Bekendtgørelse nr. 2650 · 2021

Gældende

Bekendtgørelse om pristillæg til elektricitet produceret ved decentral kraftvarme m.v.

Bekendtgørelse om pristillæg til elektricitet produceret ved decentral kraftvarme m.v.

Dokumentdato: 28. dec. 2021Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Bekendtgørelsens anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse omhandler pristillæg til elektricitet produceret på decentrale kraft-varme-anlæg og elproduktionsanlæg med affald, naturgas, biogas eller både naturgas og biogas som brændsel som nævnt i § 58 i lov om elforsyning og visse andre kraft-varme-anlæg som nævnt i lovens § 58 b.

Stk. 2. Ved elproduktionsanlæg med affald som brændsel forstås anlæg, hvor affald i fast form anvendes som brændsel. Lossepladsgas og andre former for gas fremstillet ved bioforgasning af affald anses ikke for affald i denne bekendtgørelse.

Kapitel 2 · Generelle bestemmelser for pristillæg efter § 58 i lov om elforsyning

§ 2. · a.Definition af produktionsenhed og tilslutningstidspunkt§-link ↗

Med en elproduktionsenhed menes i denne bekendtgørelse et værk eller flere værker som nævnt i stk. 3, som varetager decentral kraft-varme-forsyning eller affaldsforbrænding som nævnt i § 58, stk. 1, i lov om elforsyning. Elproduktionsanlæg, der alene anvender vedvarende energi-kilder som nævnt i § 57 i lovbekendtgørelse nr. 1115 af 8. november 2006, medregnes ikke i elproduktionsenheden.

Stk. 2. Med et værk menes i denne bekendtgørelse et eller flere elproduktionsanlæg, som er beliggende på samme matrikel eller på flere sammenhængende matrikler, og som har samme ejer pr. 1. januar 2005.

Stk. 3. Flere værker anses for samme elproduktionsenhed i denne bekendtgørelse, hvis de leverer varme til samme kollektive varmeforsyningsnet og har samme ejer pr. 1. januar 2005.

§ 3. · a.Definition af produktionsenhed og tilslutningstidspunkt§-link ↗

Hvis elproduktionsenheden ikke er nettilsluttet første gang senest den 21. april 2004, jf. § 58, stk. 2, 1. pkt., i lov om elforsyning, kan der ydes pristillæg efter lovens § 58 til elproduktionen, hvis der senest samme dato foreligger et projekt for etablering af enheden, som opfylder de i nr. 1 eller 2 nævnte betingelser: 1) Hvis etableringen af elproduktionsenheden omfattes af bestemmelserne i lov om varmeforsyning, skal projektet være godkendt af kommunalbestyrelsen efter regler fastsat i medfør af denne lov. 2) I andre tilfælde skal etableringen af elproduktionsenheden være påbegyndt, eller der skal foreligge et projekt for etablering af enheden, som vurderes at være økonomisk rentabelt med udgangspunkt i budgetoplysninger i projektet. Etableringen anses for påbegyndt, når elproducenten har indgået aftale om anlægsarbejder eller om køb af materialer hertil.

Stk. 2. En elproduktionsenhed anses for nettilsluttet første gang, jf. § 58, stk. 2, i lov om elforsyning, på den første dag i måneden efter, at det første installerede anlæg i produktionsenheden har leveret elektricitet til elforsyningsnettet.

§ 4. · b.Fastsættelse og ændring af grundbeløb§-link ↗

Grundbeløb for de former for elektricitet som er omfattet af § 58, stk. 1, jf. stk. 6, i lov om elforsyning, fastsættes efter bestemmelserne i §§ 5-8 på grundlag af den udbetalte støtte, jf. lovens § 58, stk. 7. Grundbeløbet fastsættes senest den 31. december 2005, uanset om der ydes pristillæg til elproduktionsenheden efter lovens § 58.

Stk. 2. Grundbeløbet fastsættes som nævnt i §§ 5 eller 6 med virkning fra den 1. januar 2005. Hvis afgørelsen ikke er truffet senest på denne dato, anvendes et a conto grundbeløb med efterfølgende regulering. Grundbeløbet kan ændres eller nedsættes som nævnt i §§ 7 og 8.

Stk. 3. Hvis grundbeløbet ændres efter fornyet beregning i en periode på 3 år som nævnt i § 7, stk. 1, har ændringen virkning fra ophøret af denne periode.

Stk. 4. Hvis grundbeløbet nedsættes på grund af nedsat produktionskapacitet som nævnt i § 10, stk. 2, har ændringen virkning fra den første dag i måneden efter nedsættelsen af produktionskapaciteten.

