Bekendtgørelse nr. 590 · 2022

Historisk

Bekendtgørelse om vejgodstransportuddannelsen

Bekendtgørelse om vejgodstransportuddannelsen

Dokumentdato: 10. maj 2022Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Formål og opdeling§-link ↗

Erhvervsuddannelsen inden for vejgodstransport har som overordnet formål, at eleverne og lærlingene gennem skoleundervisning og oplæring opnår viden og færdigheder inden for følgende overordnede kompetenceområder: 1) Rationel og defensiv godskørsel med lastbil og lastbil med påhængskøretøj. 2) Håndtering og sikring af forskellige typer af gods. 3) Eftersyn og vedligehold af transportmateriel. 4) Planlægning af transporter på baggrund af kendskab til vejtransportens regler. 5) Levering af service og kvalitet. 6) Transportdisponering.

Stk. 2. Eleven og lærlingen skal nå de uddannelsesmål, som er fastsat for det trin eller speciale, jf. stk. 3 og 4, som eleven eller lærlingen har valgt.

Stk. 3. Uddannelsen indeholder følgende trin 1, niveau 4, i den danske kvalifikationsramme for livslang læring: 1) Godschauffør. 2) Renovationschauffør. 3) Tankbilchauffør. 4) Flyttechauffør.

Stk. 4. Uddannelsen kan afsluttes med trin 1, jf. stk. 3, eller med specialet kørselsdisponent (trin 2), niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.

§ 2. · Varighed§-link ↗

Uddannelsen varer fra 3 år og 6 måneder til 5 år, jf. dog stk. 3. Uddannelsens varighed består af grundforløbets 1. og 2. del, der hver er på 20 uger, og hovedforløbet.

Stk. 2. For lærlinge, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge, varer uddannelsens hovedforløb, trin 1, godschauffør, renovationschauffør, tankbilchauffør og flyttechauffør, 2 år og 6 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 31 uger fordelt på mindst tre skoleperioder. Uddannelsens hovedforløb, trin 2, kørselsdisponent, varer yderligere fra 1 år og op til 1 år og 6 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 15 uger fordelt på mindst tre skoleperioder.

Stk. 3. For elever eller lærlinge, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv-forløb), varer uddannelsens hovedforløb, trin 1, godschauffør, renovationschauffør, tankbilchauffør og flyttechauffør, 2 år og 5 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 25,5 uger. Uddannelsens hovedforløb, trin 2, kørselsdisponent, varer yderligere fra 1 år og op til 1 år og 6 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 15 uger.

Stk. 4. Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst to skoleperioder for euv-forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, (euv2) i lov om erhvervsuddannelser.

§ 3. · Kompetencer forud for optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet§-link ↗

For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet skal eleven eller lærlingen, medmindre andet fremgår af stk. 5, opfylde betingelserne i stk. 2-4.

