§ 1.§-link ↗
Bestemmelserne i denne bekendtgørelse vedrører vejning, klassificering og identifikation af slagtekroppe af svin, kvæg og får. Desuden vedrører bekendtgørelsen indberetning af markedspriser for svin, kvæg og får.
§ 2.§-link ↗
Klassificeringsudvalget for svin, kvæg og får er ansvarlig for håndhævelse af og kontrollen med bestemmelserne i denne bekendtgørelse og i EU’s bestemmelser om klassificering og indberetning af priser for slagtekroppe af svin, kvæg og får.
Stk. 2. Klassificeringsudvalget jf. stk. 1 nedsættes af Landbrugsstyrelsen. Formanden udpeges af Landbrugsstyrelsen. Medlemmerne udpeges for en periode på op til 3 år ad gangen.
Stk. 3. Klassificeringsudvalget består af op til 13 medlemmer, der fordeles på én formand, og op til seks medlemmer, der repræsenterer klassificering af kvæg og får, og op til seks medlemmer, der repræsenterer klassificering af svin.
Stk. 4. Udvalget vælger indtil to næstformænd blandt sine medlemmer og udarbejder en forretningsorden, der skal godkendes af Landbrugsstyrelsen. Sekretær for udvalget er den i stk. 7, nævnte chefinspektør.
Stk. 5. For klassificering af svin udpeges ét medlem af Landbrug & Fødevarer, Danske Svineslagterier, som repræsenterer Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, og op til fem medlemmer udpeges efter indstilling fra Danske Slagtemestre og Landbrug og Fødevarer, Danske Svineslagterier, hvor hver organisation er berettiget til minimum ét medlem, i henhold til fordelingsnøgle nr. 1 i bilag 1.
Stk. 6. For klassificering af kvæg og får udpeges ét medlem, som repræsenterer Dansk Kvæg, af KØDBRANCHENS FÆLLESRÅD og op til fem medlemmer udpeges efter indstilling fra Danske Slagtemestre og KØDBRANCHENS FÆLLESRÅD, hvor hver organisation er berettiget til minimum et medlem, i henhold til fordelingsnøgle nr. 2 i bilag 1.
Stk. 7. Klassificeringsudvalget ansætter en chefinspektør efter godkendelse af Landbrugsstyrelsen. Det nødvendige antal inspektører ansættes af Klassificeringsudvalget efter indstilling fra chefinspektøren.
§ 3.§-link ↗
Klassificeringskontrollen har til opgave at udføre kontrollen i henhold til bestemmelserne i denne bekendtgørelse og i EU’s bestemmelser om klassificering og indberetning af priser for slagtekroppe af svin, kvæg og får.
Stk. 2. Klassificeringskontrollen består af chefinspektøren og inspektørerne, jf. § 2, stk. 7, samt evt. andet personale.
§ 4.§-link ↗
De udgifter, der er forbundet med udvalgets og Klassificeringskontrollens arbejde, kan afholdes af midler fra Svineafgiftsfonden og Kvægafgiftsfondene i overensstemmelse med de bevillingsregler, der gælder for disse fonde. Budgetter og regnskaber for disse udgifter skal godkendes af bestyrelserne for Svineafgiftsfonden og Kvægafgiftsfonden. De med klassificeringen forbundne udgifter på de enkelte slagterier afholdes af disse.
§ 5.§-link ↗
Vejning af slagtekroppe af kvæg og får samt kategorisering, klassificering og identifikation af slagtekroppe og halve slagtekroppe af kvæg og får skal ske som fastsat i artikel 10 og bilag IV, A i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2013/1308/EU, Kommissionens delegerede forordning 2017/1182/EU og Kommissionens gennemførselsforordning 2017/1184/EU og i henhold til denne bekendtgørelses regler på følgende slagterier: 1) Slagterier, der på årsbasis slagter mere end 150 stykker kvæg om ugen. 2) Slagterier, der slagter mellem 25 og 150 stykker kvæg om ugen på årsbasis, og som har ansøgt om og er blevet godkendt af Klassificeringsudvalget til at deltage i klassificeringsordningen. 3) Slagterier, der er autoriseret af Fødevarestyrelsen til at slagte får.
Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 3, er klassificering af får kun obligatorisk for slagterier, der har ansøgt om og er blevet godkendt af Klassificeringsudvalget til at deltage i klassificeringsordningen.
Stk. 3. Klassificeringsudvalget kan efter ansøgning give et slagteri omfattet af stk. 1 nr. 1-2 fritagelse fra at veje, mærke og klassificere efter denne bekendtgørelse for slagtekroppe af dyr, der ejes af slagteriet, og som ikke er genstand for køb fra slagteriets side.
§ 6.§-link ↗
Klassificering skal som minimum omfatte alle godkendte slagtekroppe af kvæg på mindst 8 måneder og lam med en slagtevægt over 7 kg.
Stk. 2. Der skal udfyldes et klassificeringsskema godkendt af Klassificeringsudvalget, hvoraf det fremgår, hvorledes tarering samt korrektioner finder sted. Korrektioner skal foretages på grundlag af Den Europæiske Unions bestemmelser herom.
§ 7.§-link ↗
Klassificering af slagtekroppe af kvæg og får skal udføres i henhold til Den Europæiske Unions bestemmelser herom, jf. § 5, stk. 1, idet der tillige skal klassificeres for farve i overensstemmelse med bilag 2.
Stk. 2. Kropsbygningsklasse S for slagtekroppe af kvæg anvendes ikke.
Stk. 3. Klassificering af farve kan udelades for får og lam, jf. bilag 2.
§ 8.§-link ↗
Slagtekroppe af kvæg skal på hver fjerding forsynes med stempel eller etiket. Mærkningen skal indeholde følgende oplysninger: 1) Kaegori A, B, C, D og E. 2) Slagtedato. 3) Slagtenummer. 4) CKR-nummer. 5) Kropsbygning og fedme. 6) Slagtekroppens varme vægt.
Stk. 2. Slagtekroppe af får skal forsynes med stempel eller etiket. Mærkningen skal indeholde følgende oplysninger: 1) Kategori (S for får, L for lam). 2) Slagtenummer. 3) Kropsbygning. 4) Fedme. 5) Eventuel farve jf. § 7, stk. 1.
Stk. 3. Mærkningen anbringes som minimum på hver bag- og forfjerding af slagtekroppe af kvæg og på hver hele eller halve slagtekrop af får.
Stk. 4. Stempler anbringes på slagtekroppens yderside. Etiketter kan anbringes på slagtekroppens yder- eller inderside.
Stk. 5. Mærkning i henhold til stk. 1 er ikke obligatorisk i følgende tilfælde: 1) Hvis der føres protokol, hvori der for hver slagtekrop mindst anføres følgende: a) Individuel identifikation af slagtekroppen på en måde, så den ikke kan ændres. b) Slagtekroppens varme vægt. c) Resultatet af klassificeringen. 2) Alle slagtekroppe skæres op i en kontinuerlig bevægelse i et opskæringslokale, der er godkendt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2004/853/EU, bilag III, og som er forbundet med slagteriet.
Stk. 6. Såfremt en rettelse har medført ændringer af klassificeringen, skal etiketten rettes således, at det fremgår, at der er sket rettelse, ligesom der skal være dokumentation for rettelsen.
Stk. 7. Rettelser af klassificeringen må kun foretages, såfremt det vurderes, at der er begået en fejl. Ved en fejl af klassificeringen forstås, at en godkendt klassificør vurderer, at den korrekte klassificering tydeligt afviger med to klasser eller mere for kropsbygning, og/eller med 1 klasse eller mere for fedningsgrad og/eller med 1 klasse eller mere for farve i kød og talg, jf. bilag 2, nr 2-4.
§ 9.§-link ↗
Klassificeringen i henhold til § 5, stk. 1, skal foretages af personer, der har gennemgået en af Klassificeringsudvalget godkendt uddannelse i klassificering, og som godkendes som klassificører af Klassificeringskontrollen. Udgifterne ved uddannelse af klassificører afholdes af de enkelte slagterier.
