§ 1. · Generelt vedrørende långivning i Grønland§-link ↗
For långivning i Grønland finder bekendtgørelse om realkreditinstitutters værdiansættelse og låneudmåling, bekendtgørelse om værdiansættelse af pant og lån i fast ejendom, som stilles til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer, bekendtgørelse om realkreditinstitutters udlån mod midlertidig garanti m.v. samt bekendtgørelse om afgrænsning af ejendomskategorier og indfrielse af lån ved overgang til anden ejendomskategori anvendelse under hensyn til følgende særlige forhold: 1) Realkreditinstituttet skal tage hensyn til de i Grønland sædvanligt anvendte byggemetoder ved vurderingen af, om en byggeudgift er rimelig. 2) Kontantomregningen af lån ydet af Grønlands Selvstyre sker til pari. 3) Forhåndslån kan udbetales, når låntager har arealtildeling eller mod tilstrækkelig sikkerhed for, at lånet indfries, hvis arealtildeling ikke opnås. 4) Realkreditinstituttets stikprøvekontrol af værdiansættelser foretaget af ikke-ansatte kan gennemføres i perioden fra effektuering af lånet og 12 måneder frem.
§ 2. · Tilsyn§-link ↗
Finanstilsynet nedsætter et udvalg (Grønlandsudvalget) til at følge, rådgive og bistå ved den løbende administration i forbindelse med tilsynet. Udvalget kan herunder drøfte praktiske og administrative problemer, som måtte opstå som følge af de særlige forhold for långivningen i Grønland.
Stk. 2. Grønlandsudvalget, jf. stk. 1, skal bestå af repræsentanter fra Grønlands Selvstyre og Finanstilsynet. Udvalget ledes af Finanstilsynet, der varetager udvalgets sekretariat sammen med selvstyret. Realkreditinstitutter, der yder lån i Grønland, samt relevante brancheorganisationer kan være medlemmer af udvalget.
§ 3. · Tilsyn§-link ↗
Finanstilsynet skal med forbehold for reglerne om tavshedspligt, i det omfang de særlige grønlandske forhold kræver det, drøfte alle forhold vedrørende långivningen i Grønland med Grønlands Selvstyre, som i øvrigt løbende orienterer og rådgiver Finanstilsynet om forholdene i Grønland.
§ 4. · Indberetning§-link ↗
Et institut, der udøver realkreditvirksomhed i Grønland, skal hvert kvartal indberette en oversigt over sin virksomhed i Grønland i den i bilag 1 angivne form senest 20 arbejdsdage efter udløbet af det pågældende kvartal.
Stk. 2. Indberetningen kan ske på maskinlæsbart medium.
§ 5. · Straffebestemmelse§-link ↗
Overtrædelse af § 4, stk. 1, straffes med bøde.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 6. · Ikrafttræden§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2019.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 16 af 14. januar 2015 om realkreditforhold i Grønland ophæves.