Bekendtgørelse nr. 354 · 2023

Gældende

Bekendtgørelse om tilskud til investering i udvalgte miljø- og klimateknologier 2022

Bekendtgørelse om tilskud til investering i udvalgte miljø- og klimateknologier 2022

Dokumentdato: 30. mar. 2023Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Landbrugsstyrelsen kan give tilskud til investering i de miljø- og klimateknologier, som er fastsat i bilag 1.

Stk. 2. Tilskud gives inden for følgende indsatsområder: 1) Fremme dyrevelfærd i farestalde. 2) Reducere ammoniakudledning fra svinestalde. 3) Reducere ammoniakudledning fra kvægstalde. 4) Reducere ammoniakudledning fra fjerkræstalde. 5) Reducere energiforbruget i fjerkræstalde. 6) Reducere pesticidforbruget i planteavl. 7) Reducere pesticidforbruget i kartoffelavl. 8) Reducere pesticidforbruget i gartnerier. 9) Reducere energiforbruget i gartnerier. 10) Reducere næringsstofforbruget i gartnerier.

§ 2. · Definitioner§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Projekt: Det, der er ansøgt om under ét indsatsområde, udgør ét projekt. 2) SMV: Mikrovirksomheder, små eller mellemstore virksomheder, som defineret i bilaget til Kommissionens henstilling (EF) nr. 361/2013 af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder.

Kapitel 2 · Ansøgning og afgørelse om tilsagn om tilskud

§ 3.§-link ↗

Ansøger skal opfylde følgende betingelser: 1) have et aktivt CVR-nummer, 2) som ejer eller forpagter drive en primær jordbrugsbedrift, der producerer produkter omfattet af bilag 1 til Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), som ikke har været genstand for forarbejdning eller forædling med undtagelse af aktiviteter vedrørende forberedelse til første salg, og 3) have et årligt arbejdskraftbehov på mindst 830 arbejdstimer opgjort efter de normtimesatser, der er fastsat i bilag 4. Hvis produktionsformen ikke fremgår af bilag 4, afgør Landbrugsstyrelsen arbejdskraftbehovet efter en konkret vurdering.

Stk. 2. Der kan ikke gives tilsagn om tilskud til ansøgere inden for indsatsområderne i § 1, stk. 2, nr. 6, 7 og 8, som har eller har ansøgt om autorisation til økologisk jordbrugsproduktion inden for det indsatsområde, der søges om tilsagn om tilskud til.

§ 4.§-link ↗

Der kan ikke ydes tilskud til ansøgninger, hvor det samlede tilskudsgrundlag udgør mindre end: 1) 500.000 kr. pr. ansøgning inden for indsatsområdet i § 1, stk. 2, nr. 1. 2) 300.000 kr. pr. ansøgning inden for indsatsområderne i § 1, stk. 2, nr. 2-4, 6 og 7. 3) 100.000 kr. pr. ansøgning inden for indsatsområderne i § 1, stk. 2, nr. 5 og 8-10.

§ 5.§-link ↗

Der kan ansøges om tilsagn om tilskud til et projekt indeholdende en eller flere af de tilskudsberettigede teknologier under det enkelte indsatsområde, jf. bilag 1.

Stk. 2. Teknologierne i bilag 1 indeholder de obligatoriske elementer, som ansøger som minimum skal investere i.

Stk. 3. Ud over de obligatoriske elementer kan ansøger vælge at søge om tilskud til de valgfrie elementer, som fremgår af bilag 1.

§ 6.§-link ↗

Ansøgning om tilsagn om tilskud indgives elektronisk til Landbrugsstyrelsen ved brug af det ansøgningsskema, der er tilgængeligt for ordningen.

Stk. 2. Ansøgning om tilsagn om tilskud skal være modtaget i Landbrugsstyrelsen i perioden fra den 18. oktober 2022 til og med den 10. januar 2023.

Stk. 3. Der kan kun indgives én ansøgning om tilsagn om tilskud pr. indsatsområde pr. ansøger.

