§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsen fastsætter bestemmelser om forholdsregler vedrørende salmonellose hos fjerkræ samt kontrol af salmonella i fjerkræ samt fersk kød af høns, kyllinger og kalkuner. Endvidere fastsættes bestemmelser om undersøgelse for campylobacter i slagtekyllinger og kyllingekød.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på fjerkrækød, som er lovligt fremstillet eller markedsført i de øvrige medlemslande i Den Europæiske Union og Tyrkiet, og på produkter, der er lovligt fremstillet i EFTA-stater, der deltager i EØS-aftalen.
Stk. 3. Bekendtgørelsen gælder for alle salmonellatyper, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Undtaget fra stk. 3 er: 1) infektioner med Salmonella Gallinarum og Salmonella Pullorum (hønsetyfus), der er omfattet af bekendtgørelse om hønsetyfus, og 2) salmonellatyper, hvor der er sket harmonisering i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2160/2003 af 17. november 2003 om bekæmpelse af salmonella og andre bestemte fødevarebårne zoonotiske agenser (zoonoseforordningen).
§ 2.§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Akkrediteret laboratorium: Et laboratorium, som er akkrediteret i henhold til gældende udgave af ISO/IEC 17025 - »Generelle krav til prøvnings- og kalibreringslaboratoriers kompetence« af Den Danske Akkrediteringsfond (DANAK) eller af et tilsvarende akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af European co-operation for Accreditation (EA) og International Laboratory Accreditation Cooperation’s (ILAC) multilaterale aftale om gensidig anerkendelse. 2) AM-status: Salmonellastatus for den enkelte flok før levering til slagtning. Som AM-positive betragtes flokke, hvor der ved de i § 9 nævnte eller senere udtagne prøver er påvist salmonella. Flokke, hvori der ved de i § 9 nævnte eller ved senere udtagne prøver ikke er påvist salmonella, betragtes som AM-negative. En flok, der er under mistanke i henhold til bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i rugeægsproducerende høns og opdræt hertil eller bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i konsumægshønsehold og opdræt hertil, anses for AM-positiv, indtil mistanken afkræftes i henhold til de nævnte bekendtgørelser. 3) Besætning: Et dyr eller en gruppe af dyr af samme art, som anvendes til et bestemt formål, og som er registreret på et CHR-nummer. 4) Besætningsansvarlig: Den person, der i det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR) er registreret som bruger af besætningen. Er der ikke registreret en bruger, er det ejeren af besætningen. 5) CHR-nummer: Et unikt nummer, der i det Centrale Husdyrbrugs Register (CHR) identificerer en bestemt geografisk beliggenhed. 6) En flok: Alt fjerkræ med samme sundhedsstatus, der holdes i samme rum eller samme indelukke, og som udgør en enkelt epidemiologisk enhed. For fjerkræ i bursystemer omfatter dette alle dyr, der er fælles om en given luftmængde. 7) Et hus: Et rum eller et indelukke, hvori en flok er opstaldet og er adskilt fra andre flokke. 8) Et husnummer: Et specifikt husnummer, der tildeles hvert hus på matriklen af Danske Æg. 9) Et parti fjerkrækød: En mængde fjerkrækød produceret under samme teknologiske betingelser og produceret mellem to rengøringer og desinfektioner på slagteri, fx en dagsproduktion eller produktionen mellem to skift. Såfremt der mellem to rengøringer produceres kød fra såvel AM-negative som fra AM-positive flokke, skal produktionen fra de AM-negative og AM-positive flokke betragtes som to selvstændige partier. 10) Fjerkræ: Høns, kyllinger, kalkuner, perlehøns, ænder, gæs, vagtler, opdrættet fjervildt, duer og strudsefugle samt hobby- og prydfugle. 11) Fjerkrædatabasen: En database, som indeholder laboratorieresultater af salmonellaprøver og campylobacterprøver fra fjerkræ. Databasen ejes af Fødevarestyrelsen og administreres af Danske Æg. 12) Påvist salmonella: Salmonella er isoleret og verificeret på et akkrediteret laboratorium. 13) Salmonellose: Sygdom, hvor forhøjet dødelighed eller almen svækkelse, suppleret af laboratoriefund, gør det overvejende sandsynligt, at salmonellabakterier er en afgørende faktor i sygdommens årsagskompleks. 14) Slagtefjerkræ: Fjerkræ, der opdrættes og slagtes med henblik på konsum.