§ 5. · b.Fastsættelse og ændring af grundbeløb§-link ↗

Hvis elproduktionsenheden er nettilsluttet senest den 31. december 2003, fastsættes grundbeløb som nævnt i § 4 som den højeste udbetalte støtte, jf. § 58, stk. 7, nr. 1, i lov om elforsyning, i et af årene i de i nr. 1-3 nævnte perioder (i det følgende benævnt det udvalgte år), jf. dog stk. 2-6: 1) Alle årene 2001-2003 inkl., hvis enheden har været i drift i alle disse år. 2) To af årene 2001-2003 inkl., hvis enheden ikke har været i drift i det tredje af disse år. 3) Et af årene 2001-2003 inkl., hvis enheden ikke har været i drift i de to andre år samt 2004.

Stk. 2. Hvis elproducenten i perioden 2001-2003 inkl. er overgået til at modtage nettoafregning, jf. § 8 a i lovbekendtgørelse nr. 984 af 12. maj 2021 om elforsyning, fastsættes grundbeløbet alene ud fra forholdene i de år, hvor der er nettoafregnet. Hvis der ikke er nettoafregnet i to af årene, fastsættes grundbeløbet som den højeste udbetalte støtte i det tredje år og 2004.

Stk. 3. Hvis elproducenten i 2001 er overgået til delvis at modtage pristillæg på andet grundlag end treledstariffen, fastsættes grundbeløbet som den højeste udbetalte støtte i årene 2002 og 2003.

Stk. 4. Hvis elproduktionsenhedens eneste hele driftsår er 2004, fastsættes grundbeløbet som den udbetalte støtte i dette år, jf. dog § 6, stk. 2, nr. 2. Indtil resultatet af driften i 2004 foreligger, fastsættes et a conto grundbeløb.

Stk. 5. Hvis elproduktionskapaciteten pr. 1. januar 2005 er reduceret i forhold til kapaciteten i det udvalgte år, reduceres grundbeløbet i det udvalgte år i forhold hertil.

Stk. 6. Hvis elproduktionen i det år, som udvælges efter stk. 1-3, må anses for uforholdsmæssigt lav i forhold til elproduktionen med tilsvarende anlægskapacitet i 2000 eller tidligere år med regelmæssig drift af pågældende værk, og denne afvigelse kan henføres til nedbrud eller renovering af et eller flere anlæg svarende til en samlet indstilling af driften af værket i mindst 2 måneder eller andre tilsvarende væsentlige driftsforstyrrelser, fastsættes grundbeløbet uanset det i stk. 1-5 anførte på grundlag af værkets produktion og driftsøkonomi i perioder inden for årene 2001-2004 inkl., hvor driften må anses for regelmæssig.

§ 6. · b.Fastsættelse og ændring af grundbeløb§-link ↗

Uanset bestemmelserne i § 5 fastsættes grundbeløb som nævnt i § 4 ved en beregning af den forventede udbetalte støtte i de i stk. 2 og 3 nævnte tilfælde.

Stk. 2. Grundbeløbet fastsættes efter en beregning på grundlag af oplysninger om produktion og driftsøkonomi i et projekt, som opfylder betingelserne i § 3, stk. 1, 1) hvis elproduktionsenheden er nettilsluttet første gang efter den 31. december 2003, eller 2) hvis elproduktionsenhedens eneste hele driftsår er 2004, jf. § 5, stk. 4, og elproduktionen i dette år må anses for uforholdsmæssigt lav på grund af nedbrud af et eller flere anlæg svarende til en samlet indstilling af driften af det pågældende værk i mindst 2 måneder eller andre tilsvarende væsentlige driftsforstyrrelser.

Stk. 3. Hvis der for en elproduktionsenhed, som er nettilsluttet senest den 31. december 2003, foreligger et projekt senest den 21. april 2004 for ændring af produktionskapaciteten, som opfylder betingelserne i § 3, stk. 1, fastsættes grundbeløbet for den ændrede enhed ved en forholdsmæssig beregning på grundlag af oplysninger om produktion og driftsøkonomi i den bestående enhed. Hvis elproducenten godtgør, at den nye produktionskapacitet vil blive benyttet ved en anden driftsform, fastsættes grundbeløbet dog som nævnt i stk. 2.

