§ 1§-link ↗
I bekendtgørelse nr. 239 af 7. marts 2014 om generelle regler om årsrapport og revision for forvaltere af alternative investeringsfonde foretages følgende ændringer: 1. I § 3 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: Stk. 2. Underskrives årsrapporten digitalt bortfalder kravet i stk. 1 om, at underskriften og underskriftens datering skal gives i tilknytning til ledelsespåtegningen. Underskriverens navn skal dog fremgå tydeligt i tilknytning til ledelsespåtegningen. Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4. 2. § 12, stk. 1, affattes således: Stk. 1. Årsrapporten skal i den form, hvori den er forelagt og godkendt af bestyrelsen, indsendes til Finanstilsynet uden ugrundet ophold efter det bestyrelsesmøde, hvor årsrapporten er godkendt. 3. § 13, stk. 1, affattes således: Stk. 1. Den reviderede og godkendte årsrapport skal indsendes til Erhvervsstyrelsen uden ugrundet ophold efter endelig godkendelse og senest 4 måneder efter regnskabsårets afslutning. Årsrapporten indsendes efter de regler, der er fastsat i bekendtgørelse om indberetning til og offentliggørelse af årsrapporter m.v. i Erhvervsstyrelsen for virksomheder omfattet af regnskabsregler fastsat ved eller i henhold til lovgivningen for finansielle virksomheder. 4. § 13, stk. 3 og 4, ophæves.
§ 2§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2020.