Stk. 2. Eleven eller lærlingen skal have kompetence til med præstationsstandarden begynderniveau at kunne 1) gengive normalt forekommende arbejdsopgaver inden for brancheområdet samt kunne udføre grundlæggende arbejdsopgaver, 2) gengive de grundlæggende regler og normer omkring arbejdsforhold, arbejdstidsregler, køre-/hviletidsregler, vagtplaner, m.v. inden for brancheområdet, 3) vejledning anvende og betjene normalt forekommende hjælpeudstyr herunder gaffeltruck, løftevogn samt hydraulisk hjælpeudstyr på en sikker og ansvarsbevidst måde ud fra simple beregninger af bl.a. vægt, tyngdepunkt og moment samt udstyrets opbygning og funktion, 4) under vejledning udføre daglig kontrol og afrapportering af fejl og mangler på relevante køretøjer og deres hjælpeudstyr jf. Færdselslovens regler om kontrol af bilen inden kørsel samt producentvejledninger, 5) udføre simpel ruteplanlægning med by- og vejkort, rutetabeller og ruteplanlægningssystemer med og uden GPS ud fra kendskab til relevante transportveje, transportformer og transporttider for forskellige typer af transporter samt basale arbejdstids- og køre/hviletidsregler, 6) udføre simple branchespecifikke beregninger til lastsikring ud fra en grundlæggende viden om bl.a. rumfang, vægt, tyngdepunkt, moment, friktion, acceleration, deceleration, centrifugalkraft og balance, 7) under vejledning udføre sikkerhedsmæssig korrekt håndtering, surring og stuvning af forskellige relevante/branchespecifikke godsformer på en sikker og ansvarsbevidst måde, 8) under vejledning anvende producentvejledninger til at udføre kontrol af det anvendte surringsudstyr, 9) udføre simple branchespecifikke beregninger af bl.a. vægt, tyngdepunkt og moment til brug for anhugning og kranarbejde, 10) under vejledning samarbejde om sikkerhedsmæssig og ansvarsbevidst korrekt anhugning og kranarbejde af simple (relevante/branchespecifikke) byrder med brug af strop, enkelt- og flerpartskæde, wire samt pallegaffel, 11) gengive opbygning og funktion af det anvendte anhugningsudstyr samt under vejledning anvende brancherelevante sikkerhedsforskrifter herunder AT-vejledning og producentvejledninger, 12) udføre simple beregninger vedrørende kørselsdynamik ud fra kendskab til betydning af køretøjsvægt, hastighed, vejgreb og udsyn samt begreberne reaktionstid, bremselængde og standselængde, 13) udføre simple branchespecifikke risikovurderinger i forskellige trafikmønstre herunder byområder, landevej, motortrafikvej og motorvej i forhold til forskellige tidspunkter på døgnet, årstider og vejrforhold, 14) under vejledning identificere krav og helbredsmæssige forudsætninger som grundlag for relevante kørekortskategorier ifølge kørekortbekendtgørelsen, certifikater mm. samt evt. øvrige branchespecifikke krav, 15) under vejledning opstille mulige uddannelsesveje på baggrund af krav til opnåelse af branchespecifikke kørekort, certifikater samt øvrige krav ud fra en vurdering af egne muligheder og ønsker, 16) gengive logistikstyringsprincip til forskellige enkle branchespecifikke arbejdsopgaver ud fra kendskab til grundlæggende logistikbegreber og styringsprincipper herunder bl.a. ”Supply Chain Management”, ”Lean” og ”Kaizen”, 17) gengive relevante forsyningskæders led og indbyrdes afhængighed herunder varens vej fra leverandør til slutbruger, 18) gengive grundlæggende principper til optimering af arbejdsprocesser inden for jobområdet i enkeltstående jobfunktioner og i samarbejdsrelationer f.eks. ABC-analyse og med baggrund i basalt kendskab til ny teknologi i branchen, 19) gengive principper for god kundeservice og kundekontakt i forhold til situationen og modtageren herunder interne, eksterne og potentielle kundegrupper både verbalt og nonverbalt, 20) demonstrerer kendskab til grundprincipper i serviceorienteret kundebetjening, f.eks. i forbindelse med vareudlevering/-modtagelse, telefonekspedition, reklamationer og andre serviceopgaver samt i forhold til kunder, der kræver særlig opmærksomhed og serviceniveau, 21) gengive ”den danske model” herunder arbejdsmarkedets parter, parternes rolle og kompetencefordeling, arbejdsgivernes ledelsesret samt de faglige organisationers og A-kassers rolle i forbindelse med løn og arbejdsvilkår, 22) under vejledning identificere og vurdere egen rolle og muligheder i henhold til gældende pligter og rettigheder på arbejdsmarkedet, herunder udføre basal kontrol af time- og lønsedler, 23) gengive videre- og efteruddannelsesmuligheder inden for transportområdet, herunder arbejdsmarkedsuddannelserne, korte videregående uddannelser og videregående voksenuddannelse i forhold til egen jobfunktion samt livslang læring, 24) under vejledning identificere faktorer, som påvirker arbejdsmiljø, bidrage til arbejdspladsvurdering (APV) samt medvirke til at sikre eget og andres fysiske og psykiske arbejdsmiljø, 25) gengive reglerne omkring farligt gods i forbindelse med af- og pålæsning, lager-/terminalarbejde samt dokumentbehandling af farligt gods (ADR kapitel 1.3) i forhold til relevante jobfunktioner, 26) anvende basal IT på grundlæggende niveau herunder tekstbehandling, regneark, kalenderfunktion, internet, mail, søgefunktioner og 27) betjene grundlæggende branchespecifikke informationsteknologiske værktøjer på basalt niveau f.eks. IT-lagerstyring, fotodokumentation m.m., samt gengive funktion af specialespecifikt udstyr og genfortælle, hvordan informationsteknologi bruges inden for branchen.

