§ 1.§-link ↗
Denne bekendtgørelse vedrører konsekvensvurdering vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse dyrearter i forbindelse med projekter nævnt i stk. 2.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse for projekter om: 1) Etablering af elproduktionsanlæg, der udnytter vand og vind, med tilhørende interne ledningsanlæg på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone samt væsentlige ændringer i bestående anlæg, jf. 25, stk. 1, i lov om fremme af vedvarende energi, og forundersøgelser i forbindelse hermed, jf. § 22, stk. 3, i lov om fremme af vedvarende energi. 2) Etablering af nye elforsyningsnet på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone samt væsentlige ændringer i bestående net, jf. § 22 a, stk. 1, i lov om elforsyning og § 4 a, stk. 1, i lov om Energinet, og forundersøgelser i forbindelse hermed. 3) Nedlæggelse af elkabler, som ikke er omfattet af nr. 2, på søterritoriet eller dansk kontinentalsokkelområde, jf. § 3 a, stk. 1 og § 4, stk. 1, i kontinentalsokkelloven, og forundersøgelser jf. § 2 a, stk. 1, i kontinentalsokkelloven.
Stk. 3. Ændringer i bestående anlæg, net og kabler anses i denne bekendtgørelse for væsentlige, hvis Energistyrelsen vurderer, at der skal udarbejdes en konsekvensvurdering herfor.
Stk. 4. Etablering m.v. af elkabler, jf. stk. 2, nr. 3, behandles efter reglerne i § 27 i lov om fremme af energi og denne bekendtgørelse.
§ 2. · Konsekvensvurdering vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder§-link ↗
Såfremt et projekt omfattet af § 1, stk. 2, i sig selv eller i forbindelse med andre projekter eller planer må antages at kunne påvirke udpegede internationale naturbeskyttelsesområder (habitatområder, fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder) inden for eller uden for dansk område væsentligt, kan tilladelser og godkendelser kun meddeles, hvis der foreligger en konsekvensvurdering af projektets virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne, og 1) konsekvensvurderingen viser, at projektet ikke vil skade det internationale naturbeskyttelsesområdes integritet, eller 2) betingelserne i § 27, stk. 2, nr. 2, eller stk. 4, i lov om fremme af vedvarende energi, eller § 4 b, stk. 2, nr. 2, eller stk. 4, i lov om Energinet er opfyldt, og proceduren i § 27, stk. 3 eller 5, i lov om fremme af vedvarende energi eller § 4 b, stk. 3 eller 5, i lov om Energinet følges.
Stk. 2. Energistyrelsen afgør, om der efter stk. 1 skal foreligge en konsekvensvurdering.
Stk. 3. Tilladelser og godkendelser til projekter omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1-3, er betinget af, at der også foreligger en konsekvensvurdering i forhold til forundersøgelser, hvis dette kræves efter stk. 1.
Stk. 4. Tilladelser og godkendelser til etablering af og væsentlige ændringer i anlæg og net omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1 og 2, kan først meddeles efter høring af berørte parter. Ved tilladelser omfattet af § 1, stk. 2, nr. 3, samt ved konsekvensvurdering af forundersøgelser nævnt i § 1, stk. 2, nr. 1-3, vil der kun blive foretaget høring af berørte parter, hvis Energistyrelsen anser det for nødvendigt.
Stk. 5. Ansøgeren eller Energinet, jf. § 23, stk. 3, i lov om fremme af vedvarende energi, skal indsende fornødne oplysninger om projektet i forhold til påvirkning af internationale naturbeskyttelsesområder til brug for afgørelsen efter stk. 2.
§ 3. · Konsekvensvurdering vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder§-link ↗
Ansøgeren eller Energinet, jf. § 23, stk. 3, i lov om fremme af vedvarende energi, udarbejder konsekvensvurderingen og fremsender den til Energistyrelsen, når der kræves en sådan vurdering efter § 2. Vurderingen kan indgå i et fælles dokument med en VVM-redegørelse for projektet. Hvis vurderingen indgår i et fælles dokument med VVM-redegørelsen, skal det tydeligt fremgå, hvilke dele der indeholder konsekvensvurderingen.