§ 7. · b.Fastsættelse og ændring af grundbeløb§-link ↗

Hvis et grundbeløb som nævnt i § 4 er fastsat på grundlag af beregninger som nævnt i § 5, stk. 5 og 6, og § 6, foretages der en efterfølgende beregning af den udbetalte støtte til elproduktionsenheden i hvert år i en periode på 3 år, jf. stk. 2. Hvis det gennemsnitlige grundbeløb efter denne beregning afviger mindst 5 pct. fra det tidligere fastsatte grundbeløb, ændres det tidligere fastsatte grundbeløb i overensstemmelse med beregningen.

Stk. 2. Beregningsperioden i de i § 5, stk. 5 og 6, nævnte tilfælde er årene 2005-2007 inkl. Perioden i de i § 6, stk. 2 og 3, nævnte tilfælde er 3 år regnet fra første dag i måneden efter nettilslutningen, hhv. ibrugtagningen af den udvidede produktionskapacitet.

Stk. 3. Beregningen foretages på grundlag af en beregning af den gennemsnitlige afregning efter treledstariffen til en produktionsenhed med lignende produktionskapacitet og lignende fordeling af varmeproduktionen.

Stk. 4. Hvis der siden fastsættelsen af grundbeløbet som nævnt i § 5, stk. 5 og 6, og § 6 er sket en forøgelse af produktionskapaciteten eller en forøget levering til elforsyningsnettet på grund af hel eller delvis ophør af nettoafregning, indgår forøgelsen ikke i den fornyede beregning.

§ 8. · b.Fastsættelse og ændring af grundbeløb§-link ↗

Efter fastsættelsen af et grundbeløb som nævnt i § 4 nedsættes grundbeløbet under de i stk. 2 og 3 nævnte betingelser.

Stk. 2. Grundbeløbet nedsættes forholdsvis, hvis produktionskapaciteten i elproduktionsenheden varigt reduceres i forhold til kapaciteten på beregningstidspunktet. Nedsættelse sker på grundlag af en anmeldelse som nævnt i § 13, stk. 2, nr. 2, eller hvis Energistyrelsen i øvrigt bliver bekendt med, at kapaciteten er varigt reduceret.

§ 9. · c.Fastsættelse og ændring af produktionskapacitet§-link ↗

Elproduktionskapaciteten i en elproduktionsenhed med affald som brændsel fastsættes svarende til oplysninger i det i medfør af lov om elforsyning § 85 a, stk. 2, oprettede stamdataregister, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Hvis elproducenten anmoder herom, eller Energistyrelsen vurderer, at den i stk. 1 nævnte elproduktionskapacitet ikke er korrekt, fastsættes elproduktionskapaciteten i enheden på grundlag af den maksimale målte elproduktion i en time i årene 2001-2004.

Stk. 3. Hvis fastsættelsen af kapaciteten i en elproduktionsenhed efter stk. 2 indebærer, at en enhed, som ifølge stamdataregistret omfattes af § 58 i lov om elforsyning ændres pristillægget til enheden i overensstemmelse hermed med en måneds varsel til den første dag i en måned.

Stk. 4. For anlæg, som er nettilsluttet efter den 1. januar 2005, fastsættes elproduktionskapaciteten på grundlag af oplysninger herom i et projekt for anlægget.

Stk. 5. Elproduktionskapaciteten fastsættes med et interval på 0,1 MW ved afgørelsen af, om elproduktionsenheden omfattes af § 58 i lov om elforsyning.

Kapitel 3 · Ydelse af pristillæg efter § 58 i lov om elforsyning

§ 10. · a.Beregning, udbetaling og tilbagebetaling af pristillæg§-link ↗

Det er en betingelse for udbetaling af pristillæg, at elproducenten er registreret i det i medfør af lov om elforsyning § 85 a, stk. 2, oprettede stamdataregister.

§ 11. · a.Beregning, udbetaling og tilbagebetaling af pristillæg§-link ↗

Ved en elproduktionsenhed bestående af flere værker fordeles det samlede beregnede grundbeløb for produktionsenheden forholdsvis mellem værkerne i forhold til fordelingen af eleffekten.

§ 12. · a.Beregning, udbetaling og tilbagebetaling af pristillæg§-link ↗

Pristillæg i medfør af § 4 indeksreguleres, jf. § 58, stk. 5, i lov om elforsyning, i overensstemmelse med bilag 3.

§ 13. · b.Anlæg til rådighed§-link ↗

Et værk, hvortil der ydes pristillæg efter § 58 i lov om elforsyning, skal være driftsklart og til rådighed for driften i det sammenhængende elforsyningssystem i overensstemmelse med bestemmelserne i dette kapitel.

