Bekendtgørelse nr. 2007 · 2020

Historisk

Brugerbetalingsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse m.v. og tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.

Dokumentdato: 11. dec. 2020Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Den, der er ansvarlig for offentlig eller privat virksomhed, anlæg eller indretning m.v. eller husdyrbrug m.v., der er nævnt i § 2, og den der ansøger om godkendelse af virksomhed, anlæg eller indretning m.v. efter kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse eller godkendelse eller tilladelse af husdyrbrug m.v. efter kapitel 3 i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. og lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug eller anmelder sig efter bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål eller andre metaller eller efter bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, skal bidrage til dækning af de kommunale og statslige myndigheders omkostninger (brugerbetaling) i forbindelse med: 1) godkendelse og andre opgaver efter kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse, 2) godkendelse efter kapitel 3 i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. og lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug og opgaver efter kapitel 4 i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., 3) tilladelse efter § 16 b i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., hvor der i tilladelsen er fastsat vilkår, jf. § 27, stk. 2, i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., som sikrer reduktion af ammoniakemissionen ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik som følge af en ammoniakemission på mere end 750 kg NH3-N pr. år, 4) behandling af anmeldelse efter bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål eller andre metaller, 5) behandling af anmeldelse efter bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, 6) tilsyn efter kapitel 9 i lov om miljøbeskyttelse, og 7) tilsyn efter kapitel 5 i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.

§ 2.§-link ↗

Bekendtgørelsen omfatter følgende: 1) Virksomheder, anlæg eller indretninger m.v., der er omfattet af bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed, jf. dog stk. 2. 2) Husdyrbrug, der er godkendt eller tilladt efter §§ 16 a eller 16 b i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. eller tilladt eller godkendt efter de tidligere gældende regler i §§ 10, 11 eller 12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. 3) Arealer, der er omfattet af bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. 4) Bestående husdyrbrug, der er omfattet af en miljøgodkendelse efter § 33 eller påbud efter § 41, jf. § 41 a og § 41 b i lov om miljøbeskyttelse, og som revurderes efter kapitel 4 i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. 5) Erhvervsmæssigt dyrehold, som ikke er omfattet af nr. 1- 4. 6) Virksomheder m.v., der er omfattet af bekendtgørelse om miljøkrav i forbindelse med etablering og drift af autoværksteder. 7) Vindmøller, vindmølleparker og vindmøllegrupper, der er omfattet af bekendtgørelse om støj fra vindmøller, med undtagelse af vindmøller under 25 kilowatt. 8) Virksomheder omfattet af bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål eller andre metaller. 9) Anlæg omfattet af bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg. 10) Virksomheder m.v., der er optaget på bilag 1 i denne bekendtgørelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Skydebaner, motorsportsbaner, knallertbaner, flyvepladser og ferskvandsdambrug til udklækning af fiskeyngel er ikke omfattet af bekendtgørelsen, hvis de i overvejende grad anvendes til ikke-erhvervsmæssige fritids- og idrætsaktiviteter. Aflæggelse af jagtprøver, jf. bekendtgørelse om jagttegn, og undervisning i tilknytning hertil på skydebaner m.v. betragtes ikke som erhvervsmæssig anvendelse.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden afgør, hvorvidt en virksomhed, et anlæg eller en indretning m.v. eller husdyrbrug m.v., som nævnt i stk. 1, er omfattet af bekendtgørelsen.

§ 3.§-link ↗

Godkendelsesmyndigheder og tilsynsmyndigheder opkræver efter de takster og nærmere regler, der er anført i bilag 2, brugerbetaling som bidrag til dækning af myndighedens omkostninger i forbindelse med: 1) godkendelse og andre opgaver efter kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse, 2) godkendelse efter kapitel 3 i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. og lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug og opgaver efter kapitel 4 i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., 3) tilladelse efter § 16 b i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., hvor der i tilladelsen er fastsat vilkår, jf. § 27, stk. 2, i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., som sikrer reduktion af ammoniakemissionen ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik som følge af en ammoniakemission på mere end 750 kg NH3-N pr. år, 4) behandling af anmeldelse efter bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål eller andre metaller, 5) behandling af anmeldelse efter bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, 6) tilsyn efter kapitel 9 i lov om miljøbeskyttelse, og 7) tilsyn efter kapitel 5 i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.

§ 4.§-link ↗

De i § 3 nævnte myndigheder opkræver hvert år i november måned brugerbetaling fra de virksomheder m.v., hvor myndigheden har udført brugerbetalingspligtige opgaver i perioden fra 1. november i det foregående år til 1. november i det indeværende år, medmindre brugerbetalingen allerede er opkrævet, jf. stk. 2.

Stk. 2. De i § 3 nævnte myndigheder kan opkræve særskilt brugerbetaling for behandling af en godkendelses- eller tilladelsesansøgning eller behandling af anmeldelse efter bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål eller andre metaller eller bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, når behandlingen er afsluttet.

Stk. 3. Myndigheden fastsætter forfaldsdatoen for brugerbetalingen, jf. stk. 1 og 2.

§ 5.§-link ↗

Betales brugerbetaling opkrævet efter §§ 3 og 4 ikke rettidigt, skal der betales rente herfor efter reglerne i § 88, stk. 2, 2. og 3. pkt., i lov om miljøbeskyttelse eller efter reglerne i § 72, stk. 2, 2. og 3. pkt., i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.

§ 6.§-link ↗

Godkendelses- og tilsynsmyndighederne kan ikke dispensere fra reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 7.§-link ↗

Godkendelses- og tilsynsmyndighedernes afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 8.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2021 og finder anvendelse på brugerbetaling for arbejde udført fra denne dato.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1475 af 12. december 2017 om brugerbetaling for godkendelse m.v. og tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. ophæves. Bekendtgørelsen finder dog fortsat anvendelse med hensyn til brugerbetaling for arbejde udført før den 19. december 2017, herunder for godkendelsesarbejde vedrørende virksomheder, der ikke længere er godkendelsespligtige i medfør af bekendtgørelse nr. 1458 af 12. december 2017 om godkendelse af listevirksomhed, når arbejdet er udført inden godkendelsespligtens ophør.

Stk. 3. Der kan ikke opkræves brugerbetaling for arbejde med behandling af ansøgninger om godkendelse indsendt i medfør af bekendtgørelse nr. 532 af 20. juni 1992 om indkaldelse af ansøgninger om godkendelse fra bestående listevirksomheder.