§ 1.§-link ↗
Efter § 62 c, stk. 1, i retsplejelov for Grønland etableres der et kredsråd vedrørende politiets virksomhed i Grønland.
Stk. 2. Kredsrådet varetager de opgaver, der følger af § 62 d, stk. 1-5, i retsplejelov for Grønland.
§ 2.§-link ↗
Politidirektøren er formand for kredsrådet og etablerer et sekretariat, der har ansvaret for sekretariatsbetjeningen af rådet.
Stk. 2. Repræsentanter for Naalakkersuisut og kommunerne kan bistå sekretariatet med planlægning og forberedelse af rådets møder.
§ 3.§-link ↗
Politidirektøren indkalder kredsrådet til møde mindst 2 gange årligt. Et eller flere af kredsrådets medlemmer kan anmode politidirektøren om at indkalde kredsrådet til yderligere møder.
Stk. 2. Andre end rådets medlemmer kan deltage i kredsrådets møder, når der er behov herfor på grund af den pågældendes særlige indsigt i forhold, som skal drøftes på mødet.
Stk. 3. Kredsrådet kan beslutte, at offentligheden har adgang til at overvære et rådsmøde helt eller delvist. Beslutning herom forudsætter, at der blandt rådets medlemmer er flertal herfor, og at beslutningen tiltrædes af rådets formand.
§ 4.§-link ↗
Politidirektøren kan afvise at give kredsrådet oplysninger, hvis adgangen til oplysninger bør vige for væsentlige hensyn til statens sikkerhed, rigets forsvar, forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner, forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller enkeltpersoners personlige og økonomiske forhold.
§ 5.§-link ↗
Har kredsrådet fremsat en henstilling til politidirektøren, jf. § 62 d, stk. 4, 2. pkt. i retsplejelov for Grønland, skal politidirektøren underrette rådet om de forholdsregler, som træffes med henblik på at efterkomme henstillingen. Hvis politidirektøren ikke anser det for muligt at følge kredsrådets henstilling, skal rådet snarest muligt og senest på næste møde orienteres om baggrunden herfor.
§ 6.§-link ↗
Kredsrådets medlemmer har tavshedspligt om fortrolige oplysninger, jf. forvaltningslovens § 27 som sat i kraft for Grønland ved anordning nr. 1188 af 27. december 1994. Det samme gælder de personer, der deltager i rådets møder i medfør af § 3, stk. 2.
§ 7.§-link ↗
Kredsrådet fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.
§ 8.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2023.