§ 1.§-link ↗
Denne bekendtgørelse finder anvendelse på fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, jf. dog stk. 2, og indeholder krav til konstruktion, funktion og mærkning.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på følgende: 1) Pyrotekniske artikler beregnet til ikke-kommerciel anvendelse inden for de væbnede styrker, politiet eller redningsberedskabet. 2) Udstyr omfattet af bestemmelser om sikkerhedskrav til udstyr i skibe fastsat i lov om sikkerhed til søs eller regler fastsat i medfør heraf. 3) Pyrotekniske artikler beregnet til anvendelse i luft- og rumfartsindustrien. 4) Knaldhætter specielt beregnet til legetøj. 5) Eksplosive genstande omfattet af lov om våben og eksplosivstoffer. 6) Ammunition som projektiler, drivladninger og løs ammunition anvendt i håndskydevåben og artilleri. 7) Fyrværkeri, der er fremstillet til fabrikantens egen anvendelse og godkendt af den medlemsstat, hvori fabrikanten er etableret, til anvendelse udelukkende på denne medlemsstats område, og som forbliver på dette område.
Stk. 3. Reglerne i bekendtgørelse om indførsel, fremstilling, opbevaring, overdragelse, erhvervelse og anvendelse af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler finder endvidere anvendelse på fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler omfattet af denne bekendtgørelse.
§ 2.§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Pyroteknisk artikel: En artikel, der indeholder eksplosivstoffer eller en eksplosiv blanding af stoffer beregnet til at udvikle varme, lys, lyd, gas eller røg eller en kombination heraf ved hjælp af eksoterme kemiske reaktioner, der holder sig selv i gang. 2) Fyrværkeri: Pyroteknisk artikel beregnet til underholdning. 3) Professionelt fyrværkeri: Fyrværkeri beregnet til anvendelse af personer, der har godkendelse som festfyrværkere eller scenefyrværkere, og som ikke omfattes af begrebet konsumfyrværkeri. 4) Scenefyrværkeri: Pyrotekniske artikler beregnet til indendørs eller udendørs scenebrug, herunder i forbindelse med film- og tv-produktioner og lignende. 5) Konsumfyrværkeri: Fyrværkeri beregnet til anvendelse af forbrugere. 6) Andre pyrotekniske artikler: Andre pyrotekniske artikler end fyrværkeri, herunder pyrotekniske artikler til køretøjer. 7) Pyrotekniske artikler til køretøjer: Komponenter i sikkerhedsanordninger i køretøjer indeholdende pyrotekniske stoffer beregnet til aktivering af disse eller andre anordninger i køretøjer. 8) Festfyrværker: Person, der har godkendelse til at håndtere og anvende konsumfyrværkeri og professionelt fyrværkeri. 9) Scenefyrværker: Person, der har godkendelse til at håndtere og anvende konsumfyrværkeri og scenefyrværkeri. 10) Fabrikant: En fysisk eller juridisk person, som fremstiller en pyroteknisk artikel, eller som lader en sådan artikel konstruere eller fremstille, og markedsfører en sådan pyroteknisk artikel under eget navn eller varemærke. 11) Importør: Enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i EU, og som bringer en pyroteknisk artikel med oprindelse i et tredjeland i omsætning på EU-markedet. 12) Distributør: Enhver fysisk eller juridisk person i forsyningskæden ud over fabrikanten eller importøren, der gør en pyroteknisk artikel tilgængelig på markedet. 13) Bemyndiget organ: Organ, der er udpeget til at foretage vurdering af fyrværkeri og andre pyrotekniske artiklers overensstemmelse med de væsentlige sikkerhedskrav. 14) Bringe i omsætning: Første tilgængeliggørelse af fyrværkeri eller en anden pyroteknisk artikel på EU- markedet. 15) Gøre tilgængelig på markedet: Levering af en pyroteknisk artikel med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse på EU-markedet som led i erhvervsvirksomhed mod eller uden vederlag. 16) Tilbagetrækning: Enhver foranstaltning der har til formål at forhindre, at en pyroteknisk artikel i forsyningskæden gøres tilgængelig på markedet. 17) Tilbagekaldelse: Enhver foranstaltning der har til formål at opnå, at en pyroteknisk artikel, der allerede er gjort tilgængelig for slutbrugeren, returneres. 18) Harmoniseret standard: Harmoniseret standard som defineret i artikel 2, nr. 1), litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1025/2012/EU. 19) Udslag: Pyrotekniske blandinger i løs form eller som pyrotekniske enheder i fyrværkeriartikler, hvis funktion er at frembringe en lydeffekt eller indgå som spredningssats. 20) NEM: Nettoeksplosivstofmængde. 21) Teknisk specifikation: Et dokument der fastsætter hvilke tekniske krav, fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler skal opfylde. 22) Akkreditering: Akkreditering som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2008/765/EF om kravene til akkreditering. 23) Nationalt akkrediteringsorgan: Et nationalt akkrediteringsorgan som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2008/765/EF om kravene til akkreditering. 24) Overensstemmelsesvurdering: En proces til påvisning af, at de væsentlige sikkerhedskrav for fyrværkeri eller andre pyroteknisk artikler i denne bekendtgørelse er opfyldt. 25) Overensstemmelsesvurderingsorgan: Et organ, der udfører overensstemmelsesvurderingsopgaver, herunder kalibrering, afprøvning, certificering og inspektion. 26) EU-harmoniseringslovgivning: Alle EU-retsforskrifter, som harmoniserer betingelserne for markedsføring af produkter. 27) CE-mærkning: Mærkning, hvormed fabrikanten angiver, at fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler er i overensstemmelse med alle gældende krav i EU’s harmoniseringslovgivning om anbringelse af denne mærkning.
