Bekendtgørelse nr. 1762 · 2020

Historisk

Bekendtgørelse om sædekorn

Bekendtgørelse om sædekorn

Dokumentdato: 1. dec. 2020Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde m.v.

§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗

Et parti korn af en art, der er nævnt i bilag 2, må kun handles som korn til såning efter reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Uanset stk. 1 gælder bekendtgørelsen ikke for 1) levering af korn til officiel kontrol, afprøvning og undersøgelse, 2) levering af korn til bearbejdning eller pakning, forudsat at modtageren ikke får ejendomsret til kornet, 3) handel med korn til avl af planter til dekorationsformål, og 4) sædekorn som godtgøres at være bestemt til udførsel eller genudførsel til tredjelande, jf. dog § 44, stk. 1, nr. 3 og stk. 2.

Stk. 3. Frø, der er produceret i en stat, der ikke er medlemsstat af Den Europæiske Union, kan ligestilles med frø produceret i en medlemsstat, hvis Rådet for den Europæiske Union har godkendt staten som ligestillet med en medlemsstat.

§ 2. · Definitioner§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Handel: Salg, besiddelse med henblik på salg, udbud til salg, og enhver overdragelse, levering eller overførsel med henblik på kommerciel udnyttelse af sædekorn til tredjepart mod vederlag eller uden. 2) Sædekorn: Planter af arter nævnt i bilag 2, som er bestemt til landbrugs- eller haveproduktion, men ikke til dekorationsformål. 3) Forædlermateriale: Korn af en forædlet sort, der benyttes til vedligeholdelse af sorten eller til avl af præ-basissædekorn. 4) Udlægsparti: Korn eller sædekorn, der benyttes til avl af sædekorn. 5) Generation: Et led i opformeringsrækkefølgen fra forædlermateriale til certificeret frø, certificeret frø af 1. generation eller 2. generation. 6) Kategori: Betegnelsen for den enkelte generation: forædlermateriale, præ-basis, basis, certificeret frø, certiferet frø af 1. generation og 2. generation. 7) Indavlede linjer: sorter, der er fremstillet ved indavl og som bruges til produktion af hybrider. 8) Hybrider: Krydsning af en eller flere indavlede linjer eller sorter igennem en eller flere generationer. 9) Bestand: Et areal med avl af sædekorn. 10) Areal: En mark med avl af sædekorn. 11) Moderparti: Partier på op til 120 tons, som opdeles i partier til certificering. 12) In situ-bevarelse: Bevarelse af genetisk materiale i dets naturlige omgivelser og, når det drejer sig om kulturplantearter, i det dyrkningsmiljø, hvor de har udviklet deres distinkte egenskaber. 13) Bevaringssorter: In situ-bevarelse og bæredygtig udnyttelse af plantegenetiske ressourcer gennem dyrkning og handel med landracer og sorter, der er naturligt tilpasset de lokale og regionale forhold og truet af genetisk erosion. 14) Oprindelsesregion: Den eller de regioner, hvor sorten historisk er blevet dyrket, og hvor den er naturligt tilpasset: Danmark er at betragte som en samlet region. 15) Genetisk erosion: Tab over tid af genetisk diversitet mellem og i populationer eller sorter af samme art eller reduktion af en arts genetiske basis som følge af menneskelige indgreb eller miljøændringer. 16) Bejdsning: Kemisk behandling af frø. 17) Flyvehavre: Planter af Avena fatua L., A. sterilis L., og andre vildtvoksende etårige havrearter, der har løsningslag ved grunden af en eller flere kerner i småakset. 18) Landrace: Gruppe af populationer eller kloner af en planteart, der er naturligt tilpasset miljøforholdene i deres region. 19) Population: Bestande af planter, der a) stammer fra en given kombination af genotyper, og b) betragtes som enheder for så vidt angår deres egnethed til at blive reproduceret uforandret, når de er etableret i en given produktionsregion med specifikke agroklimatiske forhold.

Kapitel 2 · Registrering af virksomheder og deres forpligtelser

§ 3.§-link ↗

En virksomhed med hjemsted i en medlemsstat af Den Europæiske Union, der producerer og udvejer sædekorn i Danmark eller fører sædekorn ind i Danmark med henblik på handel, skal være registreret i TystofteFonden.

Stk. 2. Har virksomheden ikke hjemsted i en medlemsstat af Den Europæiske Union, skal virksomheden have en repræsentant i en medlemsstat af Den Europæiske Union.

Stk. 3. Skifter en registreret virksomhed ejer, eller er virksomheden ikke længere registreringspligtig efter stk. 1, skal TystofteFonden underrettes skriftligt herom.

Stk. 4. Stk. 1-3 gælder ikke for virksomheder, der udelukkende køber mærket og forseglet sædekorn her i landet og videresælger det uden at bryde forseglingen.

§ 4.§-link ↗

En registreret virksomhed skal føre regnskab over køb, beholdninger og handel med sædekorn. Regnskabet skal indeholde oplysninger om mængde, reference- eller avlspartinummer for ind- og udgående partier samt om afsender og modtager af disse. Regnskabet skal opbevares i mindst tre år.

Kapitel 3 · Avlsbestemmelser

§ 5.§-link ↗

Udlægspartier til avl af frø, der ønskes godkendt til certificering, skal være af en sort, der 1) er optaget på den danske sortsliste, jf. bekendtgørelse om en fortegnelse over godkendte sorter af landbrugsplante-, frugtplante- og grønsagsarter (sortslisten), 2) er optaget på Den Europæiske Unions fælles sortsliste, 3) er anmeldt til optagelse på den danske sortsliste, og optaget inden avlen anmeldes til endelig certificering, eller 4) er tilladt anvendt i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, forudsat at avlen skal udføres til denne stat.

Stk. 2. Udlægspartiet skal være certificeret som præ-basisfrø, basisfrø eller, for andre arter end rug, som certificeret sædekorn 1. generation, jf. §§ 24-29.

Stk. 3. Betingelserne i stk. 1 gælder ikke for sorter (indavlede linjer og hybrider), der alene skal anvendes som komponenter i hybridsorter, hvis sædekorn af sorterne skal handles med angivelse af hybridens sortsnavn.

Stk. 4. Uanset stk. 2 kan et parti forædlermateriale, jf. § 24 anvendes til avl, hvis partiet er 1) anmeldt til TystofteFonden, 2) produceret på sortsejerens eller dennes ræpræsentants ansvar, og 3) dets sortsegenskaber svarer til sortsbeskrivelsen.

