Bekendtgørelse nr. 1333 · 2021

Historisk

Bekendtgørelse om oplysningspligt ved salg af andelsboliger m.v. samt om bestyrelsens pligt til at fremlægge skema over centrale nøgleoplysninger

Bekendtgørelse om oplysningspligt ved salg af andelsboliger m.v. samt om bestyrelsens pligt til at fremlægge skema over centrale nøgleoplysninger

Dokumentdato: 11. jun. 2021Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Udlevering af dokumenter og nøgleoplysninger

§ 1.§-link ↗

Den, der overdrager en andel i en andelsboligforening, hvor der til andelen er knyttet retten til en bolig, skal inden aftalens indgåelse udlevere følgende dokumenter og nøgleoplysninger til erhververen: 1) Et eksemplar af andelsboligforeningens vedtægter. 2) Andelsboligforeningens seneste årsregnskab og budget. 3) Et referat fra andelsboligforeningens senest afholdte ordinære generalforsamling og eventuelle senere ekstraordinære generalforsamlinger. 4) Vedligeholdelsesplan, såfremt en sådan er udarbejdet. Sker udlevering i papirform, kan udlevering begrænses til vedligeholdelsesplanens konklusioner, såfremt de er dækkende for planens indhold. 5) Den senest udarbejdede energimærkning for ejendommen i henhold til lov om fremme af energibesparelser i bygninger. 6) Nøgleoplysninger om andelsboligforeningen, jf. bilag 1. 7) Nøgleoplysninger om den aktuelle andelsbolig til salg, herunder en opstilling af hvorledes prisen beregnes, med specifikation af prisen for andelen, udførte forbedringer og inventar, jf. bilag 2. 8) En erklæring fra andelsboligforeningen, hvis der er sket væsentlige ændringer i nøgleoplysningerne siden seneste godkendte regnskab eller seneste nøgleoplysningsskema for andelsboligforeningen, jf. bilag 3. 9) Centrale økonomiske nøgleoplysninger om andelsboligforeningen, jf. bilag 4. 10) Vejledning til køber om prisfastsættelse af andelsboliger (regler for den maksimale pris og overpris) som Indenrigs- og Boligministeriet har anvist på www.im.dk.

Stk. 2. Udlevering af et eller flere af de i stk. 1 nævnte dokumenter kan ske ved henvisning til en af andelsboligforeningen oprettet hjemmeside, hvor dokumentet eller dokumenterne er gjort offentligt tilgængelig.

§ 2.§-link ↗

Nøgleoplysningerne, jf. § 1, stk. 1, nr. 6 og 7, en erklæring, jf. § 1, stk. 1, nr. 8 og centrale økonomiske nøgleoplysninger om andelsboligforeningen, jf. § 1, stk. 1, nr. 9, skal udleveres i særlige formularer, der er godkendt af indenrigs- og boligministeren, jf. bilag 1-4.

§ 3.§-link ↗

De i bilag 1 nævnte nøgleoplysninger B1-B6, C1-C3, D1-D2, E1-E2, F1-F4, G1-G3, H1-H3, J, K1-K3, M1-M3, P og R skal optages som noter til andelsboligforeningens årsregnskab.

§ 4.§-link ↗

De i bilag 1 nævnte nøgleoplysninger F1-F3, H1, K1-K3, L1, P skal af bestyrelsen forelægges for generalforsamlingen i et særskilt skema, jf. bilag 4, på baggrund af det regnskab der skal godkendes på generalforsamlingen.

Kapitel 2 · Indberetning af finansielle nøgleoplysninger

§ 5.§-link ↗

Penge- og realkreditinstitutter og andre långivere, som ikke er underlagt tilsyn af Finanstilsynet, der har ydet lån og hertil knyttede finansielle aftaler til en andelsboligforening, skal med undtagelse af nøgleoplysningerne P, Q og R indberette finansielle nøgleoplysninger om foreningens lån til brug for nøgleoplysningsskema for andelsboligforeningen, jf. bilag 1, pkt. 4.

Stk. 2. Oplysningerne skal indberettes til Bolig- og Planstyrelsens elektroniske nøgleoplysningssystem for andelsboliger, www.andelsboliginfo.dk, i de af styrelsen nærmere fastsatte dataformater.

§ 6.§-link ↗

De finansielle nøgleoplysninger skal indberettes for hvert enkelt lån og finansiel aftale, som er ydet til eller indgået med en andelsboligforening.

Stk. 2. Indberetningen skal ske mindst én gang årligt samtidig med udsendelse af årsopgørelsen for det pågældende lån eller den finansielle aftale.

Kapitel 3 · Udfyldelse af nøgleoplysningsskemaer og indberetning af handelspriser for andelsboliger

§ 7.§-link ↗

Andelsboligforeningen skal senest på anmodning fra en andelshaver, der ønsker at sælge sin bolig, indberette de i bilag 1, pkt. 1-3 og pkt. 4, nøgleoplysning P og R, nævnte nøgleoplysninger om andelsboligforeningen og udfylde »Nøgleoplysningsskema for andelsboligsalg« med undtagelse af nøgleoplysning Z18 og Z19 jf. bilag 2.

Stk. 2. Nøgleoplysninger for andelsboligforeningen, jf. bilag 1, pkt. 1-3 og pkt. 4, nøgleoplysning P og R, skal indberettes til Bolig- og Planstyrelsens elektroniske nøgleoplysningssystem for andelsboliger, www.andelsboliginfo.dk, på baggrund af det senest godkendte regnskabsmateriale for andelsboligforeningen og øvrigt relevant materiale i foreningen.

Stk. 3. »Nøgleoplysningsskema for andelsboligsalg«, jf. bilag 2, kan udfyldes ved at indberette de i bilag 2 nævnte nøgleoplysninger om det aktuelle andelsboligsalg, med undtagelse af nøgleoplysning Z18 og Z19, til Bolig- og Planstyrelsens elektroniske nøgleoplysningssystem for andelsboliger, www.andelsboliginfo.dk.

§ 8.§-link ↗

Andelsboligforeningen skal hurtigst muligt og senest 10 arbejdsdage efter modtagelse af en anmodning som nævnt i § 7 udlevere »Nøgleoplysningsskema for andelsboligforeningen«, jf. bilag 1,»Nøgleoplysningsskema for andelsboligsalg«, jf. bilag 2, og »Centrale økonomiske nøgleoplysninger til brug for generalforsamlingen« jf. bilag 4 til den andelshaver, der ønsker at sælge sin bolig. Nøgleoplysningsskemaerne kan sendes elektronisk til andelshaveren.

Stk. 2. For »Nøgleoplysningsskema for andelsboligsalg« løber fristen på 10 arbejdsdage for udlevering fra det tidspunkt, hvor foreningen har modtaget relevant dokumentation fra andelshaveren vedrørende forbedringer, tilpasset løsøre m.v.

Stk. 3. I andelsboligforeninger, hvor værdien af forbedringer, tilpasset løsøre m.v. fastsættes på baggrund af en vurderingsrapport udarbejdet af en professionel vurderingsmand, løber fristen på 10 arbejdsdage for udlevering af »Nøgleoplysningsskema for andelsboligsalg«, når der foreligger en vurderingsrapport. Såfremt det er foreningen, der bestiller vurderingsmanden, skal foreningen sørge for, at vurderingsrapporten udarbejdes uden ugrundet ophold.

§ 9.§-link ↗

Andelsboligforeningen kan anvende et allerede udarbejdet »Nøgleoplysningsskema for andelsboligforeningen«, jf. bilag 1, ved efterfølgende anmodning fra en andelshaver, der ønsker at sælge sin bolig, så længe det er baseret på senest godkendte årsregnskab for andelsboligforeningen.

§ 10.§-link ↗

Andelsboligforeningen skal i »Nøgleoplysningsskema for andelsboligforeningen«, jf. bilag 1, oplyse, hvornår dette er udarbejdet.

Stk. 2. Er der på tidspunktet for indberetning af nøgleoplysninger for andelsboligforeningen, jf. § 7, eller ved anvendelse af et allerede udarbejdet nøgleoplysningsskema for andelsboligforeningen, jf. § 9, sket væsentlige ændringer i de finansielle nøgleoplysninger fra penge- og realkreditinstitutterne, der ligger til grund for skemaet, eller i andre nøgleoplysninger, skal andelsboligforeningen oplyse om disse ændringer i en erklæring som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 8, jf. bilag 3.

Stk. 3. Den i stk. 2 nævnte erklæring skal udleveres til den andelshaver, der ønsker at sælge sin bolig, sammen med »Nøgleoplysningsskema for andelsboligforeningen«.

§ 11.§-link ↗

Andelsboligforeningen skal efter et salg af en andelsbolig, når overdragelsesaftalen er underskrevet af køber samt godkendt af bestyrelsen, for hver enkelt salg indberette nøgleoplysning A3, Z2, Z3, Z9, Z18, Z19, jf. bilag 2, til Bolig- og Planstyrelsens elektroniske nøgleoplysningssystem for andelsboliger, www.andelsboliginfo.dk.

Stk. 2. Indberetning efter stk. 1 skal ske senest 30 dage, efter udløb af det kvartal, hvor andelsboligen er solgt.

Kapitel 4 · Boligaktieselskaber og boliganpartsselskaber

§ 12.§-link ↗

Bekendtgørelsen finder tillige anvendelse på boligaktieselskaber og boliganpartsselskaber, som er omfattet af § 8 i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber.

Kapitel 5 · Ikrafttræden

§ 13.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2021.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 300 af 26. marts 2019 om oplysningspligt ved salg af andelsboliger m.v. samt om bestyrelsens pligt til at fremlægge skema over centrale nøgleoplysninger ophæves.