Bekendtgørelse nr. 688 · 2020

Gældende

Behandlerfarmaceutbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om behandlerfarmaceuters virksomhedsområde

Dokumentdato: 20. maj 2020Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Virksomhed som behandlerfarmaceut omfatter 1) genordination af visse receptpligtige lægemidler efter de nærmere regler i denne bekendtgørelse, og 2) ordination af dosisdispensering med tilskud.

§ 2.§-link ↗

En behandlerfarmaceut kan genordinere receptpligtige lægemidler til patienter, som ikke har en aktuel gyldig recept, men som har et aktuelt behandlingsmæssigt behov for det pågældende lægemiddel.

Stk. 2. Receptpligtige lægemidler må kun genordineres én gang, i mindste pakning og kun til patienter, der er i stabil lægeordineret behandling hermed.

Stk. 3. Ved stabil behandling forestås, at patienten har været i behandling med det pågældende lægemiddel for en given indikation med uændret dosis i mere end seks måneder, med mindre en længere stabil periode er anført for det enkelte præparat i bilag 1 til denne bekendtgørelse.

Stk. 4. En behandlerfarmaceut må kun genordinere det enkelte præparat én gang til patienten inden ny lægeordination.

Stk. 5. Behandlerfarmaceuten må ikke foretage genordination til gravide, ammende eller børn under 15 år.

Stk. 6. Behandlerfarmaceuten skal uden unødigt ophold orientere patientens behandlende læge om genordinationer iværksat af behandlerfarmaceuten og dokumentere denne orientering.

Stk. 7. Behandlerfarmaceuten må alene genordinere de receptpligtige lægemidler, der er optaget på Styrelsen for Patientsikkerheds liste over lægemidler til genordination, jf. bilag 1 til denne bekendtgørelse.

§ 3.§-link ↗

En behandlerfarmaceut kan i samarbejde med patienten iværksætte dosisdispensering med tilskud.

Stk. 2. Dosisdispensering med tilskud må kun ske til patienter, der er i stabil behandling, og hvor der foreligger en aktiv ordination.

Stk. 3. Ved stabil behandling forestås, at patienten har været i behandling med det pågældende lægemiddel for en given indikation med uændret dosis i mere end seks måneder, med mindre en længere stabil periode er anført for det enkelte præparat i bilag 1 til denne bekendtgørelse.

Stk. 4. Behandlerfarmaceuten skal uden unødigt ophold orientere patientens behandlende læge om dosisdispensering med tilskud iværksat af behandlerfarmaceuten og dokumentere denne orientering.

Stk. 5. Behandlerfarmaceuten skal sørge for, at dosisdispenseringer med tilskud ordineret af behandlerfarmaceuten, som efterfølgende annulleres af patientens behandlende læge, straks bringes til ophør.

§ 4.§-link ↗

Genordination og dosisdispensering med tilskud må ikke ske, hvis patientens behandlende læge har modsat sig dette.

§ 5.§-link ↗

Ret til at udøve virksomhed efter denne bekendtgørelse gælder kun som led i behandlerfarmaceutens arbejde på et apotek eller en apoteksfilial.

Stk. 2. En behandlerfarmaceut skal udøve sin virksomhed i henhold til en lokal instruks for tilrettelæggelse af arbejdet på apoteket eller apoteksfilialen.

Stk. 3. Behandlerfarmaceutens genordination og dosisdispensering med tilskud kan ikke ske ved benyttelse af medhjælp.

§ 6.§-link ↗

Overtrædelse af denne bekendtgørelse straffes med bøde.

§ 7.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juni 2020.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 260 af 7. marts 2019 om behandlerfarmaceuters virksomhedsområde ophæves.