§ 1. · Henlæggelse af opgaver og beføjelser§-link ↗
Følgende opgaver og beføjelser, som er tillagt erhvervsministeren efter lov om testcentre for store vindmøller ved Høvsøre og Østerild, udøves af Erhvervsstyrelsen: 1) Sikre, at den driftsansvarlige udfører afværgeforanstaltninger af hensyn til naturbeskyttelse i anlægsfasen og indgå aftale med den driftsansvarlige om at tørlægge søer og nedlægge anden beskyttet natur mod at etablere erstatningsnatur herfor, jf. lovens § 2 a. 2) Sikre, at der udføres nødvendige kompensationsforanstaltninger og pålægge den driftsansvarlige at udføre nødvendige kompensationsforanstaltninger, jf. lovens § 2 b. 3) Beslutte skovrydning og etablering af erstatningsskov af hensyn til anlæg og drift af testcentret i Østerild, jf. lovens § 5. 4) Stille krav til den driftsansvarlige om bygningers ydre udformning, jf. lovens § 11, stk. 1 og 3, samt tillade fravigelse fra lovens krav til bygninger m.v., jf. lovens § 11, stk. 4. 5) Fastsætte regler om standsning af vindmøllerne i perioder med lave vindhastigheder eller lave nattemperaturer for at beskytte lokale ynglebestande af flagermus, jf. lovens § 14 a. 6) Iværksætte ekspropriation af fast ejendom for den driftsansvarlige, når det er nødvendigt, jf. lovens § 15, stk. 2-3, og få adgang uden retskendelse mod behørig legitimation til den pågældende ejendom, jf. lovens § 15, stk. 4. 7) Fastsætte frist for den driftsansvarliges gennemførelse af det offentlige møde, som er nævnt i § 9, stk. 1, i lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovens § 19.
§ 2. · Klageadgang§-link ↗
Afgørelser, som Erhvervsstyrelsen træffer efter § 1 og regler udstedt i medfør heraf, kan ikke påklages til anden administrativ instans.
§ 3. · Ikrafttræden§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018.