Stk. 2. Elproducenten skal anmelde til Energistyrelsen, hvis 1) driften af værket ophører varigt, 2) kapaciteten i værket nedsættes varigt i forhold til beregningsgrundlaget i §§ 4-7 ved udrangering af et eller flere anlæg, jf. i øvrigt § 8 om nedsættelse af grundbeløb, 3) driften af værket eller et eller flere anlæg i værket forventes midlertidigt indstillet i mindst et døgn som følge af nedbrud eller eftersyn, 4) driften af værket eller et eller flere anlæg i værket har været midlertidigt indstillet i et døgn forud for anmeldelsen som følge af nedbrud eller eftersyn, hvis forholdet ikke er anmeldt på forhånd efter nr. 3, eller hvis 5) værket eller anlægget som nævnt i nr. 3 eller 4 atter er driftsklart på tidspunktet for anmeldelsen.

§ 14. · b.Anlæg til rådighed§-link ↗

Energistyrelsen påser under hensyntagen til produktion og driftsøkonomi i pågældende værk eller værkskategori, om værket er driftsklart og til rådighed for driften i det sammenhængende elforsyningssystem, jf. § 13, stk. 1.

Stk. 2. Elproducenten skal indsende anmeldelse med fornøden dokumentation for, at værket er driftsklart, hvis der ikke foreligger oplysninger om regelmæssig elproduktion til Energistyrelsen.

Stk. 3. Energistyrelsen foretager stikprøvevis prøvestart af et eller flere anlæg, hvis det ikke på anden måde anses for godtgjort, at anlæggene er driftsklare. Prøvestart iværksættes efter rimelig varsel.

§ 15. · b.Anlæg til rådighed§-link ↗

Pristillæg efter § 58 i lov om elforsyning ophører, når driften af værket er anmeldt ophørt varigt, jf. § 13, stk. 2, nr. 1, eller hvis Energistyrelsen finder det godtgjort, at driften reelt er ophørt varigt.

Stk. 2. Ved varig nedsættelse af elproduktionskapaciteten, jf. § 13, stk. 2, nr. 2, reduceres grundbeløbet som nævnt i § 8, stk. 2.

Stk. 3. Når driften af et værk eller et anlæg er anmeldt midlertidigt indstillet som følge af nedbrud eller eftersyn som nævnt i § 13, stk. 2, nr. 3 eller 4, bortfalder udbetalingen af pristillægget for pågældende værk eller anlæg i det nærmeste hele antal dage, hvori driften har været indstillet, jf. dog stk. 5.

Stk. 4. Hvis Energistyrelsen konstaterer, at et eller flere anlæg på et værk ikke er driftsklare som følge af nedbrud eller eftersyn, og der ikke er indgivet anmeldelse herom efter § 13, stk. 2, nr. 3 eller 4, bortfalder udbetalingen af pristillægget for den periode, hvori værket eller anlægget efter de foreliggende oplysninger må antages ikke at have været driftsklart, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Pristillægget bortfalder dog ikke på grund af nedbrud eller eftersyn i en eller flere perioder af i alt 6 uger hvert år for værker med affald som brændsel og 4 uger hvert år for andre værker.

Stk. 6. Energistyrelsen efterregulerer bortfaldne pristillæg efter udgangen af pågældende år.

Kapitel 4 · Beregning af pristillæg efter § 58 b i lov om elforsyning

§ 16.§-link ↗

Der ydes pristillæg til elektricitet produceret på anlæg på kraft-varme-værker som nævnt i § 58 b, stk. 1, i lov om elforsyning.

Stk. 2. For hvert værk fastsættes der et normeret støttebeløb, jf. § 58 b, stk. 2, nr. 1, i lov om elforsyning, på grundlag af støtten i det af årene 2001-2003, hvor den hidtidige støtte (kraft-varmegarantien) efter kapitel 7 i bekendtgørelse nr. 231 af 21. april 1998 om adgang til elforsyningsnettet m.v. har været højest (det udvalgte år).

Stk. 3. Det normerede støttebeløb fastsættes som den samlede afregning i det udvalgte år inkl. støtte ydet efter de i stk. 2 nævnte bestemmelser.

Stk. 4. Det normerede støttebeløb indeksreguleres, jf. lovens § 58 b, stk. 3, i overensstemmelse med bilag 3.

Stk. 5. Pristillægget fastsættes årligt på grundlag af det normerede beløb efter § 58 b, stk. 2, nr. 1, i lov om elforsyning og balanceringsgodtgørelsen efter samme bestemmelses nr. 2. Den del af pristillægget, som vedrører det normerede beløb, reduceres lineært ved en gennemsnitlig månedlig spotpris over 0 øre pr. kWh og bortfalder, når denne spotpris svarer til gennemsnittet af det normerede støttebeløb divideret med elproduktionen.

