§ 1.§-link ↗
Landbrugsstyrelsen kan give tilskud til nye teknologier, jf. bilag 1, til brug i forskellige økologiske produktionsgrene. Tilskuddet kan gives til økologiske bedrifter, inden for følgende indsatsområder: 1) Svin. 2) Kvæg. 3) Frugt, bær og grønt. 4) Planteavl. 5) Æg og fjerkræ. 6) Får og geder.
Stk. 2. Hvert indsatsområde er opdelt med afgrødekode eller besætningstype, jfr. Bilag 4.
Stk. 3. Der kan endvidere gives tilsagn til nye teknologier til brug inden for indsatsområdet frugt, bær og grønt til bedrifter, der udelukkende har væksthusproduktion.
§ 2.§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Gennemført projekt: Den indkøbte teknologi skal være installeret eller monteret og klar til brug. Teknologier, der ikke kræver montering, skal tilsvarende være klar til brug, uden at det kræver yderligere forberedelse. 2) Gennemsnitlig standardeffekt: Summen af de ansøgte teknologiers standardeffekt divideret med antallet af ansøgte teknologier. De ansøgte teknologier skal være inden for samme indsatsområde. 3) Landbrugsstyrelsens selvbetjeningsløsning: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri's portalløsning som tilgås via Landbrugsstyrelsens hjemmeside, hvor bl.a. ansøgningsskema og vejledning kan findes. 4) Obligatoriske elementer: De elementer en teknologi, som minimum, skal indeholde for, at der kan opnås tilskud. 5) Omkostningseffektivitet: Forholdet mellem den fastsatte sum af standardeffekten af investeringen, og det ansøgte beløb, på baggrund af fastsatte standardomkostninger. 6) Primær jordbrugsbedrift: Bedrift, der producerer primære jordbrugsprodukter, der ikke har været genstand for forarbejdning eller forædling. Aktiviteter på bedriften vedrørende forberedelse til det første salg, er omfattet af definitionen. Bedriften omfatter de aktiver, der er tilknyttet til det CVR-nummer ansøger søger i. 7) Primære jordbrugsprodukter: Produkter omfattet af bilag I til Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). 8) Programområde: Et geografisk område dækket af et specifikt program, jf. artikel 2(7) i forordning (EU) nr. 1303/2013, i dette tilfælde Danmark, jf. Det danske landdistriktsprogram 2014-2020. 9) Projekt: Det, der er ansøgt om, under ét indsatsområde, udgør ét projekt. 10) Projektets påbegyndelse: Når der er bestilt varer, varer og ydelser til projektet er blevet leveret, eller der er indgået en bindende aftale med håndværkere eller anden leverandør. 11) Sektor: Et afgrænset produktionsområde, som defineres ved det enkelte indsatsområde. 12) SMV: Mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, som defineret i Kommissionens henstilling (EF) nr. 361/2003 af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, (EU-Tidende 2003, nr. L 124, af 20. maj 2003, side 36). 13) Specifikationer: Uddybende beskrivelse af teknologiens elementer (obligatoriske og valgfrie) der definerer formålet og redegør for teknologiernes obligatoriske og valgfrie elementer. 14) Standardeffekt: En økonomisk effekt fastsat pr. enhed for hver teknologi. 15) Standardomkostning: En fastsat sats, der er udtryk for den gennemsnitlige omkostning, for de enkelte elementer af investeringen. 16) Teknologiliste: Udtømmende liste, hvor alle tilskudsberettigede teknologier for denne ordning er oplistet, jf. bilag 1. 17) Valgfrie elementer (optioner): Elementer der vedrører bestemte teknologier, hvor det er valgfrit for ansøgeren, om disse elementer skal indgå i ansøgningen om tilsagn til tilskud.
§ 3. · Ansøger§-link ↗
Ansøgning om tilsagn om tilskud kan indgives af ansøgere identificeret ved et CVR-nummer, der, som ejer eller forpagter, driver en primær jordbrugsbedrift der enten: 1) er autoriseret som økolog, inden for den sektor der søges tilsagn til, eller 2) har ansøgt om autorisation til økologisk jordbrugsproduktion, inden for den sektor der søges tilsagn til, som er indgivet til Landbrugsstyrelsen senest tre uger før, der søges om tilsagn om tilskud.
Stk. 2. Ansøgere efter stk. 1, kan ansøge om tilsagn om tilskud, inden for en sektor, hvor den primære jordbrugsbedrift hører til, og som ansøger har eller har søgt om autorisation til. Der skal være opnået økologisk autorisation på tidspunktet for indsendelse af udbetalingsanmodningen.
Stk. 3. Ansøgers årlige arbejdskraftbehov, der kræves for at drive jordbrugsbedriften, skal i det ansøgende CVR-nummer være på mindst 830 arbejdstimer opgjort efter de normtimesatser, der er fastsat i bilag 2. Hvis produktionsformen ikke fremgår af bilag 2, afgør Landbrugsstyrelsen arbejdskraftbehovet efter en konkret vurdering.
Stk. 4. Tilsagn om tilskud kan ikke gives til konkursboer.
Stk. 5. Opnår ansøger tilsagn om tilskud, tilknyttes tilsagnet CVR-nummeret, som ansøgningen er indgivet i.
§ 4. · Ansøgningen§-link ↗
Ansøgning om tilsagn om tilskud indgives elektronisk til Landbrugsstyrelsen ved brug af ansøgningsskema, som er tilgængeligt for ordningen ved Landbrugsstyrelsens selvbetjeningsløsning.
Stk. 2. Ansøgninger om tilsagn om tilskud skal være modtaget i perioden fra den 29. april 2021 til den 4. juni 2021.
Stk. 3. Der kan kun angives én ansøgning pr. indsatsområde, pr. CVR-nummer inden for den sektor, der er opnået, eller er søgt om økologisk autorisation til.
Stk. 4. Der kan ansøges om tilsagn om tilskud til en, eller flere, af de tilskudsberettigede teknologier under det enkelte indsatsområde, jf. bilag 1.
Stk. 5. Når ansøgningen er indsendt til Landbrugsstyrelsen, må projektet sættes i gang for ansøgers egen regning og risiko.
§ 5. · Afgørelse om afslag på baggrund af oplysninger i ansøgningen§-link ↗
Landbrugsstyrelsen træffer afgørelse om afslag på ansøgningen om tilsagn om tilskud, hvis: 1) ansøger har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse, 2) ansøgningen ikke opfylder kravene i § 3, 3) ansøgningen ikke opfylder kravene i § 4, eller 4) hvis projektet ikke overholder de fastsatte beløbsmæssige minimumskrav, jf. § 7, nr. 7.
§ 6. · Afgørelse på baggrund af prioriteringen§-link ↗
Landbrugsstyrelsen foretager en prioritering, jf. stk. 3-5, af de tilskudsberettigede ansøgninger inden for hver af de i stk. 2 nævnte bevillingsmæssige rammer.
Stk. 2. Følgende midler er afsat inden for hvert indsatsområde: 1) 8 mio. kr. til indsatsområde 1) Svin, jf. § 1, stk. 1, nr. 1. 2) 8 mio. kr. til indsatsområde 2) Kvæg, jf. § 1, stk. 1, nr. 2. 3) 3 mio. kr. til indsatsområde 3) Frugt, bær og grønt, jf. § 1, stk. 1, nr. 3. 4) 12 mio. kr. til indsatsområde 4) Planteavl, jf. § 1, stk. 1, nr. 4. 5) 8 mio. kr. til indsatsområde 5) Æg og fjerkræ, jf. § 1, stk. 1, nr. 5. 6) 1 mio. kr. til indsatsområde 6) Får og geder, jf. § 1, stk. 1, nr. 6.
Stk. 3. Prioriteringen af ansøgninger foretages pr. indsatsområde, jf. § 1, nr. 1-6.
Stk. 4. Ved prioriteringen af ansøgninger lægger Landbrugsstyrelsen vægt på projektets omkostningseffektivitet, jf. bilag 3. Projekter, der opnår den højeste prioriteringsscore på baggrund af omkostningseffektivitet, får første prioritet.
Stk. 5. Hvis Landbrugsstyrelsen modtager ansøgninger for mere end den afsatte ramme, og hvis der er lighed i projekternes omkostningseffektivitet, prioriteres efter størrelsen på den gennemsnitlige standardeffekt.
Stk. 6. Såfremt der, efter den i stk. 4 og 5 nævnte prioritering, fortsat er lighed mellem projekter, træffes der afgørelse ved elektronisk, automatisk lodtrækning.
Stk. 7. Såfremt der ikke bliver søgt eller givet tilsagn for alle midler inden for et indsatsområde, kan de resterende midler omfordeles forholdsmæssigt efter antallet af indkomne ansøgninger til de øvrige indsatsområder.
§ 7. · Kriterier for tilskudsberettigelse§-link ↗
Tilsagn om tilskud er betinget af følgende: 1) At tilsagnshaver er ansvarlig for, at projektet gennemføres, herunder både gennemføres og opretholdes, inden for det indsatsområde, der er givet tilsagn til, jf. § 1, nr. 1-6. 2) At teknologien er omfattet af teknologilisten, jf. bilag 1. 3) At tilsagnshaver ejer investeringerne. 4) At tilsagnshaver opnår de nødvendige tilladelser fra offentlige myndigheder inden anmodning om udbetaling af tilskud. 5) At projektet ikke påbegyndes, før ansøger har indsendt ansøgning om tilsagn om tilskud. 6) At projektet gennemføres på ansøgers egen eller forpagtede jordbrugsbedrift. 7) At det samlede tilskudsgrundlag beløber sig til mindst 100.000 kr. pr. projekt for alle indsatsområder. 8) At tilsagnshaver fra ansøgningstidspunktet, til og med udløbet af projektets opretholdelsesperiode, jf. § 8, nr. 7., til stadighed har det årlige arbejdskraftbehov, som er beskrevet i § 3, stk. 3. 9) At tilsagnshaver, inden indsendelse af udbetalingsanmodningen, skal have opnået autorisation som økolog, jf. § 3, stk. 1, og opretholder autorisationen som økolog til og med projektets opretholdelsesperiode, jf. § 8, nr. 7.
§ 8. · Forpligtelser§-link ↗
Tilsagnshaver er forpligtet til følgende: 1) At gennemføre projektet i overensstemmelse med tilsagnet, herunder at have etableret de i tilsagnet anførte teknologier. 2) At gennemføre projektet med de i bilag 1 anførte obligatoriske elementer, samt specifikationer til den teknologi der er givet tilsagn til. 3) At sikre, at alle obligatoriske elementer og eventuelle valgfrie elementer, som indgår i projektet, er nye. 4) At holde regnskabsbilag, herunder fakturaer, vedrørende projektet tilgængelige i mindst 5,5 år, regnet fra datoen for slutudbetalingen af tilskud. 5) At sende udbetalingsanmodningen rettidigt til Landbrugsstyrelsen, jf. § 14, stk. 3. 6) At informere offentligheden om tilskuddet fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, herunder skilte, jf. bilag III i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 808/2014 af 17. juli 2014. 7) At sørge for, at projektet opretholdes i overensstemmelse med artikel 71(1) i forordning (EU) nr. 1303/2013 i fem år efter datoen for slutudbetalingen. Hvis tilsagnshaver er en SMV gælder denne forpligtelse i tre år, jf. art. 71 i forordning nr. 1303/2013. 8) At sørge for, at projektet opretholdes i overensstemmelse med artikel 71 (2) i forordning (EU) nr. 1303/2013, og forpligter sig til, i 10 år efter udbetalingen, ikke at flytte produktionen uden for EU.
§ 9.§-link ↗
Tilskud efter § 1, kan gives til 40 pct. af den standardomkostning, der er fastsat for hver enkelt teknologi, jf. bilag 1.
Stk. 2. Landbrugsstyrelsen kan ikke give tilskud til teknologier, hvortil der ydes, eller tidligere har været ydet andre EU-tilskud, tilskud under anden tilskudsordning fra Landbrugsstyrelsen eller tilskud fra anden offentlig myndighed, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Tilskud efter denne bekendtgørelse kan kombineres med andre offentlige, nationale tilskud i form af garanti, kaution eller lignende til omkostninger, der er tilskudsberettigede efter denne bekendtgørelse.
Stk. 4. Ydes der andet tilskud, som nævnt i stk. 3, nedsættes tilskuddet efter denne bekendtgørelse, så det samlede offentlige tilskud ikke overstiger loftet, der er fastsat i stk. 1.
Stk. 5. Der kan ikke ydes tilskud til investeringer i teknologier, som tilsagnshaver er forpligtet til at gennemføre i henhold til anden lovgivning.
Stk. 6. Lov om indhentning af tilbud på visse offentlige og offentligt støttede kontrakter finder ikke anvendelse for investeringer omfattet af denne bekendtgørelse.
§ 10.§-link ↗
Projektperioden er på et år, og løber fra ansøgningen om tilsagn er modtaget i Landbrugsstyrelsen, medmindre andet fremgår af tilsagnet.
Stk. 2. Projektperiodens start- og slutdato fastsættes i tilsagnet, jf. dog § 14, stk. 4.
§ 11. · Forlængelse af projektperioden§-link ↗
Landbrugsstyrelsen kan efter anmodning godkende, at den fastsatte projektperiode forlænges med højst et år. Projektets slutdato kan dog ikke forlænges ud over den 31. december 2023.
Stk. 2. Der kan kun ansøges om projektforlængelse én gang pr. projekt.
Stk. 3. Anmodning om forlængelse af projektperioden skal indsendes elektronisk via Landbrugsstyrelsens selvbetjeningsløsning og skal være modtaget i Landbrugsstyrelsen senest to måneder før projektperiodens slutdato.
Stk. 4. Ansøgning om projektforlængelse skal godkendes af Landbrugsstyrelsen for, at projektforlængelsen får retsvirkning.
§ 12. · Ændring af projektet§-link ↗
Landbrugsstyrelsen kan, efter ansøgning, godkende, at et projekt ændres, hvis: 1) ændringen foretages inden for det samme indsatsområde, 2) projektet i sin ændrede form ville være blevet prioriteret til tilsagn om tilskud, jf. § 6, 3) projektet ikke nedjusteres med mere end 10 % af det tilskudsgrundlag, som er fastsat i tilsagnet og 4) tilsagnsbeløbet ikke forhøjes i forbindelse med ændring af projektet.
Stk. 2. Der kan kun ansøges om projektændring én gang pr. projekt.
Stk. 3. Ansøgning om ændring af projektet skal indsendes elektronisk via Landbrugsstyrelsens selvbetjeningsløsning og skal være modtaget i Landbrugsstyrelsen senest to måneder før projektperiodens slutdato, jf. § 10, stk. 2.
Stk. 4. Ansøgning om ændring af projektet skal godkendes af Landbrugsstyrelsen, inden ændringen må iværksættes.
§ 13. · Overdragelse af tilsagn§-link ↗
Landbrugsstyrelsen kan, efter ansøgning, tillade, at tilsagnet overdrages til en anden, der opfylder kravene i § 3. Det CVR-nummer, der får overdraget tilsagnet, overtager alle rettigheder og forpligtelser efter tilsagnet.
Stk. 2. Hvis den primære jordbrugsproduktion ved det overtagende CVR-nummer, på tidspunktet for overdragelsen ikke er autoriseret som økolog inden for den sektor, der er søgt om tilsagn til, skal denne have ansøgt om autorisation senest 3 uger forud for ansøgning om overdragelse af tilsagn, efter denne bekendtgørelse.
Stk. 3. Ansøgning om overdragelse af et tilsagn skal indgives elektronisk til Landbrugsstyrelsen ved brug af det ansøgningsskema, der er tilgængeligt for ordningen i Landbrugsstyrelsens selvbetjeningsløsning.
Stk. 4. Ansøgning om overdragelse af et tilsagn skal godkendes af Landbrugsstyrelsen, inden overdragelse af projektet kan få retsvirkning.
§ 14.§-link ↗
Udbetaling af tilskud sker på baggrund af antallet af teknologier, som tilsagnshaver har etableret, dog maksimalt det antal, der er givet tilsagn om tilskud til.
Stk. 2. Anmodning om udbetaling af tilskud skal indgives elektronisk til Landbrugsstyrelsen ved brug af det udbetalingsskema, der er tilgængeligt for ordningen gennem Landbrugsstyrelsens selvbetjeningsløsning. Som bilag til det udfyldte udbetalingsskema, skal følgende vedlægges: 1) Nødvendige tilladelser fra offentlige myndigheder, jf. § 7 nr. 4. 2) Dokumentation for korrekt udført skiltning, jf. § 8 nr. 6: a) Fysisk skilt: To fotos, som viser skiltet og dets placering. b) På erhvervsmæssig hjemmeside: Angivelse af web-adresse eller skærmbillede heraf. 3) Oplysninger om karakteren af, og dokumentation for, omfanget af eventuel anden offentlig støtte, jf. § 9, stk. 4.
Stk. 3. Anmodning om udbetaling skal være modtaget hos Landbrugsstyrelsen senest på projektperiodens slutdato, jf. § 10, stk. 2.
Stk. 4. Ved at indsende anmodningen om udbetaling, erklærer tilsagnshaver samtidig projektet for afsluttet og gennemført i overensstemmelse med tilsagnet.
Stk. 5. Tilskud kan alene udbetales i én slutudbetaling.
§ 15.§-link ↗
Tilskuddet udbetales til tilsagnshavers NemKonto.
§ 16. · Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud§-link ↗
Landbrugsstyrelsen træffer afgørelse om bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud, hvis: 1) tilsagnshaver har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse, 2) ét eller flere af kriterierne for tilskudsberettigelse fastsat i § 7 ikke er opfyldt, eller 3) tilsagnshaver har tilsidesat sine oplysningspligter efter lovens § 8 eller § 9, stk. 2, i Loven om Landdistriktsfonden nr. 114, af 2. juni 2020.
§ 17. · Nedsættelse og tilbagebetaling af tilskud ved overtrædelse af forpligtelser§-link ↗
Landbrugsstyrelsen træffer, efter en konkret vurdering, afgørelse om hel eller delvis nedsættelse og tilbagebetaling af tilskuddet, ved manglende overholdelse af en forpligtelse, der er nævnt i § 8. Hvis tilskuddet nedsættes helt, træffer Landbrugsstyrelsen samtidig afgørelse om bortfald af tilsagn.
Stk. 2. Ved manglende overholdelse af en forpligtigelse, nævnt i § 8, nr. 1 og 2, træffes afgørelse om bortfald af tilsagnet og tilbagebetaling, såfremt det gennemførte projekt ikke ville været blevet prioriteret til tilsagn om tilskud, jf. § 6.
§ 18. · Nedsættelse og tilbagebetaling af tilskud ved overtrædelse af forpligtelser§-link ↗
Hvis væsentlige dele af projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med tilsagnet, og nedjusteringen er på mere end 10 procent af tilskudsgrundlaget, træffes der afgørelse om hel eller delvis nedsættelse, såfremt det ændrede projektet vil blive prioriteret til tilsagn, jf. § 6.
Stk. 2. Hvis der ikke kan opnås tilsagn efter prioriteringen, som følge af nedjusteringen, træffer Landbrugsstyrelsen afgørelse om bortfald af tilsagn.
§ 19. · Nedsættelse og tilbagebetaling af tilskud ved overtrædelse af forpligtelser§-link ↗
Landbrugsstyrelsen nedsætter tilskuddet med 1 procent pr. kalenderdag til og med den 20. kalenderdag, hvis udbetalingsanmodningen modtages i Landbrugsstyrelsen efter datoen for projektets afslutning, jf. § 10, stk. 2
Stk. 2. En forsinkelse på mere end 20 kalenderdage medfører afslag på udbetalingen og bortfald af tilsagn.
§ 20. · Nedsættelse og tilbagebetaling af tilskud ved overtrædelse af forpligtelser§-link ↗
Landbrugsstyrelsen træffer afgørelse om nedsættelse af tilskuddet, hvis der konstateres manglende overholdelse af reglerne om skiltning, jf. lovens § 8, nr. 6. Beløbet, der nedsættes med, udgør 1 procent af det samlede tilskudsgrundlag, dog ikke mere end 50.000 kr.
§ 21. · Nedsættelse og tilbagebetaling af tilskud ved overtrædelse af forpligtelser§-link ↗
Landbrugsstyrelsen kræver hele, eller dele af, tilskuddet tilbagebetalt, hvis forpligtelserne i § 8, nr. 7 og 8, ikke overholdes: 1) Hvis forpligtelserne er overholdt i 0 dage, eller i op til 18 måneder, medfører det, at tilsagnet bortfalder, og hele tilskuddet kræves tilbagebetalt. 2) Hvis forpligtelserne er overholdt i mere end 18 måneder, men mindre end 36 måneder, medfører det, at 80 pct. af tilskuddet kræves tilbagebetalt. 3) Hvis forpligtelserne er overholdt i mere end 36 måneder, men mindre end 60 måneder, medfører det, at 40 pct. af tilskuddet kræves tilbagebetalt.
Stk. 2. Hvis tilsagnshaver er en SMV anvendes følgende procentsatser: 1) Hvis forpligtelserne er overholdt i 0 dage, eller i op til én måned, medfører det, at tilsagnet bortfalder, og hele tilskuddet kræves tilbagebetalt. 2) Hvis forpligtelserne er overholdt i mere end én måned, men mindre end 18 måneder, medfører det, at 80 pct. af tilskuddet kræves tilbagebetalt. 3) Hvis forpligtelserne er overholdt i mere end 18 måneder, men mindre end 36 måneder, medfører det, at 40 pct. af tilskuddet kræves tilbagebetalt.
§ 22. · Obligatorisk digital kommunikation§-link ↗
Alle afgørelser der træffes af Landbrugsstyrelsen i forbindelse med behandling af ansøgning om tilsagn om tilskud, jf. §§ 4-6, anmodning om projektforlængelse, jf. § 11, ansøgning om projektændring, jf. § 12, ansøgning om overdragelse af tilsagn, jf. § 13, og anmodning om udbetaling, jf. § 14 og §§ 16-21, sendes elektronisk til parten via Landbrugsstyrelsens selvbetjeningsløsning.
Stk. 2. Landbrugsstyrelsen kan sende partshøringer i forbindelse med behandling af ansøgning om tilsagn om tilskud, jf. §§ 4-6, anmodning om projektforlængelser, jf. § 11, stk. 2, ansøgning om projektændring, jf. § 12, stk. 2, ansøgninger om overdragelse af tilsagn, jf. § 13, og om udbetaling, jf. efter § 14 og §§ 16-21, elektronisk til parten via Landbrugsstyrelsens selvbetjeningsløsning.
Stk. 3. Partshøringer, som er sendt til parten elektronisk via Landbrugsstyrelsens selvbetjeningsløsning, skal besvares elektronisk via Landbrugsstyrelsens selvbetjeningsløsning.
Stk. 4. Al øvrig skriftlig kommunikation med Landbrugsstyrelsen, i forbindelse med sager efter denne bekendtgørelse, skal ske via e-mail.
§ 23. · Kontrol§-link ↗
Landbrugsstyrelsen forestår den fysiske og administrative kontrol, samt den efterfølgende kontrol af projekter, der modtager tilskud.
§ 24.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. april 2021.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1284 af 3. november 2016 om tilskud til investeringer på økologiske bedrifter ophæves, men finder fortsat anvendelse på tilsagn, der er givet i medfør heraf, og for ansøgninger om tilsagn, som er indgivet, men endnu ikke er færdigbehandlet.