Stk. 2. Det enkelte slagtested skal have mindst to ansatte, som er godkendte klassificører, med mindre Klassificeringskontrollen har meddelt dispensation fra dette krav.
§ 10.§-link ↗
Den af slagteriet foretagne klassificering på slagterier omfattet af § 5, stk. 1 må ikke inden for et kvartal afvige fra den kontrol, der efterfølgende foretages af Klassificeringskontrollen, med mere end 20 % for kropsbygning og fedningsgrad.
Stk. 2. Når kontrolresultaterne opgøres pr. klasse af kropsbygning, jf. bilag 2, nr. 2, må afvigelsen inden for et kvartal ikke overstige 35 %.
Stk. 3. Kravet i stk. 1 om højst 20 % afvigelse mellem slagteriets klassificering og Klassificeringskontrollen skal være opfyldt for de kontrollerede slagtekroppe, når de opgøres som: 1) Alle dyr. 2) Handyr, det vil sige kategorierne 1-4, jf. bilag 2, nr.1. 3) Hundyr, det vil sige kategorierne 5-9, jf. bilag 2, nr. 1.
Stk. 4. Klassificeringskontrollen opgør forskellen mellem slagteriets klassificering og kontrollens klassificering for såvel negative og positive afvigelser.
Stk. 5. Differencen mellem negative og positive afvigelser, jf. stk. 3, må ikke overstige 15 %. Kontrolresultaterne opgøres for kategorier af alle dyr, for kategorier af handyr, og for kategorier af hundyr.
Stk. 6. Procentberegningen i stk. 1 og 2 skal baseres på minimum 100 dyr pr. kontrolgruppe pr. kvartal. Ved kontrolgruppe forstås her en gruppe, som omfatter dyr af alle kategorier, kategorier af hundyr, eller kategorier af handyr, jf. bilag 2, nr.1, eller klasse pr. kropsbygning, jf. bilag 2, nr. 2. Hvis der ikke er kontrolleret 100 dyr inden for den enkelte kontrolgruppe i et kvartal, anvendes i stedet den kontrolperiode, som er medgået til at kontrollere 100 dyr. En kontrolperiode kan dog ikke overstige et år.
§ 11.§-link ↗
Automatiske anlæg til klassificering af slagtekroppe af kvæg, herunder kalve samt fåre- og lammekroppe, skal opfylde kravet i artikel 10 i Kommissionens delegerede forordning 2017/1182/EU og må kun efter godkendelse af Klassificeringsudvalget anvendes uden samtidig medvirken af godkendt klassificør.
Stk. 2. Klassificeringsudvalget fastsætter krav til nøjagtighed og kalibrering af disse anlæg. Anlæggenes drift kontrolleres af Klassificeringskontrollen i henhold til § 30, stk. 1.
§ 12.§-link ↗
Straks efter vejning og klassificering er slagterier omfattet af § 5, stk. 1 forpligtede til for hver slagtekrop at registrere: 1) Slagtenummer. 2) Slagtekroppens varme vægt. 3) Kategorien i henhold til bilag 2, pkt. 1. 4) Kropsbygningen i henhold til bilag 2, pkt. 2. 5) Fedmen i henhold til bilag 2, pkt. 3. 6) Farven i henhold til bilag 2, pkt. 4. Dog kan farven udelades for får, jf. § 7, stk. 3. 7) Oplysning, der entydigt kan spore slagtekroppen til den leverandør, som leverede dyret til slagtning.
Stk. 2. Registreringen af oplysningerne i stk. 1 skal ske elektronisk og på en måde, der ikke muliggør efterfølgende ændringer.
Stk. 3. Såfremt stk. 2 ikke kan opfyldes, skal slagteriet foretage et print af oplysningerne nævnt i stk. 1 umiddelbart efter registrering.
