Bekendtgørelse nr. 1101 · 2019

Historisk

A-statusbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om registrering som erhvervsfisker med A-status

Dokumentdato: 4. nov. 2019Kildeversion observeret: 30. okt. 2026Kilde kontrolleret: 30. okt. 2026
Observerede kildeversioner (2)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Område og definitioner§-link ↗

Bekendtgørelsen omhandler indkomstkrav m.v. ved registrering som erhvervsfisker med A-status og opretholdelse af retten til at være erhvervsfisker med A-status.

§ 2. · Område og definitioner§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved erhvervsfiskere med A-status: Erhvervsfiskere registreret efter fiskerilovens § 14, stk. 1, efter regler fastsat i medfør af § 14, stk. 4, eller efter tilladelse i henhold til § 21, stk. 1.

§ 3. · Registrering som erhvervsfisker med A-status§-link ↗

For personer, som ønsker at blive registreret som erhvervsfiskere med A-status i henhold til fiskerilovens § 14, stk. 1 eller 4, skal mindst 60 % af bruttoindkomsten ved personlig virksomhed i de foregående 12 måneder stamme fra erhvervsfiskeri. Indkomsten skal komme fra en personlig arbejdsindsats om bord på et registreret fiskerfartøj, jf. dog stk. 2 og 3. Personer, som ønsker at blive registreret som erhvervsfiskere med A-status, kan benytte ansøgningsskema, jf. bilag 1.

Stk. 2. Erhvervsfiskere, som har tilladelse til at omsætte fisk fanget i ferskvand og som ønsker at blive registreret som erhvervsfiskere med A-status, er ikke omfattet af det i stk. 1, 2. pkt., nævnte krav. De pågældende skal dog dokumentere, at indkomsten kommer fra en personlig og aktiv arbejdsindsats ved erhvervsfiskeri.

Stk. 3. Erhvervsfiskere, som har gennemgået erhvervsfiskeruddannelse på Fiskeriskolen og erhvervet ”Det Blå Bevis” er berettiget til at blive registreret som erhvervsfiskere med A-status i op til 12 måneder efter uddannelsens afslutning.

Stk. 4. Personer, som på grund af sygdom, havari el.lign. ikke kan opfylde kravet i stk. 1, kan ansøge Fiskeristyrelsen om dispensation fra betingelsen i stk. 1. Dokumentation skal vedlægges ansøgningen.

§ 4. · Registrering på grund af særlige forhold§-link ↗

Der kan søges om særlig tilladelse til at drive erhvervsfiskeri på grund af særlige helbredsmæssige eller sociale hensyn, jf. fiskerilovens § 21, stk. 1. Personer, som ønsker at registrere sig på grund af særlige forhold, kan benytte ansøgningsskema, jf. bilag 2.

Stk. 2. Erhvervsfiskere, som den 1. oktober 1998 eller derefter har opnået tilladelse til at drive erhvervsfiskeri på grund af særlige helbredsmæssige eller sociale hensyn, jf. fiskerilovens § 21, stk. 1, registreres for en bestemt periode på mindst 1 år, hvorefter registreringen og dermed tilladelsen bortfalder.

§ 5. · Opretholdelse af retten til at være registreret som erhvervsfisker med A-status§-link ↗

For at erhvervsfiskere kan opretholde retten til at være registreret som erhvervsfiskere med A-status skal mindst 60 % af deres bruttoindkomst de foregående 12 måneder stamme fra erhvervsfiskeri. Indkomsten skal komme fra en personlig arbejdsindsats om bord på et registreret fiskerfartøj, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Erhvervsfiskere med A-status, som er ejere eller medejere af et registreret fiskerfartøj eller af kapitalandele i et selskab, som er berettiget til at drive erhvervsmæssigt fiskeri efter fiskerilovens § 16, kan til bruttoindkomsten fra erhvervsfiskeri desuden medregne en personlig og aktiv arbejdsindsats i land i forbindelse med tilrettelæggelse af driften af fiskeriet.

Stk. 3. Erhvervsfiskere med A-status, som gennemgår uddannelse som fiskeskipper efter lov om maritime uddannelser, er under uddannelsen og i op til 12 måneder efter uddannelsens afslutning undtaget det i stk. 1 nævnte krav om bruttoindkomst ved erhvervsfiskeri.

§ 6. · Opretholdelse af retten til at være registreret som erhvervsfisker med A-status§-link ↗

Erhvervsfiskere med A-status skal til enhver tid kunne dokumentere, at de opfylder kravene til registreringen.

Stk. 2. Konstaterer Fiskeristyrelsen, at en erhvervsfisker ikke opfylder betingelserne for registreringen, bortfalder retten til at være erhvervsfisker med A-status efter modtagelse af meddelelse herom fra Fiskeristyrelsen.

§ 7. · Ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 7. november 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 787 af 8. juni 2018 om registrering som erhvervsfisker med A-status ophæves.