§ 6.§-link ↗

Et udlægsparti, der ikke er produceret her i landet, skal opfylde betingelserne i § 5 og § 19, stk. 1-2, og skal anmeldes til TystofteFonden, jf. § 44, stk. 4 og 5, inden udsåning.

Kapitel 4 · Avlskontrol

§ 7. · Anmeldelse til avlskontrol§-link ↗

Et areal med korn, der ønskes certificeret, skal anmeldes til avlskontrol. Anmeldelsen skal indsendes til TystofteFonden af en registreret virksomhed.

Stk. 2. Anmeldelsen må kun omfatte én avler, én art, én sort, én kategori og ét areal.

Stk. 3. Et areal med vintersæd skal anmeldes til avlskontrol senest den 1. februar og et areal med vårsæd skal anmeldes senest den 1. maj. Anmeldelser, der modtages efter de angivne datoer, afvises.

§ 8. · Udførelse af avlskontrol§-link ↗

Avlskontrol udføres i vækstsæsonen med henblik på at sikre, at avlsnormerne i bilag 3 er overholdt.

§ 9. · Udførelse af avlskontrol§-link ↗

Avlskontrollen foretages af personer, som Landbrugsstyrelsen eller TystofteFonden har autoriseret som avlskontrollør efter bestemmelserne i bilag 4, del I. TystofteFonden foretager stikprøvevis avlskontrol af de kontrollerede arealer.

Stk. 2. Autoriserede avlskontrollører skal sende resultatet af avlskontrollen til TystofteFonden.

Stk. 3. TystofteFonden foretager stikprøvevis avlskontrol af de kontrollerede arealer.

Kapitel 5 · Partikontrol

§ 10.§-link ↗

Et parti, der skal certificeres, skal prøvetages og undersøges for, om partiet overholder kvalitetsnormerne i bilag 5.

§ 11.§-link ↗

Partiet skal være tilstrækkeligt ensartet, og partiets vægt må ikke overstige følgende mængder med mere end 5 pct.: 1) For sædekorn af alm. byg, alm. havre, nøgen havre, purhavre alm. hvede, alm. rug, triticale, spelt og durumhvede: 30 tons. 2) For alm. kanariegræs: 10 tons. 3) For majs, basissæd af indavlede linjer: 40 tons. 4) For majs, basissæd og certificeret sædekorn: 25 tons.

Stk. 2. Mindstevægten af en prøve fremgår af bilag 2.

§ 12. · Prøvetagning§-link ↗

En registreret virksomhed kan anmode en virksomhed, der er udpeget af Landbrugsstyrelsen til officiel prøvetagning, jf. bekendtgørelse om udpegning af virksomheder til at udføre visse afprøvningsopgaver vedrørende plantenyhedsbeskyttelse, sortslisteoptagelse og certificering af planteformeringsmateriale samt til at udføre officiel avlskontrol og officiel prøvetagning, om at udtage prøver af partier, der forventes anmeldt til certificering.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan prøverne udtages af en prøvetager, der er autoriseret hertil af Landbrugsstyrelsen eller TystofteFonden efter bestemmelserne i bilag 4, del II, når prøvetagning foregår i en registreret virksomhed eller afdeling, der er er godkendt efter § 13.

§ 13. · Prøvetagning§-link ↗

Den registrerede virksomhed eller afdeling, hvor der ønskes udført autoriseret prøvetagning, jf. § 12, stk. 2, skal godkendes af TystofteFonden, før prøvetagning kan påbegyndes.

Stk. 2. Virksomheden skal have et godkendt kvalitetsstyringssystem, der beskriver, hvorledes den autoriserede prøvetagning gennemføres i virksomheden. Kvalitetsstyringssystemet skal godkendes af TystofteFonden.

Stk. 3. Virksomheden eller afdelingen skal ved TystofteFondens auditbesøg have fulgt op på eventuelle afvigelser og andre anvisninger fra TystofteFonden.

Stk. 4. Virksomheden eller afdelingen skal holde TystofteFonden informeret om alle forhold, der har betydning for gennemførelsen af prøvetagningen.

§ 14. · Prøvetagning§-link ↗

Uanset § 12 kan prøvetagning ske med en automatisk prøvetager.

Stk. 2. Ved prøvetagning med en automatisk prøvetager, skal installationen godkendes af TystofteFonden. Den automatiske prøvetager skal ved prøvetagningen kunne udtage prøver korrekt. Den registrerede virksomhed skal udføre en årlig kontrol af den automatiske prøvetager og kunne forevise dokumentation for kontrollen.

§ 15. · Prøvetagning§-link ↗

TystofteFonden udfører stikprøvekontrol af de partier som er prøvetaget af en autoriseret prøvetager, jf. § 12, stk. 2, og som anmeldes til certificering. Andelen skal mindst udgøre 5 pct. Ved automatisk prøvetagning, jf. 14, foretages der ikke stikprøvekontrol.

§ 16. · Officielle analyser§-link ↗

Den registrerede virksomhed skal foranledige, at der udføres officielle analyser af de udtagne prøver, jf. §§ 12 og 14. Virksomheden skal fremsende analyseresultatet til TystofteFonden snarest muligt.

Stk. 2. Analyser efter stk. 1, kan foretages 1) af et frøanalyselaboratorium, der er autoriseret hertil af TystofteFonden eller Landbrugsstyrelsen efter bestemmelserne i bilag 4, del III, 2) som en officiel undersøgelse i en anden medlemsstat af Den Europæiske Union, eller 3) som en undersøgelse udført under officiel kontrol i en anden medlemsstat af Den Europæiske Union.

Kapitel 6 · Forsegling og mærkning

§ 17.§-link ↗

Et parti, herunder blandinger, jf. § 45, der anmeldes til certificering jf. § 20, skal forefindes i forseglede enheder, der er mærket med en officiel mærkeseddel efter bestemmelserne i bilag 6.

Stk. 2. Forsegling og mærkning skal være foretaget af prøvetageren eller under dennes tilsyn, og således at forseglingen ødelægges ved åbning og ikke kan anvendes igen.

Stk. 3. Skal forseglingen brydes, og skal partiet genforsegles, skal det ske under prøvetagerens tilsyn.

Stk. 4. Uanset stk. 1 kan partier af korn udleveres i løs vægt direkte til den endelige forbruger her i landet efter § 40, stk. 2, hvis det er mærket med oplysningerne i bilag 6, del I, afsnit A. Oplysningerne skal meddeles forbrugeren i et særligt følgedokument.