Stk. 4. Oplysningen nævnt i stk. 1, nr. 2, skal elektronisk overføres direkte fra en vægt til et elektronisk registreringsmedie.
Stk. 5. Et slagteri må i en efterfølgende behandling og videreformidling af de registrerede oplysninger i stk. 1 kun ændre disse, såfremt der er sket en fejl i de i stk. 1 nævnte oplysninger for et givent dyr, herunder at dyret på vejetidspunktet ikke havde den præsentation som Den Europæiske Unions regler foreskriver, eller at der er sket en kassation af dele af slagtekroppen efter vejning.
Stk. 6. Hvis det af grunde som anført i stk. 5 er nødvendigt at foretage ændringer i oplysningerne i stk. 1, efter disse er registreret, skal eventuelle ændringer registreres, således at det fremgår, at der er tale om en ændring af en tidligere registreret oplysning.
§ 13.§-link ↗
Slagterierne eller andre, der foretager klassificeringen, skal give leverandøren af dyret meddelelse om resultatet af klassificeringen. Denne meddelelse, som skal være i papirform eller elektronisk form, skal for hver slagtekrop indeholde oplysning om: 1) Kategori, kropsbygning og fedme. 2) Slagtet vægt med angivelse af om det er varm eller kold vægt. 3) Eventuelt at klassificeringen er blevet foretaget ved anvendelse af en automatiseret klassificeringsmetode.
§ 14.§-link ↗
Slagterier omfattet af § 5, stk. 1, er forpligtet til at opbevare slagte- og vejelister, klassificeringsjournaler, ændringslister og afregningssedler m.v. for klassificeringen, herunder det i § 10, stk. 3 anførte print, i mindst 5 år.
§ 15.§-link ↗
Vejning og klassificering af slagtekroppe af svin med en vejningsvægt fra 50 til 110 kg skal ske i henhold til Det Europæiske Fællesskabs regler, som fastsat i artikel 10 og bilag IV, B i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2013/1308/EU, Kommissionens delegerede forordning 2017/1182/EU og Kommissionens gennemførselsforordning 2017/1184/EU og i henhold til denne bekendtgørelses regler på følgende slagterier: 1) Slagterier, der slagter mere end 500 svin om ugen i årsgennemsnit. 2) Slagterier, der slagter mindre end 500 svin om ugen i årsgennemsnit, og som har ansøgt om og er blevet godkendt af Klassificeringsudvalget til at deltage i klassificeringsordningen.
Stk. 2. Klassificeringsudvalget kan efter ansøgning give et slagteri omfattet af stk. 1 nr. 1-2 fritagelse fra at veje, mærke og klassificere efter denne bekendtgørelse for slagtekroppe af dyr, der ejes af slagteriet, og som ikke er genstand for køb fra slagteriets side.
§ 16.§-link ↗
Ved slagtekroppe af svin forstås slagtekroppe som defineret af Det Europæiske Unions bestemmelser herom, som fastsat i artikel 10, og bilag IV B i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2013/1308/EU.
Stk. 2. Såfremt der undtagelsesvis foretages anden udskæring af slagtekroppen end de i stk. 1 anførte, skal dette godkendes af Klassificeringskontrollen. Vejningsvægten skal i dette tilfælde korrigeres efter Klassificeringskontrollens anvisninger for den ændrede udskæring.
Stk. 3. Slagtekroppene vejes så hurtigt som muligt efter slagtning og senest 45 minutter efter stikning.
Stk. 4. Såfremt tiden mellem stikning og vejning overstiger 45 minutter, skal der foretages en vægtkorrektion af den varme slagtevægt på + 0,1 % for hvert påbegyndt kvarter efter fristen på 45 minutter mellem stikning og vejning overskrides.
Stk. 5. Såfremt tiden mellem stikning og vejning er kortere end 45 minutter foretages en vægtkorrektion af den varme slagtevægt efter Klassificeringskontrollens nærmere anvisninger baseret på videnskabelige data.
§ 17.§-link ↗
Mærkningen af slagtekroppe foretages samtidig med klassificeringen.
Stk. 2. Mærkningen foregår ved, at der anbringes et stempel eller en etiket, der som minimum viser slagtekroppens klasse eller det skønnede procentvise indhold af magert kød, som omhandlet i del B, punkt II, i bilag IV til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2013/1308/EU, hvis der er tale om svin.
Stk. 3. Mærkning i henhold til stk. 2 er ikke obligatorisk, hvis alle slagtekroppe skæres op i en kontinuerlig bevægelse i et opskæringslokale, der er godkendt i henhold med Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2004/853/EU, Bilag III, og som er forbundet med slagteriet.
§ 18.§-link ↗
Klassificering i henhold til § 15 skal foretages af personer, der har gennemgået en af Klassificeringskontrollen godkendt uddannelse i klassificering, og som godkendes som klassificører af Klassificeringskontrollen. Udgifterne ved uddannelse af klassificører afholdes af de enkelte slagterier.
§ 19.§-link ↗
Følgende metoder til klassificering af svinekroppe kan anvendes: 1) Apparat benævnt ”Klassificeringscenter” (KC) med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i bilag 3, del I. 2) Apparat benævnt ”Manual Klassificering” (MK) med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i bilag 3, del II. 3) Apparat benævnt ”UNI-Fat-O-Meater” (UniFOM) med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i bilag 3, del III. 4) Apparat benævnt ”Fully Automatic Ultrasonic Carcase Grading” (AutoFOM I)” med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i bilag 3, del IV. 5) Apparat benævnt ”Updated Automatic Ultrasonic Equipment” (AutoFOM DK) med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i bilag 3, del V. 6) Apparat benævnt ”Fat-O-Meater II” (FOM II) med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i bilag 3, del VI. 7) Apparat benævnt ”Automatic ultrasound instrument” (AutoFOM III) med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i bilag 3, del VII.
Stk. 2. For apparaterne ”Klassificeringscenter”, ”Fat-O-Meater/Manual klassificering” og ”Uni-Fat-O-Meater” skal måling finde sted på slagtekroppen udskåret, som anført i § 14.
Stk. 3. For apparaterne ”AutoFOM I, AutoFOM DK og AutoFOM III” skal målingen finde sted på slagtekroppen før åbningen af denne.
§ 20.§-link ↗
Straks efter vejning og klassificering er slagterier, der er omfattet af § 15, stk. 1, forpligtet til for hver slagtekrop at registrere: 1) Slagtenummer eller andet id-nummer. 2) Slagtekroppens varme vægt. 3) Slagtekroppens indhold af magert kød konstateret efter en af metoderne angivet i bilag 3. 4) Oplysning, der entydigt kan spore slagtekroppen til den leverandør, som leverede dyret til slagtning.
Stk. 2. Registreringen af oplysningerne i stk. 1 skal ske elektronisk og på en måde, der ikke muliggør ændringer.
Stk. 3. Såfremt stk. 2 ikke kan opfyldes, skal slagteriet foretage et print af oplysningerne nævnt i stk. 1 umiddelbart efter, de er registreret.
Stk. 4. Oplysningerne i stk. 1, nr. 2 og 3 skal elektronisk overføres direkte fra henholdsvis en vægt og et godkendt apparat til klassificering til et elektronisk registreringsmedie.
Stk. 5. Et slagteri må i den efterfølgende behandling og videreformidling af de registrerede oplysninger i stk. 1 kun ændre disse, såfremt slagteriet kan dokumentere, der er sket fejl i de i stk. 1 nævnte oplysninger for et givent dyr, herunder at dyret på vejetidspunktet ikke havde den præsentation som Den Europæiske Unions regler foreskriver, eller at der er sket en kassation af dele af slagtekroppen efter vejning.
Stk. 6. Hvis det af grunde som anført i stk. 5 er nødvendigt at foretage ændringer i de i stk. 1 nævnte oplysninger efter, at de er registreret, skal eventuelle ændringer registreres, således at det fremgår, at der er tale om en ændring af en tidligere registreret oplysning.
§ 21.§-link ↗
Slagterierne eller andre, der foretager klassificeringen, skal give leverandøren af dyret meddelelse om resultatet af klassificeringen. Denne meddelelse, som skal være i papirform eller elektronisk form, skal for hver slagtekrop indeholde oplysning om: 1) Den beregnede del af magert kød af svinekroppen (kødprocenten). 2) Slagtet vægt med angivelse af om det er varm eller kold vægt. 3) Eventuelt at klassificeringen er blevet foretaget ved anvendelse af en automatiseret klassificeringsmetode.
§ 22.§-link ↗
Landbrugsstyrelsen træffer efter indstilling fra Klassificeringsudvalget afgørelse om godkendelse af nyt klassificeringsudstyr og andre forhold vedrørende vejning, klassificering og afregning af svinekroppe, som er omfattet af denne bekendtgørelse.
§ 23.§-link ↗
Slagterier omfattet af § 15, stk. 1, er forpligtet til at opbevare slagte- og vejelister, klassificeringsjournaler, ændringslister og afregningssedler m.v. for klassificeringen, herunder det i § 16, stk. 3 anførte print, i mindst 5 år.
§ 24.§-link ↗
Landbrug & Fødevarer indberetter markedspriser til EU-kommissionen i overensstemmelse med Den Europæiske Unions bestemmelser herom: 1) Slagtekroppe af: a) Kvæg på mindst 8 måneder. b) Kvæg under 8 måneder. c) Svin. d) Får under 12 måneder. 2) Levende dyr af: a) Tyrekalve på mellem otte dage og fire uger. b) Kvæg til opfedning. c) Smågrise med en levende vægt på ca. 25 kg.
Stk. 2. Landbrugsstyrelsen kan beslutte, at der ikke skal indberettes markedspriser for visse slagtekroppe eller levende dyr, såfremt det vurderes, at der ikke er tilstrækkeligt mange slagtekroppe elle levende dyr at indberette.
Stk. 3. Virksomheder, der er omfattet af denne bekendtgørelses § 5, stk. 1, skal ugentligt foretage indberetninger af klassificeringsdata og afregningspriser til Kødbranchens Fællesråd for samtlige klassificerede slagtekroppe.
Stk. 4. Virksomheder, der er omfattet af denne bekendtgørelses § 15, stk. 1, skal ugentligt foretage indberetninger af klassificeringsdata og afregningspriser til Klassificeringskontrollen for samtlige klassificerede slagtekroppe.
Stk. 5. Kødbranchens Fællesråd og Klassificeringskontrollen kan videregive data indberettede i medfør af stk. 3 og 4 til Kvægafgiftsfonden og Svineafgiftsfonden.
§ 25.§-link ↗
Slagterier, der slagter får og lam, skal hver uge senest tirsdag for den foregående uge i henhold til af artikel 15 i Kommissionens delegerede forordning 2017/1182/EU indberette priser på slagtekroppe af får og lam til Landbrug og Fødevarer, såfremt de på årsbasis slagter 80 dyr om ugen eller derover.
Stk. 2. Slagterier, der på årsbasis slagter mindre end 80 dyr om ugen, kan vælge at indberette priser efter denne bestemmelse.
Stk. 3. Indberetning i medfør af stk. 1 og 2 skal ske i medfør af artikel 15 i Kommissionens delegerede forordning 2017/1182/EU.
§ 26.§-link ↗
Den i § 24, stk. 3, nævnte indberetningspligt for slagtekroppe af kvæg omfatter dyr, som af slagterivirksomheden er modtaget direkte fra leverandører og mellemmænd.
Stk. 2. Indberetningen skal for hver klassificeret kvægkrop mindst omfatte: 1) slagteriets autorisationsnummer samt eventuelt markedets autorisationsnummer, 2) slagtedato, 3) dyrets CKR-nummer samt leverandørbesætningens CHR-nummer, 4) leveringskode, 5) oplysning om kategori og klassificering af kropsbygning og fedme, 6) korrigeret slagtet vægt, og 7) afregningspris angivet i øre/kg korrigeret vægt.