Stk. 4. Når ansøgningen er indsendt til Landbrugsstyrelsen, kan projektet sættes i gang for ansøgers egen regning og risiko.

§ 7. · Afgørelse på baggrund af prioritering§-link ↗

Der træffes afgørelse om tilsagn om tilskud på grundlag af en samlet prioritering af alle tilskudsberettigede ansøgninger inden for hvert indsatsområde.

Stk. 2. For indsatsområdet i § 1, stk. 2, nr. 1, prioriteres efter tildelte point, efter effekten på dyrevelfærd, jf. bilag 3. Ansøgninger rangordnes efter de tildelte point, fra højest til lavest.

Stk. 3. Ved prioritering af ansøgninger indsendt under indsatsområderne i § 1, stk. 2, nr. 2-10, lægges der vægt på projektets beregnede omkostningseffektivitet, jf. bilag 2. Ansøgninger rangordnes efter den beregnede omkostningseffektivitet, fra højest til lavest.

Stk. 4. Der tildeles tilsagn til ansøgninger efter prioriteringerne i stk. 2 og 3, indtil den afsatte ramme er nået.

Stk. 5. Hvis der på grund af de bevillingsmæssige rammer skal gives afslag til et eller flere projekter, gives der afslag til de projekter inden for indsatsområderne i § 1, stk. 2, der opnår lavest omkostningseffektivitet eller point.

§ 8. · Prioritering ved lighed§-link ↗

Hvis der modtages ansøgninger for mere end den afsatte bevillingsmæssige ramme for indsatsområdet i § 1, stk. 2, nr. 1, og der er lighed i projekternes tildelte point, vil der blive prioriteret efter antallet af farestier, jf. bilag 3.

Stk. 2. Hvis der modtages ansøgninger for mere end den afsatte bevillingsmæssige ramme for indsatsområderne i § 1, stk. 2, nr. 2-10, og der er lighed i projekternes omkostningseffektivitet, vil projekter med en større gennemsnitlig standardmiljøeffekt blive prioriteret over ansøgninger med en mindre gennemsnitlig standardmiljøeffekt.

Stk. 3. Hvis der efter prioriteringen i henhold til stk. 1 og 2 fortsat er lighed mellem to eller flere projekter, vil de resterende ligestillede projekter blive udvalgt på baggrund af en automatiseret lodtrækning.

§ 9. · Fordeling af ubrugte midler§-link ↗

Ved ubrugte midler inden for indsatsområdet i § 1, stk. 2, nr. 7, vil eventuel overansøgning under indsatsområdet i § 1, stk. 2, nr. 6, blive imødekommet først, hvorefter ansøgninger i indsatsområderne i § 1, stk. 2, nr. 8-10, vil blive imødekommet forholdsmæssigt efter antallet af indkomne ansøgninger. Eventuelle resterende ubrugte midler inden for indsatsområdet i § 1, stk. 2, nr. 7, omfordeles herefter forholds- mæssigt efter antallet af indkomne ansøgninger til de øvrige indsatsområder.

Stk. 2. Ved ubrugte midler inden for indsatsområderne i § 1, stk. 2, nr. 1-6, samt nr. 8-10, vil eventuel overansøgning under indsatsområderne nr. 6-10 blive imødekommet først og midlerne fordeles forholdsmæssigt efter antallet af indkomne ansøgninger. Eventuelle resterende ubrugte midler inden for indsatsområderne i § 1, stk. 2, nr. 1-6, samt nr. 8-10, fordeles forholdsmæssigt efter antallet af indkomne ansøgninger til indsatsområderne i nr. 1-5.

Kapitel 3 · Projektperiode, beregning af tilskud m.v.

§ 10.§-link ↗

Projektperioden er på 2 år, og løber fra ansøgning om tilsagn om tilskud er modtaget i Landbrugsstyrelsen, medmindre andet fremgår af tilsagnet eller bliver meddelt af Landbrugsstyrelsen.

§ 11. · Beregning af tilskud§-link ↗

Der kan gives tilskud til 40 pct. af projektets samlede tilskudsgrundlag, beregnet efter de standardomkostninger, der fremgår af bilag 1.

