Bekendtgørelse nr. 1148 · 2022

Historisk

Bekendtgørelse om frugtplanter og frugtplanteformeringsmateriale

Bekendtgørelse om frugtplanter og frugtplanteformeringsmateriale

Dokumentdato: 20. jul. 2022Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde m.v.

§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗

Bekendtgørelsen finder anvendelse for produktion og salg af frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter i henhold til direktiv 2008/90/EF om afsætning af frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter bestemt til frugtproduktion.

§ 2. · Definitioner§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Planter til plantning: Planter, der er plantet og skal forblive plantet eller genplantes, og planter, der ikke er plantet, men som skal plantes. 2) Plantning: Enhver anbringelse af planter eller plantedele i et voksemedium med det formål at sikre deres vækst eller formering. 3) Registreret leverandør: En virksomhed registreret efter § 3, stk. 1. 4) Salg: Enhver form for afsætning, markedsføring, udbud til salg, levering, overførsel eller overdragelse mod vederlag eller vederlagsfrit. 5) Frugtplanteformeringsmateriale: Frø, plantedele og alt andet plantemateriale, herunder grundstammer, af slægter og arter nævnt i bilag 3, del I, afsnit A, nr. 2, der er bestemt til formering og produktion af frugtplanter. 6) Frugtplanter: Planter af slægter og arter nævnt i bilag 5, del I, afsnit A, nr. 2, der efter afsætning er bestemt til plantning eller genplantning. 7) Frugtplantesort: En bestand af planter inden for en enkelt botanisk taksonomisk gruppe af laveste kendte rang, der kan a) defineres på grundlag af forekomsten af karakteristika, der skyldes en given genotype eller kombination af genotyper, b) skelnes fra enhver anden bestand af planter på grundlag af forekomsten af mindst et af de nævnte karakteristika og c) betragtes som en enhed, hvad angår deres egnethed til at blive formeret uforandret. 8) Frugtplanteklon: Et vegetativt genetisk ensartet afkom af en enkelt plante. 9) Parti: Et antal enheder af samme produkt, som er karakteriseret ved ensartethed med hensyn til sammensætning og oprindelse. 10) CAC-materiale (Conformitas Agraria Communitatis): Formeringsmateriale og frugtplanter af de slægter og arter, der er nævnt i bilag 3, del I, afsnit A, nr. 2, og som opfylder minimumskravene for godkendelse til salg, jf. § 11. 11) Lukning: En pakning eller beholder, der er lukket på en sådan måde, at pakningen eller beholderen ikke kan åbnes, uden at lukningen beskadiges, eller et bundt, der er bundet på en sådan måde, at planter eller plantedele, der indgår i bundtet, ikke kan udskilles uden at beskadige bindebåndet eller -båndene. 12) Moderplante: En identificeret plante bestemt til formering. 13) Kandidat-kernemoderplante: En moderplante, som leverandøren agter at få accepteret som kernemoderplante. 14) Kernemoderplante: En moderplante bestemt til produktion af kerneplanter. 15) Moderplante til basismateriale: En moderplante bestemt til produktion af basismateriale. 16) Certificeret moderplante: En moderplante bestemt til produktion af certificeret materiale. 17) Frugtbærende plante: En plante, der er opformeret fra en moderplante og dyrkes med henblik på frugtproduktion, således at det er muligt at kontrollere moderplantens sortsidentitet. 18) Masseopformering: Vegetativ produktion af moderplanter med det formål at frembringe et tilstrækkeligt antal moderplanter af samme kategori. 19) Kryopræservering: Vedligeholdelse af plantemateriale ved nedkøling til ultralave temperaturer med det formål at opretholde materialets levedygtighed.

Kapitel 2 · Registrering

§ 3.§-link ↗

Følgende virksomheder skal registreres som leverandører af planter: 1) Virksomheder, der med henblik på salg producerer planter til plantning, herunder dog kun frø af slægter og arter nævnt i bilag 3, del I, afsnit A, nr. 2. 2) Virksomheder, der en gros sælger materiale nævnt i bilag 3, del I, afsnit A, nr. 2, til erhvervsmæssigt videresalg eller anvendelse.

