§ 1. · Opgaver§-link ↗
Arbejdstilsynet bistår beskæftigelsesministeren i forhold til opgaver i tilknytning til offshoresikkerhedsloven.
Stk. 2. Arbejdstilsynet rådgiver andre myndigheder, herunder Energistyrelsen som rettighedsgivende myndighed efter lov om anvendelse af Danmarks undergrund, vedrørende sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter.
§ 2. · Beføjelser§-link ↗
Hvor beskæftigelsesministeren i henhold til offshoresikkerhedsloven tillægges beføjelser, udøver Arbejdstilsynet disse beføjelser på ministerens vegne, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Følgende beføjelser delegeres ikke til Arbejdstilsynet: 1) Fastsættelse af regler om betaling for myndighedsbehandling. 2) Ministerens bemyndigelse til delegation af beføjelser til andre statslige myndigheder og private, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Arbejdstilsynet kan bestemme, at Arbejdstilsynets beføjelser efter stk. 1 i nærmere bestemt omfang henlægges til private, herunder klassifikationsselskaber, jf. § 61, stk. 4 og 5, i offshoresikkerhedsloven.
§ 3. · Tilsyn m.v.§-link ↗
Arbejdstilsynet udarbejder en beskrivelse af, hvordan opgaverne efter offshoresikkerhedsloven og regler i medfør heraf varetages, herunder i relevant omfang en beskrivelse af håndhævelsesmuligheder og af procedurer for at sikre koordination med de opgaver vedrørende offshore olie- og gasaktiviteter, som Miljøstyrelsen samt eventuelle andre statslige myndigheder varetager. Beskrivelsen udarbejdes i overensstemmelse med bilag 1.
Stk. 2. Beskrivelsen efter stk. 1 offentliggøres på Miljøstyrelsens og Arbejdstilsynets hjemmesider.
Stk. 3. Arbejdstilsynet udarbejder årlige planer for effektivt tilsyn med sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold med særlig vægt på henholdsvis operatørers og ejeres overholdelse af, hvad der er fastsat i anmeldelser, samt grundlaget for godkendelser, tilladelser og forhåndstilsagn efter offshoresikkerhedsloven eller regler i medfør heraf.
Stk. 4. Effektiviteten af planerne efter stk. 3 gennemgås med regelmæssige mellemrum af Beskæftigelsesministeriets departement, og Arbejdstilsynet træffer alle nødvendige foranstaltninger til forbedring heraf.
§ 4. · Rapportering til Europa-Kommissionen§-link ↗
Arbejdstilsynet videregiver årligt til Europa-Kommissionen, efter indhentning af oplysninger fra Miljøstyrelsen i henhold til § 8, stk. 1, i bekendtgørelse om tilsyn, gebyr m.v. for olie- og gasanlæg, og fra henholdsvis operatører og ejere for så vidt angår de oplysninger, der er nævnt i bilag 2, pkt. 1 og 5, jf. offshoresikkerhedslovens § 62, stk. 1, en rapport, der indeholder de oplysninger, der er angivet i bilag 2. Oplysningerne offentliggøres på Miljøstyrelsens og Arbejdstilsynets hjemmesider i det format, der er fastlagt i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1112/2014 af 13. oktober 2014.
§ 5. · Samarbejde med andre EU-lande m.v.§-link ↗
Arbejdstilsynet udveksler viden, oplysninger og erfaringer med myndigheder fra andre EU-lande med ansvar inden for regulering og tilsyn i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter bl.a. gennem Den Europæiske Unions Myndighedsgruppe for Offshore Olie- og Gasaktiviteter (EUOAG: European Union Offshore Oil and Gas Authorities Group), og deltager i høringer om anvendelsen af relevant national lovgivning og EU-lovgivning med industrien, andre interesseparter og Europa-Kommissionen.
Stk. 2. Viden, oplysninger og erfaringer, der udveksles i henhold til stk. 1, skal navnlig vedrøre effektiviteten af foranstaltninger til risikostyring, forebyggelse af større uheld, verifikation af overholdelsen og beredskab i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter inden for EU og uden for EU, hvor dette er relevant.
Stk. 3. Arbejdstilsynet deltager i fastsættelsen af klare fælles prioriteter for udarbejdelse og ajourføring af standarder og retningslinjer med henblik på at identificere og fremme gennemførelsen og en konsekvent anvendelse af bedste praksis inden for offshore olie- og gasaktiviteter.
§ 6. · Ikrafttræden m.v.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2020.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1381 af 1. december 2017 om Arbejdstilsynets opgaver og beføjelser i henhold til offshoresikkerhedsloven ophæves.