§ 12. · Beregning af tilskud§-link ↗

Der kan ikke gives tilskud til teknologier, hvortil tilsagnshaver modtager, eller tidligere har modtaget, EU-tilskud, tilskud under en anden tilskudsordning fra Landbrugsstyrelsen eller tilskud fra anden offentlig myndighed, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Tilskud efter denne bekendtgørelse kan kombineres med andre offentlige, nationale tilskud, hvor der stilles garanti, kaution eller lignende til projektet.

Stk. 3. Ydes der andet tilskud som nævnt i stk. 2, nedsættes tilskuddet efter denne bekendtgørelse, så det samlede offentlige tilskud ikke overstiger 40 pct., jf. § 11.

Stk. 4. Der kan ikke ydes tilskud til investeringer i teknologier, som tilsagnshaver er forpligtet til at gennemføre i henhold til anden lovgivning.

§ 13. · Beregning af tilskud§-link ↗

Lov om indhentning af tilbud på visse offentlige og offentligt støttede kontrakter finder ikke anvendelse for projekter omfattet af denne bekendtgørelse.

Kapitel 4 · Kriterier for tilskudsberettigelse og forpligtelser

§ 14. · Kriterier for tilskudsberettigelse§-link ↗

Tilsagn om tilskud er betinget af følgende: 1) At projektet gennemføres, herunder gennemføres inden for det indsatsområde, der er givet tilsagn om tilskud til, jf. § 1, stk. 2, nr. 1-10, samt bilag 1. 2) At tilsagnshaver køber investeringerne, og disse ikke sælges eller på anden måde bortskaffes før udløbet af opretholdelsesperioden, jf. § 15, nr. 6. 3) At projektet gennemføres på tilsagnshavers egen eller forpagtede jordbrugsbedrift. 4) At tilsagnshaver har opnået de nødvendige tilladelser fra offentlige myndigheder. 5) At projektet ikke påbegyndes, før ansøger har indsendt ansøgning om tilsagn om tilskud. 6) At tilsagnshaver fra ansøgningstidspunktet til og med udløbet af projektets opretholdelsesperiode, som fastsat i § 15, nr. 6, til stadighed har det årlige arbejdskraftbehov, som er beskrevet i § 3, stk. 1, nr. 3, jf. bilag 4.

§ 15. · Forpligtelser§-link ↗

Tilsagnshaver er forpligtet til følgende: 1) At gennemføre projektet i overensstemmelse med tilsagnet. 2) At sikre, at projektet er etableret med de anførte obligatoriske elementer og de krav, som fremgår af specifikationerne i bilag 1. 3) At sikre, at alle de obligatoriske og valgfrie elementer, der indgår i projektet, er nye. 4) At afslutte projektet, jf. § 18, stk. 1, senest den dato, der er anført i tilsagnet, med eventuelt senere godkendte ændringer af projektperioden, jf. § 10. 5) At holde regnskabsbilag, herunder fakturaer vedrørende projektet, tilgængelige i mindst 5 år og 6 måneder regnet fra datoen for slutudbetaling af tilskud. 6) At sørge for, at projektet opretholdes i overensstemmelse med artikel 71, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1303/2013 i 5 år efter datoen for slutudbetaling. Hvis tilsagnshaver er en SMV, gælder denne forpligtelse i 3 år. 7) At sørge for, at projektet opretholdes i overensstemmelse med artikel 71, stk. 2, 1. led, i forordning (EU) nr. 1303/2013.

Kapitel 5 · Overdragelse af tilsagn

§ 16.§-link ↗

Det kan efter ansøgning godkendes, at tilsagnet om tilskud overdrages til en anden, der i henhold til denne bekendtgørelse kan være tilsagnshaver. Overdragelse har den virkning, at den nye tilsagnshaver indtræder i alle rettigheder og forpligtelser efter tilsagnet.

Stk. 2. Det kan efter ansøgning godkendes, at tilsagnet om tilskud overdrages til en anden, der ikke på overdragelsestidspunktet opfylder kravene til at være tilsagnshaver efter denne bekendtgørelse. Den, der overtager tilsagnet, skal, inden for 30 dage efter overdragelsen af tilsagnet er gennemført, dokumentere over for Landbrugsstyrelsen, at betingelserne for at være tilsagnshaver er overholdt.

Stk. 3. Tilsagn om tilskud kan overdrages i projektperioden og i opretholdelsesperioden.

Stk. 4. Overdragelse af tilsagn må ikke påbegyndes, før ansøgning herom er godkendt af Landbrugsstyrelsen.

Kapitel 6 · Udbetaling af tilskud

§ 17.§-link ↗

Tilsagnshaver kan anmode om udbetaling af tilskud, når projektet er gennemført.

Stk. 2. Et projekt kan først anses for gennemført, når den indkøbte teknologi er klar til brug.

§ 18.§-link ↗

Tilsagnshaver erklærer ved indsendelse af anmodningen om udbetaling projektet for afsluttet og gennemført i overensstemmelse med tilsagnet.

Stk. 2. Anmodning om udbetaling af tilskud skal være modtaget hos Landbrugsstyrelsen senest på projektperiodens slutdato, jf. § 10.

Stk. 3. Anmodning om udbetaling af tilskud skal indgives ved brug af det udbetalingsskema, der er tilgængeligt for ordningen. Som bilag til det udfyldte udbetalingsskema, skal der vedlægges følgende: 1) De nødvendige tilladelser og dispensationer fra offentlige myndigheder, jf. § 14, nr. 4. 2) Dokumentation for korrekt udført skiltning: a) Som dokumentation for fysisk skiltning indgives to fotos, som viser skiltet og dets placering. b) Som dokumentation for skiltning på erhvervsmæssig hjemmeside angives websted, eller der sendes skærmbilleder af webstedet. 3) Oplysninger om karakteren af og dokumentation for omfanget af eventuelt andet offentligt tilskud, jf. § 12.

Stk. 4. Udbetaling af tilskud sker på baggrund af de i bilag 1 fastsatte standardomkostninger til de teknologier, som tilsagnshaver har etableret i overensstemmelse med tilsagnet.

§ 19.§-link ↗

Udbetaling af tilskud nedsættes med 1 pct. pr. kalenderdag til og med den 20. kalenderdag, hvis udbetalingsanmodningen modtages i Landbrugsstyrelsen efter fristen fastsat i § 15, nr. 4.

§ 20.§-link ↗

Tilskuddet udbetales til tilsagnshavers NemKonto.

Kapitel 7 · Bortfald af tilsagn, tilbagebetaling og nedsættelse af tilskud

§ 21.§-link ↗

Tilsagn bortfalder, og tilskud skal tilbagebetales, når: 1) Tilsagnshaver har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse. 2) Tilsagnshaver har tilsidesat sine pligter efter Landdistriktsfondslovens § 8 eller § 9, stk. 2. 3) Tilsagnshaver lægger hindringer i vejen for kontrolmyndighedens adgang til projektområdet. 4) Et eller flere af kriterierne for tilskudsberettigelse fastsat i § 14 ikke er opfyldt. 5) En eller flere af forpligtelserne fastsat i § 15 ikke er opfyldt, jf. dog § 21, stk. 2 og 3, samt § 22. 6) Anmodning om udbetaling ikke er modtaget i Landbrugsstyrelsen, og der er forløbet mere end 20 dage fra udløbet af fristen for indsendelse af anmodning om udbetaling af tilskud, som fastsat i § 18, stk. 2.

Stk. 2. Hvis Landbrugsstyrelsen vurderer, at projektet fortsat lever op til ordningens formål trods manglende opfyldelse af en eller flere af forpligtelserne i § 15, kan styrelsen træffe afgørelse om nedsættelse af tilskuddet.