Stk. 2. Ansøgning om registrering indsendes til Landbrugsstyrelsen og skal ske på et skema, der fås hos styrelsen eller på styrelsens hjemmeside.

Stk. 3. En registreret leverandør skal skriftligt underrette Landbrugsstyrelsen om ændringer i forhold, der har betydning for registreringen.

§ 4.§-link ↗

Landbrugsstyrelsen kan godkende en leverandør af frugtplanter og frugtplanteformeringsmateriale, der er registreret efter § 3, stk. 1, nr. 1, til 1) opbevaring af kandidat-kernemoderplanter, produktion og opbevaring af kerneplanter og etablering af eliteplanter, 2) opbevaring og produktion af kerneplanter og produktion af certificerede planter klasse AAE, 3) produktion af certificerede planter klasse AA eller 4) produktion af certificerede planter klasse A.

Stk. 2. Godkendelse efter stk. 1 meddeles, når styrelsen har konstateret, at den registrerede leverandør opfylder kravene i bilag 5, del A, afsnit 1. Godkendelsen kan omfatte alle de anførte kategorier og kan begrænses til dele af leverandørens produktion.

§ 5.§-link ↗

Registrerede leverandører skal til stadighed opfylde forpligtigelserne i bilag 4.

Kapitel 3 · Godkendelser til at udstede etiketter

§ 6.§-link ↗

Landbrugsstyrelsen kan godkende registrerede leverandører, der er godkendt efter § 4, til at udstede og forsyne certificerede frugtplanter med etiket. Etiketter skal anvendes i overensstemmelse med bestemmelserne i Bilag 3, del I, afsnit B.

Stk. 2. Etikettens udformning skal være godkendt af Landbrugsstyrelsen.

Stk. 3. Landbrugsstyrelsen kan tilbagekalde godkendelsen til at udstede etiketter, hvis virksomheden ikke overholder bestemmelserne i § 15.

Kapitel 4 · Produktion og salg

§ 7. · Forpligtelser for registrerede leverandører§-link ↗

Registrerede leverandører skal tilrettelægge og gennemføre deres produktion og salg af planter nævnt i bilag 2 efter retningslinjerne i bilaget.

§ 8. · Krav til planterne ved produktion og salg§-link ↗

Sorter af frugtplanter og formeringsmateriale heraf, jf. bilag 3, del I, afsnit A, nr. 2, til kommerciel udnyttelse i forbindelse med fødevareproduktion, må kun sælges, hvis 1) sorten er beskyttet i henhold til lov om plantenyheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 10 af 4. januar 2017, eller i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 om EF-sortsbeskyttelse, eller sorten er genstand for en ansøgning om sortsbeskyttelse, 2) sorten er officielt registeret i Danmark eller i en anden EU-medlemsstat, eller sorten er genstand for ansøgning om en officiel registrering, 3) sorten før 30. september 2012 har været solgt i en stat, der er medlem af Den Europæiske Union, og har en officielt anerkendt beskrivelse, eller 4) sorten er uden egentlig kommerciel produktionsværdi og har en officielt anerkendt beskrivelse, og formeringsmateriale og frugtplanterne er afsat som CAC-materiale i Danmark, og leverandørdokumentet, jf. bilag 3, del I, afsnit A, indeholder en henvisning til nærværende bestemmelse.

Stk. 2. Sorter af genetisk modificerede frugtplanter og formeringsmateriale må endvidere kun sælges, hvis sorten er godkendt til dyrkning og produktion i Den Europæiske Union. Er materialet af en genetisk modificeret sort bestemt til anvendelse som fødevare eller som et foderstof, jf. artikel 3 og 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer, kan sorten kun sælges, når den er godkendt i henhold til nævnte forordning. Hvis materialet er genetisk modificeret, skal dette oplyses på alle mærkater og dokumenter, der vedrører materialet.

Stk. 3. Uanset stk. 1 kan Landbrugsstyrelsen tillade salg af begrænsede mængder af frugtplanter og formeringsmateriale heraf til anvendelse her i landet, hvis materialet er bestemt til 1) forsøg eller videnskabelige formål, 2) udvælgelsesarbejde eller 3) at bidrage til bevarelsen af den genetiske diversitet.

Stk. 4. Registrerede leverandører skal for det i stk. 3, nr. 3, nævnte materiale føre en liste med en detaljeret beskrivelse af sorten. Listen skal indeholde følgende oplysninger: 1) Sortsnavn, eventuelt med angivelse af sortens almindeligt kendte synonymer. 2) Sortsbeskrivelse, mindst på grundlag af sortens kendetegn og udtryk, efter retningslinjer fastsat af Landbrugsstyrelsen. 3) Så vidt muligt, hvordan sorten afviger fra de andre sorter, der ligner den mest.

Stk. 5. Frugtplanter og formeringsmateriale heraf, jf. bilag 3, del I, afsnit A, nr. 2, må sælges som CAC-materiale, hvis betingelserne i bilag 2, del B, er opfyldt.

Stk. 6. CAC-materiales ægthed i forhold til dets sortsbeskrivelse fastslås og kontrolleres derefter løbende af den registrerede leverandør på grundlag af observation af forekomsten af sortens karakteristika. Observationen baseres på et af følgende elementer: 1) Den officielle beskrivelse for registrerede sorter, jf. Kommissionens gennemførelsesdirektiv 2014/97/EU, og for sorter, der er retligt beskyttet i kraft af sortsbeskyttelse. 2) Den beskrivelse, der ledsager ansøgningen for sorter, der er genstand for en ansøgning om registrering i en medlemsstat, jf. Kommissionens gennemførelsesdirektiv 2014/97/EU. 3) Den beskrivelse, der ledsager en ansøgning om sortsbeskyttelse. 4) Den officielt anerkendte beskrivelse af en sort, jf. artikel 7, stk. 2, litra c), nr. iii), i Rådets direktiv 2008/90/EF.

Stk. 7. Frugtplanter og formeringsmateriale produceret ud fra kernemoderplanter, moderplanter til basismateriale og certificerede moderplanter eller CAC-materiale, der fandtes inden den 1. januar 2017, og som er blevet officielt certificeret eller opfylder betingelserne for klassificering som CAC-materiale før den 31. december 2022, må sælges i Danmark indtil den 31. december 2022. Sådant formeringsmateriale og sådanne frugtplanter skal, når det afsættes, være identificeret med en henvisning til artikel 32 i Kommissionens gennemførelsesdirektiv 2014/98/EU på etiketten og i et følgedokument.

§ 9. · Krav til planterne ved produktion og salg§-link ↗

CAC-materiale skal, ved visuel inspektion foretaget af leverandøren, af faciliteter, marker og partier på produktionstrinnet findes praktisk taget frit for de skadegørere, der er opført i bilag 7, del A og B, for den pågældende slægt eller art, medmindre andet er anført i bilag 7, del C.

Stk. 2. Leverandøren foretager prøveudtagning og test af materialet fra en identificeret kilde eller CAC-materialet vedrørende de regulerede ikke-karantæneskadegørere, der er opført i bilag 7, del B, og i overensstemmelse med kravene i bilag 7, del C, for den pågældende slægt eller art og kategori.

Stk. 3. I tilfælde af tvivl om, hvorvidt de i bilag 7, del A, opførte regulerede ikke-karantæneskadegørere er til stede, skal leverandøren foretage prøveudtagning og test af materialet fra en identificeret kilde eller det pågældende CAC-materiale.

Stk. 4. CAC-formeringsmateriale og CAC-frugtplanter i partier efter produktionstrinnet må kun afsættes, hvis formeringsmaterialet eller frugtplanterne ved visuel inspektion foretaget af leverandøren er fundet fri for tegn eller symptomer på de i bilag 7, del A og B, opførte skadegørere.