§ 3.§-link ↗
Den, som i sin varetægt har dyr, som er eller kan mistænkes for at være angrebet af salmonellose, skal tilkalde en dyrlæge.
Stk. 2. Når en dyrlæge tilkaldes i henhold til stk. 1, skal dyrlægen søge mistanken om sygdommen be- eller afkræftet samt søge sygdommens art konstateret.
Stk. 3. Hvis en dyrlæge efter undersøgelse foretaget i henhold til stk. 2, eller i øvrigt i forbindelse med sit arbejde får mistanke om, at der foreligger sygdom som omfattet af stk. 1, skal dyrlægen foretage indberetning til Fødevarestyrelsen.
Stk. 4. Er der ikke konstateret salmonella i besætningen inden for de seneste 6 måneder, eller er der tale om nyudbrud, jf. stk. 6, skal dyrlægen udtage prøver af relevant materiale til undersøgelse.
Stk. 5. Dyrlægen skal, efter at have modtaget resultatet af de laboratoriemæssige undersøgelser, hurtigst muligt give meddelelse til den besætningsansvarlige om resultatet.
Stk. 6. Nyudbrud: En tilstand, hvor der, efter at salmonellose er konstateret og efterfølgende ophørt, opstår symptomer hos samme eller andre dyr i flokken, som gør det overvejende sandsynligt, at salmonellabakterier er en afgørende faktor i sygdommens årsagskompleks.
§ 4.§-link ↗
Efter Fødevarestyrelsens anvisning skal den besætningsansvarlige sikre, at der udtages og indsendes materiale til undersøgelse for salmonella fra besætninger, der som følge af kliniske symptomer mistænkes for at være smittet med salmonella.
Stk. 2. Fødevarestyrelsen kan beslutte, at der skal udtages prøver fra besætninger til undersøgelse for udbredelsen af infektion med salmonella i dyrepopulationer samt fra besætninger i et nærmere afgrænset geografisk område, hvor en eller flere besætninger er sat under offentligt tilsyn på grund af salmonellose.
Stk. 3. Fødevarestyrelsen kan beslutte, at blodprøver udtaget som led i andre sygdomsbekæmpelsesprogrammer skal undersøges for serologisk reaktion mod salmonella.
§ 5.§-link ↗
Fødevarestyrelsen sætter en besætning under offentligt tilsyn, jf. § 22, hvis der er mistanke om salmonellose i besætningen.
§ 6.§-link ↗
Den besætningsansvarlige skal sikre, at der ikke anvendes antimikrobielle stoffer som metode til bekæmpelse af salmonella hos fjerkræ.
Stk. 2. Den besætningsansvarlige skal sikre, at der ikke anvendes vaccination til forebyggelse og bekæmpelse af salmonella hos slagtehøns og kyllinger.
§ 7.§-link ↗
Ved opstaldning skal den besætningsansvarlige sørge for, at flokke af høns og kyllinger holdes adskilt fra andre dyr, herunder andre arter af fjerkræ, og enhver smittefarlig kontakt skal undgås.
Stk. 2. Opstaldning: det sted, hvor dyrene sædvanligvis opholder sig, herunder f.eks. hus og hønsegård.
§ 8. · Prøveudtagning, undersøgelse og opfølgning i besætningen§-link ↗
Den besætningsansvarlige skal sikre, at der ved indgangen til hvert hus opsættes tydelig skiltning, hvoraf CHR-nummer samt det husnummer, som huset er blevet tildelt af Danske Æg, fremgår.