Stk. 3. Eleven eller lærlingen skal have gennemført følgende grundfag på følgende niveau: 1) Naturfag på F-niveau. 2) Dansk på F-niveau.

Stk. 4. Eleven eller lærlingen skal have opnået følgende certifikater eller lignende: 1) Gaffeltruckførercertifikat kategori B, jf. Arbejdstilsynets regler. 2) Kompetencer svarende til ”Førstehjælp på erhvervsuddannelserne inkl. Færdselsrelateret førstehjælp” efter Dansk Førstehjælpsråds uddannelsesplaner pr. oktober 2020. 3) Kompetencer svarende til elementær brandbekæmpelse efter Dansk Brand- og Sikringsteknisk Instituts retningslinjer pr. 1. september 2014. 4) Varebilschaufføruddannelsesbevis (VUB) jf. Færdselsstyrelsens regler.

Stk. 5. Elever eller lærlinge, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne, jf. § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser, er undtaget fra de i stk. 2 nævnte krav, hvis de har relevant erhvervserfaring jf. bilag 1, skema 2, punkt 2.

Stk. 6. Elever eller lærlinge, der har gennemført grundforløbet til autohjælpsuddannelsen, havne- og terminaluddannelsen, kranføreruddannelsen, lager- og terminaluddannelsen, lufthavnsuddannelsen samt togklargøringsuddannelsen, har adgang til hovedforløbet på vejgodstransportuddannelsen.