Stk. 5. Sker prøvetagning af partiet i forbindelse med indlægning af partiet i en silo eller anden lagerbeholder, eller indeholder siloen eller beholderen et restparti efter afsluttet udlevering, skal prøvetageren forsegle siloen eller beholderen efter afsluttet prøvetagning eller udlevering.

§ 18.§-link ↗

Dokumentation for indkøb, tryk og forbrug, af officielle mærkesedler skal registreres. Det gælder også sække med fortrykt mærkeseddel.

Stk. 2. Ved indkøb af officielle forseglingsanordninger, herunder plomber og forseglingsstrips, overdrages alle forseglingsanordninger til prøvetager. Dokumentation for indkøb og forbrug af forseglingsanordninger skal registreres for hver type.

Kapitel 7 · Kontroldyrkning

§ 19.§-link ↗

Den registrerede virksomhed skal foranledige, at en prøve, der er udtaget af partiet efter §§ 12-15, kontroldyrkes med henblik på konstatering af, om partiet overholder normerne i bilag 3, del II, afsnit A, nr. 5, og bilag 5, del V og VII, for sortsægthed og indhold af anden sort.

Stk. 2. Kontroldyrkning kan foretages af en virksomhed, der er udpeget hertil af Landbrugsstyrelsen, jf. bekendtgørelse om udpegning af virksomheder til at udføre visse afprøvningsopgaver vedrørende plantenyhedsbeskyttelse, sortslisteoptagelse og certificering af planteformeringsmateriale samt til at udføre officiel avlskontrol og officiel prøvetagning, eller af myndigheden i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union eller medlemsstat af det Europæiske Økonomiske Samarbejde.

Stk. 3. Kontroldyrkning skal udføres i overenstemmelse med gældende internationale regler.

Stk. 4. Resultatet af kontroldyrkningen skal indsendes til Plantenyhedsnævnet senest den 15. august i det år resultatet foreligger og indeholde oplysningerne i bilag 7.

Stk. 5. Uanset stk. 1 skal der kun ske kontroldyrkning af stikprøvevis udvalgte partier af sædekorn af 2. generation af andre arter end alm. rug, majs og kanariegræs, og af certificeret sædekorn af alm. rug, majs, kanariegræs og hybrider af andre arter af sædekorn. Dette gælder også for partier af sædekorn af 1. generation af andre arter end alm. rug, majs og kanariegræs, der skal handles i udlandet, jf. § 22, stk. 2. Minimum stikprøveprocenter fremgår af bilag 8. Den registrerede virksomhed skal have en skriftlig procedure for udvælgelse af partier til stikprøvekontrol.

Kapitel 8 · Certificering

§ 20. · Anmeldelse til certificering§-link ↗

Et parti fra et areal, der ved avlskontrollen, jf. § 7, har vist at overholde normerne i bilag 3, jf. § 8, skal anmeldes til Plantenyhedsnævnet til certificering.

Stk. 2. Et parti, der er avlet i en anden medlemsstat af Den Europæiske Union, kan anmeldes til Plantenyhedsnævnet til certificering, hvis det stammer direkte fra 1) præ-basisfrø, basisfrø eller certificeret frø 1. generation, der er certificeret i en medlemsstat af Den Europæiske Union eller i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, men hvis produktion er godkendt som ligestillet med produktionen af frø i en medlemsstat, eller 2) en krydsning af basisfrø, der er certificeret i en medlemsstat, og basisfrø, der er certificeret i en ligestillet stat (hybridsorter).

Stk. 3. Anmeldelsen skal indsendes skriftligt til Plantenyhedsnævnet og kan kun indsendes af en registreret virksomhed. Anmeldelsen skal angive, i hvilken kategori partiet ønskes certificeret, jf. §§ 24-29, hvilke avlspartier eller certificerede partier, der indgår i det anmeldte parti, og med hvilke mængder.

Stk. 4. Avl, der anmeldes til certificering efter stk. 2, skal, i det land, hvor frøet er avlet, være mærket efter bestemmelserne i bilag 6, del II, afsnit A, og være ledsaget af et officielt følgedokument fra samme land, der indeholder de oplysninger, der er anført i bilag 6, del II, afsnit B.

§ 21. · Anmeldelse til certificering§-link ↗

Avl, der udføres til en anden medlemsstat, eller udføres til en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, med henblik på certificering skal være mærket efter bestemmelserne i bilag 6, del II, afsnit A, og være ledsaget af et officielt følgedokument, der indeholder de oplysninger, der er anført i bilag 6, del II, afsnit B.

§ 22. · Betingelser for certificering§-link ↗

Plantenyhedsnævnet certificerer partier af alm. byg, alm. havre, nøgen havre, purhavre, alm. hvede, alm. rug, triticale, spelt eller durumhvede, der overholder EU-kvalitetsnormerne og de højere danske kvalitetsnormer i bilag 5, og partier af alm. kanariegræs eller majs, der overholder EU-kvalitetsnormerne i bilag 5.

Stk. 2. Plantenyhedsnævnet certificerer et parti alm. byg, alm. havre, nøgen havre, purhavre, alm. hvede, alm. rug eller triticale, der overholder EU-kvalitetsnormerne i bilag 5. Partierne må ikke handles her i landet.

Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 kan Plantenyhedsnævnet certificere et parti som præ-basissæd eller basissæd, selv om det ikke overholder normerne i bilag 5, del II, for spireevne, jf. dog § 41.

§ 23. · Betingelser for certificering§-link ↗

For moderpartier af certificeret alm. rug og hybrider af alm. byg, alm. havre, alm. hvede, triticale, spelt og durum hvede, samt certificeret sædekorn 2. generation af alm. byg, alm. havre, alm. hvede, triticale, spelt og durum hvede, på en samlet størrelse, der ikke overstiger 120 tons, kan analyseraten for overholdelse af kvalitetsnormerne i bilag 5 reduceres til en enkelt analyse, såfremt den registrerede virksomhed har sikret sig, at moderpartiet overholder EU-kvalitetsnormerne i bilag 5.

Stk. 2. Moderpartiet skal opdeles i partier til certificering, der 1) ikke overstiger 30 tons, jf. § 11, stk. 1, 2) prøvetages efter §§ 12-14, og 3) mærkes efter bestemmelserne i bilag 6, del I, afsnit A.

Stk. 3. Hvis analyseresultatet viser, at normerne i bilag 5 ikke er overholdt, skal de udtagne prøver fra de øvrige partier analyseres.

Stk. 4. De udtagne prøver skal opbevares af den registrerede virksomhed i mindst 1 år til brug for kontrol.