Stk. 5. Leverandøren skal træffe foranstaltninger for at sikre overholdelse af kravene i stk. 1, jf. bilag 7, del C, for den pågældende slægt eller art og kategori.

Stk. 6. Stk. 1-5 finder ikke anvendelse på CAC-materiale under kryopræservering.

§ 10. · Godkendelse som kerne-, elite- eller certificerede planter og basis- eller certificeret materiale§-link ↗

Landbrugsstyrelsen kan godkende planter af arter af frugtplanter omfattet af bilag 3, del I, afsnit A, nr. 2, produceret her i landet som: 1) Kerneplanter, hvis de a) er udvalgt af sortsejeren på grund af deres særlige genetiske egenskaber, b) har oprindelse direkte i en kernemoderplante og er produceret og opbevaret efter bestemmelser i bilag 5, del A, og c) er frie for skadegørerne nævnt i bilag 5, del A, afsnit 5, og bilag 7, del A og B, for den pågældende slægt eller art. 2) Basismateriale, hvis de a) har oprindelse direkte i moderplanter til basismateriale eller i planter frembragt ved opformering på grundlag af moderplanter til basismateriale, b) er produceret og opbevaret efter bestemmelserne i bilag 5, del A, afsnit 3, a), og bilag 5, del A, afsnit 5, c) er frie for skadegørerne nævnt i bilag 5, del A, afsnit 5, og bilag 7, del A og B, for den pågældende slægt eller art, d) har været underlagt leverandørens visuelle inspektion, prøveudtagning og test, som angivet i bilag 7, del C, for den pågældende slægt eller art, og e) maksimalt bruges i det tidsrum og maksimalt opformeres i det antal generationer, som er anført i bilag 6. 3) Certificeret materiale, hvis de a) har dokumenteret oprindelse i certificerede moderplanter eller moderplanter til basismateriale, b) er produceret efter bestemmelserne i bilag 5, del A, c) er frie for skadegørerne nævnt i bilag 5, del A, afsnit 5, samt bilag 7, del A og B, for den pågældende slægt eller art, og d) har været underlagt leverandørens visuelle inspektion, prøveudtagning og test, som angivet i bilag 7, del C, for den pågældende slægt eller art.

Stk. 2. Planter af arter af frugtplanter, der er udvalgt som kandidat-kernemoderplanter, men som endnu ikke er godkendt efter stk. 1, nr. 1, kan sælges, hvis de opfylder betingelserne i § 11. Planterne må ikke sælges med betegnelsen kandidat-kernemoderplanter.

§ 11. · Godkendelse af planter og planteprodukter til salg§-link ↗

Planter nævnt i bilag 3, del I, afsnit A, nr. 2, skal opfylde kravene nævnt i bilag 5, del A, og være frie for de planteskadegørere, der nævnes i bilag 5, del A, afsnit 5, og i bilag 7, del A og B.

Stk. 2. Planter nævnt i bilag 3, del I, afsnit A, nr. 2, der er produceret uden for Den Europæiske Union, kan indføres og sælges, hvis planterne er ligestillet med planter produceret inden for Den Europæiske Union. Dette gælder ligeledes frugtplanter og formeringsmateriale heraf, der indføres med henblik på anvendelse i egen virksomhed.

§ 12. · Godkendelse af planter og planteprodukter til salg§-link ↗

Har Landbrugsstyrelsen begrundet mistanke om, at et parti planter eller planteprodukter ikke opfylder kravene i § 11, stk. 1, eller kan et parti planter eller planteprodukter ikke efterses, må partiet ikke sælges. Skønner Landbrugsstyrelsen, at planterne eller planteprodukterne efter gennemførelse af egnede foranstaltninger vil kunne godkendes ved et nyt eftersyn, må planterne eller planteprodukterne ikke sælges eller flyttes, før eftersynet er udført.

