Bekendtgørelse nr. 551 · 2022

Gældende

Bekendtgørelse om havnepulje 2022

Bekendtgørelse om havnepulje 2022

Dokumentdato: 22. apr. 2022Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗

På Finansloven for 2022 er der som følge af »Aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne om Infrastrukturplan 2035 af 28. juni 2021« afsat 50 mio. kr. til en havnepulje for 2022.

Stk. 2. Formålet med bekendtgørelsen er at regulere udmøntning af midler fra puljen, der målrettes tilskud til projekter, hvor danske erhvervshavne anlægger, udskifter eller opgraderer havneinfrastruktur og havneadgangsinfrastruktur, eller etablerer infrastruktur til alternative brændstoffer samt landstrøm.

§ 2. · Statsligt tilskud§-link ↗

Det statslige tilskud til et projekt udgør maksimalt 50 pct. af den støtteberettigede del af projektet. Ansøger bidrager selv med mindst 50 pct. af den støtteberettigede del af projektet.

Stk. 2. Det statslige tilskud udmøntes i år 2022.

Stk. 3. Trafikstyrelsen kan indstille, at der til konkrete projekter stilles vilkår for tilskud eller tilsagn om tilskud.

Stk. 4. Hvis der søges om tilskud til indkøb af udstyr, der kan videresælges, skal det angives i ansøgningen, for hvilken periode udstyret vil blive anvendt i projektet, som der søges tilskud til.

§ 3. · Statsligt tilskud§-link ↗

Tilskudsmodtagerens egenfinansiering, jf. § 2, stk. 1, kan ikke dækkes af andre offentlige puljer under Transportministeriets område.

§ 4. · Ansøgning om tilskud§-link ↗

Ansøgning om tilskud indgives til Trafikstyrelsen af danske erhvervshavne jf. bilag 1.

Stk. 2. Erhvervshavne kan indgå i et samarbejde mellem flere ansøgningsberettigede og med andre parter om et projekt. Dog kan kun én ansøgningsberettiget part være ansvarlig for anvendelsen af tildelte puljemidler.

§ 5. · Indgivelse af ansøgning og frister§-link ↗

Ansøgning om tilskud skal indsendes via virk.dk og vedhæftes projektbeskrivelse og projektbudget, jf. bilag 1. Skabeloner til brug herfor er tilgængelige på Trafikstyrelsens hjemmeside.

Stk. 2. En ansøgning om tilskud skal være modtaget af Trafikstyrelsen senest den 1. september 2022.

Stk. 3. Trafikstyrelsen kan til enhver tid anmode om yderligere dokumentation i forbindelse med behandlingen af en ansøgning.

§ 6. · Procedure for politisk beslutningsproces§-link ↗

Trafikstyrelsen udarbejder på baggrund af »Administrationsgrundlaget for ”Havnepulje 2022”«, jf. bilag 1, en indstilling om tildeling af tilskud til projekter, som har søgt om midler fra Havnepulje 2022.

§ 7. · Procedure for politisk beslutningsproces§-link ↗

Transportministeren forestår på baggrund af indstilling efter § 6 forhandlinger med forligskredsen, jf. § 1, om tildeling af tilskud til de enkelte havneprojekter.

Stk. 2. Parterne i forligskredsen kan stille vilkår for tilskud eller tilsagn om tilskud.

§ 8. · Procedure for politisk beslutningsproces§-link ↗

Transportministeren giver meddelelse til Trafikstyrelsen om de beslutninger, der er truffet efter § 7, med henblik på, at Trafikstyrelsen forestår den praktiske administration heraf, jf. §§ 9-11.

§ 9. · Administration, opfølgning m.v.§-link ↗

Trafikstyrelsen giver meddelelse til ansøgerne om beslutninger om tildeling af tilskud til de enkelte havneprojekter, jf. § 7, og forestår den praktiske udbetaling af puljemidler.

Stk. 2. Ændring af et projekt kan godkendes af Trafikstyrelsen på betingelse af, at ændringen efter Trafikstyrelsens vurdering er i overensstemmelse med projektets formål, herunder projektets forventede effekter, jf. ansøgers projektbeskrivelse. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af Trafikstyrelsen, inden ændringen iværksættes.