Stk. 2. Konsekvensvurderingen skal som minimum indeholde de oplysninger og vurderinger, der er angivet i bilag 1. Ansøgeren skal endvidere udarbejde et ikke-teknisk resumé af konsekvensvurderingen.
Stk. 3. Energistyrelsen kan bestemme, at yderligere materiale til vurdering af projektets virkning på et udpeget internationalt naturbeskyttelsesområde under hensyn til bevaringsmålsætningerne for området skal tilvejebringes.
§ 4. · Beskyttelse af visse arter§-link ↗
I forbindelse med projekter omfattet af § 1 må 1) de dyrearter, der er nævnt i habitatdirektivets bilag IV, litra a, ikke forsætligt forstyrres i deres naturlige udbredelsesområde, i særdeleshed i perioder, hvor dyrene yngler, udviser yngelpleje, overvintrer eller vandrer, med skadelige virkninger for arten eller bestanden, og 2) yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der er nævnt i habitatdirektivets bilag IV, litra a, ikke beskadiges eller ødelægges i deres naturlige udbredelsesområde.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 1, gælder for alle livsstadier hos de dyr, der er omfattet.
§ 5. · Beskyttelse af visse arter§-link ↗
Tilladelser og godkendelser efter § 22, stk. 3, og § 25, stk. 1, i lov om fremme af vedvarende energi, § 22 a, stk. 1, i lov om elforsyning, § 4 a, stk. 1, i lov om Energinet, § 2 a stk. 1, § 3 a, stk. 1 og og § 4, stk. 1, i kontinentalsokkelloven kan ikke meddeles, hvis det ansøgte projekt 1) forsætligt vil forstyrre de dyrearter, der er nævnt i habitatdirektivets bilag IV, litra a, i deres naturlige udbredelsesområde, i særdeleshed i perioder, hvor dyrene yngler, udviser ynglepleje, overvintrer eller vandrer, eller 2) vil beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er nævnt i habitatdirektivets bilag IV, litra a.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 1, gælder for alle livsstadier hos de dyr, der er omfattet.
Stk. 3. Ansøger skal i forbindelse med ansøgninger om tilladelse eller godkendelse indsende fornødne oplysninger og vurderinger vedrørende de forhold, som er nævnt i stk. 1, til brug for afgørelsen af ansøgningen.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på Energinet, hvis Energinet gennemfører forundersøgelser efter § 23, stk. 3, i lov om fremme af vedvarende energi.
§ 6. · Beskyttelse af visse arter§-link ↗
Energistyrelsen kan fravige § 5, hvis der ikke findes anden brugbar løsning, og fravigelsen ikke hindrer, at den pågældende bestands bevaringsstatus opretholdes i dens naturlige udbredelsesområde. Fravigelse kan kun ske 1) for at beskytte vilde dyr og planter og bevare naturtyperne, 2) for at forhindre alvorlig skade navnlig på afgrøder, fiskeri, vand og andre former for ejendom, 3) af hensyn til den offentlige sundhed og sikkerhed eller af andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social og økonomisk art, og hensyn til væsentlige gavnlige virkninger på miljøet, eller 4) med henblik på forskning og undervisning, genopretning af en bestand, genudsætning af disse arter og opdræt med henblik herpå, herunder kunstig opformering af planter.
Stk. 2. Beslutninger om at fravige § 5 skal meddeles Miljøstyrelsen med henblik på information af Europa-Kommissionen.
§ 7. · Straf§-link ↗
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder § 4, stk. 1.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 8. · Ikrafttræden§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2023.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1476 af 13. december 2010 om konsekvensvurdering vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter ved projekter om etablering m.v. af elproduktionsanlæg og elforsyningsnet på havet ophæves.