Bekendtgørelse nr. 1540 · 2022

Historisk

Bekendtgørelse om indtægtsramme og reguleringsregnskab for transmissionsselskaber

Bekendtgørelse om indtægtsramme og reguleringsregnskab for transmissionsselskaber

Dokumentdato: 19. dec. 2022Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Generelle bestemmelser

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse finder anvendelse på fastsættelse af indtægtsramme og aflæggelse af reguleringsregnskab til Forsyningstilsynet for transmissionsselskaber.

Stk. 2. Regnskabsåret er kalenderåret.

§ 2.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved følgende: 1) Afskrivninger: Afskrivninger af aktiver i aktivbasen. 2) Aktivbase: Aktiver til brug for at varetage gastransmissionsselskab (ikke omsætningsaktiver og aktiver, som er omfattet af gasopstrømsledningsnet og gasopstrømsanlæg). 3) Driftsomkostninger: Omkostninger, som transmissionsselskabet afholder ud fra driftsøkonomiske overvejelser med henblik på at opretholde en effektiv drift af den aktivitet i medfør af § 2, stk. 2 i lov om Energinet, herunder driftsomkostninger til indkøb af energi, lønninger, tjenesteydelser, administration, vedligeholdelse, driftsomkostninger pålagt af offentlige myndigheder og omkostninger til demontering af eksisterende anlæg, som ikke allerede er tillagt aktivets kostpris og som ikke indgår i beregningen af en forhøjelse i indtægtsrammen. Ved opgørelsen af driftsomkostningerne medregnes omkostninger, der er omfattet af gastransmissionsselskabets aktivitet i medfør af lov om Energinet § 2, stk. 2, som regnskabsmæssigt indgår og bogføres i andre virksomheder inden for Energinets koncern end i transmissionsselskabet. Omkostninger i forbindelse med anlægsinvesteringer betalt af tredjemand, jf. § 21, og omkostninger i forbindelse med gasopstrømsledningsnet og gasopstrømsanlæg, indgår ikke i opgørelsen af driftsomkostninger. Driftsomkostningerne anses i reguleringsmæssig henseende for ligeligt fordelt over året. 4) Differencer: Afvigelser opgjort pr. 31. december i et reguleringsår mellem transmissionsselskabets indtægter, jf. nr. 7, og dens indtægtsramme. Højere indtægter end indtægtsrammen udgør en difference i forbrugernes favør. Lavere indtægter end indtægtsrammen udgør en difference i egen favør. 5) Forrentning: Omkostning, der knytter sig til tilvejebringelse af kapital. 6) Havarier: Skade på aktiver, der er udefrakommende og upåvirkelige for transmissionsselskabet, hvor omkostningen udgør mere end 100 mio. kr. 7) Indtægter: Indtægter relateret til varetagelse af transmissionsselskab, herunder systemdrift, og andre indtægter, som transmissionsselskabet opnår ved driften af transmissionsaktiviteten, og som i henhold til årsregnskabslovens regler kan indregnes i den årsrapport, som transmissionsselskabet, er forpligtet til at aflægge efter årsregnskabsloven. Ved opgørelsen af indtægter medregnes indtægter til gastransmissionsselskabets aktivitet, som regnskabsmæssigt indgår og bogføres i andre virksomheder inden for Energinets koncern end i transmissionsselskabet samt indtægter, som oppebæres som følge af kompensationsordninger m.v., der finansierer omkostninger til transmissionsselskabets aktivitet. Indtægter, som transmissionsselskabet oppebærer fra anlægsinvesteringer betalt af tredjemand, i det omfang disse indtægter alene dækker medgående omkostninger, jf. § 21, og indtægter fra gasopstrømsledningsnet og gasopstrømsanlæg, indgår ikke i opgørelsen af indtægterne. Indtægter anses i reguleringsmæssig henseende for ligeligt fordelt over året. 8) Nyinvesteringer: Tillægsgivende investeringer, som ikke er omfattet af nr. 15. 9) Omkostninger: Summen af afskrivninger og driftsomkostninger, jf. nr. 1 og 3. 10) Reguleringsperiode: En 2-årig periode, hvor første reguleringsperiode påbegyndes den 1. januar 2023. 11) Reguleringsår: Kalenderår. 12) Reguleringsregnskab: Regnskab for selskabets aktiviteter, som skal aflægges til Forsyningstilsynet. 13) Reinvesteringer: Investeringer, der erstatter et aktiv, der indgår i varetagelsen af transmissionsselskab. 14) Systemdrift: Det overordnede ansvar for at opretholde gasforsyningssikkerhed og en effektiv udnyttelse af et sammenhængende gasforsyningssystem, herunder til indkøb pålagt transmissionsselskaber i relation til eksempelvis opretholdelse af gasforsyningsstandarden efter artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1938/EU af 25. oktober 2017 om foranstaltninger til opretholdelse af gasforsyningssikkerheden og ophævelse af forordning (EU) nr. 994/2010. 15) Tillægsgivende reinvesteringer: Reinvesteringer, der tilfører gastransmissionsnettet væsentlige funktionelle eller kapacitetsmæssige ændringer eller erstatter et aktiv, der var færdigafskrevet ved indgangen til første reguleringsperiode, og som virksomheden ikke tidligere har fået tillæg for efter denne bekendtgørelse. 16) Transmissionsselskab: Den, der varetager gastransmission, som varetages af Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2, i lov om Energinet, der driver transmissionsnet. 17) Transporteret gas: Antal kubikmeter gas transporteret af transmissionsselskabet gennem sit net.

Kapitel 2 · Omfang og beregning af indtægtsramme

§ 3. · Indtægtsrammens omfang§-link ↗

Indtægtsrammen fastsættes med henblik på dækning af omkostninger ved en effektiv drift af selskabets aktivitet og forrentning af den investerede kapital, jf. § 37 d, stk. 1, i lov om gasforsyning. Indtægtsrammen udgør det højeste beløb, som transmissionsselskabet i et kalenderår kan oppebære ved indtægter fra drift af sin aktivitet.

Stk. 2. De omkostninger, som dækkes af indtægtsrammen, er følgende: 1) Omkostninger, jf. § 2, nr. 9. 2) Omkostninger til systemdrift, jf. § 2, stk. 1, nr. 14. 3) Forrentning af forrentningsgrundlaget, jf. § 7.