§ 9. · Prøveudtagning, undersøgelse og opfølgning i besætningen§-link ↗
Den besætningsansvarlige skal sikre, at der fra hver flok af slagtefjerkræ udtages og indsendes materiale til undersøgelse for salmonella efter bilag 1 (AM-prøver), jf. dog stk. 2 og 3 samt § 19.
Stk. 2. I besætninger, hvorfra der slagtes op til 500 høns og kyllinger og højst 500 kalkuner om året med henblik på levering direkte til den endelige forbruger (stalddørssalg) eller lokale detailvirksomheder, der leverer direkte til den endelige forbruger, jf. § 5, stk. 2, nr. 1 og § 6, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v., skal den besætningsansvarlige sikre, at der udtages og indsendes materiale til undersøgelse for salmonella efter bilag 2 (AM-prøver), jf. dog stk. 3 og § 19.
Stk. 3. Undtaget fra stk. 1 og stk. 2 er: 1) fjerkræflokke, der undersøges efter bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i rugeægsproducerende høns og kalkuner samt opdræt hertil, jf. dog bilag 1, kapitel 1, nr. 4, litra f, eller 2) fjerkræflokke, der undersøges efter bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i konsumægshønsehold og opdræt hertil, jf. dog bilag 1, kapitel 1, nr. 4, litra f.
Stk. 4. Fødevarestyrelsen udtager og indsender materiale én gang årligt i henhold til bilag 1. Den besætningsansvarlige skal advisere Fødevarestyrelsen senest 14 dage før prøveudtagningen skal finde sted.
Stk. 5. Udtagelse og indsendelse af materiale efter stk. 1 og 4 skal ske, uanset om flokken slagtes i eller uden for Danmark.
§ 10. · Prøveudtagning, undersøgelse og opfølgning i besætningen§-link ↗
Inden fjerkræ afhændes til slagtning, skal den besætningsansvarlige være i besiddelse af resultatet af AM-prøverne, jf. § 9, stk. 1, 2 og 3.
Stk. 2. Den besætningsansvarlige skal sikre, at oplysning om flokkens AM-status sendes til slagteriet sammen med de produktionsoplysninger (fødevarekædeoplysninger), der fremgår af bilag I, kapitel II, del A i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum, medmindre der er truffet aftale om, at slagteriet modtager prøveresultatet direkte fra det laboratorium, der analyserer prøverne.
§ 11. · Prøveudtagning, undersøgelse og opfølgning i besætningen§-link ↗
Fødevarestyrelsen sætter en flok af slagtekyllinger under offentligt tilsyn, jf. § 22, hvis der påvises salmonella i AM-prøverne efter § 9, stk.1 og 2, i svaberprøver efter § 12, stk. 4 eller i andre prøver udtaget i flokken eller fra flokkens opholdssteder.
Stk. 2. Det offentlige tilsyn omfatter den efterfølgende flok, når denne anses for AM-positiv efter § 12, stk. 2.
§ 12. · Prøveudtagning, undersøgelse og opfølgning i besætningen§-link ↗
Påvises der salmonella i prøver udtaget i en flok af slagtekyllinger, skal den besætningsansvarlige sikre grundig rengøring og desinfektion samt udluftning og tørring af de inficerede huse. Rengøring og desinfektion skal godkendes af Fødevarestyrelsen. Dette sker på baggrund af en visuel bedømmelse og undersøgelse af svaberprøver udtaget af Fødevarestyrelsen.
Stk. 2. Hvis Fødevarestyrelsen ikke kan godkende rengøringen og desinfektionen, anses den efterfølgende flok for at være AM-positiv for salmonella uanset resultatet af de øvrige prøver, der tages fra flokken.
Stk. 3. Påvises der salmonella i AM-prøverne udtaget i en flok af slagtekyllinger, skal den besætningsansvarlige sikre, at der for den efterfølgende flok udtages ekstra prøver i henhold til bilag 1, kapitel 1, nr. 4, litra e.