Stk. 5. TystofteFonden kan give tilladelse til produktionsmetoden på basis af en skriftlig ansøgning til TystofteFonden.

§ 24. · Betingelser for certificering§-link ↗

Plantenyhedsnævnet certificerer et parti som præ-basissæd, hvis det 1) på sortsejerens eller dennes repræsentants ansvar er avlet på forædlermateriale 2) er bestemt til avl af præ-basissæd, basissæd eller certificeret sædekorn, og 3) opfylder betingelserne for certificering som basissæd.

§ 25. · Betingelser for certificering§-link ↗

Plantenyhedsnævnet certificerer et parti som basissæd, hvis det 1) på sortsejerens eller dennes repræsentants ansvar er avlet på sædekorn af en tidligere generation end basissæd, der opfylder betingelserne for certificering som basissæd, og 2) er bestemt til avl af certificeret sædekorn.

§ 26. · Betingelser for certificering§-link ↗

Plantenyhedsnævnet certificerer et parti som certificeret sædekorn af alm. rug, majs og alm. kanariegræs, hvis det 1) er avlet på basissæd eller, på sortsejerens eller dennes repræsentants ansvar er avlet på sædekorn af en tidligere generation end basissæd, der opfylder betingelserne for certificering som basissæd, og 2) skal anvendes til anden avl end avl af sædekorn.

§ 27. · Betingelser for certificering§-link ↗

Plantenyhedsnævnet certificerer et parti som certificeret sædekorn af hybrider af alm. havre, nøgen havre, purhavre, alm. byg, alm. hvede, spelt, durumhvede og selvbestøvende sorter af triticale, hvis det 1) er avlet på basissæd eller, på sortsejerens eller dennes repræsentants ansvar er avlet på sædekorn af en tidligere generation end basissæd, der opfylder betingelserne for certificering som basissæd, og 2) skal anvendes til anden avl end avl af sædekorn.

§ 28. · Betingelser for certificering§-link ↗

Plantenyhedsnævnet certificerer et parti som certificeret sædekorn 1. generation af alm. byg, alm. havre, nøgen havre, purhavre, alm. hvede, triticale, spelt og durumhvede, hvis det 1) er avlet på basissæd eller, på sortsejerens eller dennes repræsentants ansvar er avlet på sædekorn af en tidligere generation end basissæd, der opfylder betingelserne for certificering som basissæd, og 2) skal anvendes til avl af certificeret sædekorn 2. generation eller anden avl end avl af sædekorn.

§ 29. · Betingelser for certificering§-link ↗

Plantenyhedsnævnet certificerer et parti som certificeret sædekorn 2. generation af alm. byg, alm. havre, nøgen havre, purhavre, alm. hvede, triticale, spelt og durumhvede, hvis det 1) er avlet på certificeret sædekorn 1. generation, på basissæd eller, på sortsejerens eller dennes repræsentants ansvar er avlet på sædekorn af en tidligere generation end basissæd, der opfylder betingelserne for certificering som basissæd, og 2) skal anvendes til anden avl end avl af sædekorn.

§ 30. · Betingelser for certificering§-link ↗

Certificeres et parti ikke, skal alle mærkesedler fjernes fra partiet og overgives til prøvetageren. Sække med fortrykt mærkeseddel skal tømmes, eller mærkesedlen skal gøres ulæselig under prøvetagerens kontrol.

Kapitel 9 · Plantesundhedskrav

§ 31.§-link ↗

Bestande af sædekorn, der ønskes certificeret, skal være praktisk taget fri for skadegørere, som reducerer sædekornets anvendelighed og kvalitet.

Stk. 2. Bestanden skal også opfylde kravene vedrørende EU-karantæneskadegørere, beskyttet zone-karantæneskadegørere og regulerede ikke-karantæneskadegørere, som er fastsat i gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i henhold til Plantesundhedsforordningen, samt de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til samme forordnings artikel 30, stk. 1.

§ 32.§-link ↗

Partier af sædekorn skal være praktisk taget frit for skadegørere, som reducerer sædekornets anvendelighed og kvalitet.

Stk. 2. Partier af sædekorn skal også opfylde kravene vedrørende EU-karantæneskadegørere, beskyttet zone-karantæneskadegørere og regulerede ikke-karantæneskadegørere, som er fastsat i gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i henhold til forordning Plantesundhedsforordningen, samt de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til samme forordnings artikel 30, stk. 1.

Stk. 3. Forekomsten af svampelegemer på sædekorn og de respektive kategorier må ikke overstige de niveauer, som fremgår af bilag 5, del VI.

Kapitel 10 · OECD-certificering

§ 33.§-link ↗

Plantenyhedsnævnet kan efter skriftlig ansøgning certificere et parti efter de regler for certificering af sædekorn, der handles internationalt, der er fastsat af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), hvis partiet skal udføres til en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union.

Stk. 2. Plantenyhedsnævnet certificerer partier af sædekorn, jf. stk. 1, der overholder reglerne i §§ 3-16, 20-30, 34, 68 og bilag 2-6, med undtagelse af kvalitetsnormerne i bilag 5.

Kapitel 11 · Handel

§ 34.§-link ↗

Et parti må først handles, når det er certificeret.

Stk. 2. Uanset stk. 1 må partiet handles, før resultatet af kontroldyrkningen foreligger. Godkendes partiet ikke ved kontroldyrkningen, må eventuelle restpartier ikke handles som sædekorn.

§ 35.§-link ↗

Uanset § 34, stk. 1, kan Plantenyhedsnævnet tillade, at et parti, der er anmeldt til certificering, handles som sædekorn, før resultatet af undersøgelsen for spireevne foreligger, hvis 1) handel kun sker til første led i handelskæden, 2) der foreligger et foreløbigt analysebevis, 3) den registrerede virksomhed har meddelt Plantenyhedsnævnet køberens navn, og 4) den registrerede virksomhed ved en tillægsmærkning har anført oplysningerne i bilag 6, del I, afsnit C.

§ 36.§-link ↗

Uanset § 34, stk. 1, må et parti, der er anmeldt til certificering, handles som sædekorn til forbrug her i landet, før resultatet af undersøgelsen efter § 10, stk. 1, foreligger, hvis den registrerede virksomhed 1) har sikret sig, at partiet mindst overholder EU-kvalitetsnormerne i bilag 5, og 2) ved tilmelding til Erstatningsordningen for Sædekorn har forpligtet sig til at betale erstatning til den endelige køber, hvis resultatet viser, at partiet ikke overholdt de danske kvalitetsnormer i bilag 5.

§ 37.§-link ↗

Uanset § 34, stk. 1, må et parti bestemt til anvendelse som sædekorn handles ucertificeret 1) til en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, eller 2) som råvare til en registreret virksomhed her i landet, forudsat at der er sikkerhed for sædekornets identitet.

Stk. 2. Uanset § 34, stk. 1, må et parti fra et areal, der er godkendt ved avlskontrol, handles som ikke endeligt certificeret sædekorn til en medlemsstat af Den Europæiske Union med henblik på endelig certificering i denne stat. Partiet skal være mærket med oplysningerne i bilag 6, del II, afsnit A, og skal være ledsaget af et officielt dokument, der indeholder oplysningerne i bilag 6, del II, afsnit B.

§ 38.§-link ↗

Uanset § 34, stk. 1, må et parti bestemt til anvendelse som sædekorn handles ucertificeret 1) i små mængder til forsøg, videnskabelige formål og forædling, og 2) i passende mængder til andre undersøgelses- eller forsøgsformål end nævnt i nr. 1, forudsat at kornet er af en sort, der er anmeldt til optagelse på den danske sortsliste, jf. § 5, stk. 1, nr. 1.

Stk. 2. Landbrugsstyrelsen kan tillade handel efter stk. 1 af korn af en genetisk modificeret sort, hvis der på grundlag af en officiel miljørisikovurdering er truffet alle hensigtsmæssige foranstaltninger for at undgå skadelige indvirkninger på menneskers sundhed og miljøet.

Stk. 3. Sædekorn, der handles efter stk. 1, skal være mærket med oplysningerne i bilag 6, del III.

§ 39.§-link ↗

Uanset § 34, stk. 1, kan TystofteFonden tillade, at mindre mængder af sorter, der er under afprøvning for optagelse på sortsliste, godkendes til handel, hvis de udelukkende anvendes til forsøg og afprøvning af nye sorter og opfylder de øvrige betingelser i bilag 9.

Stk. 2. Partierne skal være mærket som anført i bilag 6, del I, afsnit E.

§ 40.§-link ↗

Sædekorn skal handles i pakninger som foreskrevet i § 17, stk. 1-3.

Stk. 2. Uanset stk. 1 må en registreret virksomhed, der er godkendt hertil af TystofteFonden, sælge certificeret sædekorn 1. og 2. generation i løs vægt til den endelige forbruger her i landet. Mærkning foretages efter § 17, stk. 4. Partiet skal under prøvetagerens tilsyn udleveres direkte til den endelige forbruger og må ikke føres tilbage til virksomheden.

§ 41.§-link ↗

Ved handel af et parti præ-basis- eller basissæd, der ikke overholder EU-kvalitetsnormerne i bilag 5 for spireevne, skal den registrerede virksomhed oplyse den konstaterede spireevne ved en tillægsmærkning, jf. bilag 6, del I, afsnit C, og skal meddele TystofteFonden, at tillægsmærkning er foretaget.

§ 42.§-link ↗

Ved handel med et parti af en genetisk modificeret sort skal oplysning herom fremgå klart af salgskataloger m.v.

Kapitel 12 · Gyldighed

§ 43.§-link ↗

Et certificeret parti må kun handles gyldigt inden for den sæson (1. juli-30. juni), hvor partiet er prøvetaget første gang med henblik på at undersøge, om normen for spireevne i bilag 5 er overholdt.

Stk. 2. Et parti vinterbyg, vinterhvede, vintertriticale eller vinterrug, der først forsegles i perioden 1. maj-30. juni, må handles indtil den 1. december samme år.

Stk. 3. En registreret virksomhed kan efter gyldighedsperiodens udløb anmode om at gyldigheden forlænges for en ny periode, jf. stk. 4 og 6, hvis en undersøgelse af en ny prøve af partiet viser, at normen for spireevne i bilag 5, del II, fortsat er overholdt.

Stk. 4. Gyldigheden forlænges for en ny sæson, hvis prøven, jf. stk. 3, er udtaget i den nye sæson. Gyldigheden kan ikke forlænges yderligere.

Stk. 5. Viser en fornyet undersøgelse af et parti præ-basissæd eller basissæd, at partiet ikke længere overholder normen for spireevne i bilag 5, del II, nr. 2, gælder § 22, stk. 3, tilsvarende.

Stk. 6. Uanset stk. 4 kan gyldighedsperioden for et parti vinterbyg, vinterhvede, vintertriticale eller vinterrug forlænges indtil den 1. december, hvis prøven, jf. stk. 3, udtages i perioden 1. maj-30. juni. Gyldigheden kan ikke forlænges yderligere.

Stk. 7. En registreret virksomhed kan efter gyldighedsperiodens udløb blande restpartier, herunder blandinger, jf. §23, efter retningslinjerne i bilag 10, og virksomheden kan anmelde det blandede parti til certificering efter reglerne i §§ 10-30. Gyldighedsperioden for det blandede partiet kan ikke forlænges, og et eventuelt restparti må ikke handles som sædekorn.

Stk. 8. Sædekorn, der handles, jf. stk. 3-7, skal være mærket med oplysningerne i bilag 6, del I, afsnit B.

Kapitel 13 · Indførsel

§ 44.§-link ↗

Et parti, der er produceret i en anden medlemsstat, eller produceret i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, kan handles, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1) Sorten er optaget på den danske sortsliste eller på Den Europæiske Unions fælles sortsliste, og partiet skal være certificeret a) i en medlemsstat af Den Europæiske Union, eller b) i en stat, hvis produktion af sædekorn ved beslutning af Rådet for Den Europæiske Union er godkendt som ligestillet med produktion af sædekorn i en medlemsstat. 2) Partiet er produceret i en ligestillet stat, skal det a) være mærket efter OECD-reglerne, jf. § 33, og være ledsaget af et officielt OECD-certifikat, b) være ledsaget af et originalt ISTA-analysebevis eller, for sædekorn fra USA og Canada, et officielt AOSA-analysebevis eller en kopi af analysebeviset, c) på hver pakning være forsynet med en officiel erklæring om, at partiet opfylder EU-reglerne og -standarderne, d) hvis partiet er kemisk behandlet, oplyses på den officielle mærkeseddel eller ved anden mærkning, samt indeni eller udenpå pakningen, og e) hvis partiet er genetisk modificeret, oplyses på alle mærkater og dokumenter, der vedrører partiet. 3) Partiet skal være ledsaget af en officiel erklæring om, at a) det er høstet på et areal, der ved avlskontrol er fundet fri for forekomst af flyvehavre, og at en prøve på mindst et kg af partiet er undersøgt og fundet fri for flyvehavrekerner, eller b) en prøve på tre kg af partiet er undersøgt officielt i afsenderlandet eller af et andet frøanalyselaboratorium, jf. § 16, og er fundet fri for flyvehavrekerner.

Stk. 2. Indføres partiet til videre fremavl gælder § 19, stk. 1-2, tilsvarende.

Stk. 3. Anmeldelse af et parti produceret i en stat, hvis produktion af sædekorn ved beslutning af Rådet for den Europæiske Union er godkendt som ligestillet med produktion af sædekorn i en medlemsstat, og partier af sorter (indavlede linjer og hybrider), der alene skal anvendes som komponenter i hybridsorter, skal være ledsaget af partiets originale mærkeseddel eller en kopi heraf.

Stk. 4. Et parti med en samlet vægt på over 100 kg med oprindelse i en medlemsstat af Den Europæiske Union, der føres ind i landet med henblik på handel, skal anmeldes til TystofteFonden ledsaget af dokumentation for, at bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, er overholdt.

Stk. 5. Et parti med en samlet vægt på over to kilo, der føres ind i landet fra en ligestillet stat med henblik på handel, skal anmeldes til TystofteFonden og skal være ledsaget af dokumentation for, at bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, er overholdt. Ikke endeligt certificeret frø skal desuden være ledsaget af et officielt følgedokument, der indeholder oplysningerne i bilag 6, del V.

Stk. 6. Stk. 1, nr. 3, og stk. 4 gælder ikke for majsudsæd.

Kapitel 14 · Blandinger

§ 45.§-link ↗

Certificerede partier, jf. dog § 35, af forskellige sorter af samme art må blandes og handles som sortsblandinger, hvis videnskabelige eller tekniske erfaringer har godtgjort, at blandingen er særligt egnet til at begrænse udbredelsen af visse skadegørere. Ved sammensætning af en blanding tages der også hensyn til sorternes dyrkningsegenskaber.

Stk. 2. Godkendte sortsblandinger fremgår af bilag 11.

Stk. 3. Sortsblandinger skal indeholde tre eller fire sorter, der vægtmæssigt skal udgøre samme andel af blandingen.

Stk. 4. Uanset stk. 3 skal sortsblandinger af hybridrug og konventionel rug dog indeholde mindst 90 pct. af en hybridsort.

Stk. 5. Uanset stk. 3 kan TystofteFonden efter en konkret vurdering tillade, at sortsblandinger godkendes til handel i et andet forhold, såfremt videnskabelige eller tekniske erfaringer godtgør, at en anden sammensætning er særligt egnet til at begrænse udbredelsen af visse skadegørere.

Stk. 6. Sortsblandinger skal fremstilles under prøvetagerens tilsyn.

Kapitel 15 · Produktion og handel med bevaringssorter

§ 46.§-link ↗

Produktion og handel med bevaringssorter må kun finde sted i oprindelsesregionen, hvis sorten er optaget som »bevaringssort« på den danske sortsliste, jf. bekendtgørelse om en fortegnelse over godkendte sorter af landbrugsplante-, frugtplante- og grønsagsarter (sortslisten).

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 1, 3-4 og 31-32, finder tilsvarende anvendelse for bevaringssorter.

Stk. 3. Hvis produktion af en bevaringssort, som følge af et specifikt dyrkningsmæssigt problem, ikke kan finde sted her i landet, kan Landbrugsstyrelsen godkende supplerende regioner til produktion af korn. Bevaringssorter produceret i sådanne supplerende regioner kan dog udelukkende anvendes i oprindelsesregionen.

§ 47.§-link ↗

De registrerede virksomheder, der producerer bevaringssorter, skal inden begyndelsen af hver produktionssæson indberette oplysninger om størrelsen og beliggenheden af produktionsarealet, samt den mængde korn, der forventes at kunne blive bragt i handel, til TystofteFonden. Indberetningen skal indgives senest 1. januar for vårafgrøder og senest 1. juli for vinterafgrøder.

Stk. 2. TystofteFonden meddeler på grundlag af de i stk. 1 anførte indberetninger den mængde udsæd af bevaringssorten, virksomheden må bringe i handel i den efterfølgende sæson. Den samlede mængde udsæd, der bringes i handel, må ikke overstige det i bilag 12, del I, anførte.

§ 48.§-link ↗

Et parti af en bevaringssort må handles som »bevaringssort« uden forudgående officiel godkendelse.

Stk. 2. Partiet skal overholde EU-kvalitetsnormerne, som nævnt i bilag 5, del I-IV og del VI, til certificering af »certificeret sædekorn 1. generation« for rug, og af »certificeret sædekorn 2. generation« for andre arter end rug, samt normerne vedrørende flyvehavre, gold havre og gold hejre. Partiet skal være tilstrækkelig ensartet, og partiets vægt må ikke overstige vægtgrænsen i § 11 med mere end 5 pct.

Stk. 3. Partiet skal være tilstrækkeligt sortsrent.

§ 49.§-link ↗

Bevaringssorter må kun bringes i handlen i lukkede pakninger eller beholdere og skal være forseglet således, at forseglingen ødelægges ved åbning og ikke kan anvendes igen. Pakningen skal være mærket efter bestemmelserne i bilag 12, del II.

§ 50.§-link ↗

Den registrerede virksomhed skal foranledige, at der udtages en prøve af partiet til undersøgelse af, om partiet overholder EU-kvalitetsnormerne, jf. § 48, stk. 2. Den registrerede virksomhed kan anmode en virksomhed, der er udpeget hertil, jf. om udpegning af virksomheder til at udføre visse afprøvningsopgaver vedrørende plantenyhedsbeskyttelse, sortslisteoptagelse og certificering af planteformeringsmateriale samt til at udføre officiel avlskontrol og officiel prøvetagning, om at udtage prøven.

Stk. 2. Prøvetagning skal udføres efter gældende internationale regler og i overensstemmelse med de instrukser og vejledninger, som findes på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.

Stk. 3. Prøven skal opbevares i mindst to år til brug for eventuel kontrol.

§ 51.§-link ↗

Den registrerede virksomhed skal foranledige, at der udføres analyse af de udtagne prøver, jf. § 50.

Stk. 2. Analyser skal udføres efter gældende internationale regler og i overensstemmelse med de instrukser og vejledninger, som findes op Landbrugsstyrelsen hjemmeside.

Stk. 3. Virksomheden skal, efter anmodning fra TystofteFonden, fremsende kopi af analysebeviset.

§ 52.§-link ↗

Den registrerede virksomhed skal, senest 14 dage efter lukning af et parti af en bevaringssort, anmelde det til TystofteFonden med oplysning om art, sort, mængde, referencenummer og datoen for lukning af partiet.

Stk. 2. Datoen for lukning af partiet må ikke være senere end datoen for den seneste undersøgelse af partiet for den spireevne.

§ 53.§-link ↗

TystofteFonden kontrollerer ved stikprøver om partiet overholder EU-kvalitetsnormerne i bilag 5, og om partiet er tilstrækkeligt sortsægte og sortsrent.

§ 54.§-link ↗

De registrerede virksomheder skal senest den 1. september indberette, hvilken mængde korn af hver bevaringssort, der er bragt i handel i den afsluttede produktionssæson.

Kapitel 16 · Tidsbegrænset forsøg med produktion og handel med populationer

§ 55.§-link ↗

Nøgen havre, alm. havre, purhavre, alm. byg, alm. hvede, durumhvede, spelt og majs, må i en forsøgsperiode indtil 28. februar 2021 produceres og handles som populationer efter bestemmelserne i §§ 55-67.

Stk. 2. Populationer kan frembringes ved hjælp af en af følgende teknikker: 1) Krydsning af fem eller flere sorter i alle kombinationer efterfulgt af samling af afkommet og udsættelse af materialet for naturlig udvælgelse i flere generationer. 2) Fælles dyrkning af mindst fem sorter af en overvejende fremmedbestøvende art, samling af afkommet, gentagen nysåning og udsættelse af materialet for naturlig udvælgelse, indtil der ikke er flere planter af de oprindelige sorter til stede. 3) Krydsning af fem eller flere sorter ved hjælp af krydsningsprotokoller, der afviger fra teknikkerne i nr. 1 eller 2, med henblik på at producere en tilsvarende forskelligartet population, der ikke indeholder sorter.

Stk. 3. En population skal kunne identificeres på grundlag af 1) de sorter, der indgår i krydsningen til frembringelse af populationen, 2) de forædlingsprogrammer, der er defineret i de respektive protokoller, 3) produktionsområde, 4) graden af heterogenitet, navnlig i selvbestøvende arter, og 5) dens karakteristika, jf. § 56, stk. 2, nr. 6.

§ 56.§-link ↗

En population skal være godkendt af TystofteFonden før den må handles.

Stk. 2. Ansøgning om godkendelse skal indgives til TystofteFonden og skal omfatte følgende: 1) Ansøgers navn og adresse. 2) Art og betegnelse for populationen. 3) En beskrivelse af den type teknik, der anvendes til at frembringe populationen, med henvisning til § 55, stk. 2, hvis det er relevant. 4) Forædlingsprogrammets målsætninger. 5) Forædlings- og produktionsmetode, det vil sige forædlingsprogram, som defineret i de respektive protokoller, sorter, der anvendes til at forædle og producere populationen, samt den registrerede virksomheds produktionskontrolprogram. 6) En beskrivelse af populationens karakteristika, som, ansøgeren mener, er vigtige med hensyn til udbytte, kvalitet, ydeevne, egnethed for systemer med lavt input, modstandsdygtighed over for sygdomme, udbyttestabilitet, smag og farve. 7) Forsøgsresultater vedrørende de i nr. 6 nævnte karakteristika. 8) Produktionsområde. 9) En erklæring fra ansøgeren om korrektheden af de elementer, der er omhandlet i nr. 1-7. 10) En repræsentativ prøve af populationen. 11) Navn og adresse på den person, der er ansvarlig for forædling, produktion og vedligeholdelse.

Stk. 3. Ansøgning om godkendelse af vårsæd skal indgives årligt senest den 1. november, og ansøgning om godkendelse af vintersæd skal indgives årligt senest den 1. maj, jf. stk. 2.

Stk. 4. Ansøgninger bedømmes ud fra at sikre en ligelig repræsentation af arter og virksomheder inden for forsøgets ramme.

Stk. 5. Ansøgers forslag til betegnelse, jf. stk. 2, nr. 2, skal være godkendt efter § 4 i bekendtgørelse om sortsnavne. Ordet »population« skal tilføjes i slutningen af hver betegnelse.

§ 57.§-link ↗

Et parti af en population må handles som »population« uden forudgående officiel godkendelse, hvis betingelserne i stk. 2-4 er opfyldt.

Stk. 2. Partiet skal overholde avlsnormerne i bilag 3, del I, afsnit A og afsnit C, nr. 2.

Stk. 3. Partiet skal overholde EU-kvalitetsnormerne, som nævnt i bilag 5, del I-IV og del VI, til certificering af »certificeret sædekorn 1. generation« for majs, og af »certificeret sædekorn 2. generation« for andre arter end majs, samt normerne vedrørende flyvehavre, gold havre og gold hejre.

Stk. 4. Partiet skal være tilstrækkelig ensartet, og partiets vægt må ikke overstige vægtgrænserne i § 11.

§ 58.§-link ↗

Populationer må kun bringes i handel i lukkede pakninger eller beholdere og skal være forseglet således, at forseglingen ødelægges ved åbning og ikke kan anvendes igen. Pakningen skal være mærket efter bestemmelserne i bilag 13, del II.

§ 59.§-link ↗

Den registrerede virksomhed skal foranledige, at der udtages en prøve af partiet til undersøgelse af, om partiet overholder EU-kvalitetsnormerne, jf. § 57, stk. 3. Den registrerede virksomhed kan anmode en virksomhed, der er udpeget hertil af Landbrugsstyrelsen, jf. bekendtgørelse om udpegning af virksomheder til at udføre visse afprøvningsopgaver vedrørende plantenyhedsbeskyttelse, sortslisteoptagelse og certificering af planteformeringsmateriale samt til at udføre officiel avlskontrol og officiel prøvetagning, om at udtage prøven.

Stk. 2. Prøvetagning skal udføres efter gældende internationale regler og i overensstemmelse med de instrukser og vejledninger, som findes på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.

Stk. 3. Prøven skal opbevares i mindst to år til brug for eventuel kontrol.

§ 60.§-link ↗

Den registrerede virksomhed skal foranledige, at der udføres analyse af de udtagne prøver, jf. § 59.

Stk. 2. Analyser skal udføres efter gældende internationale regler og i overensstemmelse med de instrukser og vejledninger, som findes på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.

Stk. 3. Virksomheden skal efter anmodning fra TystofteFonden, fremsende kopi af analysebeviset.

§ 61.§-link ↗

Den registrerede virksomhed skal senest 14 dage efter lukning af et parti af en population, anmelde lukningen til TystofteFonden med oplysning om art, sort, mængde, referencenummer og datoen for lukning af partiet.

Stk. 2. Datoen for lukning af partiet må ikke være senere end datoen for den seneste undersøgelse af partiet for spireevne.

§ 62.§-link ↗

De registrerede virksomheder, der producerer populationer, skal inden begyndelsen af hver produktionssæson, indberette oplysninger om størrelsen og beliggenheden af produktionsarealet samt den mængde korn, der forventes at kunne blive bragt i handel, til TystofteFonden. Indberetningen skal indgives senest 1. januar for vårafgrøder og senest 1. juli for vinterafgrøder.

Stk. 2. TystofteFonden meddeler på grundlag af de i stk. 1 anførte indberetninger den mængde udsæd af populationen, virksomheden må bringe i handel i den efterfølgende sæson. Den samlede mængde udsæd, der bringes i handel, må ikke overstige mængden anført i bilag 13, del I.

Stk. 3. Indberetninger imødekommes i den rækkefølge de modtages og indenfor de i bilag 13 angivne mængdebegrænsninger.

§ 63.§-link ↗

En registreret virksomhed, der bringer sædekorn af populationer i handelen, skal 1) sikre, at de pågældende partier kan spores, og 2) opbevare oplysninger, der gør det muligt at identificere de personer, der har leveret dem, og til hvem de har leveret sædekorn af en population.

Stk. 2. Oplysningerne skal efter anmodning stilles til rådighed for TystofteFonden.

§ 64.§-link ↗

Virksomheder med ansvar for vedligeholdelse af populationer, skal være registreret ved TystofteFonden. Ansøgning om optagelse i registeret skal indgives til TystofteFonden og skal omfatte følgende: 1) Navn, adresse og kontaktoplysninger. 2) Betegnelse for den pågældende population.

§ 65.§-link ↗

Den person, der er ansvarlig for vedligeholdelse af populationen, skal 1) vedligeholde populationen i hele forsøgsperioden i overensstemmelse med accepteret praksis for den pågældende art, og 2) føre fortegnelser vedrørende vedligeholdelsen af populationerne.

Stk. 2. Oplysningerne i stk. 1, nr. 2, skal efter anmodning stilles til rådighed for TystofteFonden.

§ 66.§-link ↗

TystofteFonden inspicerer produktionsmarkerne, og officielle prøvetagere udtager årligt stikprøver af mindst 5 pct. af alle partier af sædekorn fra populationer og produktionsmarker. Disse prøver anvendes til at kontrollere, om partierne overholder § 55, stk. 2, for så vidt angår identitet, og § 57, stk. 3, for så vidt angår kvalitet.

§ 67.§-link ↗

De registrerede virksomheder skal senest den 1. september indberette, hvilken mængde sædekorn af hver population, der er bragt i handelen i den afsluttede produktionssæson.

Stk. 2. Indberetningen skal indeholde de i bilag 13, del III, anførte oplysninger.

Kapitel 17 · Bejdsning

§ 68.§-link ↗

Ved bejdsning af sædekorn skal oplysning om bejdsning og bejdsemiddel angives på den officielle mærkeseddel, jf. bilag 6, eller på en leverandøretiket.

Stk. 2. Bejdses et parti, efter at det er certificeret, skal der udtages en ny prøve af partiet til brug ved en eventuel undersøgelse af, om partiet stadig overholder EU-kvalitetsnormen i bilag 5, del II, for spireevne.

Kapitel 18 · Administrative bestemmelser

§ 69.§-link ↗

Landbrugsstyrelsen udfører den kontrol, der er nødvendig for at sikre overholdelsen af §§ 31-32. Øvrig kontrol af overholdelsen af bekendtgørelsens regler udføres af TystofteFonden.

§ 70.§-link ↗

Landbrugsstyrelsen kan efter skriftlig ansøgning tillade handel med et parti, der ikke opfylder betingelserne for certificering, hvis det er nødvendigt for at overvinde forbigående vanskeligheder med forsyningen med sædekorn.

§ 71.§-link ↗

TystofteFonden offentliggør kontrolresultater fra virksomheder, der er udpeget af Landbrugsstyrelsen, jf. bekendtgørelse om udpegning af virksomheder til at udføre visse afprøvningsopgaver vedrørende plantenyhedsbeskyttelse, sortslisteoptagelse og certificering af planteformeringsmateriale samt til at udføre officiel avlskontrol og officiel prøvetagning, samt analyseresultater.

Kapitel 19 · Straffebestemmelser

§ 72.§-link ↗

Overtrædelse af §§ 1, stk. 1, 3, stk. 1-3, 5-6, 10-16, 22, stk. 2, 30-32, 34-52, 54-65, 67 og 68 straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 73. · Tilbagekaldelse af autorisation§-link ↗

Landbrugsstyrelsen kan tilbagekalde en autorisation, givet af TystofteFonden i medfør af bilag 4, del I-III jf. §§ 9, stk. 1, 12, stk. 2, 13 og 16, stk. 2, hvis det konstateres, at 1) en eller flere af de betingelser, der fremgår af bilag 4, del I-III, samt § 13, stk. 2-4 ikke er opfyldt, eller 2) den autoriserede virksomhed trods påkrav herom har undladt at betale skyldige gebyrer, jf. bekendtgørelse om betaling for opgaver forbundet med sortslisteoptagelse, plantenyhedsbeskyttelse og certificering af planteformeringsmateriale.

§ 74. · Tilbagekaldelse af autorisation§-link ↗

Afgørelser efter § 73 kan af den autoriserede virksomhed forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for Landbrugsstyrelsen inden 4 uger efter, at tilbagekaldelsen er meddelt virksomheden. Landbrugsstyrelsen anlægger sag mod virksomheden i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 2. Anmodning om sagsanlæg har ikke opsættende virkning. Retten kan dog bestemme, at den pågældende virksomhed under sagens behandling må udøve virksomhed på nærmere angivne vilkår.

Kapitel 20 · Ikrafttræden m.v.

§ 75.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft 1. januar 2021.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1014 af 26. juni 2020 om sædekorn ophæves.

Stk. 3. Godkendelser, tilladelser og autorisationer, der er givet af Landbrugsstyrelsen før den 1. januar 2017 efter bekendtgørelse nr. 453 af 24. maj 2016 eller tidligere bekendtgørelser, sidestilles med godkendelser, tilladelser og autorisationer, der er givet af TystofteFonden efter den 1. januar 2017.