Stk. 3. De indtægter, som dækkes af indtægtsrammen, er følgende: 1) Indtægter, jf. § 2, nr. 7.

§ 4. · Frister for indtægtsrammen§-link ↗

Forsyningstilsynet træffer afgørelse om indtægtsrammen for reguleringsåret efter reglerne i §§ 5-7 senest 6 måneder efter, at Forsyningstilsynet har modtaget et reguleringsregnskab for et reguleringsår. Fristen på 6 måneder regnes dog tidligst fra den 1. juni.

Stk. 2. Forsyningstilsynet udmelder forud for hvert reguleringsår en foreløbig indtægtsramme for transmissionsselskabets aktiviteter med henblik på dækning af omkostninger ved en effektiv drift af aktiviteten i medfør af § 2, stk. 2, i lov om Energinet og forrentning af den investerede kapital. Den foreløbige indtægtsramme beregnes efter reglerne i § 8 og er vejledende.

§ 5. · Indtægtsrammen§-link ↗

Forsyningstilsynet træffer afgørelse om transmissionsselskabets årlige indtægtsramme, som består af summen af en omkostningsramme, der beregnes efter § 6 og en forrentningsramme, der beregnes efter § 7, hvortil der foretages følgende beløbsmæssige justeringer for at få niveauet for den samlede indtægtsramme: 1) Fradrag af de effektiviseringskrav, som Forsyningstilsynet har fastsat efter reglerne i §§ 10-11 for indeværende reguleringsperiode til og med reguleringsåret. 2) Omkostninger til systemdrift, herunder indkøb pålagt transmissionsselskaber i relation til eksempelvis opretholdelse af gasforsyningsstandarden efter artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1938/EU af 25. oktober 2017 om foranstaltninger til opretholdelse af gasforsyningssikkerheden og ophævelse af forordning (EU) nr. 994/2010.

§ 6. · Omkostningsrammen§-link ↗

Gastransmissionsselskabets omkostningsramme udgør de gennemsnitlige omkostninger i foregående reguleringsperiode, hvor de enkelte års omkostninger inden gennemsnitsberegningen er 1) justeret for tillæg og fradrag, som Forsyningstilsynet har truffet afgørelse om på baggrund af forhold omfattet af §§ 12-15, efter metoden i stk. 5, jf. dog stk. 6, 2) justeret for pristalsudvikling til og med udgangen af foregående reguleringsperiode, og hvor nr. 1 ligeledes er justeret for pristalsudvikling til og med udgangen af foregående reguleringsperiode. Afskrivninger på aktiver, som der ikke skal foretages reinvesteringer i, bliver ikke pristalsreguleret, og 3) justeret for ændret afskrivningsperiode og afskrivningsprincipper i forbindelse med reinvesteringer i aktiver, såfremt gastransmissionsselskabet har fået godkendt en ansøgning herom af Forsyningstilsynet.

Stk. 2. Omkostningsrammen justeres inden for indeværende reguleringsperiode for 1) justeringer som følge af afgørelser, som Forsyningstilsynet har truffet på baggrund af forhold omfattet af §§ 12-15, og som er gældende for reguleringsåret, jf. dog stk. 6, og 2) pristalsudvikling til og med reguleringsåret. Afskrivninger på aktiver, som der ikke skal foretages reinvesteringer i, bliver ikke pristalsreguleret.

Stk. 3. Afskrivninger opgøres som udgangspunkt ud fra seneste tilgængelige regnskabsdata ved fastsættelse af omkostningsrammen.

Stk. 4. Omkostningsrammen nedsættes, hvis transmissionsselskabet er identificeret som vedvarende ineffektiv, jf. § 18.

Stk. 5. Justeringen efter stk. 1, nr. 1, foretages på en sådan måde, at tillæg fradrages og fradrag tillægges. Der justeres alene for de tillæg og fradrag, der vedrører driftsomkostninger og afskrivninger.

Stk. 6. Har en regnskabsført omkostning påvirket transmissionsselskabets omkostninger i hele den foregående reguleringsperiode, og er der truffet afgørelse om tillæg eller fradrag af omkostningsrammen vedrørende omkostningen, justeres der ikke for forhøjelsen eller nedsættelsen, når der tages et gennemsnit af omkostningerne i foregående reguleringsperiode, jf. stk. 1, nr. 1, og der justeres ikke efter stk. 2, nr. 2, i indeværende reguleringsperiode.

Stk. 7. Transmissionsselskabets omkostningsramme for første reguleringsperiode beregnes efter § 32.

Stk. 8. Ved overgangen til en ny reguleringsperiode anvender Forsyningstilsynet, ved beregningen af de gennemsnitlige omkostninger, de oplysninger, som fremgår af reguleringsregnskaberne med korrektioner. Korrektionerne skal opfylde de regler, som Forsyningstilsynet har fastsat.

§ 7. · Forrentningsrammen§-link ↗

Transmissionsselskabets forrentningsramme udgør forrentningen af transmissionsselskabets forrentningsgrundlag efter stk. 2-10. Ved beregningen anvender Forsyningstilsynet forrentningssatsen fastsat i medfør af § 19.

Stk. 2. Forrentningsgrundlaget beregnes efter stk. 3, justeret for en række forhold i reguleringsåret efter stk. 4.

Stk. 3. Transmissionsselskabets forrentningsgrundlag i reguleringsperioden, jf. dog stk. 11, udgør gennemsnittet af den nedskrevne bogførte værdi af transmissionsselskabets samlede aktivbase til forrentning i reguleringsårene i den foregående reguleringsperiode, hvor de enkelte års værdier inden gennemsnitsberegningen er justeret for følgende: 1) Udvidelser og indskrænkninger, som Forsyningstilsynet har truffet afgørelse om på baggrund af forhold omfattet af §§ 12-15, efter metoden i stk. 6, jf. dog stk. 7. 2) Pristalsudvikling til og med udgangen af foregående reguleringsperiode, og hvor nr. 1 ligeledes er justeret for pristalsudvikling til og med udgangen af foregående reguleringsperiode. Aktiver, som der ikke skal foretages reinvesteringer i, bliver ikke pristalsreguleret.