Stk. 3. Indberetningspligten for afregningspriser omfatter ikke: 1) Returdyr til producent. 2) Nødslagtede dyr. 3) Rækkekøb (samlet køb af flere dyr uanset samlet vægt).
§ 27.§-link ↗
Den i § 24, stk. 4, nævnte indberetningspligt for slagtekroppe af svin omfatter dyr, som af slagterivirksomheden er modtaget direkte fra leverandører og mellemmænd.
Stk. 2. Indberetningen skal for hver klassificeret svinekrop mindst omfatte: 1) et id-nummer, der entydigt angiver på hvilket slagteri kroppen er slagtet, 2) slagtenummer, 3) leverandørnummer, 4) slagtedato, 5) varm slagtevægt, 6) varm korrigeret slagtevægt, 7) kødprocent (indhold af magert kød), og 8) afregningspris per kg korrigeret vægt.
Stk. 3. Indberetningspligten for afregningspriser omfatter ikke: 1) Returdyr til producent. 2) Nødslagtede dyr.
§ 28.§-link ↗
Landbrugsstyrelsen kan efter ansøgning dispensere fra de data, der i medfør af § 26, stk. 2, og § 27, stk. 2, skal indberettes.
§ 29.§-link ↗
Ud fra bl.a. de indberettede data efter § 26, stk. 2 og § 27, stk. 2 meddeler Klassificeringskontrollen EU-kommissionen de meddelelser, der er fastsat i medfør af artikel 25 i Kommissionens delegerede forordning 2017/1182/EU.
§ 30.§-link ↗
Kontrol med overholdelse af de i §§ 5-19 og §§ 21-27 nævnte bestemmelser udøves af Klassificeringskontrollen. Kontrollen foretages ved uanmeldt besøg.
Stk. 2. De slagterier, der er omfattet af bekendtgørelsen, skal yde den for kontrollens gennemførelse nødvendige bistand.
Stk. 3. Klassificeringsudvalget udarbejder årligt en rapport om omfanget af den udførte kontrol og de foranstaltninger, der er iværksat som følge af kontrollen.
§ 31.§-link ↗
Klassificeringskontrollen indberetter alle tvister og uregelmæssigheder vedrørende kapitel 2-4 til afgørelse i Klassificeringsudvalget. Klassificeringskontrollen sender kopi af det indberettede til Landbrugsstyrelsen.
Stk. 2. Klassificeringskontrollen kan dispensere fra bestemmelserne i §§ 6-7 og § 10, § 14, § 23 og bilag 2 i det omfang, der efter Den Europæiske Unions regler er adgang til at fravige reglerne.
§ 32.§-link ↗
Klassificeringsudvalgets afgørelser i medfør af § 5, stk. 1, nr. 2 og 3, § 9, stk. 2, § 11, § 15, stk. 1, nr. 2, og § 18 kan indbringes for Landbrugsstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den, som klagen vedrører. Klagen skal sendes til Landbrugsstyrelsen.
Stk. 2. Klassificeringskontrollens afgørelser i medfør af § 31, stk. 2, kan indbringes for Landbrugsstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den, som klagen vedrører. Klagen skal sendes til Landbrugsstyrelsen.
§ 33.§-link ↗
Ved overtrædelse af bekendtgørelsen træffer Landbrugsstyrelsen afgørelse efter indstilling fra Klassificeringsudvalget.
§ 34.§-link ↗
Med bøde straffes den der overtræder §§ 5-21, §§ 23-27 og § 30, stk. 2.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 35.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft 1. juli 2018.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 591 af 30. maj 2017 om vejning, klassificering og indberetning af markedspriser for slagtekroppe af svin, kvæg og får ophæves.
Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på vejning af slagtekroppe i medfør af kapitel 3 og 4 og for indberetning af data i medfør af kapitel 6 foretaget inden d. 11. juli 2018. For sådanne vejninger og for sådanne indberetninger af data finder bekendtgørelsen i stk. 2 anvendelse.