Bekendtgørelse nr. 655 · 2020

Gældende

Mikroplastbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om forbud mod import og salg af kosmetiske produkter, som afrenses, der indeholder mikroplast

Dokumentdato: 19. maj 2020Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Definitioner§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Kosmetiske produkter: Ethvert stof eller enhver blanding, der er bestemt til at komme i kontakt med dele af det menneskelige legemes overflade (hud, hovedhår og anden hårvækst, negle, læber og ydre kønsorganer) eller med tænderne og mundens slimhinder, udelukkende eller hovedsageligt med henblik på at rense og parfumere dem, at ændre deres udseende, at beskytte dem, holde dem i god stand eller korrigere kropslugt. 2) Kosmetisk produkt, som afrenses: Et kosmetisk produkt, som er beregnet til at blive fjernet efter anvendelse på hud, hår eller slimhinder. 3) Plastik: Et syntetisk polymert stof, der kan støbes, ekstruderes eller fysisk manipuleres til forskellige faste former, og som bevarer sin endelige fremstillede form under brug i sine tilsigtede anvendelser. 4) Mikroplast: Plastik i fast form, som er mindre end eller lig med 5 mm i alle dimensioner, og som er uopløseligt i vand. 5) Bionedbrydeligt mikroplast: Mikroplast, der opfylder et eller flere af kriterierne for bionedbrydelighed ved brug af de anførte tilladte testmetoder i henhold til bilag 1 til denne bekendtgørelse.

§ 2. · Forbud mod import og salg§-link ↗

Import og salg af kosmetiske produkter, som afrenses, der indeholder mikroplast, som ikke er bionedbrydeligt, i en koncentration på 0,01 % eller mere, er forbudt, jf. dog stk. 2, 3 og 4.

Stk. 2. Forbuddet i stk. 1 gælder ikke for transitgods.

Stk. 3. Forbuddet i stk. 1 gælder ikke kosmetiske produkter, der importeres af private til egen, ikke-erhvervsmæssig brug.

Stk. 4. Bekendtgørelsen omfatter ikke kosmetiske produkter, som afrenses, der indeholder stoffer eller blandinger, der er omfattet af bilag XVII Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1907/2006/EF af 18. december 2006.

§ 3. · Kontrol, dispensation og klageadgang§-link ↗

Miljøstyrelsen fører tilsyn og kontrol med overholdelse af reglerne i denne bekendtgørelse, jf. lovens regler herom.

Stk. 2. Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde tillade at § 2, stk. 1, fraviges. Miljøstyrelsen kan stille vilkår for tilladelsen.

Stk. 3. Miljøstyrelsens afgørelser efter stk. 2 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 4. · Undtagelse fra indførelse i Lovtidende af tekniske specifikationer§-link ↗

De ISO-standarder, som oplyses i bilag 1, undtages fra kravet om kundgørelse i Lovtidende. Disse kan i stedet findes til gennemsyn hos Miljøstyrelsen, eller ved opkøb af standarden hos det relevante standardiseringsorgan.

§ 5. · Straf, ikrafttrædelse og overgangsperiode§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der 1) overtræder forbud mod import og salg i § 2, stk. 1, eller 2) tilsidesætter vilkår knyttet til en dispensation efter § 3, stk. 2.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på menneskers liv eller sundhed eller fremkaldt fare derfor 2) voldt skade på miljøet eller fare derfor eller 3) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel, herunder besparelser, for den pågældende selv eller andre.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 6. · Straf, ikrafttrædelse og overgangsperiode§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2020.

Stk. 2. Kosmetiske produkter, som afrenses, der indeholder mikroplast, som ikke er bionedbrydeligt, i en koncentration på 0,01 % eller mere, og som er solgt til en forhandler inden den 1. juli 2020, må fortsat sælges af forhandleren til slutbrugere indtil den 31. december 2020.