Stk. 4. Forrentningsgrundlaget i reguleringsåret beregnes ved, at det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsperioden efter stk. 3 inden for indeværende reguleringsperiode justeres til og med reguleringsåret for 1) pristalsudvikling. Aktiver, som der ikke skal foretages reinvesteringer i, bliver ikke pristalsreguleret, og 2) justeringer som følge af afgørelser, som Forsyningstilsynet har truffet på baggrund af forhold omfattet af §§ 12-15, og som er gældende for reguleringsåret.

Stk. 5. Forrentningsgrundlaget i reguleringsåret justeres for hensatte forpligtelser. Forsyningstilsynet kan enten af egen drift eller efter ansøgning fra transmissionsselskabet træffe afgørelse om, at visse hensatte forpligtelser ikke modregnes forrentningsgrundlaget.

Stk. 6. Justeringen af udvidelser og indskrænkninger efter stk. 3, nr. 1, foretages på en sådan måde, at udvidelser fradrages og indskrænkninger tillægges.

Stk. 7. Har en udvidelse eller indskrænkning påvirket transmissionsselskabets samlede aktivbase til forrentning i hele den foregående reguleringsperiode, og er der truffet afgørelse vedrørende udvidelsen eller indskrænkningen, justeres der ikke for udvidelse eller indskrænkning, når der tages et gennemsnit af den samlede aktivbase til forrentning i foregående reguleringsperiode, jf. stk. 3, nr. 1, og der justeres ikke efter stk. 4, nr. 2, i indeværende reguleringsperiode.

Stk. 8. Ved beregningen af forrentningsgrundlaget anvendes ultimoværdier for den bogførte værdi af aktiver.

Stk. 9. Ved overgangen til en ny reguleringsperiode anvender Forsyningstilsynet, ved beregningen af de gennemsnitlige bogførte værdier de oplysninger, som fremgår af reguleringsregnskaberne med korrektioner. Korrektionerne skal opfylde de regler, som Forsyningstilsynet har fastsat.

Stk. 10. Forrentningsgrundlaget efter stk. 1-9 tillægges 2 pct.

Stk. 11. Transmissionsselskabets forrentningsramme i første reguleringsperiode beregnes efter § 33.

§ 8. · Foreløbig indtægtsramme§-link ↗

Transmissionsselskabets foreløbige indtægtsramme består af summen af en foreløbig omkostningsramme, en foreløbig forrentningsramme og en række foreløbige justeringer.

Stk. 2. Beregningen sker efter principperne i §§ 5-7. Afgørelser truffet senest ved udmelding af den foreløbige indtægtsramme indgår i de foreløbige indtægtsrammer.

Stk. 3. I en reguleringsperiodes første år anvender Forsyningstilsynet reguleringsregnskaber for det første år af den foregående reguleringsperiode til beregning af den foreløbige omkostningsramme og den foreløbige forrentningsramme.

Stk. 4. Den foreløbige indtægtsramme er vejledende.

§ 9. · Pristalsudvikling§-link ↗

Ved justeringer for pristalsudvikling anvendes et sammenvejet indeks med 50 pct. lønandel og 50 pct. materialeandel. Lønindekset er Danmarks Statistiks lønindeks for virksomheder og organisationer for ansatte i industrien. Materialeindekset er Danmarks Statistiks prisindeks for indenlandsk vareforsyning.

Stk. 2. Såfremt Danmarks Statistik justerer indhold og dækningsområde for det anvendte indeks skal pristalsudviklingen i videst muligt omfang fortsætter på et tilsvarende grundlag.

Kapitel 3 · Effektiviseringskrav

§ 10.§-link ↗

Forsyningstilsynet fastsætter årligt et samlet effektiviseringskrav. Det samlede effektiviseringskrav kan bestå af summen af et generelt effektiviseringskrav og et individuelt effektiviseringskrav, fastsat af Forsyningstilsynet under hensyn til forsyningssikkerheden. Forsyningstilsynet træffer afgørelse om det samlede effektiviseringskrav i året forud for et reguleringsår.

Stk. 2. Forsyningstilsynet udarbejder metoden for effektiviseringskrav.

Stk. 3. Det generelle effektiviseringskrav fastsættes med udgangspunkt i produktivitetsudviklingen i en eller flere sammenlignelige brancher, jf. bilag 1.

Stk. 4. Det individuelle effektiviseringskrav fastsættes med udgangspunkt i et estimeret effektiviseringspotentiale hos transmissionsselskabet.

Stk. 5. Ikkeeffektiviseringspålagte omkostninger er omkostninger, der er ikkepåvirkelige eller kun i ringe grad kan påvirkes af transmissionsselskabet, og kan ikke indgå i omkostningsgrundlaget til brug for fastsættelsen af effektiviseringskravet. Følgende omkostninger er ikkeeffektiviseringspålagte omkostninger: 1) Omkostninger til forsknings-, udviklings- og demonstrationsprojekter, hvor der er offentlig medfinansiering. 2) Omkostninger til myndighedsbehandling i henhold til lov om gasforsyning, lov om Forsyningstilsynet og regler fastsat i medfør heraf. 3) Omkostninger forvoldt af tredjemand, som ikke er dækket af forsikring eller tredjemand. 4) Omkostninger til force majeure. 5) Omkostninger til systemdrift. 6) Anden data, som Forsyningstilsynet vælger ikke kan indgå i fastsættelsen af effektiviseringskravet.

§ 11. · Udmøntning af effektiviseringskrav§-link ↗

Ved fastsættelse af gastransmissionsselskabets indtægtsramme foretages fradrag efter metode i bilag 1 i transmissionsselskabets indtægtsramme for effektiviseringskrav efter § 10.

Stk. 2. Ved udmøntning af både det generelle og individuelle effektiviseringskrav skal Forsyningstilsynet sikre mod en eventuel dobbelttælling.

Kapitel 4 · Justering af rammer

§ 12.§-link ↗

Forsyningstilsynet forhøjer efter ansøgning indtægtsrammen i reguleringsåret, såfremt transmissionsselskabet får væsentlige meromkostninger i forhold til de omkostninger, der er lagt til grund ved fastsættelsen af indtægtsrammen, til aktiviteten i medfør af § 2, stk. 2, i lov om Energinet, og nyinvesteringer og tillægsgivende reinvesteringer.