Stk. 3. Tilskudsmodtager skal én gang om året afrapportere om projektets status til Trafikstyrelsen. Årlige afrapporteringer skal foreligge i løbet af januar og skal omfatte det foregående år. Der skal endvidere foretages afrapportering af det endelige projekt.

Stk. 4. Trafikstyrelsen fører tilsyn med, at reglerne i denne bekendtgørelse overholdes og kan i den forbindelse anmode om enhver oplysning til brug herfor fra ansøgeren eller tilskudsmodtageren.

Stk. 5. I det omfang tilskudsmodtageren anvender samarbejdspartnere, er ansøgeren forpligtet til i nødvendigt omfang at fremskaffe oplysninger fra den pågældende samarbejdspart.

Stk. 6. Tilskudsmodtager skal straks underrette Trafikstyrelsen, hvis 1) der foreligger forhold, som efter stk. 7 kan medføre helt eller delvist bortfald af tilskud eller tilsagn om tilskud, 2) der foreligger forhold, som efter § 10 kan medføre krav om hel eller delvis tilbagebetaling af tilskud, eller 3) tilskudsmodtager skifter revisor i løbet af projektperioden.

Stk. 7. Trafikstyrelsen træffer beslutning om, at tilskuddet eller tilsagn om tilskud bortfalder, hvis 1) ansøger eller tilskudsmodtager har givet urigtige eller vildledende oplysninger, 2) ansøger eller tilskudsmodtager tilsidesætter sin underretningspligt efter stk. 6, 3) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med den godkendte ansøgning eller eventuelle senere ændringer, som er godkendt af Trafikstyrelsen, 4) betingelserne for tilskud, herunder den til enhver tid gældende instruks for regnskab og den til enhver tid gældende revisionsinstruks, ikke opfyldes, eller 5) midlerne har været anvendt til andre formål end beskrevet i projektbeskrivelsen, eller eventuelle senere ændringer, som er godkendt af Trafikstyrelsen.

Stk. 8. I det omfang, udgifterne bliver mindre end forudsat i projektbudgettet, reduceres støtten fra Trafikstyrelsen forholdsmæssigt, således at den støtteandel, som fremgår af tilsagnsskrivelsen, er uændret. Såfremt udgifterne bliver større end forudsat, kan den statslige støtte fortsat maksimalt udgøre det beløb, som fremgår af tilsagnsskrivelsen.

§ 10. · Administration, opfølgning m.v.§-link ↗

Trafikstyrelsen kan kræve, at udbetalte tilskud skal tilbagebetales helt eller delvist, hvis 1) der er sket helt eller delvist bortfald af tilskud eller tilsagn om tilskud i henhold til § 9, stk. 7 eller 8, eller 2) tilskudsmodtager efterfølgende får ydet tilskud fra anden side til dækning af udgifter, som er finansieret med tilskud fra Havnepulje 2022.

§ 11. · Administration, opfølgning m.v.§-link ↗

Hvis et udbetalt tilskud helt eller delvist skal tilbagebetales, opkræver Trafikstyrelsen det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. Rente fastsættes i overensstemmelse med renteloven og beregnes fra forfaldsdagen.

§ 12. · Regnskab og revision§-link ↗

Den til enhver tid gældende regnskabs- og revisionsinstruks skal overholdes.

Stk. 2. Den pågældende udgave for henholdsvis regnskabs- og revisionsinstruks vil være tilgængelig på Trafikstyrelsens hjemmeside. Dette materiale vil ligeledes kunne rekvireres ved henvendelse til Trafikstyrelsen.

§ 13. · Klageadgang§-link ↗

Afgørelser truffet af Trafikstyrelsen i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages til transportministeren. Klagen skal sendes til Trafikstyrelsen senest 14 dage efter, at afgørelsen er kommet frem til klageren. Trafikstyrelsen skal, hvis afgørelsen fastholdes, snarest og senest 14 dage efter modtagelse af klagen sende sagen og dens dokumenter til transportministeren.

§ 14. · Ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2022.