Stk. 2. Planter eller planteprodukter, hvor der udtages prøver med henblik på afklaring af, om planterne eller planteprodukterne opfylder kravene i § 11, stk. 1, må ikke fjernes fra salgsstedet uden Landbrugsstyrelsens skriftlige tilladelse.

§ 13. · Godkendelse af planter og planteprodukter til salg§-link ↗

Planter og planteprodukter, der ikke opfylder betingelserne for godkendelse til salg eller for at blive sat i karantæne, skal tilintetgøres. Landbrugsstyrelsen kan fastsætte en frist for tilintetgørelsen. Virksomheden eller leverandøren skal på forlangende dokumentere, at tilintetgørelse har fundet sted.

§ 14. · Godkendelse af planter og planteprodukter til salg§-link ↗

Planter omfattet af § 8 skal være mærket i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag 3, del I.

Stk. 2. Mærkningen med etiket skal være foretaget af Landbrugsstyrelsen eller af en registreret leverandør, der er godkendt efter § 4.

Stk. 3. Etiketten må ikke anvendes til andre planter end dem, de oprindeligt er udstedt til.

§ 15. · Godkendelse af planter og planteprodukter til salg§-link ↗

Ved salg af frugtplanter skal kerneplanter, basismateriale og certificeret materiale ligeledes været pakket og lukket efter bestemmelserne i bilag 3, del II, nr. 1.

Stk. 2. Kategorier af certificeret materiale og planter skal holdes adskilt. Sker der en sammenblanding af kategorierne, kan materiale og planter kun sælges som den laveste kategori.

Kapitel 5 · Kontrol

§ 16.§-link ↗

Landbrugsstyrelsen kan godkende en registreret leverandør til selv at føre kontrol med, at kravene i bilag 2, 3 og 4, del A, er overholdt ved produktion og salg. Styrelsen fører tilsyn med kontrollen.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte godkendelse kan tilbagekaldes, hvis retningslinjerne i bilag 4, del A, ikke overholdes.

Stk. 3. Ved Landbrugsstyrelsens inspektioner hos den registrerede leverandør af frugtplantemateriale lægges der særlig vægt på egnetheden og den faktiske anvendelse af de metoder, som leverandøren anvender til kontrol af de enkelte kritiske punkter i produktionsprocessen, samt det generelle kompetenceniveau blandt leverandørens personale i forhold til udøvelsen af de relevante aktiviteter.

Kapitel 6 · Straf

§ 17.§-link ↗

Overtrædelse af § 3, stk. 1, § 5, §§ 7-9, og §§ 12-15 straffes med bøde.

Stk. 2. Undladelse af at underrette Landbrugsstyrelsen om ændringer i forhold, der har betydning for registreringen, jf. § 3, stk. 3, straffes med bøde.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 18. · Overtrædelser, der kan søges afgjort ved bødeforelæg§-link ↗

I sager om overtrædelser omfattet af plantelovens § 24, stk. 1, nr. 3-5, der ikke skønnes at medføre højere straf end bøde, kanLandbrugsstyrelsen i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde, som angivet i bødeforelægget.

§ 19. · Overtrædelser, der kan søges afgjort ved bødeforelæg§-link ↗

Vedtages bøden inden den frist, der er angivet i bødeforelægget, bortfalder videre strafforfølgning. Vedtagelsen af et bødeforelæg har samme virkning som en dom. Fristen kan efter anmodning forlænges af Landbrugsstyrelsen.

Stk. 2. Vedtagelse sker ved returnering af bødeforelægget til Landbrugsstyrelsen i underskrevet stand eller ved betaling af bøden.

Stk. 3. Betaling af bøden kan ske ved at indbetale beløbet på det kontonummer, der oplyses i bødeforelægget.

Stk. 4. Vedtagelse af bøden er ikke betinget af betaling.

Kapitel 7 · Ikrafttræden m.v.

§ 20.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 22. juli 2022.