Stk. 2. Ved væsentlige meromkostninger forstås, at nettonutidsværdien af meromkostningen udgør minimum 1 mio. kr.

Stk. 3. Nettonutidsværdien efter stk. 2 beregnes ved, at de forventede driftsomkostninger tilbagediskonteres med den forrentningssats af forrentningsgrundlaget, der anvendes i indeværende reguleringsperiode, og tillægges den samlede anlægssum.

Stk. 4. Omkostninger, der vedrører separate forhold, kan ikke lægges sammen for at opfylde væsentlighedskriteriet efter stk. 1. Dette gælder også, når der er tale om begivenheder af samme type, som er adskilte projekter.

Stk. 5. Omkostninger, der vedrører samme forhold eller samme projekt, men som f.eks. er spredt over flere år eller separate geografiske områder, vurderes under et i opfyldelsen af væsentlighedskriteriet efter stk. 1.

Stk. 6. Forsyningstilsynet nedsætter indtægtsrammen i reguleringsåret, såfremt transmissionsselskabet får færre omkostninger til aktiviteter, jf. stk. 1-5.

Stk. 7. Beløbene i stk. 2 er for 2021 og pristalsreguleres hvert år.

Stk. 8. Forsyningstilsynet hører Energistyrelsen forud for afgørelse om tillæg, om projektet kræver godkendelse efter § 4, stk. 3, i lov om Energinet. Godkendelse efter § 4, stk. 3, i lov om Energinet er en forudsætning for Forsyningstilsynets afgørelse om tillæg.

§ 13.§-link ↗

Forsyningstilsynet forhøjer efter ansøgning indtægtsrammen i reguleringsåret, såfremt transmissionsselskabet får meromkostninger som følge af aktiviteter relateret til systemdrift til markedsudvikling, systemudvikling, systemdriftsudvikling og udvikling af tekniske kompetencer i forbindelse med teknologiudvikling eller indpasning af gas fra vedvarende energikilder.

Stk. 2. Størrelsen af et eventuelt tillæg baseres på dokumenterede meromkostninger.

§ 14. · Justering som følge af eksogene faktorer§-link ↗

Forsyningstilsynet forhøjer efter ansøgning transmissionsselskabets indtægtsramme i reguleringsåret, såfremt transmissionsselskabet får væsentlige meromkostninger som følge af eksogene faktorer.

Stk. 2. Ved eksogene faktorer forstås faktorer, der er udefrakommende, upåvirkelige og uden for tidligere driftsforhold, og som ikke allerede er indregnet i indtægtsrammen.

Stk. 3. Følgende faktorer, jf. stk. 1 og 2, giver anledning til justering af transmissionsselskabet omkostningsramme og det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret: 1) Myndighedspålæg. 2) Ændrede opgaver for transmissionsselskabet. 3) Tab som følge af manglende betaling fra gasdistributionsselskaber. 4) Erhvervelse af eller overdragelse af anlæg fra eller til tredjepart. 5) Force majeure, herunder krig, terrorangreb, sabotage og jordskælv, der fører til, at transmissionsselskabet ellers ikke vil kunne varetage sine forpligtelser efter Lov om Energinet. En justering forudsætter, at justeringen er nødvendig af forsyningssikkerhedsmæssige hensyn. 6) Ekstraordinært cykliske reinvesteringer. Et ekstraordinært cyklisk reinvesteringsniveau består af investeringer, som optræder med mellemrum og som udmønter sig i en ekstraordinær stigning i transmissionsvirksomhedens reinvesteringsomkostninger. Ved vurdering af om der er et ekstraordinært cyklisk reinvesteringsniveau, betragtes alle selskabets aktiver og ikke kun en delmængde af disse. 7) Andre forhold som Forsyningstilsynet vurderer som værende eksogene. 8) Havarier, jf. § 2, stk. 1, nr. 6, for eksempel skade på et sørør.

Stk. 4. Ved væsentlige meromkostninger for nr. 1-7 forstås, at nettonutidsværdien af omkostningen udgør minimum 1 mio. kr.

Stk. 5. Nettonutidsværdien efter stk. 4 beregnes ved, at de forventede driftsomkostninger tilbagediskonteres med den forrentningssats af det fremadrettede forrentningsgrundlag, der anvendes i indeværende reguleringsperiode, og tillægges den samlede anlægssum.

Stk. 6. Omkostninger, der vedrører separate forhold, kan ikke lægges sammen for at opfylde væsentlighedskriteriet efter stk. 1. Dette gælder også, når der er tale om begivenheder af samme type, som er adskilte projekter.

Stk. 7. Omkostninger, der vedrører samme forhold eller samme projekt, men som f.eks. er spredt over flere år eller separate geografiske områder, vurderes under et i opfyldelsen af væsentlighedskriteriet efter stk. 1.

Stk. 8. Beløbene i stk. 4 er for 2021 og pristalsreguleres hvert år.

§ 15. · Justering som følge af ændrede opgaver§-link ↗

Forsyningstilsynet forhøjer efter ansøgning omkostningsrammen og justerer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt transmissionsselskabet får meromkostninger som følge af betaling af omkostninger til myndighedsbehandling i henhold til lov om gasforsyning og lov om Forsyningstilsynet og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 2. Forsyningstilsynet nedsætter omkostningsrammen og justerer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt gastransmissionsselskabet får færre omkostninger til myndighedsbehandling i henhold til lov om gasforsyning og lov om Forsyningstilsynet og regler fastsat i medfør heraf.

§ 16. · Justering som følge af ændrede opgaver§-link ↗

Transmissionsselskabets ansøgning om forhøjelse af indtægtsrammen efter §§ 12-15 skal indsendes til Forsyningstilsynet senest sammen med reguleringsregnskabet for det reguleringsår forhøjelsen skal have virkning fra.

