§ 1.§-link ↗
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (styrelsen) behandler ansøgninger efter lovens § 7 a om godkendelse af frie grundskoler, der ikke ønsker at modtage statstilskud.
§ 2.§-link ↗
Ved initiativkredsen forstås i denne bekendtgørelse de fysiske personer, som står bag skoleinitiativet. I den udstrækning denne personkreds overstiger 10 personer, forstås ved initiativkredsen de 10 personer, som spiller den vigtigste rolle for skoleinitiativets praktiske gennemførelse.
§ 3.§-link ↗
En ansøgning efter lovens § 7 a skal omfatte følgende materiale: 1) En oversigt over navn og adresse på de personer, der udgør initiativkredsen, jf. § 2, 1. pkt., samt en liste over medlemmerne af en eventuel skolekreds og øvrige personer, organisationer, foreninger m.v., der er involveret i skoleinitiativet. 2) Referat af det stiftende møde for den nye skole og eventuelle efterfølgende møder. 3) Initiativkredsens medlemmers udfyldte erklæring om frihed og folkestyre-kravet, jf. bilag 1. 4) Initiativkredsens medlemmers besvarelse af spørgsmål til brug for en samlet vurdering af skoleinitiativet, jf. bilag 2.
Stk. 2. Ansøgningen skal indgives ved initiativkredsens medlemmers personlige fremmøde. I modsat fald vil ansøgningen ikke blive taget under behandling. Ansøgningen kan indgives til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet efter aftale. Kravet om personligt fremmøde stilles ikke over for personer, som er afskåret herfra på grund af hospitalsindlæggelse eller lignende alvorlig hindring.
Stk. 3. Initiativkredsens medlemmers udfyldte erklæring om frihed og folkestyre-kravet, jf. stk. 1, nr. 3, og initiativkredsens medlemmers besvarelse af spørgsmål til brug for en samlet vurdering af skoleinitiativet, jf. stk. 1, nr. 4, skal underskrives af de pågældende på stedet, når ansøgningen indgives, jf. stk. 2. I modsat fald vil ansøgningen ikke blive taget under behandling.
Stk. 4. Hvis initiativkredsen ændrer sammensætning under styrelsens behandling af en ansøgning om godkendelse, skal tilkomne medlemmer tillige afgive den i stk. 1, nr. 3, nævnte erklæring og besvare de i stk. 1, nr. 4, nævnte spørgsmål. Den underskrevne erklæring og den underskrevne besvarelse af spørgsmålene skal indsendes til styrelsen umiddelbart efter det nye medlems indtræden i initiativkredsen.
§ 4.§-link ↗
Initiativkredsen skal i øvrigt indsende det materiale, som styrelsen konkret finder relevant for vurderingen af, om en skole kan godkendes.
§ 5.§-link ↗
Initiativkredsens medlemmers udfyldte og underskrevne erklæring om frihed og folkestyre-kravet, jf. bilag 1, skal offentliggøres på skolens hjemmeside senest ved undervisningens påbegyndelse.
§ 6.§-link ↗
De afgørelser, som styrelsen træffer efter lovens § 7 a og efter bekendtgørelsen, kan ikke indbringes for børne- og undervisningsministeren.
§ 7.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2020, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Bekendtgørelsens § 3, stk. 2 og 3, finder ikke anvendelse for ansøgninger om godkendelse af en fri grundskole indgivet med henblik på skolestart i skoleåret 2020/2021.
Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1163 af 25. september 2018 om godkendelse af frie grundskoler uden statstilskud ophæves.