§ 3.§-link ↗
Fyrværkeri inddeles i følgende kategorier: 1) Kategori F1: Fyrværkeri forbundet med lav risiko og minimalt støjniveau, som er beregnet til anvendelse i fysisk afgrænsede områder, herunder fyrværkeri til indendørs brug i boliger. 2) Kategori F2: Fyrværkeri forbundet med lav risiko og lavt støjniveau, som er beregnet til udendørs anvendelse i fysisk afgrænsede områder. 3) Kategori F3: Fyrværkeri forbundet med mellemhøj risiko, som er beregnet til udendørs anvendelse i større, fysisk åbne områder, og som er beregnet til kun at blive anvendt af festfyrværkere. Disse artiklers støjniveau må ikke være sundhedsskadeligt. 4) Kategori F4: Fyrværkeri forbundet med høj risiko, som er beregnet til kun at blive anvendt af festfyrværkere. Disse artiklers støjniveau må ikke være sundhedsskadeligt. 5) Kategori T1: Scenefyrværkeri forbundet med lav risiko, som er beregnet til kun at blive anvendt af personer, der er godkendt som scene- eller festfyrværker. 6) Kategori T2: Scenefyrværkeri, som er beregnet til kun at blive anvendt af personer, der er godkendt som scene- eller festfyrværkere.
Stk. 2. Andre pyrotekniske artikler inddeles i følgende kategorier: 1) Kategori P1: Andre pyrotekniske artikler end fyrværkeri, som er forbundet med lav risiko. 2) Kategori P2: Andre pyrotekniske artikler end fyrværkeri, som er beregnet til kun at blive håndteret eller anvendt af personer med særlig viden om de pågældende artikler.
§ 4.§-link ↗
Konsumfyrværkeri udgøres af fyrværkeri i kategori F1 og F2.
§ 5.§-link ↗
Professionelt fyrværkeri udgøres af: 1) Fyrværkeri i kategori F3 og F4. 2) Scenefyrværkeri i kategori T1 og T2.
§ 6.§-link ↗
Andre pyrotekniske artikler udgøres af pyrotekniske artikler i kategori P1 og P2.
Stk. 2. Andre pyrotekniske artikler i kategori P1 til køretøjer, herunder airbag- og selestrammersystemer, må ikke gøres tilgængelige for forbrugere, medmindre de er indbygget i et køretøj eller i en aftagelig del af et køretøj.
§ 7.§-link ↗
Fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler formodes at opfylde de væsentlige sikkerhedskrav, hvis de er i overensstemmelse med de danske standarder, der gennemfører de harmoniserede standarder, hvis referencer er offentliggjort af Europa-Kommissionen i EU-Tidende.
§ 8.§-link ↗
Følgende fyrværkeriartikler i kategori F2 må ikke bringes i omsætning eller på anden måde gøres tilgængelige på markedet: 1) Artikler, der ved deres anvendelse kan forveksles med nødsignaler. 2) Artikler, der på grund af deres ydre fremtræden kan forveksles med legetøj eller fødevarer. 3) Fontæner og batterier, der ikke kan stå uden brug af ekstern støtte eller fastgørelse. 4) Miniraketter, hoppende jordsole, spinnere og jordfræsere. 5) Fyrværkeri konstrueret med ren knaldeffekt som f.eks. kanonslag, dobbelte kanonslag, kanonslag med blitzknald og knaldfrøer. 6) Fyrværkeri konstrueret med knaldeffekt som dominerende effekt. 7) Fyrværkeri forsynet med strygesats. 8) Fyrværkeri konstrueret til at blive holdt i hånden under anvendelse, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 8, finder ikke anvendelse på stjernekastere og bengalske fakler.
§ 9.§-link ↗
Fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler må med henblik på markedsføring forevises og anvendes på messer, udstillinger og ved demonstrationer, selvom artiklerne ikke er i overensstemmelse med denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler fremstillet med henblik på forskning, udvikling og prøvning, kan anvendes, selvom artiklerne ikke er i overensstemmelse med denne bekendtgørelse.
Stk. 3. Anvendelsen af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, jf. stk. 1 og 2, skal ske i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om indførsel, fremstilling, opbevaring, overdragelse, erhvervelse og anvendelse af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler.
§ 10. · Fabrikantens forpligtelser§-link ↗
Fabrikanten skal kategorisere fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler efter anvendelse, formål og risiko, herunder støjniveau, jf. § 3.
§ 11. · Fabrikantens forpligtelser§-link ↗
Fabrikanten skal sikre, at fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, der bringes i omsætning, er konstrueret og fremstillet i overensstemmelse med de væsentlige sikkerhedskrav i bilag 1.
§ 12. · Fabrikantens forpligtelser§-link ↗
Fabrikanten skal, før fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler bringes i omsætning, foretage følgende: 1) Udarbejde den tekniske dokumentation, jf. bilag 2, og få gennemført overensstemmelsesprocedure, jf. § 38. 2) Udarbejde en EU-overensstemmelseserklæring og anbringe CE-mærkningen på fyrværkeriet eller de andre pyrotekniske artikler, når den tekniske dokumentation er udarbejdet, og overensstemmelsesproceduren er gennemført. 3) Sikre, at fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler er mærket i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel 7, inden de bringes i omsætning.
Stk. 2. Fabrikanten skal opbevare den tekniske dokumentation og EU-overensstemmelseserklæringen i 10 år efter, at fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler er bragt i omsætning.
