§ 1.§-link ↗
Formålet med professionsbacheloruddannelsen i klinisk tandteknik er at udvikle håndværksmæssige, tekniske og behandlingsmæssige kvalifikationer og kompetencer til at fremstille, indsætte, kontrollere og korrigere aftagelige tandproteser. Den uddannede kliniske tandtekniker skal både selvstændigt og i et tværprofessionelt samarbejde kunne medvirke til at genskabe og vedligeholde oral funktionsevne og dermed bidrage til målgruppens sundhed og livskvalitet. Den studerende uddannes desuden til at forholde sig refleksivt og kritisk til sit professionelle virke. Den uddannede opnår kompetencer til at kunne deltage i forsknings- og udviklingsarbejde og til at kunne fortsætte i teoretisk samt klinisk kompetencegivende efter- og videreuddannelse.
Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.
Stk. 3. Uddannelsen er baseret på forsknings- og udviklingsviden inden for den kliniske tandteknikers fagområde og viden om praksis i den profession og de erhverv, som uddannelsen er rettet mod.
§ 2.§-link ↗
Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen professionsbachelor i klinisk tandteknik. Den engelske titel er Bachelor in Clinical Dental Technology.
Stk. 2. Uddannelsens engelske betegnelse er Bachelor’s Degree Programme in Clinical Dental Technology.
Stk. 3. Den uddannede kan autoriseres i medfør af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
§ 3.§-link ↗
Uddannelsesinstitutionen, der udbyder uddannelsen, er ansvarlig for uddannelsen i sin helhed.
Stk. 2. Størstedelen af den praktiske og kliniske uddannelse finder sted på tandklinikker på institutionen, der udbyder uddannelsen. Denne praktik suppleres med praktik i offentlige og private tandklinikker og private klinikker for klinisk tandteknik samt i pædagogiske og sociale institutioner.
Stk. 3. Institutionen godkender praktikstedet.
Stk. 4. Praktikstedet er ansvarlig for gennemførelsen af praktikken i henhold til retningslinjer fastsat af institutionen.
§ 4.§-link ↗
Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 210 ECTS-point. Et studenterårsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år og svarer til 60 ECTS-point.
Stk. 2. Uddannelsen er opdelt i semestre med en varighed på hver 30 ECTS-point. Et semester kan opdeles i uddannelseselementer på mindst 5 ECTS-point.
§ 5.§-link ↗
Uddannelsen består af: 1) Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 100 ECTS-point, der tilrettelægges inden for uddannelsens faglige område. 2) Praktik (klinisk uddannelse) med et samlet omfang på 90 ECTS-point. 3) Valgfrie (lokale) uddannelseselementer, der for den enkelte studerende har et samlet omfang på 5 ECTS-point. 4) Bachelorprojekt på 15 ECTS-point.
§ 6.§-link ↗
Uddannelsen består af uddannelseselementer inden for følgende kerneområder (100 ECTS-point): 1) Teori og metoder i aftagelig protetik, lovgivningsmæssige rammer og kvalitetssikring (40 ECTS-point). 2) Målgruppens karakteristika, orale og generelle sundheds- og sygdomsmønstre og tandplejebehov (25 ECTS-point). 3) Relevant lovgivning, kommunikation, psykologi, sundhedsfremme, etik, tværprofessionelt samarbejde, ledelse og koordination (20 ECTS-point). 4) Digital teknologi, innovation, entreprenørskab og bæredygtighed (15 ECTS-point).
§ 7.§-link ↗
Uddannelsesinstitutionen fastsætter inden for rammerne af denne bekendtgørelse nærmere regler om uddannelsen i en studieordning for hele uddannelsen. Studieordningen består af en fællesdel, der har til formål at sikre ensartethed på tværs af institutionerne, og en institutionsdel. Studieordningens fællesdel udarbejdes i fællesskab af de institutioner, der er godkendt til at udbyde uddannelsen. Studieordningens institutionsdel udarbejdes af den enkelte institution, der er godkendt til at udbyde uddannelsen.
Stk. 2. Fællesdelen skal indeholde beskrivelse af følgende: 1) Indhold i kerneområderne, jf. § 6, inden for uddannelsens to første år. 2) Mål for læringsudbytte, der afsluttes efter uddannelsens første to år. 3) Uddannelseselementernes indhold inden for uddannelsens første to år. 4) Fordelingen af uddannelseselementer og praktik (klinisk uddannelse) i ECTS-point inden for uddannelsens første to år. 5) Prøver, der tilrettelægges inden for uddannelsens første to år, herunder hvilke prøver der har ekstern bedømmelse og er kliniske og/eller teoretiske. 6) Krav til bachelorprojektet. 7) Regler om merit. 8) Regler om mødepligt i praktikken (den kliniske uddannelse).
Stk. 3. Studieordningens institutionsdel udarbejdes i overensstemmelse med reglerne om institutionsdel i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser.
§ 8.§-link ↗
Bekendtgørelse om eksamener og prøver ved universitetsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen) finder anvendelse for universitets udbud af erhvervsakademiuddannelse og professionsbacheloruddannelse, jf. § 1, stk. 2, i eksamensbekendtgørelsen.
Stk. 2. Prøver placeres i forbindelse med afslutning af et uddannelseselement eller et semester.
Stk. 3. Institutionerne fastsætter i studieordningens institutionsdel de mål for læringsudbytte, som prøves efter stk. 2.
§ 9.§-link ↗
Ved en væsentlig ændring af studieordningen skal relevant autorisationsmyndighed orienteres.
Stk. 2. En ændring af studieordningens beskrivelse af uddannelsens fællesdel forudsætter enighed blandt de udbydende uddannelsesinstitutioner og skal drøftes med institutionernes samarbejdspartnere vedrørende uddannelsen.
Stk. 3. I øvrigt gælder de regler om ændring af en studieordning, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser samt i lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser.
§ 10.§-link ↗
I øvrigt gælder de regler om professionsbacheloruddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, jf. dog § 7, stk. 2.
§ 11.§-link ↗
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan tillade, at en uddannelsesinstitution fraviger bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidigt fastsættes forsøgets varighed og afrapporteringsform.
§ 12.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2023.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 773 af 22. august 1996 om uddannelse af tandplejere og kliniske tandteknikere ophæves.
Stk. 3. Studerende, der er begyndt på uddannelsen i klinisk tandteknik før 1. august 2023, skal færdiggøre uddannelsen efter bekendtgørelse nr. 773 af 22. august 1996 om uddannelse af tandplejere og kliniske tandplejer senest den 1. august 2024.
Stk. 4. Uddannelsesinstitutionen kan tilrettelægge overgangsordninger, således at studerende, der er begyndt på uddannelsen i klinisk tandteknik før 1. august 2023, skal færdiggøre uddannelsen efter reglerne i denne bekendtgørelse.