Bekendtgørelse nr. 1604 · 2023

Gældende

Bekendtgørelse om det vejnet m.v. hvor kørsel med dobbelttrailer-vogntog er tilladt

Bekendtgørelse om det vejnet m.v. hvor kørsel med dobbelttrailer-vogntog er tilladt

Dokumentdato: 12. dec. 2023Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗

Denne bekendtgørelse fastlægger de veje og områder, hvor kørsel med dobbelttrailer-vogntog er tilladt i forbindelse med forsøg med dobbelttrailer-vogntog (EMS2).

§ 2. · Definitioner§-link ↗

Ved dobbelttrailer-vogntog forstås vogntog, som beskrevet i bekendtgørelse om køretøjer i forsøg med dobbelttrailer-vogntog. Dobbelttrailervogntog kan også benævnes EMS2.

§ 3. · Tilladelse§-link ↗

Vejdirektoratet kan med samtykke fra politi og vejmyndighed tillade færdsel med dobbelttrailer-vogntog på en vej, et område eller en rute, der er nærmere angivet og udformet, så færdsel med dobbelttrailer-vogntog kan foregå i overensstemmelse med færdselslovens bestemmelser. Den tilladte strækning er herefter åben for kørsel med dobbelttrailer-vogntog.

Stk. 2. Vejdirektoratet kan tilsvarende med samtykke fra politiet og ejeren af et areal, der er taget i brug som privat fællesvej på landet, jf. § 4 i lov om private fællesveje, eller som rent privat vejareal meddele tilladelse til færdsel med dobbelttrailer-vogntog, jf. stk.1.

§ 4. · Tilladte veje, områder og ruter§-link ↗

Kørsel med dobbelttrailer-vogntog må, med undtagelse af de tilfælde der er nævnt i stk. 2-4, alene ske på de veje, områder og ruter, hvortil der er meddelt tilladelse i medfør af § 3, eller som fremgår af bilag 1-5.

Stk. 2. Ved planlagte midlertidige omlægninger af de i stk. 1 nævnte veje, områder og ruter, må anden rute anvendes efter tilladelse fra Vejdirektoratet. Vejmyndigheden indstiller sådanne omlægninger til Vejdirektoratet efter aftale med politiet.

Stk. 3. Ved uforudsete hændelser, som har indvirkning på muligheden for at benytte de i stk. 1 og 2 nævnte veje, områder og ruter, må anden rute alene anvendes efter anvisning fra politiet eller andre, som transportministeren har bemyndiget til at regulere færdslen, jf. færdselslovens § 89.

Stk. 4. I forbindelse med udførelse af kontrolopgaver må anden rute anvendes efter nærmere anvisning fra politiet eller anden kompetent myndighed.

Stk. 5. De tilladte veje, områder og ruter fremgår af 1) bilag 1-5, 2) de supplerende ruter, der kan findes på www.vejdirektoratet.dk, og 3) de midlertidige ruteomlægninger, der kan findes på www.vejdirektoratet.dk.

Stk. 6. En samlet oversigt over de i stk. 5 nævnte veje, områder og ruter, kan findes på www.vejdirektoratet.dk.

§ 5. · Straf§-link ↗

Overtrædelse af § 4, stk. 1-3, straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 6. · Ikrafttræden m.v.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2024.