Stk. 3. Fabrikanten skal endvidere foretage følgende: 1) Føre et register over alle de registreringsnumre for fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, som denne har fremstillet, sammen med deres handelsnavn, generiske type og undertype, hvis dette er relevant, samt produktionssted. Det pågældende register skal føres i mindst 10 år efter, at en artikel er blevet markedsført. 2) Efter begrundet anmodning udlevere de i nr. 1 omtalte oplysninger til Sikkerhedsstyrelsen. 3) Overgive det i nr. 1 omtalte register til Sikkerhedsstyrelsen, hvis fabrikanten ophører med sine aktiviteter.
§ 13. · Fabrikantens forpligtelser§-link ↗
Fabrikanten skal have procedurer for at sikre, at alle produktionsserier er i overensstemmelse med denne bekendtgørelse. Der skal i fornødent omfang tages hensyn til ændringer i fyrværkeriartiklers eller andre pyrotekniske artiklers konstruktion eller kendetegn og til ændringer i de harmoniserede standarder eller andre tekniske specifikationer, der er henvist til for at erklære artiklernes overensstemmelse med de gældende krav.
Stk. 2. Anses det for hensigtsmæssigt som følge af de risici, der er forbundet med fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler, skal fabrikanten med henblik på beskyttelse af forbrugernes sundhed og sikkerhed og efter behørigt begrundet anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen: 1) Foretage stikprøvekontrol af fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler, der er gjort tilgængelige på markedet. 2) Undersøge og om nødvendigt føre register over: a) Klager. b) Fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler, der ikke opfylder kravene. c) Tilbagekaldelser af fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler. 3) Holde distributørerne orienteret om enhver sådan overvågning.
§ 14. · Fabrikantens forpligtelser§-link ↗
Fabrikanten skal sikre, at fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler er ledsaget af en brugsanvisning og sikkerhedsoplysninger på dansk.
§ 15. · Fabrikantens forpligtelser§-link ↗
Ved eller burde fabrikanten vide, at det fyrværkeri eller anden pyrotekniske artikel, den pågældende har bragt i omsætning, ikke opfylder kravene i denne bekendtgørelse, skal den pågældende straks træffe de nødvendige foranstaltninger for at bringe det i overensstemmelse med lovgivningen eller om nødvendigt, trække det tilbage fra markedet eller kalde det tilbage.
Stk. 2. Udgør fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler en risiko, skal fabrikanten straks orientere Sikkerhedsstyrelsen og de kompetente nationale myndigheder i de øvrige medlemsstater, hvor den pågældende har gjort fyrværkeriet eller de andre pyrotekniske artikler tilgængelige på markedet, herom. Fabrikanten skal samtidig give nærmere oplysninger om særligt den manglende overensstemmelse med lovgivningen og de trufne foranstaltninger.
§ 16. · Fabrikantens forpligtelser§-link ↗
Fabrikanten skal mærke fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler med det registreringsnummer, som artiklerne har fået tildelt af det bemyndigede organ, der har udført overensstemmelsesvurderingen, jf. § 38.
Stk. 2. Deltager et bemyndiget organ i produktionskontrolfasen anføres identifikationsnummeret på dette på fyrværkeriet eller de andre pyrotekniske artikler efter CE-mærkningen. Identifikationsnummeret anbringes af det bemyndigede organ eller af fabrikanten efter anvisning fra det bemyndigede organ.
§ 17. · Importørens forpligtelser§-link ↗
Importøren må kun bringe fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler i omsætning, hvis de er i overensstemmelse med de væsentlige sikkerhedskrav i bilag 1.
§ 18. · Importørens forpligtelser§-link ↗
Før importøren bringer fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler i omsætning, skal denne sikre, at fabrikanten har gennemført den relevante overensstemmelsesvurderingsprocedure, jf. § 38.
Stk. 2. Importøren skal derudover sikre følgende: 1) Fabrikanten har udarbejdet den tekniske dokumentation, jf. bilag 2. 2) Fyrværkeriet og de andre pyrotekniske artikler er forsynet med CE-mærkning og er ledsaget af den krævede dokumentation, jf. § 39. 3) Fabrikanten har opfyldt kravene i § 12, stk. 1, nr. 3, og § 29, stk. 1, nr. 1.
Stk. 3. Importøren skal endvidere foretage følgende: 1) Føre et register over alle de registreringsnumre for fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, som denne har importeret, sammen med deres handelsnavn, generiske type og undertype, hvis dette er relevant, samt produktionssted. Det pågældende register skal føres i mindst 10 år efter, at en artikel er blevet markedsført. 2) Efter begrundet anmodning udlevere de i nr. 1 omtalte oplysninger til Sikkerhedsstyrelsen. 3) Overgive det i nr. 1 omtalte register til Sikkerhedsstyrelsen, hvis importøren ophører med sine aktiviteter.
§ 19. · Importørens forpligtelser§-link ↗
Ved eller burde importøren vide, at fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler ikke er i overensstemmelse med de væsentlige sikkerhedskrav i bilag 1 må de ikke bringes i omsætning, før de er blevet bragt i overensstemmelse med disse.
Stk. 2. Ved eller burde importøren vide, at det fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler, den pågældende har bragt i omsætning, ikke opfylder kravene i denne bekendtgørelse, skal den pågældende sikre sig, at der træffes de nødvendige foranstaltninger for at bringe fyrværkeriet eller de andre pyrotekniske artikler i overensstemmelse med lovgivningen, eller om nødvendigt trække det tilbage fra markedet eller kalde det tilbage.