Stk. 2. Er ansøgningen ikke modtaget i Forsyningstilsynet senest sammen med reguleringsregnskabet for det reguleringsår, hvor omkostningen er regnskabsført, bortfalder muligheden for at få godkendt en forhøjelse til dækning af omkostninger og forrentning i det pågældende reguleringsår. Der vil fortsat kunne ansøges om forhøjelse til dækning af de estimerede omkostninger i efterfølgende reguleringsår. Forhøjelsen vil have virkning fra det reguleringsår, hvor ansøgning er indsendt rettidigt, det vil sige senest sammen med reguleringsregnskabet.

§ 17. · Beregning af justeringer§-link ↗

En afgørelse om justeringer på baggrund af §§ 12-15 fastsætter de årlige beløb, som omkostningsrammen skal justeres med, og den årlige udvidelse eller indskrænkning af det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, jf. dog stk. 10.

Stk. 2. Ved justeringer af omkostningsrammen efter stk. 1, skal omkostningsrammen årligt justeres med et beløb, der dækker de estimerede mer- eller mindreomkostninger til afskrivninger og driftsomkostninger inklusive omkostninger til kendte og aktiverede reetableringsforpligtelser. Den estimerede aktiverede reetableringsforpligtelse afskrives over det pågældende anlægs levetid.

Stk. 3. Ved justeringer af det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret efter stk. 1 på baggrund af økonomisk idriftsatte eller ændrede anlæg, skal det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret justeres for de nye anlægs værdi, de ændrede anlægs mer- eller mindreværdi og for afgang af erstattede eller overflødiggjorte anlæg, såfremt sådanne indgår i transmissionsselskabets samlede aktivbase til forrentning.

Stk. 4. Ved beregningen af den årlige udvidelse eller indskrænkning af det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret efter stk. 3 anvender Forsyningstilsynet anlæggets estimerede værdi i reguleringsåret. Værdien af anlægget, når anlægget idriftsættes økonomisk, udgør de faktiske omkostninger til anlægget, herunder omkostninger til bortskaffelse af erstattede eller overflødiggjorte anlæg og myndighedspålagte omkostninger i forbindelse hermed.

Stk. 5. Ved beregningen af afskrivninger anvendes standardlevetider for anlægskategorier for anlæg idriftsat fra 1. januar 2023.

Stk. 6. Justeringer som følge af mer- eller mindre driftsomkostninger pristalsreguleres.

Stk. 7. Såfremt transmissionsselskabet, kan dokumentere, at et konkret anlæg falder uden for de aktuelt fastsatte anlægskategorier, jf. stk. 5, kan transmissionsselskabet, egne dokumenterede omkostninger anvendes i beregninger efter godkendelse af Forsyningstilsynet.

Stk. 8. Justeringen af omkostningsrammen og det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret sker tidligst fra det tidspunkt, hvor transmissionsselskabet første gang regnskabsfører omkostninger relateret til afgørelsen.

Stk. 9. Ansøger transmissionsselskabet om justering af omkostningsrammen og det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret efter det reguleringsår, hvor transmissionsselskabet første gang regnskabsførte omkostninger relateret til afgørelsen, jf. § 16, stk. 2, 2. pkt., tager Forsyningstilsynet i sin justering af omkostningsrammen og det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret højde for, at transmissionsselskabets omkostningsramme og forrentningsramme kan indeholde delvis dækning af omkostningerne og forrentning forbundet med afgørelsen.

Stk. 10. Vedrører en afgørelse om justering af omkostningsrammen og det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret en flerårig periode, kan justeringerne ikke have virkning for omkostningsrammen og det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret i den reguleringsperiode, der følger reguleringsperioden, hvor omkostningerne var afspejlet i gastransmissionsselskabets reguleringsregnskaber i hele reguleringsperioden. For efterfølgende reguleringsperioder justeres der ikke for justeringerne som følge af afgørelsen ved overgangen til en ny reguleringsperiode jf. § 6, stk. 6, og § 7, stk. 7.

§ 18. · Mulig justering – vedvarende ineffektiv§-link ↗

Såfremt transmissionsselskabets samlede omkostninger, der dækkes af omkostningsrammen i en reguleringsperiode væsentligt overskrider transmissionsselskabets samlede omkostningsramme i samme periode, skal transmissionsselskabet dokumentere årsagerne til omkostningsniveauet over for Forsyningstilsynet

Stk. 2. Forsyningstilsynet foretager på baggrund af den fremsendte dokumentation en vurdering af, hvorvidt årsagerne til, at transmissionsselskabets omkostningsniveau ligger over omkostningsrammen, er eksogene. Eksogene forhold omfatter i denne forbindelse også en cyklisk omkostningsprofil. Ved en cyklisk omkostningsprofil forstås, at transmissionsselskabet har aktiver, der er fuldt afskrevne ved reguleringens start, eller hvis transmissionsselskabet har en stor andel aktiver i sin aktivbase, hvis økonomiske levetid udrinder inden for en kort tidshorisont. Forsyningstilsynet kan anvende uafhængig ekstern bistand til denne vurdering for transmissionsselskabets regning.

Stk. 3. Vurderer Forsyningstilsynet, at transmissionsselskabets omkostningsniveau ikke skyldes eksogene forhold, og at transmissionsselskabet har undladt at reagere på reguleringens indbyggede incitament til at foretage effektiviseringer, træffer Forsyningstilsynet afgørelse om, at transmissionsselskabet anses som vedvarende ineffektiv.

Stk. 4. Hvis transmissionsselskabet er blevet identificeret som værende vedvarende ineffektiv i foregående reguleringsperiode, kan transmissionsselskabet ikke få sin omkostningsramme fuldt ud opjusteret ved overgangen til en ny reguleringsperiode. Forsyningstilsynet fastsætter omkostningsrammen under hensyn til de effektiviseringskrav, som transmissionsselskabet er blevet pålagt i den foregående reguleringsperiode. Forsyningstilsynet kan ved mindre overskridelser efter stk. 1 fastsætte rammen under hensyn til en andel af de pålagte effektiviseringskrav i foregående reguleringsperiode. Forsyningstilsynet kan endvidere ved fastsættelse af rammen tage hensyn til eventuelle elementer, der anvendes til at fastsætte effektiviseringskravet og konkrete effektiviseringsinitiativer, herunder arbejde med asset management, som transmissionsselskabet har foretaget.

Stk. 5. Afgørelser efter stk. 3 træffes i den samlede afgørelse om indtægtsrammen, § 37 d, stk. 1, i lov om gasforsyning.

Kapitel 5 · Fastsættelse af forrentning

§ 19.§-link ↗

Forsyningstilsynet fastsætter den forrentning, der kan indregnes i indtægtsrammen. Forrentningen fastsættes under hensyn til soliditetsgrad og skat.

Stk. 2. Forsyningstilsynet fastsætter forrentningssatsen for den andel af forrentningsgrundlaget som finansieres med fremmedkapital ud fra transmissionsselskabets faktiske låneomkostninger til fremmedkapital på markedsmæssige vilkår. Forsyningstilsynet kan afvige fra de faktiske låneomkostninger, hvis det er Forsyningstilsynets vurdering, at niveauet for de faktiske låneomkostningerne ikke er låneomkostninger ved effektiv drift.

Stk. 3. Forsyningstilsynet fastsætter forud for et reguleringsår en forrentningssats for egenkapitalen for transmissionsselskabet. Forsyningstilsynet kan vælge at fastsætte forrentningssatsen for egenkapitalen for en længere periode end ét reguleringsår.

Stk. 4. Forsyningstilsynet godkender transmissionsselskabets metode til justering af hensatte forpligtelser til reetablering.

Kapitel 6 · Værdiopgørelse og afskrivning m.v.

§ 20.§-link ↗

Afskrivning på aktiver aktiveres eller udgiftsføres efter reglerne i årsregnskabsloven.

Stk. 2. Såfremt et aktiv er overtaget fra et gasdistributionsselskab efter den 31. december 2022, kan værdien maksimalt fastsættes til den værdi, hvortil det er optaget i den overdragende virksomheds reguleringsregnskab.

Stk. 3. Afskrivninger i medfør af stk. 1-2 foretages lineært. Aktiver idriftsat fra den 1. januar 2023 afskrives over den standardlevetid, som Forsyningstilsynet fastsætter for forskellige typer af aktiver til brug for gastransmissionsselskabets aktivitet. For anlæg idriftsat inden 1. januar 2023 lægger Forsyningstilsynet transmissionsselskabets nuværende anvendte levetid til grund i opgørelsen af afskrivninger. Transmissionsselskabet kan ikke på et senere tidspunkt ændre levetiden for disse anlæg.

Stk. 4. Aktiver, der skrottes, straksafskrives og udgår af afskrivningsgrundlaget.

Stk. 5. Afholdte udgifter, der tilfører et aktiv nye eller forbedrede egenskaber eller på anden måde forøger det pågældende aktivs nytteværdi eller forlænger aktivets levetid, klassificeres som forbedringsudgifter og tillægges det pågældende aktivs anskaffelsesværdi. Forbedringsudgifterne afskrives lineært over aktivets restlevetid efter forbedringen.

§ 21. · Anlæg betalt af tredjemand§-link ↗

Aktiver, som er etableret af hensyn til tredjemand, og som er betalt af denne, f.eks. tilslutninger af store producentenheder, anses som straksafskrevet og indgår ikke i transmissionsselskabets forrentningsgrundlag. Ændringer af aktiver, som sker af hensyn til tredjemand, og som er betalt af denne, anses ligeledes som straksafskrevet og indgår ikke i transmissionsselskabets forrentningsgrundlag. Såfremt et aktiv betalt af tredjemand erstatter et eksisterende aktiv, som samtidig skrottes, kan transmissionsselskabet dog vælge, at det nye aktiv indgår i forrentningsgrundlaget. I dette tilfælde indgår det nye aktiv i beregningsmæssig henseende i afskrivningsgrundlaget med en værdi, svarende til det skrottede aktivs restværdi, og med en afskrivningsperiode svarende til det, der ville have været det skrottede aktivs resterende afskrivningsperiode. Transmissionsselskabet meddeler sin beslutning til Forsyningstilsynet senest ved indsendelse af reguleringsregnskabet for året, hvor anlægget erstattes og skrottes.

Stk. 2. Aktiver, der betales af tredjemand, holdes regnskabsmæssigt adskilt fra transmissionsselskabets øvrige aktiviteter. Det gælder også indtægter og omkostninger i forbindelse hermed.

Stk. 3. Såfremt der alene er tale om delvis omkostningsdækning fra tredjemand, skal der være regnskabsmæssig adskillelse mellem de dele af aktivet, der betales af tredjemand, og resten af aktivet.

Stk. 4. Såfremt der er tale om delvis omkostningsdækning fra tredjemand, skal dette fremgå af aftalen, jf. stk. 1.

Stk. 5. Indtægter fra tredjemand til dækning af driftsomkostninger modregnes i transmissionsselskabets driftsomkostninger.

Kapitel 7 · Differencer

§ 22.§-link ↗

Forsyningstilsynet træffer årligt, samtidig med sin afgørelse om transmissionsselskabets indtægtsramme, afgørelse om opgørelse af saldoen af transmissionsselskabets differencer (differencesaldo) i reguleringsåret, jf. stk. 2.

Stk. 2. Transmissionsselskabets differencesaldo opgøres som transmissionsselskabets differencesaldo fra året før reguleringsåret, tillagt den difference, der er opstået i reguleringsåret (årets difference), jf. dog stk. 3, og eventuel forrentning efter stk. 5.

Stk. 3. Transmissionsselskabet må ikke have en differencesaldo i forbrugernes favør i mere end 3 på hinanden følgende reguleringsår. 1. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt en ændring af en tidligere afgørelse medfører, at der opstår en ny differencesaldo i forbrugernes favør for det eller de reguleringsår, som afgørelsen vedrører. En sådan differencesaldo skal være afviklet inden for det reguleringsår, der følger reguleringsåret, hvor den nye afgørelse blev truffet, medmindre Forsyningstilsynet godkender en længere afviklingsperiode.

Stk. 4. For hvert reguleringsår, hvor opgørelsen efter stk. 2 resulterer i en differencesaldo i forbrugernes favør, skal transmissionsselskabet forelægge Forsyningstilsynet en plan for afviklingen af reguleringsårets aktuelle differencesaldo til Forsyningstilsynets godkendelse.

Stk. 5. En differencesaldo i forbrugernes favør forrentes fra den 1. juli i det reguleringsår, hvor differencesaldoen i forbrugernes favør er opstået, med en procentsats fastsat i henhold til § 19. Resulterer opgørelsen efter stk. 2 i en differencesaldo i forbrugernes favør i flere på hinanden følgende reguleringsår, udgør beløbet, der skal forrentes fra den 1. juli i reguleringsåret, årets difference i forbrugernes favør. Den øvrige del af differencesaldoen i forbrugernes favør forrentes for hele reguleringsåret.

Stk. 6. Såfremt der træffes en afgørelse, som ændrer en tidligere afgørelse, og afgørelsen medfører, at der opstår en ny differencesaldo i forbrugernes favør for det eller de reguleringsår, som afgørelsen vedrører, forrentes differencesaldoen i forbrugernes favør fra tidspunktet for den nye afgørelse.

Stk. 7. Transmissionsselskabets differencesaldo i egen favør kan højst udgøre 25 pct. af transmissionsselskabets indtægtsramme i reguleringsåret, og overskydende beløb bortfalder.

Stk. 8. Forsyningstilsynet kan dispensere midlertidigt fra stk. 7, for transmissionsselskabet, såfremt transmissionsselskabet har oparbejdet en væsentlig difference som følge af et særligt forhold.

Stk. 9. Afvikling af en differencesaldo i forbrugernes favør sker ved, at transmissionsselskabet undlader at opkræve en del af de indtægter, som transmissionsselskabet, i forhold til sine indtægtsrammer i de to reguleringsår, som følger det reguleringsår, for hvilket en differencesaldo i forbrugernes favør først er opgjort, ellers ville være berettiget til at opkræve. Afvikling af en difference i egen favør sker ved, at transmissionsselskabet opkræver indtægter ud over de indtægter, som transmissionsselskabet i forhold til sin indtægtsramme og inden for rammerne af stk. 3, ellers er berettiget til at opkræve.

Kapitel 8 · Aflæggelse af reguleringsregnskab

§ 23.§-link ↗

Transmissionsselskabets reviderede reguleringsregnskab, jf. § 24, stk. 2, skal være kommet frem til Forsyningstilsynet senest den 1. juni i året efter reguleringsåret.

Stk. 2. Reguleringsregnskabet skal aflægges i Forsyningstilsynets online anmeldelsessystem.

Stk. 3. Transmissionsselskabets tegningsberettigede i henhold til § 135 i selskabsloven, skal afgive en ledelsespåtegning på reguleringsregnskabet ved anvendelse af blanket, jf. bilag 2. Den ledelsespåtegnede blanket, jf. bilag 2, skal ledsage reguleringsregnskabet.

Stk. 4. Forsyningstilsynet offentliggør reguleringsregnskabet på Forsyningstilsynets hjemmeside.

§ 24. · Revision§-link ↗

Transmissionsselskabet skal lade reguleringsregnskabet revidere af en godkendt revisor.

Stk. 2. Revisionen skal gennemføres i overensstemmelse med revisionsinstruksen i bilag 3.

Stk. 3. Revisor skal afgive en revisionserklæring ved anvendelse af revisionsinstruksen, jf. bilag 4. Revisionserklæringen skal ledsage transmissionsselskabets reguleringsregnskab.

Kapitel 9 · Regnskabsoplysninger mv.

§ 25.§-link ↗

Transmissionsselskabet skal udarbejde, lade revidere og aflægge årlige reguleringsregnskaber for aktiviteterne til Forsyningstilsynet.

Stk. 2. Reguleringsregnskabet består af følgende: 1) Transmissionsselskabets regnskabsoplysninger i medfør af § 26, stk. 1, med tilhørende noter, herunder en forklarende note til afstemning mellem reguleringsregnskabet og transmissionsselskabets årsrapport. 2) En ledelsesberetning, der opfylder årsregnskabslovens § 99, stk. 1, nr. 2, 3, 4, 5 og 9. Ledelsesberetningen skal endvidere indeholde oplysning om anvendt regnskabspraksis og redegørelse for eventuel ændring af regnskabsmæssige skøn og regnskabspraksis, herunder hvilke regnskabsposter der er påvirket af ændringen. 3) En ledelsespåtegning, jf. § 23, stk. 3. 4) En revisorerklæring, jf. § 24 stk. 3.

Stk. 3. Reguleringsregnskabet skal udarbejdes i overensstemmelse med principperne i årsregnskabsloven medmindre andet er fastsat i lov om gasforsyning eller regler udstedt i medfør af loven.

§ 26.§-link ↗

Reguleringsregnskabet skal indeholde følgende regnskabsoplysninger: 1) Indtægter, jf. § 2, nr. 7, fordelt på: a) Andre indtægter. b) Indtægter, der følger aktiviteter som følge af varetagelse som transmissionsselskab. 2) Omkostninger, jf. § 2, nr. 9, fordelt på: a) Driftsomkostninger, jf. § 2, nr. 3. b) Afskrivninger, jf. § 2, nr. 1. c) Omkostninger til systemdrift, jf. § 2, nr. 14, dog eksklusiv litra d. d) Omkostninger til indkøb pålagt transmissionsselskaber i relation til eksempelvis opretholdelse af gasforsyningsstandarden efter artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1938/EU af 25. oktober 2017 om foranstaltninger til opretholdelse af gasforsyningssikkerheden og ophævelse af forordning (EU) nr. 994/2010. 3) Den bogførte værdi ultimo reguleringsåret af transmissionsselskabets aktiver til forrentning, jf. § 2, nr. 2. 4) Transporteret gas, jf. § 2, nr. 17. 5) Færre omkostninger i forhold til de omkostninger, der er lagt til grund ved fastsættelsen af indtægtsrammen, til aktiviteten i medfør af bekendtgørelse af lov om Energinet § 2, stk. 2, jf. §§ 12-15. 6) Forøgede omkostninger i forhold til de omkostninger, der er lagt til grund ved fastsættelsen af indtægtsrammen, til aktiviteten i medfør af § 2, stk. 2, i lov om Energinet, jf. §§ 12-15. 7) Reetableringsforpligtigelser og det bagvedliggende datagrundlag.