§ 4. · Kompetencer i hovedforløbet§-link ↗

Kompetencemålene for hovedforløbet er: 1) Lærlingen kan føre køretøjer nationalt og internationalt, jf. Færdselsstyrelsen regler om grundlæggende kvalifikationsuddannelse, på en trafiksikker, energi- og miljørigtig, rationel samt defensiv måde, og skal erhverve kørekort til kategori B, C samt C/E. 2) Lærlingen kan anvende transportdokumenter og selvstændigt vurdere vægtfordeling samt udføre lastsikring af normalt forekommende godstyper i overensstemmelse med de fastlagte regler for vejgodstransport. 3) Lærlingen kan transportere farligt gods efter gældende myndighedskrav. 4) Lærlingen kan anvende kompetencer opnået i fremmedsprog i arbejdsmæssige sammenhænge. 5) Lærlingen kan inddrage relevant viden om nationale og internationale samfundsforhold, herunder arbejdsdeling inden for egen branche. 6) Lærlingen kan selvstændigt anvende it-teknologi til løsning af det daglige arbejde. 7) Lærlingen har viden om innovation og forandringsprocesser i en relevant branchespecifik og erhvervsmæssig sammenhæng. 8) Lærlingen kan udføre en eller flere af følgende branchespecifikke arbejdsfunktioner; national og international transport, kørsel med modulvogntog, kundeservice og konflikthåndtering, snerydning og glatførebekæmpelse, færdselsregulering i forbindelse med særtransport, blokvognskørsel, dyretransport, ADR, renovation og genbrug, tankransport, flytteopgaver og kranarbejde. 9) Lærlingen kan anvende lastbilmonteret kran op til 30 tm på en sikker og ansvarsbevidst måde og bestå prøven til ” Mobile kraner op til 30 tonsmeter med integreret kranbasis”. jf. Arbejdstilsynets regler. 10) Lærlingen kan transportere temperaturfølsomt gods, herunder fødevarer. 11) Lærlingen kan indgå i et logistikforløb med fokus på kvalitet og miljø. 12) Lærlingen kan anvende relevante hjælpemidler inden for dagrenovation, erhvervsaffald, storskrald og klinisk risikoaffald, genbrug samt betjening af flakkøretøjer. 13) Lærlingen kan anvende branchespecifik it-teknologi til kommunikation og dokumentation inden for renovation og genbrug. 14) Lærlingen kan udføre arbejdsopgaver inden for tanktransport af væsker eller pulver, herunder farligt gods, slam, foderstoffer og fødevarer. 15) Lærlingen kan anvende branchespecifik it-teknologi til kommunikation og dokumentation inden for tanktransport. 16) Lærlingen kan selvstændigt og i samarbejde med andre varetage af- og pålæsning, betjening og vedligeholdelse af tankbilens udstyr samt hensigtsmæssig adfærd i arbejds- og nødsituationer. 17) Lærlingen kan selvstændigt og i samarbejde med andre udføre flytteopgaver med anvendelse af relevante flyttetekniske hjælpemidler, foretage pakning og emballering, håndtere tungt bohave og inventar, foretage korrekt stuvning og surring af flyttegods på nationale og internationale flytninger. 18) Lærlingen kan anvende brancherelevante dokumenter på engelsk og tysk inden for flytteområdet, herunder med fokus på internationale flytninger. 19) Lærlingen kan besigtige, tilrettelægge og planlægge både privat- og erhvervsflytninger. 20) Lærlingen kan anvende kompetencer fra uddannelse i vejen som arbejdsplads og bestå tilhørende prøve. 21) Lærlingen kan anvende systemer til styring af gods, varestrømme, informationer og materiel på bag- grund af sit kendskab til logistik. 22) Lærlingen kan forestå daglig drift og disponering og formidle et godt samarbejde, bl.a. på baggrund af viden om etniske og kulturelle forskelle, både vertikalt og horisontalt i virksomheden. 23) Lærlingen kan kommunikere effektivt og ordentligt med medarbejdere, kunder og øvrige samarbejds- partnere og benytte moderne tekniske hjælpemidler til denne kommunikation på den mest hensigtsmæssige måde. 24) Lærlingen kan inddrage relevant arbejdsmarkeds- og sociallovgivning i sin daglige disponering. 25) Lærlingen kan fremme kompetence- og medarbejderudvikling. 26) Lærlingen kan foretage korrekt arbejdsmiljøhåndtering, herunder ved uheldssituationer. 27) Lærlingen kan kommunikere, forhandle og træffe aftaler ud fra kendskab til kundeservice, forhandlings- teknik og personlig fremtræden. 28) Lærlingen kan deltage i kvalitetsstyring, herunder certificeringsprocesser og følge op på disse. 29) Lærlingen behersker dagligdags transportteknisk fremmedsprog og transportrelateret matematik, blandt andet med henblik på videreuddannelse. 30) Lærlingen kan selvstændigt udøve arbejdet med virksomhedens transportydelser i overensstemmelse med fastlagte regler for vejgodstransport. 31) Lærlingen kan udarbejde målsætning for virksomhedens trafiksikkerhedspolitik.

Stk. 2. Kompetencemålene nr. 1-8, jf. stk. 1, gælder for alle lærlinge i hovedforløbet.

Stk. 3. Kompetencemålene nr. 9-11, jf. stk. 1, gælder for specialet godschauffør (trin 1). Kompetence- målene nr. 9, 12 og 13, jf. stk. 1, gælder for specialet renovationschauffør (trin 1). Kompetencemålene nr. 14-16, jf. stk. 1, gælder for specialet tankbilchauffør (trin 1). Kompetencemålene nr. 17-20, jf. stk. 1, gælder for specialet flyttechauffør (trin 1). Kompetencemålene nr. 21-31, jf. stk. 1, gælder for specialet kørselsdisponent (trin 2).