Stk. 3. Udgør fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler en risiko, skal importøren endvidere underrette fabrikanten og Sikkerhedsstyrelsen herom.
§ 20. · Importørens forpligtelser§-link ↗
Importøren skal sikre, at fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler er ledsaget af en brugsanvisning og sikkerhedsoplysninger på dansk.
§ 21. · Importørens forpligtelser§-link ↗
Importøren skal sikre, at opbevaringen og transporten af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, som den pågældende har ansvaret for, ikke bringer deres overensstemmelse med de væsentlige sikkerhedskrav i bilag 1, i fare.
§ 22. · Importørens forpligtelser§-link ↗
§ 13, stk. 2, og § 15, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse for importøren.
§ 23. · Importørens forpligtelser§-link ↗
Importøren skal i 10 år efter, at fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler er bragt i omsætning, opbevare en kopi af EU-overensstemmelseserklæringen, så den står til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen, og sikre, at den tekniske dokumentation kan stilles til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen, hvis der anmodes herom.
§ 24. · Distributørens forpligtelser§-link ↗
Distributøren skal handle med fornøden omhu. Den pågældende skal, inden fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler gøres tilgængelige på markedet, kontrollere at: 1) De er forsynet med CE-mærkning i overensstemmelse med §§ 41 og 42. 2) Der er udarbejdet EU-overensstemmelseserklæring for artiklerne, jf. § 40. 3) De er ledsaget af en brugsanvisning og sikkerhedsoplysninger på dansk, jf. § 14. 4) Fabrikanten har opfyldt kravene i § 12, stk. 1, nr. 3, og § 29, stk. 1, nr. 1. 5) En eventuel importør har opfyldt kravene i § 29, stk. 1, nr. 1.
§ 25. · Distributørens forpligtelser§-link ↗
Ved eller burde distributøren vide, at fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler ikke er i overensstemmelse med de væsentlige sikkerhedskrav i bilag 1, må de ikke gøres tilgængelige på markedet, før de er blevet bragt i overensstemmelse med disse.
Stk. 2. Ved eller burde distributøren vide, at det fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler, den pågældende har gjort tilgængelig på markedet, ikke opfylder kravene i denne bekendtgørelse, skal den pågældende sikre sig, at der træffes de nødvendige foranstaltninger for at bringe fyrværkeriet eller de andre pyrotekniske artikler i overensstemmelse med lovgivningen, eller om nødvendigt trække det tilbage fra markedet eller kalde det tilbage.
Stk. 3. Udgør fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler en risiko, skal distributøren endvidere underrette fabrikanten eller importøren samt Sikkerhedsstyrelsen herom.
§ 26. · Distributørens forpligtelser§-link ↗
§ 15, stk. 2, og § 21 finder tilsvarende anvendelse for distributøren.
§ 27. · Importørens og distributørens overtagelse af fabrikantens forpligtelser§-link ↗
Bringer importøren eller distributøren fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler i omsætning under sit navn eller varemærke, anses denne for at være fabrikant og er underlagt de samme forpligtelser som fabrikanten, jf. §§ 10-16.
Stk. 2. Stk. 1 finder tillige anvendelse, hvis importøren eller distributøren ændrer på fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler, der allerede er bragt i omsætning, på en sådan måde, at det kan påvirke overensstemmelsen med de gældende krav.
§ 28. · Erhvervsdrivendes identifikation af øvrige erhvervsdrivende§-link ↗
Erhvervsdrivende skal efter anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen identificere: 1) Enhver erhvervsdrivende, som har leveret fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler til dem. 2) Enhver erhvervsdrivende, som de har leveret fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler til.
Stk. 2. Erhvervsdrivende skal kunne fremlægge de i stk. 1 nævnte oplysninger i en periode på 10 år efter, de har fået leveret eller har leveret fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler.
§ 29. · Mærkning af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler§-link ↗
Fyrværkeriartikler og andre pyrotekniske artikler skal, inden de bringes i omsætning, være mærket med følgende oplysninger: 1) Fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og postadresse eller, når fabrikanten ikke er etableret i EU, fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og postadresse samt importørens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og postadresse. Adressen skal angive ét sted, hvor fabrikanten kan kontaktes. De pågældende oplysninger skal fremgå på et letforståeligt sprog. 2) Artiklens navn og type. 3) Kategori, jf. § 3. 4) Artiklens NEM-vægt. 5) Brugsanvisning. 6) Aldersgrænse for salg, jf. § 25 i bekendtgørelse om indførsel, fremstilling, opbevaring, overdragelse, erhvervelse og anvendelse af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler. 7) Artiklens registreringsnummer, jf. stk. 2, og dens produkt-, batch- eller serienummer.
Stk. 2. Registreringsnummeret, jf. stk. 1, nr. 7, er sammensat af følgende: 1) Det firecifrede identifikationsnummer, der anvendes af det bemyndigede organ, som har udstedt EU- typeafprøvningsattest i overensstemmelse med proceduren for overensstemmelsesvurderingen i § 38. 2) Kategorien for fyrværkeriet eller den pyrotekniske artikel. 3) Det løbenummer, der anvendes af det bemyndigede organ på fyrværkeriet eller den anden pyrotekniske artikel.
Stk. 3. Ud over oplysningerne i stk. 1 skal fyrværkeri være mærket i overensstemmelse med §§ 30-35. Andre pyrotekniske artikler skal, hvis det er relevant, være mærket med mindste sikkerhedsafstand.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder ikke for pyrotekniske artikler til køretøjer, der skal mærkes i overensstemmelse med § 36.
§ 30. · Mærkning af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler§-link ↗
Fyrværkeri i kategori F1 skal mærkes med: 1) Mindste sikkerhedsafstand. 2) Teksten: ”må kun anvendes udendørs”, hvis det ikke er beregnet til anvendelse indendørs.
Stk. 2. Fyrværkeri i kategori F2 skal mærkes med: 1) Mindste sikkerhedsafstand, jf. dog stk. 5. 2) Teksten: “må kun anvendes udendørs”.
Stk. 3. Fyrværkeri i kategori F3 skal mærkes med: 1) Mindste sikkerhedsafstand. 2) Fremstillingsår. 3) Teksten: “må kun anvendes udendørs”. 4) Teksten: “må kun anvendes af personer, der har godkendelse som festfyrværkere”.
Stk. 4. Fyrværkeri i kategori F4 skal mærkes med: 1) Mindste sikkerhedsafstand. 2) Fremstillingsår. 3) Teksten: “må kun anvendes af personer, der har godkendelse som festfyrværkere”.
Stk. 5. Stk. 2, nr. 1, gælder ikke for stjernekastere og bengalske fakler.
§ 31. · Mærkning af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler§-link ↗
Scenefyrværkeri i kategori T1 og T2 skal mærkes med mindste sikkerhedsafstand og teksten ”må kun anvendes af personer, der har godkendelse som scene- eller festfyrværker”.
Stk. 2. Hvis fyrværkeriet ikke er beregnet til anvendelse indendørs, skal det endvidere mærkes med teksten ”må kun anvendes udendørs”.
§ 32. · Mærkning af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler§-link ↗
Hvor der ikke er plads på artiklen til at opfylde mærkningskravene i henhold til §§ 29-31, skal oplysningerne angives på den mindste emballageenhed som artiklen sælges i.
§ 33. · Mærkning af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler§-link ↗
Mærkning efter §§ 29-31 skal være på dansk.
§ 34. · Mærkning af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler§-link ↗
Mærkning efter §§ 29-32 skal være tydelig, letlæselig og anbragt så den ikke kan slettes, ligesom den skal være klar og forståelig.
§ 35. · Mærkning af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler§-link ↗
Fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, der er i overensstemmelse med en dansk standard, der gennemfører de harmoniserede standarder, hvis referencer er offentliggjort af Europa-Kommissionen i EU-Tidende, skal være mærket i overensstemmelse med den pågældende standard.
§ 36. · Mærkning af pyrotekniske artikler til køretøjer§-link ↗
Pyrotekniske artikler til køretøjer skal, inden de bringes i omsætning, være mærket med følgende: 1) Oplysninger om fabrikanten, jf. § 29, stk. 1, nr. 1. 2) Artiklens navn og type. 3) Artiklens registreringsnummer, jf. § 29, stk. 2, og dens produkt-, batch- eller serienummer. 4) Nødvendige sikkerhedsoplysninger.
Stk. 2. Er der ikke på den pyrotekniske artikel plads til at opfylde mærkningskrav i henhold til stk. 1, skal oplysningerne angives på emballagen.
Stk. 3. Den, der gør pyrotekniske artikler til køretøjer tilgængelige på markedet, skal sammen med den pyrotekniske artikel udlevere et sikkerhedsblad udarbejdet i overensstemmelse med bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1907/2006/EF. Sikkerhedsbladet udleveres til professionelle brugere på det sprog, de ønsker. Sikkerhedsbladet kan udleveres på papir eller elektronisk, hvis den professionelle bruger kan modtage dette.
§ 37. · Overensstemmelsesvurdering§-link ↗
Til at foretage overensstemmelsesvurdering skal fabrikanten benytte et bemyndiget organ, som er udpeget af Sikkerhedsstyrelsen eller et bemyndiget organ udpeget af et andet EU-land.
§ 38. · Overensstemmelsesvurdering§-link ↗
Ved vurderingen af fyrværkeri og andre pyrotekniske artiklers overensstemmelse med de væsentlige sikkerhedskrav i bilag 1 skal fabrikanten følge en af følgende procedurer: 1) EU-typeafprøvning (modul B) som nævnt i bilag 2, og et af følgende moduler efter fabrikantens eget valg: a) Typeoverensstemmelse på grundlag af intern produktionskontrol plus overvåget produktionskontrol med vekslende mellemrum (modul C2), som nævnt i bilag 2. b) Typeoverensstemmelse på baggrund af kvalitetssikring af produktionsprocessen (modul D), som nævnt i bilag 2. c) Typeoverensstemmelse på baggrund af kvalitetssikring af produktet (modul E) som nævnt i bilag 2. 2) Overensstemmelse på baggrund af enhedsverifikation (modul G), som nævnt i bilag 2. 3) Overensstemmelse på baggrund af fuldstændig kvalitetssikring af produktet (model H), som nævnt i bilag 2, hvis der er tale om fyrværkeri i kategori F4.
§ 39. · EU-overensstemmelseserklæring§-link ↗
Er det dokumenteret, jf. de i § 38 nævnte procedurer, at fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler lever op til de væsentlige sikkerhedskrav i bilag 1, skal fabrikanten udarbejde en EU-overensstemmelseserklæring, jf. stk. 2-3 og § 40.
Stk. 2. Fabrikanten står inde for, at fyrværkeriet eller den pyrotekniske artikel opfylder kravene i denne bekendtgørelse ved at udarbejde EU-overensstemmelseserklæringen.
