Bekendtgørelse nr. 1443 · 2022

Historisk

Bekendtgørelse om gasdistributionsselskabernes reguleringsregnskaber

Bekendtgørelse om gasdistributionsselskabernes reguleringsregnskaber

Dokumentdato: 9. nov. 2022Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse finder anvendelse på gasdistributionsselskabernes aflæggelse af reguleringsregnskab til Forsyningstilsynet.

Stk. 2. Regnskabsåret er kalenderåret.

§ 2.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved følgende: 1) Reguleringsåret: Kalenderåret. 2) Kostpris: Det beløb, der er ydet som vederlag for aktivet, uanset dette er anskaffet fra en ekstern part eller internt fremstillet.

Kapitel 2 · Regnskabsoplysninger mv.

§ 3.§-link ↗

Gasdistributionsselskaber skal udarbejde, lade revidere og aflægge årlige reguleringsregnskaber for selskabets bevillingspligtige aktiviteter til Forsyningstilsynet.

Stk. 2. Reguleringsregnskabet skal udarbejdes i overensstemmelse med principperne i årsregnskabsloven medmindre andet er fastsat i lov om gasforsyning. Herudover skal reguleringsregnskabet indeholde oplysninger, redegørelse og dokumentation som nævnt i § 4.

§ 4.§-link ↗

Reguleringsregnskabet skal indeholde følgende oplysninger: 1) Indtægter, jf. § 2, nr. 11, i bekendtgørelse om indtægtsrammer for gasdistributionsselskaber, herunder andre indtægter, jf. § 2, nr. 4, i bekendtgørelse om indtægtsrammer for gasdistributionsselskaber. 2) Driftsomkostninger, jf. § 2, nr. 7, i bekendtgørelse om indtægtsrammer for gasdistributionsselskaber, heraf: a) omkostninger til indkøb af energi, lønninger, tjenesteydelser, administration, vedligeholdelse og andre driftsomkostninger, b) omkostninger omfattet af § 9, stk. 1, nr. 2, i lov om gasforsyning, og c) omkostninger/finansieringsomkostninger til tab på debitorer. 3) Den bogførte værdi ultimo reguleringsåret af gasdistributionsselskabernes aktiver til brug for selskabets aktiviteter, som er idriftsat økonomisk. 4) Afskrivninger af aktiver til selskabets aktiviteter, som er økonomisk idriftsat. 5) Fysisk gasnettab. 6) Leveret gas, jf. § 2, nr. 12, i bekendtgørelse om indtægtsrammer for gasdistributionsselskaber. 7) Antal afregningsmålere. 8) Antal stationer.

Stk. 2. Reguleringsregnskabet skal indeholde redegørelse for ændringer af regnskabsmæssig skøn og regnskabspraksis i forhold til seneste udmeldte regnskabsmæssige skøn og regnskabspraksis. Endvidere skal gasdistributionsselskabet redegøre for, hvilke regnskabsposter der er påvirket af ændringen.

Stk. 3. Reguleringsregnskabet skal indeholde dokumentation for gasdistributionsselskabernes eventuelle ansøgninger om forhøjelse af indtægtsrammen efter §§ 11-13 og om forhøjelse af omkostningsrammen og justering af det samlede forrentningsgrundlag efter § 20, stk. 1-3, i bekendtgørelse om indtægtsrammer for gasdistributionsselskaber.

Kapitel 3 · Aflæggelse af reguleringsregnskab

§ 5.§-link ↗

Gasdistributionsselskabernes reviderede reguleringsregnskab skal være kommet frem til Forsyningstilsynet senest den 30. juni i året efter reguleringsåret.

Stk. 2. Reguleringsregnskabet skal aflægges i Forsyningstilsynets online anmeldelsessystem.

Stk. 3. Gasdistributionsselskabernes tegningsberettigede skal i henhold til § 135 i selskabsloven, afgive en ledelsespåtegning på reguleringsregnskabet ved anvendelse af blanket, jf. bilag 1. Den ledelsespåtegnede blanket, jf. bilag 1 skal ledsage gasdistributionsselskabernes reguleringsregnskab.

Stk. 4. Forsyningstilsynet offentliggør reguleringsregnskabet på Forsyningstilsynets hjemmeside.

§ 6. · Revision§-link ↗

Gasdistributionsselskaberne skal lade reguleringsregnskabet revidere af en godkendt revisor.

Stk. 2. Revisionen skal gennemføres i overensstemmelse med revisionsinstruksen i bilag 2.

Stk. 3. Revisor skal afgive en revisionserklæring ved anvendelse af revisionsinstruksen, jf. bilag 2. Revisionserklæringen skal ledsage gasdistributionsselskabets reguleringsregnskab.

Kapitel 4 · Korrektion

§ 7.§-link ↗

Gasdistributionsselskaberne kan skriftligt ansøge Forsyningstilsynet om at få korrigeret regnskabsoplysningerne, jf. § 4, stk. 1, i et aflagt reguleringsregnskab. Forsyningstilsynet kan alene korrigere for ansøgte korrektioner til regnskabsoplysninger, såfremt korrektionen: 1) er væsentlig, jf. stk. 2, 2) gennemføres ved aflæggelse af et nyt reguleringsregnskab, hvor korrektionen er ledelsespåtegnet, jf. § 5, stk. 3, og revisorpåtegnet uden forbehold, 3) er indsendt til Forsyningstilsynet senest tre år efter fristen for gasvirksomhedens aflæggelse af det reguleringsregnskab, der korrigeres, 4) har betydning for fastsættelsen af indtægtsrammen i det reguleringsår, som reguleringsregnskabet angår, eller har betydning for fastsættelsen af indtægtsrammen i næste reguleringsperiode, og 5) angår enten fejlagtige oplysninger eller berigtiger ulovlige forhold.

Stk. 2. En korrektion, jf. stk. 1, er væsentlig, hvis denne vil medføre en ændring af en regnskabsoplysning i et aflagt reguleringsregnskab på 10 pct. i det reguleringsår, korrektionen vedrører, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Gasdistributionsselskaber skal uden ugrundet ophold underrette Forsyningstilsynet om fejlagtige oplysninger eller ulovligheder i aflagte reguleringsregnskaber, som påvirker et gasdistributionsselskabs differencesaldo, hvor en korrektion af den fejlagtige oplysning eller ulovlighed vil være i kundens favør.

Stk. 4. Forsyningstilsynet kan af egen drift korrigere konstaterede fejlagtige oplysninger eller ulovlige forhold i gasdistributionsselskabets aflagte reguleringsregnskab, såfremt korrektionen er i kundernes favør.

Stk. 5. Korrektioner skal være i overensstemmelse med stk. 1-3 for at kunne danne grundlag for en ændring af afgørelser truffet i henhold til § 3 i bekendtgørelse om indtægtsrammer for gasdistributionsselskaber.

Stk. 6. Gasdistributionsselskabet må ikke korrigere den beløbsmæssige effekt af fejl eller ændring af regnskabsmæssige skøn og regnskabspraksis ved, at gasdistributionsselskabet indregner den beløbsmæssige effekt direkte på egenkapitalen primo ved aflæggelse af et senere reguleringsregnskab (primokorrektion).

Kapitel 5 · Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 8.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2023.

Stk. 2. Bekendtgørelsen har virkning for gasdistributionsselskabernes aflæggelse af reguleringsregnskaber fra og med reguleringsåret 2023.