Kapitel 10 · Korrektion af regnskabsoplysninger

§ 27.§-link ↗

Transmissionsselskabet kan skriftligt ansøge Forsyningstilsynet om at få korrigeret regnskabsoplysningerne, jf. § 26, i et aflagt reguleringsregnskab. Forsyningstilsynet kan alene korrigere for ansøgte korrektioner til regnskabsoplysninger, såfremt korrektionen 1) er væsentlig, jf. stk. 2, 2) gennemføres ved aflæggelse af et nyt reguleringsregnskab, jf. § 26 stk. 1, hvor korrektionen er ledelsespåtegnet, jf. § 23, stk. 3, og revisorpåtegnet uden forbehold, 3) er indsendt til Forsyningstilsynet senest tre år efter fristen for gastransmissionsselskabets aflæggelse af det reguleringsregnskab, der korrigeres, 4) har betydning for fastsættelsen af indtægtsrammen i det reguleringsår, som reguleringsregnskabet angår, eller har betydning for fastsættelsen af indtægtsrammen i næste reguleringsperiode, og 5) angår enten fejlagtige oplysninger eller berigtiger ulovlige forhold.

Stk. 2. En korrektion, jf. stk. 1, er væsentlig, hvis denne vil medføre en ændring af en regnskabsoplysning i et aflagt reguleringsregnskab på 10 pct. i det reguleringsår, korrektionen vedrører, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Transmissionsselskabet skal uden ugrundet ophold underrette Forsyningstilsynet om fejlagtige oplysninger eller ulovligheder i aflagte reguleringsregnskaber, som påvirker transmissionsselskabets differencessaldo, hvor en korrektion af den fejlagtige oplysning eller ulovlighed vil være i kundens favør.

Stk. 4. Forsyningstilsynet kan af egen drift korrigere konstaterede fejlagtige oplysninger eller ulovlige forhold i transmissionsselskabets aflagte reguleringsregnskab, såfremt korrektionen er i kundernes favør.

Stk. 5. Korrektioner skal være i overensstemmelse med stk. 1-3 for at kunne danne grundlag for en ændring af afgørelser truffet i henhold til § 4.

Stk. 6. Transmissionsselskabet må ikke korrigere den beløbsmæssige effekt af fejl eller ændring af regnskabsmæssige skøn og regnskabspraksis ved, at transmissionsselskabet indregner den beløbsmæssige effekt direkte på egenkapitalen primo ved aflæggelse af et senere reguleringsregnskab (primokorrektion).

Kapitel 11 · Klageadgang

§ 28.§-link ↗

Forsyningstilsynets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed end Energiklagenævnet.

Stk. 2. Klagen som nævnt i stk. 1 skal være indgivet skriftligt til Energiklagenævnet inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt.

Kapitel 12 · Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 29.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2023.

Stk. 2. Bekendtgørelsen har virkning for indtægtsramme fra og med 2023.

§ 30. · Effektiviseringskrav for 2023§-link ↗

For reguleringsåret 2023 består effektiviseringskravet af et generelt effektiviseringskrav, som fastsættes med udgangspunkt i produktivitetsudviklingen i en eller flere sammenlignelige brancher, jf. § 10.

§ 31. · Differencer i første reguleringsperiode og anden reguleringsperiode§-link ↗

Transmissionsselskabets differencesaldo for reguleringsåret 2023 udgøres af transmissionsselskabets samlede difference ultimo 2022 opgjort efter regler i § 7 i bekendtgørelse nr. 816, af den 27. juni 2016 om økonomisk regulering af Energinet.dk., tillagt den difference, der er opstået i reguleringsåret 2023, tillagt forrentning efter § 22, stk. 5, korrigeret for regulatoriske tilgodehavender, som ikke tidligere har indgået i opgørelsen af differencer og tillagt den difference, der er opstået i reguleringsåret 2023, tillagt forrentning efter § 22, stk. 5.

Stk. 2. Omkostninger til reetableringsforpligtigelser for anlæg idriftsat inden 2005, og som ikke tidligere er blevet opkrævet i tarifferene i perioden 2005 – 2022, kan opkræves ud over indtægtsrammen. Dette vil ikke indgå i opgørelsen af differencesaldoen i første og anden reguleringsperiode. Afviklingsperioden skal godkendes af Forsyningstilsynet pr. 1 juni 2023 og afviklingen skal ske lineært.

§ 32. · Omkostningsramme i første reguleringsperiode§-link ↗

Omkostningsramme i første reguleringsperiode udgør de gennemsnitlige driftsomkostninger i årene 2020-2021 og afskrivninger fra året 2022. De enkelte års driftsomkostninger inden gennemsnitsberegningen er justeret for følgende forhold: 1) Pristalsudvikling til og med 2023, og hvor nr. 2 ligeledes er justeret for pristalsudvikling til og med 2023. Afskrivninger på aktiver, som der ikke skal foretages reinvesteringer i, bliver ikke pristalsreguleret. 2) Justeringer af driftsomkostningerne som følge af afgørelser, som Forsyningstilsynet har truffet på baggrund af forhold omfattet af §§ 12-15, og som er gældende for reguleringsårene 2020-2022. 3) Justeret for ændret afskrivningsperiode og afskrivningsprincipperne i forbindelse med reinvesteringer i aktiver, såfremt gastransmissionsselskabet har fået godkendt en ansøgning herom af Forsyningstilsynet.

Stk. 2. Omkostningsrammen justeres inden for reguleringsperioden 2023-2026 for: 1) Pristalsudvikling til og med reguleringsåret. Afskrivninger på aktiver, som der ikke skal foretages reinvesteringer i, bliver ikke pristalsreguleret. 2) Justeringer som følge af afgørelser, som Forsyningstilsynet har truffet på baggrund af forhold omfattet af §§ 12-15, og som er gældende for reguleringsåret. 3) Justering af afskrivninger for reinvesteringer i færdigafskrevne aktiver, der fortsat er i drift ved starten af første reguleringsperiode.

§ 33. · Forrentningsramme i første reguleringsperiode§-link ↗

Transmissionsselskabets forrentningsramme i første reguleringsperiode fastsættes på grundlag af den bogførte værdi af transmissionsselskabets aktiver som opgjort den 31. december 2022.