§ 1.§-link ↗
Formålet med uddannelsen til professionsbachelor i fremmedsprog og digital markedskommunikation er at kvalificere den uddannede til at varetage fremmedsproglige kommunikationsopgaver og markedsføringsopgaver i internationalt orienterede private og offentlige virksomheder og organisationer med speciel vægt på anvendelsen af IT som kommunikations- og markedsføringsmiddel, samt give den uddannede forudsætninger til at kunne fortsætte i kompetencegivende videreuddannelse.
Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.
§ 2.§-link ↗
Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 210 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år.
Stk. 2. Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen professionsbachelor i ét fremmedsprog og digital markedskommunikation, jf. stk. 4. Den engelske titel er Bachelor of one Foreign Language and Digital Marketing Communication, jf. stk. 4.
Stk. 3. Uddannelsens engelske betegnelse er Bachelor’s Degree Programme in one Foreign Language and Digital Marketing Communication.
Stk. 4. Studieretningen tilføjes i parentes efter uddannelsens titel.
§ 3.§-link ↗
Uddannelsen består af: 1) To bundne studieretninger, der hver for sig har et omfang på 60 ECTS-point, og hvoraf den studerende vælger én: a) Engelsk. b) Tysk. 2) Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 80 ECTS-point, der er fælles for de studerende. 3) Praktik med et samlet omfang på 30 ECTS-point. 4) Valgfri uddannelseselementer, der for den enkelte studerende har et samlet omfang på 30 ECTS-point. 5) Bachelorprojekt på 10 ECTS-point.
Stk. 2. De obligatoriske uddannelseselementer, jf. stk. 1, nr. 2, tilrettelægges inden for følgende kerneområder: 1) Digital markedskommunikation og markedsføring. 2) Tværfaglige fag inden for sprog, kommunikation og kultur.
Stk. 3. Studieretningen inden for engelsk, jf. stk. 1, nr. 1, litra a, tilrettelægges inden for følgende kerneområder: 1) Sprog og kommunikation på tværs af sprog- og kulturgrænser. 2) Mundtlig sprogfærdighed i engelsk på et højt niveau. 3) Skriftlig sprogfærdighed i engelsk på et højt niveau.
Stk. 4. Studieretningen inden for tysk, jf. stk. 1, nr. 1, litra b, tilrettelægges inden for følgende kerneområder: 1) Sprog og kommunikation på tværs af sprog- og kulturgrænser. 2) Mundtlig sprogfærdighed i tysk på et højt niveau. 3) Skriftlig sprogfærdighed i tysk på et højt niveau.
§ 4.§-link ↗
For uddannelsen gælder de regler om professionsbacheloruddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, herunder regler om formål, niveau, videngrundlag, praktik, indhold og tilrettelæggelse, varighed og struktur, adgang, lærerkvalifikationer, prøver og eksamen, studieordning og merit.
§ 5.§-link ↗
Styrelsen for Forskning og Uddannelse kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Ved forsøg fastsættes samtidig forsøgets varighed og rapporteringsform.
Stk. 2. Styrelsen kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.
§ 6.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 2019.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 902 af 4. november 2002 om professionsbacheloruddannelsen i erhvervssprog og IT-baseret markedskommunikation ophæves, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Studerende, der er begyndt på uddannelsen til professionsbachelor i fremmedsprog og digital markedskommunikation før den 15. juli 2019, kan, såfremt den enkelte institutions forhold tillader det, afslutte uddannelsen efter de tidligere gældende regler.