Stk. 4. Påvises der salmonella i AM-prøver udtaget i en flok af slagtekyllinger eller i prøver efter stk. 1, og er der i den foregående flok påvist salmonella, skal der efter denne flok være en tomgangsperiode på mindst 12 dage. Fødevarestyrelsen skal godkende rengøring og desinfektion af huset førend en ny flok må indsættes.
Stk. 5. Den besætningsansvarlige skal udarbejde en saneringsplan, hvis der i to på hinanden følgende slagtekyllingeflokke påvises salmonella i AM-prøver eller i svaberprøver, jf. stk. 1. Saneringsplanen indsendes til godkendelse i Fødevarestyrelsen senest 14 dage efter det seneste fund af salmonella.
Stk. 6. Ved gentagne fund af salmonella i slagtekyllingeflokke på et CHR-nummer kan Fødevarestyrelsen pålægge den besætningsansvarlige at udarbejde en saneringsplan.
§ 13. · Prøveudtagning, undersøgelse og opfølgning i besætningen§-link ↗
Påvises der salmonella i prøver udtaget i en flok af slagtekalkuner, skal den besætningsansvarlige sikre grundig rengøring og desinfektion samt udluftning og tørring af de inficerede huse. Inden der indsættes nye flokke, skal rengøring og desinfektion godkendes af Fødevarestyrelsen.
Stk. 2. Den besætningsansvarlige skal udarbejde en saneringsplan, hvis der i to på hinanden følgende flokke af slagtekalkuner påvises salmonella i prøver fra flokken, eller i svaberprøver, jf. stk. 1. Saneringsplanen indsendes til godkendelse i Fødevarestyrelsen senest 14 dage efter det seneste fund af salmonella.
Stk. 3. Ved gentagne fund af salmonella i kalkunflokke på et CHR-nummer kan Fødevarestyrelsen pålægge den besætningsansvarlige at udarbejde en saneringsplan.
§ 14. · Prøveudtagning, undersøgelse og opfølgning i besætningen§-link ↗
Fjerkræ fra AM-positive flokke eller fjerkræ med ukendt salmonellastatus skal slagtes som de sidste i et parti, hvis de slagtes på et fjerkræslagteri.
Stk. 2. Hele slagtekæden samt opskæringslokaler og udstyr, som har været i kontakt med AM-positive partier, skal rengøres og desinficeres, inden der slagtes fjerkræ, hvori der ikke er påvist salmonella.
§ 15. · Prøveudtagning, undersøgelse og opfølgning i besætningen§-link ↗
Virksomheder, der slagter fjerkræ, skal udtage og indsende prøver af fersk fjerkrækød af høns, kyllinger og kalkuner til undersøgelse for salmonella efter reglerne i bilag 3, jf. dog stk. 4.
Stk. 2. Virksomheder, der slagter høns eller kyllinger, skal straks meddele Fødevarestyrelsen, hvis der i de i stk. 1 nævnte prøver eller i prøver udtaget som led i virksomhedens egenkontrol konstateres salmonella. Der følges op på fundet efter reglerne i bilag 3, kapitel 5.
Stk. 3. Virksomheder der slagter kalkuner, skal straks meddele Fødevarestyrelsen, hvis der i de stk. 1 nævnte prøver påvises salmonella. Virksomheden skal følge op på fundet efter reglerne i bilag 3, kapitel 6: 1) Fødevarestyrelsen kan påbyde virksomheden at udarbejde en handlingsplan for nedbringelse af salmonellaniveauet på slagteriet efter reglerne i bilag 3. 2) Forbud eller påbud, udstedt i forbindelse påvisning af salmonella, skal opretholdes indtil salmonellaforekomsten er dokumenteret nedbragt til under de i bilag 3 fastsatte grænser.