Stk. 3. Er fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler omfattet af flere EU-retsakter, der kræver EU- overensstemmelseserklæring, udfærdiges der en samlet EU-overensstemmelseserklæring, hvoraf det fremgår hvilke EU-retsakter den vedrører, herunder hvor disse er offentliggjort.
§ 40. · EU-overensstemmelseserklæring§-link ↗
EU-overensstemmelseserklæringen skal følge den model, der er fastsat i bilag 2 og skal løbende ajourføres.
Stk. 2. EU-overensstemmelseserklæringen skal indeholde de elementer, der er anført i de relevante moduler i bilag 2.
Stk. 3. EU-overensstemmelseserklæringen for fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, der er bragt i omsætning eller gjort tilgængeligt i Danmark, skal være på dansk eller engelsk.
§ 41. · CE-mærkning§-link ↗
Fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, der gøres tilgængelige på markedet, skal være påført CE-mærkning. CE-mærkningen anbringes, før artiklerne bringes i omsætning, jf. dog § 9.
Stk. 2. Fabrikanten anbringer CE-mærkningen, når fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler har gennemgået en overensstemmelsesvurdering, jf. § 38, og opfylder de relevante krav.
Stk. 3. CE-mærkningen er underkastet de generelle principper i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2008/765/EF om kravene til akkreditering.
§ 42. · CE-mærkning§-link ↗
CE-mærkningen anbringes på fyrværkeriet eller på de andre pyrotekniske artikler, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Er det ikke muligt eller berettiget at anbringe CE-mærkningen på fyrværkeriet eller på de andre pyrotekniske artikler, anbringes dette på emballagen og de ledsagende dokumenter.
Stk. 3. CE-mærkning skal anbringes synligt, letlæseligt, og således, at den ikke kan slettes.
Stk. 4. Der kan efter CE-mærkningen anbringes en anden form for angivelse vedrørende risiko- eller brugskategori.
§ 43.§-link ↗
Sikkerhedsstyrelsen kan efter § 14, nr. 3, i lov om produkter og markedsovervågning påbyde den erhvervsdrivende inden for en nærmere angivet frist at bringe følgende i orden: 1) CE-mærkningen er anbragt i modstrid med artikel 30 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2008/765/EF om kravene til akkreditering eller med §§ 41 og 42 i denne bekendtgørelse. 2) Der er ikke anbragt nogen CE-mærkning. 3) Der er ikke udarbejdet en EU-overensstemmelseserklæring. 4) EU-overensstemmelseserklæringen er ikke udarbejdet korrekt. 5) Den tekniske dokumentation er enten ikke til rådighed eller ikke fuldstændig. 6) Identifikationsnummer, udstedt af det bemyndigede organ, mangler eller er anbragt i strid med § 16, stk. 2, hvis et sådant organ har deltaget i produktionskontrolfasen. 7) De i § 29, stk. 1, nr. 1, omhandlede oplysninger mangler, er ukorrekte eller ufuldstændige. 8) Kravene i § 10, § 12, stk. 1 og 2, §§ 13-15, § 17, § 18, stk. 1-2, §§ 19-23, § 29, stk. 1, nr. 1, § 33 eller § 34, ikke er opfyldt.
Stk. 2. Er forholdet ikke bragt i orden inden for den i stk. 1 angivne frist, kan Sikkerhedsstyrelsen efter: 1) § 14, nr. 5 eller nr. 6, i lov om produkter og markedsovervågning, påbyde den erhvervsdrivende, at tilbagetrække eller tilbagekalde disse. 2) § 16 i lov om produkter og markedsovervågning forbyde, at fyrværkeriet eller de andre pyrotekniske artikler gøres tilgængelig på markedet.
§ 44. · Bemyndigede organer§-link ↗
Sikkerhedsstyrelsen udpeger bemyndigede organer til at foretage overensstemmelsesvurdering af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler i henhold til proceduren for overensstemmelsesvurdering i bilag 2.
Stk. 2. For at blive udpeget som bemyndiget organ, skal et overensstemmelsesvurderingsorgan opfylde kravene i bilag 4.
Stk. 3. Et overensstemmelsesvurderingsorgan skal ved udførelsen af arbejde i forbindelse med bemyndigelsen have tegnet en professionel ansvarsforsikring.
Stk. 4. Et overensstemmelsesvurderingsorgan, der opfylder kravene i de harmoniserede standarder eller dele heraf, formodes at opfylde kravene i stk. 2 og 3, for så vidt som de gældende harmoniserede standarder dækker disse krav.
§ 45. · Bemyndigede organer§-link ↗
Et overensstemmelsesvurderingsorgan skal være akkrediteret af DANAK Den Danske Akkrediteringsfond for de overensstemmelsesmoduler, organet ønsker at udføre.
§ 46. · Bemyndigede organer§-link ↗
Ansøgning om udpegning sendes til Sikkerhedsstyrelsen og skal beskrive de overensstemmelsesvurderingsaktiviteter, det eller de overensstemmelsesvurderingsmoduler og det fyrværkeri eller den eller de andre pyrotekniske artikler, som organets ansøgning vedrører.
Stk. 2. Ansøgningen skal vedlægges et akkrediteringscertifikat udstedt af DANAK Den Danske Akkrediteringsfond, hvor det godtgøres, at organet opfylder kravene i bilag 4.
Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen meddeler Kommissionen og de øvrige medlemslande hvilke organer, der er udpeget til at foretage de i bilag 2 beskrevne procedurer, og hvilke specifikke opgaver, disse organer er udpeget til at varetage.
Stk. 4. Navnet på det bemyndigede organ, organets identifikationsnummer og angivelse af hvilke opgaver, bemyndigelsen omfatter, offentliggøres på Kommissionens liste over bemyndigede organer.
§ 47. · Dattervirksomheder og underentreprise i tilknytning til bemyndigede organer§-link ↗
Giver et bemyndiget organ i forbindelse med overensstemmelsesvurderingen bestemte opgaver i underentreprise eller anvender en dattervirksomhed, skal dette sikre, at underentreprenøren eller dattervirksomheden opfylder kravene i bilag 4, ligesom Sikkerhedsstyrelsen skal underrettes herom.
Stk. 2. Aktiviteter kan kun gives i underentreprise eller udføres af en dattervirksomhed, hvis kunden har givet sit samtykke hertil.
§ 48. · Dattervirksomheder og underentreprise i tilknytning til bemyndigede organer§-link ↗
Det bemyndigede organ har det fulde ansvar for de opgaver, der udføres af en underentreprenør eller en dattervirksomhed, uanset hvor disse er etableret.
Stk. 2. Det bemyndigede organ skal kunne stille de relevante dokumenter vedrørende vurdering af underentreprenørens eller dattervirksomhedens kvalifikationer og det arbejde, de har udført i henhold til bilag 2 til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen.
§ 49. · Forpligtelser for bemyndigede organer§-link ↗
Et bemyndiget organ skal foretage overensstemmelsesvurderinger i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat i bilag 2 og proportionalitetsprincippet.
Stk. 2. Det bemyndigede organ skal under udførelse af sine aktiviteter tage de i bilag 4, punkt 5, litra c, nævnte hensyn. Samtidig skal det bemyndigede organ dog respektere den grad af strenghed og det beskyttelsesniveau, der kræves for, at fyrværkeriet eller den anden pyroteknisk artikel overholder denne bekendtgørelse.
§ 50. · Forpligtelser for bemyndigede organer§-link ↗
Et bemyndiget organ, der udfører overensstemmelsesvurderinger, skal udstede registreringsnumre til identifikation af fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler, der har gennemgået en overensstemmelsesvurdering, og deres fabrikanter.
Stk. 2. Det bemyndigede organ skal føre et register over fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, som de har udstedt attester og godkendelser for, herunder registreringsnumrene. Registret ajourføres regelmæssigt og gøres offentlig tilgængeligt på internettet.
Stk. 3. Det i stk. 2 nævnte register skal føres i det format og indeholde de oplysninger, der fremgår af bilag 5. De pågældende oplysninger skal opbevares i mindst 10 år fra den dato, hvor attesten eller godkendelsen er udstedt.
§ 51. · Forpligtelser for bemyndigede organer§-link ↗
Finder et bemyndiget organ, at fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler ikke opfylder kravene i bilag 1 eller de dertil svarende harmoniserede standarder eller andre tekniske specifikationer, skal det anmode fabrikanten om at afhjælpe dette og ikke udstede overensstemmelsesattest.
§ 52. · Forpligtelser for bemyndigede organer§-link ↗
Finder et bemyndiget organ i forbindelse med overvågning af fyrværkeri og andre pyrotekniske artiklers overensstemmelse med de væsentlige sikkerhedskrav i bilag 1, at fyrværkeri eller en anden pyroteknisk artikel, der allerede er udstedt attest eller godkendelse på, ikke længere opfylder kravene, skal organet anmode fabrikanten om at afhjælpe dette. Om nødvendigt skal det bemyndigede organ suspendere eller inddrage attesten eller godkendelsen.
Stk. 2. Træffer fabrikanten ikke afhjælpende foranstaltninger, eller har disse ikke har den ønskede virkning, skal det bemyndigede organ begrænse, suspendere eller inddrage eventuelle attester eller godkendelser.
§ 53. · Oplysningspligt for bemyndigede organer§-link ↗
De bemyndigede organer skal oplyse Sikkerhedsstyrelsen om: 1) Tilfælde, hvor udstedelse af en attest eller godkendelse er blevet nægtet. 2) Begrænsninger, suspensioner eller inddragelser af attester eller godkendelser. 3) Forhold, der har indflydelse på omfanget af og betingelserne for udpegningen. 4) Anmodninger om oplysninger om udførte overensstemmelsesvurderingsaktiviteter, som er modtaget fra en kontrolmyndighed.
Stk. 2. Efter anmodning skal de bemyndigede organer endvidere oplyse om overensstemmelsesvurderingsaktiviteter, der er udført inden for det område, hvor de er bemyndiget, og enhver anden aktivitet, der er udført, herunder grænseoverskridende aktiviteter og underentreprise.
§ 54. · Oplysningspligt for bemyndigede organer§-link ↗
Bemyndigede organer skal give de øvrige organer, der er bemyndiget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/29/EU, relevante oplysninger om spørgsmål vedrørende negative resultater af overensstemmelsesvurderinger. Efter anmodning skal der også videregives positive resultater af overensstemmelsesvurderinger.
Stk. 2. Oplysninger skal dog kun videregives til de organer som udfører lignende overensstemmelsesvurderingsaktiviteter, der dækker samme fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler.
§ 55. · Kontrol med bemyndigede organer§-link ↗
Sikkerhedsstyrelsen kan føre kontrol med de bemyndigede organer for at sikre, at organerne opfylder kravene som beskrevet i § 44, stk. 2 og 3.
Stk. 2. De bemyndigede organer skal i forbindelse med kontrollen fremsende dokumentation for, at kravene, jf. stk. 1, er opfyldt.
§ 56. · Kontrol med bemyndigede organer§-link ↗
Sikkerhedsstyrelsen kan begrænse, suspendere eller inddrage bemyndigelsen, hvis det bemyndigede organ ikke opfylder 1) kravene i § 44, stk. 2 og 3, eller 2) forpligtelserne i henhold til §§ 49-54.
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen underretter de øvrige EU-lande og Kommissionen om begrænsning, suspension eller inddragelse af en bemyndigelse, jf. stk. 1. Inddragelse af en bemyndigelse offentliggøres på Kommissionens hjemmeside.
Stk. 3. Inddrages en bemyndigelse af et overensstemmelsesvurderingsorgan, overfører dette organ registret jf. § 50, stk. 2, til et andet bemyndiget organ eller til Sikkerhedsstyrelsen.
§ 57.§-link ↗
Skriftlig kommunikation til Sikkerhedsstyrelsen skal foregå digitalt.
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen kan dispensere fra kravet i stk. 1, når særlige hensyn taler herfor.
§ 58.§-link ↗
Kontrolmyndigheden kan, jf. § 10 i lov om produkter og markedsovervågning, kræve, at de erhvervsdrivende fremlægger de dokumenter og de oplysninger, som kontrolmyndigheden skønner nødvendige til brug for kontrollen.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger skal fremlægges på et for myndigheden letforståeligt sprog.
§ 59.§-link ↗
Medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der 1) i strid med § 8, stk. 1, bringer fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler i omsætning eller på anden måde gør dem tilgængelige på markedet, 2) i strid med § 11, § 12, stk. 1, nr. 1 eller 2, § 18, stk. 1 eller stk. 2, nr. 1 eller 2, eller § 24, nr. 1 eller 2, bringer fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler i omsætning eller på anden måde gør dem tilgængelige på markedet, 3) undlader at sikre, at fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler er forsynet med den krævede mærkning, jf. § 12, stk. 1, nr. 3, og § 18, stk. 2, nr. 3, 4) undlader at opbevare dokumentation efter § 12, stk. 2, § 23 eller § 28, stk. 2, 5) undlader at føre et register over registreringsnumre, jf. § 12, stk. 3, nr. 1, eller § 18, stk. 3, nr. 1, 6) undlader at overgive registeret over registreringsnumre til Sikkerhedsstyrelsen, jf. § 12, stk. 3, nr. 3, eller § 18, stk. 3, nr. 3, 7) undlader at meddele Sikkerhedsstyrelsen en i henhold til § 12, stk. 3, nr. 2, § 18, stk. 3, nr. 2, § 23 eller § 28, stk. 1, afkrævet oplysning, 8) ikke har en procedure som krævet i § 13, stk. 1, eller undlader at efterkomme en anmodning efter § 13, stk. 2, 9) undlader at sikre at kravet omkring brugsanvisning og sikkerhedsinformation er opfyldt, jf. § 14, § 20 eller § 24, nr. 3, 10) undlader at træffe de fornødne foranstaltninger efter § 15, stk. 1, § 19, stk. 1 eller 2, og § 25, stk. 1 eller 2, 11) undlader at foretage den fornødne underretning af Sikkerhedsstyrelsen efter § 15, stk. 2, § 19, stk. 3, § 25, stk. 3, 12) under at sikre, at opbevaringen og transporten af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler ikke bringer deres overensstemmelse med de væsentlige sikkerhedskrav i fare, jf. § 21, 13) undlader at kontrollere, at fabrikanten har opfyldt kravene, jf. § 24, nr. 4, eller en eventuel importør har opfyldt kravene, jf. § 24, nr. 5, 14) undlader at forsyne fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler med identifikation, jf. § 29, stk. 1, nr. 1, 15) undlader at udlevere et sikkerhedsblad efter § 36, stk. 3, 16) i strid med § 37 benytter et bemyndiget organ, der ikke er udpeget af Sikkerhedsstyrelsen eller et andet EU-land, eller 17) undlader at opfylde kravene til mærkning efter § 42, stk. 1, og stk. 3.
Stk. 2. Begås en overtrædelse, som nævnt i stk. 1, nr. 1, nr. 2, nr. 8, nr. 10 eller nr. 12, under skærpende omstændigheder kan straffen stige med fængsel indtil 2 år. Det anses som skærpende omstændigheder, når: 1) Overtrædelsen har fremkaldt fare for sikkerhed eller sundhed. 2) Overtrædelsen har medført en ulykke med alvorlig personskade eller døden til følge. 3) Der er tale om gentagelsestilfælde, hvor virksomheden tidligere har begået en lignende overtrædelse. 4) Overtrædelsen er begået som led i en systematisk overtrædelse af reglerne med økonomisk vinding for øje. 5) Den erhvervsdrivende har forsøgt at omgå eller unddrage sig kontrolmyndighedens kontrol.
Stk. 3. Hvis uretmæssig anvendelse af CE-mærkning er sket med forsæt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, straffes anvendelsen af CE-mærkning med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 60.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2021.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1423 af 16. december 2009 om krav til fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler ophæves.
§ 61.§-link ↗
Fyrværkeri i kategori F3, der var omfattet af reglerne for konsumfyrværkeri i henhold til § 5, stk. 1, nr. 3 og 4, i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009 om indførsel, fremstilling, opbevaring, overdragelse, erhvervelse og anvendelse af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, kan gøres tilgængelig for forbrugere indtil den 1. oktober 2025 efter reglerne i bekendtgørelse om indførsel, fremstilling, opbevaring, overdragelse, erhvervelse og anvendelse af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler.