Bekendtgørelse nr. 1194 · 2023

Gældende

Bekendtgørelse om befordring og skabeloner til forløbsplan, ressourcepapir og uddannelsesbevis ved særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu)

Bekendtgørelse om befordring og skabeloner til forløbsplan, ressourcepapir og uddannelsesbevis ved særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu)

Dokumentdato: 27. sep. 2023Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Skabeloner

§ 1.§-link ↗

Ved udarbejdelsen af forløbsplanen, jf. lovens § 4 a, skal anvendes den skabelon til forløbsplan, der er fastsat i bilag 1.

Stk. 2. Ved udarbejdelsen af ressourcepapiret, jf. lovens § 9, skal anvendes den skabelon til ressourcepapir, der er fastsat i bilag 2.

Stk. 3. Ved udarbejdelsen af uddannelsesbeviset, jf. lovens § 9, skal anvendes den skabelon til uddannelsesbevis, der er fastsat i bilag 3.

Kapitel 2 · Befordring

§ 2.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om art og omfang af den unges befordringsbehov på grundlag af en lægeerklæring eller anden sagkyndig udtalelse om den unges egen befordringsevne.

§ 3.§-link ↗

Hvis den unge har et særligt befordringsbehov, sørger kommunalbestyrelsen for befordring på den efter forholdene mest hensigtsmæssige måde. Hvis den unge selv ønsker at sørge for befordring, bidrager kommunalbestyrelsen hertil med et aftalt månedligt beløb. Hvis den unge ved hjælp af særligt hjælpemiddel kan befordre sig selv, kan kommunalbestyrelsen opfylde befordringsforpligtelsen ved at afholde udgiften hertil.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan henvise den unge til at benytte offentlige befordringsmidler i det omfang, den unges fysiske eller psykiske konstitution tillader det, og det ikke medfører urimeligt lang befordrings- og ventetid. Hvis nødvendigt, sørger kommunalbestyrelsen for særskilt befordring mellem hjem, fast aflastningssted eller undervisningssted og nærmeste offentlige befordringsmiddel. Kommunalbestyrelsen afholder udgifterne hertil.

Stk. 3. Hvis det er nødvendigt, at den unge ledsages under befordring, sørger kommunalbestyrelsen for en sådan ordning og afholder udgiften hertil.

Stk. 4. I tilfælde af forbigående sygdom, der medfører, at den unge ikke kan befordre sig selv, finder reglerne i stk. 1-3 tilsvarende anvendelse.

§ 4.§-link ↗

Hvis den unge ikke har et særligt befordringsbehov, og har en afstand fra hjem eller fast aflastningssted til undervisningssted og retur på 22 km. eller derover, yder kommunalbestyrelsen befordringsgodtgørelse.

Stk. 2. Ved befordring med offentligt befordringsmiddel godtgør kommunalbestyrelsen de faktisk afholdte udgifter.

Stk. 3. Ved befordring med eget befordringsmiddel godtgør kommunalbestyrelsen udgifterne med en af kommunalbestyrelsen fastsat godtgørelse pr. km.

Kapitel 3 · Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 5.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2023.

§ 6.§-link ↗

Bekendtgørelsen har virkning for uddannelsesforløb, der påbegyndes den 1. oktober 2023 eller senere, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. Hvis en ung, der har påbegyndt uddannelsen før den 1. august 2023, afbryder og genoptager uddannelsen efter 1. oktober 2023, finder denne bekendtgørelse anvendelse.

Stk. 3. Hvis den unge den 1. august 2023 har mindst 12 måneder tilbage af uddannelsen, finder § 1, stk. 2, anvendelse, uanset hvornår uddannelsen er påbegyndt.

Stk. 4. § 1, stk. 3, finder anvendelse på alle uddannelser, der afsluttes den 1. oktober 2023 eller senere. For uddannelser, der er påbegyndt før 1. august 2023, finder § 1, stk. 3 anvendelse på uddannelser, der afsluttes 1. november 2023 eller senere.

§ 7.§-link ↗

Bekendtgørelse nr. 739 af 3. juni 2016 om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov ophæves.