Stk. 4. Undtaget fra stk. 1 og 3 er primærproducenters slagtninger foretaget med henblik på levering direkte til den endelige forbruger (stalddørssalg) eller lokale detailvirksomheder, der leverer direkte til den endelige forbruger, jf. § 5, stk. 2, nr. 1 og § 6, stk.1, nr. 1, i bekendtgørelse om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v.
§ 16. · Prøveudtagning, undersøgelse og opfølgning i besætningen§-link ↗
Virksomheder må ikke markedsføre kød fra hønse- og kyllingeflokke, som er slagtet i Danmark som fersk kød, før resultaterne af undersøgelserne for salmonella efter § 15, stk. 1 viser, at der ikke findes salmonella i kødet.
Stk. 2. Ved fund af salmonella i prøver udtaget efter § 9, § 12, stk. 2 eller stk. 3, eller § 15, stk. 1, af hønse- og kyllingekød, skal partiet destrueres, varmebehandles eller anvendes til andet formål, der af Fødevarestyrelsen er vurderet tilstrækkelig til ikke at udgøre en smitterisiko.
Stk. 3. Ved varmebehandling skal centrumstemperaturen i kødet være minimum 75° C, eller kødet skal behandles ved en anden kombination af temperatur og tid, som giver samme virkning. Varmebehandling skal foretages på en engrosvirksomhed.
§ 17. · Prøveudtagning, undersøgelse og opfølgning i besætningen§-link ↗
Ved ethvert fund af salmonella i fersk hønse- og kyllingekød må den produktionsmængde, der indebærer samme risiko for indhold af salmonella, ikke markedsføres.
Stk. 2. Kødet skal destrueres, varmebehandles eller anvendes til andet formål, der ikke medfører en smitterisiko, og som er accepteret af Fødevarestyrelsen.
§ 18. · Prøveudtagning, undersøgelse og opfølgning i besætningen§-link ↗
Ved udførsel til samhandelsland eller eksport til tredjeland af hønse- eller kyllingekød omfattet af § 16, stk. 2 og § 17, stk. 2, skal afsendervirksomheden dokumentere over for Fødevarestyrelsen, at der foreligger en accept fra modtagerlandets kompetente myndighed om, at kødet føres til en navngiven virksomhed i landet til bortskaffelse (destruktion), varmebehandling, jf. § 16, stk. 3, eller anvendelse til andet formål, der ikke medfører en smitterisiko.
§ 19. · Prøveudtagning, undersøgelse og opfølgning i besætningen§-link ↗
Bestemmelserne i §§ 8-18 finder ikke anvendelse på ænder, perlehøns, gæs, vagtler, opdrættet fjervildt, duer, strudse samt hobby- og prydfugle.
Stk. 2. Undtaget fra §§ 8-18 er ligeledes virksomheder med mobile anlæg og lignende, som anvendes til slagtning eller slagtemæssig behandling i forbindelse med hjælp til besætningsansvarliges hjemmeslagtning af egne dyr til brug i egen husholdning, jf. § 9 i bekendtgørelse om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v.
§ 20.§-link ↗
Der skal udtages og indsendes prøver til undersøgelse for campylobacter i kyllingeflokke efter reglerne i bilag 4, kapitel 1, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Udtagning af prøver efter stk. 1, sikres af: 1) den ansvarlige for et slagteri, eller 2) den ansvarlige for en besætning, hvis der afhændes kyllinger til slagtning på et slagteri uden for Danmark.
Stk. 3. Undtaget fra stk. 1 er: 1) primærproducenters slagtninger foretaget med henblik på levering direkte til den endelige forbruger (stalddørssalg) eller lokale detailvirksomheder, der leverer direkte til den endelige forbruger, jf. § 5, stk. 2, nr. 1 og § 6, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v., og 2) flokke af slagtekyllinger med under 500 kyllinger.
§ 21.§-link ↗
Virksomheder, der slagter kyllinger, skal udtage og indsende prøver af fersk kyllingekød til undersøgelse for campylobacter efter reglerne i bilag 4, kapitel 2, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Hvis der i prøver af fersk kød af fjerkræ konstateres campylobacter i de i stk. 1 nævnte prøver, følges der op på fundet efter reglerne i bilag 4.
Stk. 3. Undtaget fra stk. 1 og 2 er: 1) primærproducenters slagtninger foretaget med henblik på levering direkte til den endelige forbruger (stalddørssalg) eller lokale detailvirksomheder, der leverer direkte til den endelige forbruger, jf. § 5, stk. 2, nr. 1 og § 6, stk.1, nr. 1, i bekendtgørelse om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v., og 2) slagterier, hvor der slagtes mindre end 10.000 kyllinger om året.
§ 22.§-link ↗
Den besætningsansvarlige for en flok under offentligt tilsyn efter § 5 skal sikre: 1) at flokken holdes isoleret, 2) at fjerkræ fra flokken ikke sælges eller på anden måde overdrages til levebrug, 3) at fjerkræ eller produkter heraf kun flyttes fra ejendommen efter tilladelse fra Fødevarestyrelsen, 4) at personer, der færdes mellem flokken og andre flokke, træffer foranstaltninger for at hindre smittespredning, 5) en effektiv skadedyrsbekæmpelse, 6) at gødning, foder og lignende produkter behandles efter Fødevarestyrelsens anvisning, 7) at redskaber, maskiner og lignende, der anvendes i bedriften, rengøres og desinficeres, inden de fjernes fra flokkens opholdssteder, og 8) at der straks gives meddelelse om det offentlige tilsyn til alle, der kommer i kontakt med besætningen. Fødevarestyrelsen kan sende kopi af det offentlige tilsyn til relevante aktører til orientering.
Stk. 2. Det offentlige tilsyn ophæves, når Fødevarestyrelsen skønner, at: 1) fjerkræflokkens sundhedstilstand er normal, 2) en besætning med hobby- og prydfugle ikke længere udgør en smittemæssig risiko, eller 3) flokken er destrueret, og rengøring og desinfektion er godkendt af Fødevarestyrelsen.
§ 23.§-link ↗
Den besætningsansvarlige for en flok under offentligt tilsyn efter § 11 skal sikre: 1) at flokken holdes isoleret, 2) at fjerkræ fra flokken ikke sælges eller på anden måde overdrages til levebrug, 3) at fjerkræ eller produkter heraf kun flyttes fra ejendommen efter tilladelse fra Fødevarestyrelsen, 4) at personer, der færdes mellem flokken og andre flokke, træffer foranstaltninger for at hindre smittespredning, 5) en effektiv skadedyrsbekæmpelse, 6) at gødning, foder og lignende produkter behandles efter Fødevarestyrelsens anvisning, 7) at redskaber, maskiner og lignende, der anvendes i bedriften, rengøres og desinficeres, inden de fjernes fra flokkens opholdssteder, jf. dog stk. 2, 8) at der efter Fødevarestyrelsens anvisninger gennemføres en udredning af mulige smittekilder og evt. spredning af smitten, jf. dog stk. 5 samt at der gives meddelelse til Fødevarestyrelsen om resultatet af udredningen, og 9) at der straks gives meddelelse om det offentlige tilsyn til alle, der kommer i kontakt med besætningen. Fødevarestyrelsen kan sende kopi af det offentlige tilsyn til relevante aktører til orientering.
Stk. 2. Det slagteri, som foretager slagtning af fjerkræet, skal påse, at materiel, der er anvendt i forbindelse med transport af fjerkræ fra en besætning under offentligt tilsyn, rengøres og desinficeres umiddelbart efter levering af fjerkræet på slagteriet.
Stk. 3. Fødevarestyrelsen ophæver det offentlige tilsyn, når: 1) flokken er aflivet eller slagtet, og 2) den i § 12, stk. 1 eller stk. 4 nævnte rengøring og desinfektion er godkendt af Fødevarestyrelsen.
Stk. 4. Fødevarestyrelsen ophæver tilsynet skriftligt til ejeren hurtigst muligt. Fødevarestyrelsen underretter Danske Æg om ophævelse af det offentlige tilsyn.
Stk. 5. Undtaget fra stk. 1, nr. 8 er hønsehold, hvorfra der alene leveres slagtede kyllinger direkte til den endelige forbruger (stalddørssalg) eller til lokale detailvirksomheder, der leverer direkte til den endelige forbruger, jf. § 5, stk. 2, nr. 1 og § 6, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v.
§ 24.§-link ↗
Isoleres salmonella-suspekte bakterier i materiale indsendt i henhold til denne bekendtgørelse, skal den ansvarlige for det indsendte materiale sikre, at der straks indsendes et isolat til følgende undersøgelser: 1) verifikation, 2) serotypning, og 3) resistensbestemmelse.
Stk. 2. Resistensbestemmelse skal foretages med de antimikrobielle stoffer, der fremgår af Kommissionens gennemførelsesafgørelse 652 af 12. november 2013 om overvågning og rapportering af antimikrobiel resistens hos zoonotiske og kommensale bakterier.
Stk. 3. De i stk. 1, nummer 1-3 nævnte undersøgelser skal foretages på et akkrediteret laboratorium, der er godkendt af Fødevarestyrelsen eller udpeget af myndighederne i det land, hvor laboratoriet ligger.
Stk. 4. Serotypning foretages efter White-Kaufmann-Le Minor skemaet.
Stk. 5. Ved fund af kritisk resistentsalmonella, jf. stk. 6, skal der ske opfølgning efter reglerne i bekendtgørelse om kritisk resistent salmonella hos fjerkræ, kvæg og svin.
Stk. 6. Kritisk resistent salmonella: Salmonella bakterier, der er resistente over for antibiotika, som er kritisk vigtige for behandling af mennesker, jf. bekendtgørelse om kritisk resistent salmonella hos fjerkræ, kvæg og svin.
§ 25.§-link ↗
Prøvemateriale udtaget efter reglerne i § 9 (sokkeprøver) til undersøgelse for forekomst af salmonella skal indsendes til et akkrediteret laboratorium, der er godkendt af Fødevarestyrelsen, jf. kravene i bekendtgørelse om godkendelse af veterinære laboratorier, eller er udpeget af myndighederne i det land, hvor laboratoriet ligger.
Stk. 2. Prøvematerialet, jf. stk. 1, skal mærkes med oplysninger om CHR-nummer og husnummer.
§ 26.§-link ↗
Materiale udtaget efter reglerne i § 15 til undersøgelse for salmonella (halsskindsprøver) og §§ 20-21 til undersøgelse for campylobacter skal indsendes til et laboratorium, som har et dokumenteret kvalitetssikringssystem i form af akkreditering, certificering eller et kvalitetssystem baseret på anerkendte principper for kvalitetssikring af laboratorier, jf. kravene i bekendtgørelse om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v.
§ 27.§-link ↗
Laboratoriet skal meddele resultatet af de laboratoriemæssige undersøgelser af prøver udtaget efter reglerne i denne bekendtgørelse til den, der har indsendt prøven.
Stk. 2. Den besætningsansvarlige skal sikre, at resultatet af undersøgelser af prøver udtaget efter § 4, § 9, § 12, stk. 3 og § 20, stk. 1, efter Fødevarestyrelsens anvisning, overføres elektronisk til Fjerkrædatabasen, snarest efter at resultatet foreligger.
Stk. 3. Slagteriet skal sikre, at resultatet af undersøgelser af prøver udtaget efter § 20, stk. 1, efter Fødevarestyrelsens anvisning, overføres elektronisk til Fjerkrædatabasen, snarest efter at resultatet foreligger.
Stk. 4. Slagteriet skal meddele resultatet af undersøgelser af prøver udtaget efter § 15, stk. 1, og § 21, stk. 1, til Fødevarestyrelsen efter reglerne i bilag 3, kapitel 7, og bilag 4, kapitel 5, jf. dog § 15, stk. 2.
Stk. 5. Resultatet af undersøgelser af prøver udtaget efter reglerne i denne bekendtgørelse skal opbevares hos den besætningsansvarlige henholdsvis virksomheden i mindst 2 år.
§ 28.§-link ↗
Den besætningsansvarlige skal sikre, at enhver bakteriologisk påvisning af salmonellabakterier i prøver udtaget i besætningen straks indberettes til Fødevarestyrelsen.
§ 29.§-link ↗
De i § 4 nævnte prøver skal udtages af en dyrlæge eller efter en dyrlæges anvisninger og under dennes ansvar.
Stk. 2. Udtagning og indsendelse af prøver, gennemførelse af laboratorieundersøgelser samt registrering, opbevaring og indberetning af resultater i medfør af denne bekendtgørelse, ud over det i stk. 1 samt § 9, § 12, stk. 3, § 15, og §§ 24-27 nævnte, skal ske efter Fødevarestyrelsens anvisning.
§ 30.§-link ↗
Den besætningsansvarlige for en slagtekyllingebesætning skal udarbejde og følge et egenkontrolprogram, jf. dog stk. 2. Egenkontrolprogrammet skal leve op til alle krav i en branchekode, der af Fødevarestyrelsen er vurderet tilstrækkelig til at forebygge, at salmonella introduceres i produktionskæden, og til at sikre, at eventuelt introduceret salmonella fjernes effektivt fra produktionskæden.
Stk. 2. Fødevarestyrelsen gennemfører et årligt tilsyn i besætningen for at kontrollere, at kravene i egenkontrolprogrammet overholdes, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Undtaget fra stk. 1 og 2 er hønsehold, hvorfra der alene leveres slagtede kyllinger direkte til den endelige forbruger (stalddørssalg) eller til lokale detailvirksomheder, der leverer direkte til den endelige forbruger, jf. § 5, stk. 2, nr. 1 og § 6, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v.
§ 31.§-link ↗
Udgifter til laboratorieundersøgelse af prøver udtaget efter § 3, stk. 4, afholdes inden for de hertil af staten givne bevillinger, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Undtaget fra stk. 1 er laboratorieundersøgelser af duer, vagtler, opdrættet fjervildt og strudsefugle efter § 3, stk. 4.
§ 32.§-link ↗
Fødevarestyrelsen kan efter fastsættelse af vilkår betinget af forholdene på det enkelte slagteri tillade, at der slagtes salmonellapositive flokke på slagterier, hvor prøveudtagning foretages efter bilag 3, kapitel 2, nr. 4, hvis det ikke er muligt på anden måde at slagte disse flokke på et slagteri beliggende i Danmark.
§ 33.§-link ↗
Med bøde straffes den, der: 1) overtræder § 3, § 4, stk. 1, §§ 6-8, § 9, stk. 1, stk. 2, og stk. 5, § 12, stk. 1 og stk. 3-5, § 13 stk. 1-2, § 14, § 15, stk. 1-3, §§ 16-18, § 20, stk. 1-2, § 21, stk. 1-2, § 22, stk. 1, § 23, stk. 1-2, § 24-29, eller § 30, stk. 1, 2) undlader at efterkomme påbud eller forbud efter § 15, stk. 3, eller 3) undlader at udarbejde saneringsplan efter § 12, stk. 6.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis den ved handlingen eller undladelsen skete overtrædelse er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er: 1) forvoldt skade på menneskers eller dyrs sundhed eller fremkaldt fare herfor, eller 2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 34.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2020.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1424 af 30. november 2018 om forholdsregler vedrørende salmonellose hos fjerkræ samt salmonella og campylobacter i slagtefjerkræ m.m. ophæves.