§ 5. · Godskrivning§-link ↗

Kriterier for skolens vurdering af, om der er grundlag for obligatorisk godskrivning på baggrund af elevens eller lærlingens erhvervserfaring og tidligere uddannelse, er fastsat i bilag 1. Godskrivning skal i øvrigt ske efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

§ 6. · Afsluttende prøve§-link ↗

Uddannelsens afsluttende prøve på alle specialer på trin 1 afholdes som en del af sidste skoleperiode. Prøven afholdes af skolen i samarbejde med det faglige udvalg. Prøven består af en praktisk opgave med mundtlige elementer og en skriftlig prøve, der løses uafhængigt af hinanden. Prøven udgør en svendeprøve. Trinprøven aflægges af alle lærlinge uanset, om lærlingene fortsætter til trin 2. Prøven bedømmes efter 7-trinsskalaen. Prøven skal afdække lærlingens opnåede kompetencer inden for uddannelsen. Lærlingen skal inden aflæggelse af prøven være i besiddelse af de i § 4, stk. 1, nr. 1, 3 og 9 nævnte kørekort og certifikater. Lærlingen kan, når det er begrundet i særlige forhold og efter det faglige udvalgs konkrete afgørelse, blive fritaget for kravet om besiddelse af kørekort og certifikater inden prøvens aflæggelse.

Stk. 2. Den praktiske opgave løses af lærlingen inden for en varighed af 3 timer. Opgaven findes ved lodtrækning mellem valgmuligheder stillet af skolen. Den skriftlige prøve løses af lærlingen inden for en varighed af 45 minutter. Den skriftlige prøve består af 35 multiple choice spørgsmål fordelt på en fastlagt række spørgsmålskategorier. Prøven er internetbaseret. Skolen fastsætter rækkefølge af delprøverne.

Stk. 3. Ved bedømmelsen afgiver eksaminator og censor en samlet karakter, der fremkommer som et gennemsnit af karakteren for den praktiske opgave og den skriftlige prøve. Karakteren i den praktiske opgave tæller dobbelt. Karakteren for hver af prøverne skal være mindst 02.

Stk. 4. Den praktiske opgaves grundelementer på trin 1: 1) Mål og krav for prøven er, at lærlingen skal kunne planlægge, dokumentere og gennemføre den praktiske opgave på et højt fagligt niveau svarende til uddannelsens niveau inden for det enkelte speciales specifikke arbejdsopgaver omkring rationel og defensiv godskørsel med lastbil og lastbil med påhængskøretøj, eftersyn og vedligehold af transportmateriel, håndtering og sikring af forskellige typer af gods, planlægning af transporter på baggrund af kendskab til vejtransportens regler samt levering af service og kvalitet. 2) Eksaminationsgrundlag er den lodtrukne opgave. 3) Bedømmelsesgrundlag er lærlingens udførelse af den praktiske opgave og lærlingens supplerende mundtlige præstation. 4) Bedømmelseskriterierne for bedømmelsen af prøven danner baggrund for en helhedsvurdering af målopfyldelsen og er følgende: a) Lærlingens evne til at udføre opgaven ved inddragelse af relevante teorier, metoder, hjælpeudstyr, procedure og lovgivning, eventuel ved dialog med eksaminator. b) Lærlingens evne til at udføre opgaven på en arbejdsmiljø- og sikkerhedsmæssig forsvarlig måde. c) Lærlingens evne til at demonstrerer kvalitet, hurtighed og rutine i udførelsen af opgaven. d) Lærlingens evne til at redegøre for valg af løsning.

Stk. 5. Den skriftlige prøves grundelementer på trin 1: 1) Mål og krav for prøven er, at lærlingen skal vise opfyldelse af specialets kompetencemål er opnået, ved at besvare prøvespørgsmålene korrekt. Besvarelsen skal vise elevens evne til at inddrage relevante praksiserfaringer samt relevante teoretiske forklaringer, viden, procedurer og lovgrundlag inden for det enkelte speciales specifikke arbejdsopgaver, omkring rationel og defensiv godskørsel med lastbil og lastbil med påhængskøretøj, eftersyn og vedligehold af transportmateriel, håndtering og sikring af forskellige typer af gods, planlægning af transporter på baggrund af kendskab til vejtransportens regler samt levering af service og kvalitet samt relevante naturfaglige elementer. 2) Eksaminationsgrundlaget er det udtrukne prøvespørgsmål. 3) Bedømmelsesgrundlaget er lærlingens præstation ved prøven. 4) Bedømmelseskriterierne for bedømmelsen af prøven er lærlingens antal rigtige svar.

§ 7. · Afsluttende prøve§-link ↗

Uddannelsens afsluttende prøve på trin 2, kørselsdisponent, afholdes som en del af den sidste skoleperiode. Prøven afholdes af skolen i samarbejde med det faglige udvalg. Prøven består af en mundtlig prøve. Prøven udgør en svendeprøve. Prøven bedømmes efter 7-trinsskalaen. Prøven skal afdække lærlingens opnåede kompetencer inden for uddannelsen. Lærlingen skal inden aflæggelse af prøven være i besiddelse af de i § 4, stk. 1, nr. 1, 3 og 9 nævnte kørekort og certifikater. Lærlingen kan, når det er begrundet i særlige forhold og efter det faglige udvalgs konkrete afgørelse, blive fritaget for kravet om besiddelse af kørekort og certifikater inden prøvens aflæggelse.

Stk. 2. Prøven, jf. stk. 1, består af en mundtlig prøve i et lodtrukken prøvespørgsmål, der tager udgangspunkt i kompetencemålene for specialet, og i en projektopgave udarbejdet af eleven. Prøven løses af lærlingen inden for en varighed af 30 minutter. Lærlingen har forud for prøven udarbejdet en praksisrelateret projektopgave, der indgår som en del af den mundtlige prøves eksaminationsgrundlag. Projektopgaven skal være godkendt af skolen forud for prøven.

Stk. 3. Ved bedømmelsen afgiver eksaminator og censor en samlet karakter. Karakteren for prøven skal være mindst 02.

Stk. 4. Den mundtlige prøves grundelementer på trin 2: 1) Mål og krav for prøven er, at lærlingen i den lodtrukne del skal besvare denne på et højt fagligt niveau svarende til uddannelsens kompetencemål inden for transportdisponering. Desuden skal lærlingen i sin uddybning af sin projektopgave kunne argumentere for de trufne valg og forventede konsekvenser heraf i den praksisorienterede projektopgave bl.a. omkring ledelsesteori og økonomiske konsekvenser. 2) Eksaminationsgrundlaget er det lodtrukne prøvespørgsmål samt lærlingens uddybning af egen projektopgave. 3) Bedømmelsesgrundlaget er lærlingens mundtlige præstation ved prøven. 4) Bedømmelseskriterierne for bedømmelsen af prøven danner baggrund for en helhedsvurdering af målopfyldelsen og er følgende: a) Lærlingens evne til at inddrage relevante praksiserfaringer. b) Lærlingens evne til at redegøre for samarbejdsrelationer i forbindelse med lærlingens projektfremstilling. c) Lærlingens evne til at inddrage relevante teoretiske forklaringer, viden, procedurer og lovgrundlag. d) Lærlingens evne til at argumentere fagligt og til at reflektere over faglig praksis.

§ 8. · Beviser§-link ↗

For at der kan udstedes skolebevis, skal lærlingen have bestået alle de obligatoriske uddannelsesspecifikke fag samt de valgfri uddannelsesspecifikke fag herunder arbejdsmarkedsuddannelser på hovedforløbet. Lærlingen skal mindst have opnået beståkarakter som gennemsnit af karakterer for alle fag i hovedforløbet samt mindst have opnået beståkarakter i den afsluttende prøve, jf. § 6 og § 7. For arbejdsmarkedsuddannelser, som indgår i uddannelsen, anvendes bedømmelsen ”Bestået/Ikke bestået”.

Stk. 2. Ved uddannelsens afslutning, jf. § 6 og § 7, udsteder det faglige udvalg et svendebrev til lærlingen som dokumentation for, at lærlingen har opnået kompetence inden for uddannelsen. For lærlinge, der har gennemført både uddannelsens trin 1 og 2, udsteder det faglige udvalg et svendebrev efter hvert trin. På svendebrevet anføres karakter for svendeprøven.

§ 9. · Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2022.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 450 af 15. april 2020 om vejgodstransportuddannelsen ophæves.

Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for elever, som er påbegyndt eller overgået til uddannelsen før bekendtgørelsens ikrafttræden. For sådanne elever finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 450 af 15. april 2020 om erhvervsuddannelsen til vejgodstransportuddannelsen anvendelse.

Stk. 4. Elever, som nævnt i stk. 3, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan og efter aftale med den eventuelle oplæringsvirksomhed overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse.