen kan medvirke ved valg af materialer, komponenter, værktøjer, måleinstrumenter og udstyr til almindelige arbejdsopgaver i el-forsyningsbranchen. 9) Eleven eller lærlingen kan udføre struktureret fejlfinding på relevante kredsløb. 10) Eleven eller lærlingen kan videreformidle enkle mundtlige arbejdsinstruktioner, fejlmeldinger, faglige vurderinger og spørgsmål, herunder anvende relevant fagsprog i relation til elforsyning. 11) Eleven eller lærlingen kan medvirke ved arbejde på høj-, mellem- og lavspændingsforsyningsanlæg på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde. 12) Eleven eller lærlingen kan medvirke ved udarbejdelsen af en sikkerhedsmæssig risikovurdering forud for hver opgave og på baggrund heraf og under vejledning, tilrettelægge og gennemføre opgaver på en sikkerhedsmæssig og arbejdsmiljømæssig korrekt og forsvarlig måde. 13) Eleven eller lærlingen kan udføre lavspændingsarbejde under spænding under tilsyn af en sagkyndig person. 14) Eleven eller lærlingen kan medvirke ved montage af kabler i kabelskabe. 15) Eleven eller lærlingen kan udføre muffeteknikker på lavspændingskabler og på højspændingskabler (10-60 kV). 16) Eleven eller lærlingen kan medvirke ved tilslutning af højspændingsanlæg og transformere. 17) Eleven eller lærlingen kan anvende forskellige former for it-udstyr til fagrelateret informationssøgning, herunder tekniske samt miljø- og arbejdsmiljømæssige informationer. 18) Eleven eller lærlingen kan medvirke ved struktureret fejlfinding, fejlretning og vedligeholdelsesopgaver på el-distributionsanlæg, herunder anvende forskellige former for testudstyr. 19) Eleven eller lærlingen kan samarbejde i et arbejdsteam og kommunikere hensigtsmæssigt i samarbejde og samvær med andre. 20) Eleven eller lærlingen kan evaluere egne og andres arbejdsprocesser, metoder og resultater. 21) Eleven eller lærlingen kan medvirke ved udarbejdelsen af den nødvendige dokumentation ved udførelsen af el-forsyningsopgaver i henhold til elsikkerhedsloven og virksomhedens kvalitetssikring, herunder ved brug af it. 22) Eleven eller lærlingen kan i praksis vise forståelse for de forskellige værdiskabende led i el-forsyningsbranchen. 23) Eleven eller lærlingen kan medvirke ved kundeservice såvel internt som eksternt i el-forsyningsbranchen. 24) Eleven eller lærlingen kan medvirke til opretholdelsen af et godt psykisk arbejdsmiljø på baggrund af viden om lovbestemte rettigheder og pligter samt psykisk arbejdsmiljø, herunder seksuel chikane.
Stk. 3. Eleven eller lærlingen skal have gennemført følgende grundfag på følgende niveau: 1) Matematik på F-niveau. 2) Erhvervsinformatik på F-niveau.
Stk. 4. Eleven eller lærlingen skal have opnået følgende certifikater eller lignende: 1) Kompetencer svarende til ”Førstehjælp på erhvervsuddannelserne, inkl. færdselsrelateret førstehjælp”, efter Dansk Førstehjælpsråds uddannelsesplaner pr. oktober 2020. 2) Kompetencer svarende til elementær brandbekæmpelse efter Dansk Brand- og sikringsinstituts retningslinjer pr. 1. september 2014. 3) Varmt arbejde i henhold til Arbejdstilsynets krav om brandforanstaltninger i forbindelse med gnistproducerende værktøj. 4) Vejen som arbejdsplads, jf. Instruks for råden over vejareal. Ansvar og pligter i forbindelse med vejarbejder på statsvejnettet, Vejdirektoratet. 5) Teoretisk og praktisk oplæring i lavspændingsarbejde under spænding i henhold til elsikkerhedsloven.
Stk. 5. Elever og lærlinge, der har gennemført grundforløbet til elektrikeruddannelsen, automatik- og procesuddannelsen, personvognsmekanikeruddannelsen eller lastvognsmekanikeruddannelsen, har adgang til hovedforløbet på forsyningsoperatøruddannelsen.
§ 4. · Kompetencer i hovedforløbet§-link ↗
Hovedforløbet har følgende kompetencemål: 1) Lærlingen kan udvise kendskab til el-nettets opbygning, herunder kende til forskellige typer af transformerstationer der anvendes i nettet. 2) Lærlingen kan arbejde på højspændingsanlæg, mellemspændings anlæg og lavspændingsforsyningsanlæg i henhold til elsikkerhedslovens bestemmelser. 3) Lærlingen kan udføre Lavspændings Arbejde Under Spænding. 4) Lærlingen kan arbejde efter reglerne og betjene de kvalitetsledelsesystemer (KLS-A og KLS-D), der anvendes i elforsyningsbranchen i henhold til gældende lovgivning. 5) Lærlingen kan foretage en sikkerhedsmæssig risikovurdering forud for hver opgave, herunder tage højde for lokale forhold, fremmed forsyning og korrekte koblingsprocedurer. På baggrund af risikovurderingen kan eleven planlægge og gennemføre en sikkerhedsmæssig forsvarlig udførelse af den konkrete opgave. 6) Lærlingen kan etablere el-distributionsanlæg via kabelskabe og foretage montage af kabler i kabelskabe. 7) Lærlingen kan koble efter anvisninger fra koblingsleder, og lærlingen har viden om kortslutningseffekt og effektafbrydere på deres stationer. 8) Lærlingen kan udføre muffeteknikker på lavspændingskabler, herunder presse, samle og afslutte forsyningskabler i henhold til fabrikantanvisninger. 9) Lærlingen kan tilslutte højspændingskoblingsanlæg og transformere, herunder presse, samle og afslutte forsyningskabler i henhold til fabrikantanvisninger. 10) Lærlingen kan foretage fejlfinding, fejlretning og vedligeholdelsesopgaver på el-distributionsanlæg i henhold til dokumentationskrav, fx ISO, herunder foretage inspektion og eftersyn på forsyningsanlægget i henhold til elsikkerhedsloven. 11) Lærlingen kan etablere og anvende forskellige former for udstyr til overvågning af el-distributionsanlæg, herunder automatiske elmålere, udstyr til kabelfejlfinding og kontrol af spændingskvalitet samt øvrige relevante måleinstrumenter (multimeter, isolationstester, tangamperemeter). Lærlingen har også kendskab til funktionen af strøm og spændingstransformere. 12) Lærlingen kan anvende trådløse enheder til fejlsøgning på elforsyningsanlæg. 13) Lærlingen kan anvende og udarbejde relevant dokumentation, herunder udarbejde geografisk og teknisk dokumentation og registrering, dokumentation til udførelse af mindre relætekniske opgaver, samt tegne enkle el-diagrammer på forsyningsanlæg. Lærlingen kan også forstå og vedligeholde anlægsdokumentation og har forståelse for den rolle dokumentationen spiller i branchen. 14) Lærlingen kan ud fra eksisterende beregninger forstå, hvordan anlægget er dimensioneret samt vælge korrekt kabeldimension og materiel til en given opgave. 15) Lærlingen kan både indgå i teamorganiseret arbejde og arbejde selvstændigt, herunder planlægge egne arbejdsopgaver. 16) Lærlingen kan kommunikere fagligt på alle relevante niveauer i virksomheden. 17) Lærlingen kan arbejde energi- og miljøbevidst med alle operatøropgaver i elforsyning, herunder bidrage til at reducere energiforbrug og spild af ressourcer. 18) Lærlingen kan udvise forståelse for mulig genanvendelse af materialer i forbindelse med demontage og reparation på elforsyningsanlæg og kabler. 19) Lærlingen kan koble teoretiske faglige begreber, metoder, værktøjer og beregninger med praktiske operatøropgaver i virksomheden. 20) Lærlingen kan udvise forretningsforståelse og forstå værdikæder og processer i branchen, herunder benchmarking, Lean og 5S, asset management og ISO 55001 og elevens egen rolle heri. 21) Lærlingen kan professionelt servicere og betjene kunder i forbindelse med operatøropgaver på elforsyningsanlæg og tænke kundens behov ind i udførelsen af opgaven. 22) Lærlingen kan anvende it og digitale værkstøjer ved operatørarbejde i branchen, herunder trådløse enheder til fjernaflæsning, opsamling og dokumentation samt distribution af data. 23) Lærlingen kan anvende applikationer til indsamling, opbevaring og distribution af data. 24) Lærlingen kan udvise forståelse for og har kendskab til beskyttelse af virksomheders digitale data, herunder personfølsomme oplysninger.