Stk. 3. Tilskuddet kræves tilbagebetalt, hvis forpligtelserne, jf. § 15, nr. 6 og 7, ikke overholdes. Der anvendes følgende procentsatser ved beregningen af tilbagebetalingskravet: 1) Hvis tilsagnshaver er en SMV: a) Hvis forpligtelserne er overholdt i 0 dage eller i op til én måned, medfører det, at tilsagnet bortfalder, og hele tilskuddet kræves tilbagebetalt. b) Hvis forpligtelserne er overholdt i mere end én måned men ikke mere end 18 måneder, medfører det, at 80 pct. af tilskuddet kræves tilbagebetalt. c) Hvis forpligtelserne er overholdt i mere end 18 måneder men mindre end 36 måneder, medfører det, at 40 pct. af tilskuddet kræves tilbagebetalt. 2) Hvis tilsagnshaver ikke er en SMV: a) Hvis forpligtelserne er overholdt i 0 dage eller i op til 18 måneder, medfører det, at tilsagnet bortfalder, og hele tilskuddet kræves tilbagebetalt. b) Hvis forpligtelserne er overholdt i mere end 18 måneder men ikke mere end 36 måneder, medfører det, at 80 pct. af tilskuddet kræves tilbagebetalt. c) Hvis forpligtelserne er overholdt i mere end 36 måneder men mindre end 60 måneder, medfører det, at 40 pct. af tilskuddet kræves tilbagebetalt.

§ 22.§-link ↗

Tilskuddet nedsættes, hvis der konstateres manglende overholdelse af skiltning, som beskrevet i bilag III i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 808/2014 af 17. juli 2014. Nedsættelsen udgør 1 pct. af tilskudsbeløbet, dog maksimalt 50.000 kr.

Kapitel 8 · Obligatorisk digital kommunikation

§ 23.§-link ↗

Alle ansøgninger og anmodninger efter denne bekendtgørelse skal indsendes via Tast selv, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Afgørelser, der træffes i forbindelse med behandling af ansøgninger og anmodninger efter denne bekendtgørelse, sendes til parten via Tast selv, jf. dog stk. 4.

Stk. 3. Ansøgninger i forbindelse med overdragelse efter § 16, stk. 2 skal sendes via mail til projekttilskud@lbst.dk med angivelse af projektets journalnummer, eller via Digital Post til Landbrugsstyrelsen med angivelse af ”Til projekttilskud@lbst.dk” i emnefeltet.

Stk. 4. Betingede afgørelser, som træffes efter § 16, stk. 2, sendes til parten via mail.

§ 24.§-link ↗

Partshøringer efter forvaltningslovens § 19 sendes til parten via Tast selv.

Stk. 2. Partshøringssvar efter forvaltningslovens § 19 skal sendes til Landbrugsstyrelsen via Tast selv, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Partshøringssvar efter forvaltningslovens § 19 i sager om overdragelse skal sendes til Landbrugsstyrelsen via mail til projekttilskud@lbst.dk med angivelse af projektets journalnummer, eller via Digital Post til Landbrugsstyrelsen med angivelse af ”Til projekttilskud@lbst.dk” i emnefeltet.

Kapitel 9 · Ikrafttrædelse

§ 25.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. marts 2023.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1407 af 13. oktober 2022 om tilskud til investering i udvalgte miljø- og klimateknologier 2022 ophæves.

Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på tilsagn givet før bekendtgørelsens ikrafttræden. For disse tilsagn finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 1004 af 1. oktober 2019 om tilskud til investeringer i udvalgte miljøteknologier til kvægsektoren og gartnerisektoren, bekendtgørelse nr. 513 af 22. maj 2018 om tilskud til investeringer i udvalgte miljøteknologier til æg- og fjerkræsektoren, gartnerisektoren og planteavlssektoren og bekendtgørelse nr. 1142 af 20. oktober 2017 om tilskud investeringer i udvalgte miljøteknologier til kvægstalde, svinestalde og gartnerier anvendelse, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Bekendtgørelsen finder, uagtet stk. 3, 1. pkt., anvendelse på ansøgninger om overdragelse indgivet efter bekendtgørelsens ikrafttræden.