Bekendtgørelse nr. 1040 · 2022

Historisk

Bekendtgørelse om gennemførelse af forkyndelsesforordningen (omarbejdning)

Bekendtgørelse om gennemførelse af forkyndelsesforordningen (omarbejdning)

Dokumentdato: 22. jun. 2022Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Bestemmelserne i forkyndelsesforordningen, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2020/1784 af 25. november 2020 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civil- og handelsretlige sager (forkyndelse af dokumenter) (omarbejdning), og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2022/423 af 14. marts 2022 om fastsættelse af de tekniske specifikationer, foranstaltninger og andre krav til gennemførelsen af det decentrale IT-system, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1784, gælder her i landet.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 2-4 i denne bekendtgørelse supplerer forkyndelsesforordningens bestemmelser.

Stk. 3. I de retsakter, som er nævnt i stk. 1, omfatter henvisninger til »medlemsstater« også Danmark.

§ 2.§-link ↗

Retterne udpeges som fremsendende instans.

Stk. 2. Justitsministeriet udpeges som modtagende instans og som centralt organ.

§ 3.§-link ↗

Anmodninger om forkyndelse, som fremsendes til den modtagende instans her i landet, kan udfærdiges på dansk, engelsk eller fransk.

Stk. 2. Afleveringsattester, som fremsendes til en fremsendende instans her i landet, kan udfærdiges på dansk, engelsk eller fransk.

§ 4.§-link ↗

Elektronisk forkyndelse af retslige dokumenter som omhandlet i forkyndelsesforordningens artikel 19, stk. 1, litra a, kan her i landet ske ved forenklet digital forkyndelse som omhandlet i retsplejelovens § 155, stk. 1, nr. 3.

Stk. 2. Elektronisk forkyndelse som omhandlet i forkyndelsesforordningens artikel 19, stk. 1, litra b, kan her i landet ske ved digital forkyndelse som omhandlet i retsplejelovens § 155, stk. 1, nr. 2.

§ 5.§-link ↗

Forkyndelsesforordningens artikel 22, stk. 2, om afgørelse af sager i tilfælde, hvor sagsøgte ikke giver møde, finder anvendelse her i landet.

Stk. 2. Anmodning efter forkyndelsesforordningens artikel 22, stk. 4, om ny behandling af en sag, hvor sagsøgte ikke har givet møde, skal fremsættes senest et år efter dommens afsigelse.

§ 6.§-link ↗

Ved anmodning om forkyndelse af dokumenter mellem Danmark og de øvrige nordiske lande finder Den nordiske overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp ligeledes anvendelse.

§ 7.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2022.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1476 af 12. december 2007 om gennemførelse af ændringer af forkyndelsesforordningen ophæves.

Stk. 3. Artikel 5, 8 og 10 i forkyndelsesforordningen (omarbejdning) finder anvendelse på forkyndelser, der foretages efter den 1. maj 2025. I perioden indtil denne dato finder de hidtil gældende regler i artikel 4 og 6 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 og § 2, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1476 af 12. december 2007 om gennemførelse af ændringer af forkyndelsesforordningen anvendelse.