§ 5. · Godskrivning§-link ↗
Kriterier for skolens vurdering af, om der er grundlag for obligatorisk godskrivning på baggrund af elevens eller lærlingens erhvervserfaring og tidligere uddannelse, er fastsat i bilag 1. Godskrivning skal i øvrigt ske efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.
§ 6. · Afsluttende prøve§-link ↗
Uddannelsens afsluttende prøve afholdes som en del af sidste skoleperiode. Prøven udgør en svendeprøve og bedømmes efter 7-trinsskalaen. Prøven skal afdække lærlingens opnåede kompetencer inden for uddannelsen. Lærlingen skal inden aflæggelse af den afsluttende prøve have gennemført alle fag i hovedforløbet, herunder grundfag, valgfri specialefag og uddannelsesspecifikke fag.
Stk. 2. Den afsluttende prøve består for så vidt angår: 1) Den skriftlige prøve af skriftlige spørgsmål inden for uddannelsens grundfag og uddannelsesspecifikke fag. Prøven løses individuelt inden for en varighed af to klokketimer. 2) Den praktiske prøve af en praktisk projektopgave inden for uddannelsens kompetenceområder. Den praktiske prøve udføres i forbindelse med undervisningen i den sidste skoleperiode og har en varighed af i alt 80 klokketimer. 3) Den mundtlige prøve af en mundtlig præsentation og eksamination. Projektopgaven kan løses individuelt eller i en gruppe. Lærlingen vælger selv emne for projektopgaven under vejledning fra skolen. Skolen skal godkende det valgte emne inden opgaven påbegyndes. Den mundtlige prøve aflægges individuelt og tager udgangspunkt i den praktiske opgaves løsning og dokumentation. Den mundtlige prøve har en varighed af i alt 30 minutter inklusive votering.
Stk. 3. Den afsluttende prøve bedømmes af en eksaminator samt normalt to censorer (skuemestre). Den samlede karakter for den afsluttende prøve fremkommer som et gennemsnit af karakteren for den skriftlige prøve, som har vægten 42 pct., og gennemsnittet af karaktererne for den praktiske og den mundtlige prøve, som har vægten 58 pct.
Stk. 4. Prøvens grundelementer er følgende: 1) Mål og krav, hvorefter lærlingen skal demonstrere kompetencer inden for uddannelsen med fokus på arbejde på elforsyningsanlæg i henhold til gældende lovgivning. 2) Eksaminationsgrundlaget, som er den skriftlige besvarelse og den praktiske projektopgave. 3) Bedømmelsesgrundlaget, som er lærlingens individuelle og samlede præstation i besvarelsen af den skriftlige prøve, den praktiske projektopgave og den mundtlige prøve. 4) Bedømmelseskriterierne, som danner baggrund for en helhedsvurdering af målopfyldelsen. De generelle bedømmelseskriterier for de enkelte delprøver er følgende: a) Lærlingen kan udføre arbejdet i henhold til gældende regler i henhold til elsikkerhedslovens bestemmelser. b) Lærlingen kan udføre Lavspændings Arbejde Under Spænding (L-AUS). c) Lærlingen kan udføre etablering af elforsyningsanlæg. d) Lærlingen kan udføre kabelmontage og muffeteknikker. e) Lærlingen kan udføre sikkerhedsmæssig korrekt koblingsprocedure. f) Lærlingen kan anvende forskellige former for udstyr til fejlfinding og vedligeholdelse i relation til elforsyningsanlæg. g) Lærlingen kan udarbejde relevant dokumentation for udført arbejde. h) Lærlingen kan udvise forståelse for og kendskab til beskyttelse af data.
Stk. 5. For, at der kan udstedes skolebevis, skal lærlingen have opnået et gennemsnit på mindst 02 af alle fag på hovedforløbet.
Stk. 6. Ved uddannelsens afslutning udsteder det faglige udvalg et svendebrev til lærlingen som dokumentation for, at lærlingen har opnået kompetence inden for uddannelsen.
§ 7. · Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2024.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 279 af 6. marts 2023 om erhvervsuddannelsen til forsyningsoperatør ophæves.
Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for elever eller lærlinge, som er påbegyndt eller overgået til uddannelsen før bekendtgørelsens ikrafttræden. For sådanne elever eller lærlinge finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 279 af 6. marts 2023 om erhvervsuddannelsen til forsyningsoperatør anvendelse.
Stk. 4. Elever eller lærlinge, som nævnt i stk. 3, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan og efter aftale med den eventuelle oplæringsvirksomhed overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse.