Bekendtgørelse nr. 695 · 2020

Gældende

Bekendtgørelse om pulje til fremme af cykelparkering i kombination med kollektiv trafik

Bekendtgørelse om pulje til fremme af cykelparkering i kombination med kollektiv trafik

Dokumentdato: 26. maj 2020Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗

På Finansloven for 2020 er der afsat en pulje til fremme af cyklisme.

Stk. 2. Formålet med denne bekendtgørelse er at regulere udmøntning af midler fra puljen, der målrettes cykelparkering i kombination med kollektiv trafik og forudsætter medfinansiering fra ansøger.

§ 2. · Statsligt tilskud§-link ↗

Det statslige tilskud til et cykelparkeringsprojekt udgør maksimalt 50 % af den støtteberettigede del af projektet. Ansøger bidrager selv med mindst 50 % af den støtteberettigede del af projektet.

Stk. 2. Det statslige tilskud kan ydes i år 2020, så længe der er midler til rådighed inden for den afsatte ramme.

§ 3. · Statsligt tilskud§-link ↗

Tilskudsmodtagers egenfinansiering, jf. § 2, stk. 1, kan ikke dækkes af andre statslige puljer inden for Transport- og Boligministeriets område.

§ 4. · Ansøgning om tilskud§-link ↗

Ansøgning om tilskud indgives til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen af offentlige myndigheder, trafikselskaber eller offentligt ejede selskaber efter bilag 1, punkt 4.

Stk. 2. Offentlige myndigheder, trafikselskaber og offentligt ejede selskaber kan indgå i et samarbejde mellem flere ansøgningsberettigede og med andre parter om et projekt. Dog kan kun ansøgeren være ansvarlig for anvendelsen af tildelte puljemidler.

§ 5. · Indgivelse af ansøgning og frister§-link ↗

Ansøgning om tilskud skal indsendes via virk.dk og vedhæftes projektbeskrivelse og projektbudget. Skabeloner til brug herfor ligger på Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens hjemmeside.

Stk. 2. En ansøgning om tilskud skal være modtaget i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen senest den 17. august 2020.

Stk. 3. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan til enhver tid anmode om yderligere dokumentation i forbindelse med behandlingen af en ansøgning.

§ 6. · Procedure for politisk beslutningsproces§-link ↗

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen udarbejder på baggrund af Administrationsgrundlag for pulje til fremme af cykelparkering i kombination med kollektiv trafik, jf. bilag 1, indstilling om tildeling af tilskud til projekter, der kan forbedre cykelparkering i kombination med kollektiv trafik.

Stk. 2. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan indstille, at der til konkrete projekter stilles vilkår for tilskud eller tilsagn om tilskud.

§ 7. · Procedure for politisk beslutningsproces§-link ↗

Transportministeren forestår på baggrund af indstilling efter § 6 forhandlinger med ordførere fra forligskredsen, jf. § 1, om tildeling af tilskud til de enkelte cykelparkeringsprojekter.

Stk. 2. Parterne i forligskredsen kan stille vilkår for tilskud eller tilsagn om tilskud.

§ 8. · Procedure for politisk beslutningsproces§-link ↗

Transportministeren giver meddelelse til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen om de beslutninger, der er truffet efter § 7, med henblik på, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen forestår den praktiske administration heraf, jf. §§ 9-11.

§ 9. · Administration, opfølgning m.v.§-link ↗

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen giver meddelelse til ansøgerne, jf. § 4, om beslutninger om tildeling af tilskud til de enkelte cykelparkeringsprojekter, jf. § 7, og forestår udbetaling af puljemidler.

Stk. 2. Ændring af et projekt kan godkendes af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen på betingelse af, at ændringen efter Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens vurdering er i overensstemmelse med projektets formål, jf. ansøgers projektbeskrivelse. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, inden ændringen iværksættes.

Stk. 3. Tilskudsmodtager skal én gang om året afrapportere om projektets status til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Afrapportering for det foregående år skal være modtaget i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen senest den 31. januar.

Stk. 4. Der skal endvidere foretages afrapportering af det endelige projekt. Skabelon til brug herfor findes på Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens hjemmeside.

Stk. 5. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen fører tilsyn med, at reglerne i denne bekendtgørelse overholdes og kan i den forbindelse anmode om enhver oplysning til brug herfor fra ansøgeren eller tilskudsmodtageren.

Stk. 6. I det omfang ansøgeren anvender samarbejdsparter, jf. § 4, stk. 2, er ansøgeren forpligtet til i nødvendigt omfang at fremskaffe oplysninger efter stk. 4 fra den pågældende samarbejdspart.

Stk. 7. Tilskudsmodtager skal straks underrette Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, hvis 1) der foreligger forhold, som efter stk. 8 kan medføre helt eller delvist bortfald af tilskud eller tilsagn om tilskud, 2) der foreligger forhold, som efter § 10 kan medføre krav om hel eller delvis tilbagebetaling af tilskud, eller 3) tilskudsmodtager skifter revisor i løbet af projektperioden.

Stk. 8. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen træffer beslutning om, at tilskuddet bortfalder, hvis 1) ansøger eller tilskudsmodtager har givet urigtige eller vildledende oplysninger, 2) ansøger eller tilskudsmodtager tilsidesætter sin underretningspligt efter stk. 7, 3) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med den godkendte ansøgning eller eventuelle senere ændringer, som er godkendt af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 4) betingelserne for tilskud, herunder den til enhver tid gældende instruks for regnskab og den til enhver tid gældende revisionsinstruks, ikke opfyldes jf. § 10, stk. 2, eller 5) tilskuddet uden forudgående godkendelse har været anvendt til andre formål end beskrevet i projektbeskrivelsen, eller eventuelle senere ændringer, som er godkendt af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

§ 10. · Administration, opfølgning m.v.§-link ↗

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kræver, at udbetalte tilskud skal tilbagebetales helt eller delvist, hvis 1) der er sket helt eller delvist bortfald af tilsagn om tilskud i henhold til § 9, stk. 8, eller 2) tilskudsmodtager efterfølgende får ydet tilskud fra andre puljer under Transport- og Boligministeriets område til dækning af udgifter, som er finansieret med tilskud fra puljen til fremme af cykelparkering i kombination med kollektiv trafik.

§ 11. · Administration, opfølgning m.v.§-link ↗

Hvis et udbetalt tilskud helt eller delvist skal tilbagebetales, opkræves det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. Rente fastsættes i overensstemmelse med renteloven og beregnes fra forfaldsdagen.

§ 12. · Regnskab og revision§-link ↗

På Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens hjemmeside vil den gældende udgave for instruks for regnskab og den gældende revisionsinstruks kunne ses. Det omhandlede gældende materiale vil ligeledes kunne rekvireres ved henvendelse til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Stk. 2. Den til enhver tid gældende instruks for regnskab og den til enhver tid gældende revisionsinstruks skal overholdes.

§ 13. · Ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juni 2020.