§ 17.§-link ↗

Bestemmelserne i § 5, stk. 5 og 6, og §§ 7 og 8 om anden fastsættelse og ændring af grundbeløb finder tilsvarende anvendelse for det normerede beløb som nævnt i § 16.

Kapitel 5 · Fravalg af pristillæg

§ 18.§-link ↗

En elproducent kan ved meddelelse til Energistyrelsen fravælge modtagelsen af pristillæg efter §§ 58-58 b i lov om elforsyning. Elproducenten kan endvidere ved meddelelse til Energistyrelsen genoptage modtagelsen af de nævnte pristillæg.

Stk. 2. Fravalg og genoptagelse efter stk. 1 sker med virkning fra den første dag i en måned og med forudgående varsel på mindst en måned.

Stk. 3. Den periode, hvor pristillæg er fravalgt, medregnes i de i lovens §§ 58 og 58 b fastsatte perioder for modtagelse af pristillæg.

Stk. 4. Nødvendige administrative omkostninger ved fravalg og genoptagelse, som afholdes af den pågældende net- eller transmissionsvirksomhed og Energistyrelsen, betales af elproducenten på grundlag af opgørelse over disse omkostninger.

Kapitel 6 · Oplysningspligt og betaling

§ 19.§-link ↗

En elproducent, som modtager pristillæg efter §§ 58-58 b i lov om elforsyning, skal, foruden de i § 13, stk. 2, og § 14, stk. 3, nævnte anmeldelser, underrette Energistyrelsen om alle forhold af betydning for berettigelsen af at modtage pristillæg og fastsættelsen af størrelsen og varigheden af pristillægget. Underretningen skal ske, så snart pågældende forhold er indtruffet, eller fra det tidspunkt, hvor elproducenten er blevet bekendt med, at forholdet vil indtræffe.

§ 20.§-link ↗

Nødvendige omkostninger til målinger af elproduktion, hvortil der ydes pristillæg, herunder til opsætning af måler, udførelsen af målinger og nødvendige administrative omkostninger herved, skal afholdes af elproducenten.

Kapitel 7 · Afgørelser og klageadgang

§ 21.§-link ↗

Energistyrelsen træffer afgørelse om 1) afgrænsning af elproduktionsenheder og fastlæggelse af tidspunktet for første nettilslutning, jf. §§ 2 og 3, 2) fastsættelse af grundbeløb efter § 58, stk. 7 og stk. 8, i lov om elforsyning og §§ 4-8 i denne bekendtgørelse og fastsættelse af normeret støttebeløb efter § 16, stk. 2 og 3, og § 17 i denne bekendtgørelse, 3) fastsættelse af produktionskapacitet efter § 9, 4) overholdelse af krav om registrering og om højeffektiv kraft-varme-produktion efter § 10, 5) omfanget af rådighedsforpligtelse efter §§ 13-15, 6) fravalg af pristillæg efter § 18 og 7) fastsættelse af størrelsen af pristillæg efter lovens § 58, stk. 4 og 5, jf. §§ 11 og 12 i denne bekendtgørelse, og lovens § 58 b, stk. 2 og 3, jf. § 16, stk. 4 og 5, i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Energistyrelsens afgørelser som nævnt i stk. 1, nr. 1-5, kan ikke påklages til klima-, energi-- og forsyningsministeren, jf. bekendtgørelse om Energistyrelsens opgaver og beføjelser. Afgørelser nævnt i stk. 1, nr. 1-5, i denne bekendtgørelse kan påklages til Energiklagenævnet, jf. § 89 i lov om elforsyning.

Stk. 3. Afgørelser som nævnt i stk. 1, nr. 6-7, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed end Energitilsynet.

§ 22.§-link ↗

Klage som nævnt i § 21 skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt.

Kapitel 8 · Straffebestemmelser

§ 23.§-link ↗

Med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, som afgiver urigtige oplysninger om forhold, hvorom vedkommende er forpligtet til at give oplysninger efter bestemmelser i denne bekendtgørelse, eller undlader at afgive sådanne oplysninger.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 9 · Ikrafttrædelse m.v.

§ 24.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2022.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 760 af 24. juni 2013 om pristillæg til elektricitet produceret ved decentral kraftvarme m.v. ophæves.

Stk. 3. Sager der vedrører forhold før den 1. januar 2022, behandles efter reglerne i bekendtgørelse nr. 760 af 24. juni 2013 om pristillæg til elektricitet produceret ved decentral kraftvarme m.v. og bekendtgørelse nr. 1400 af 30. november 2007 om tilskud til elproduktion.