Bekendtgørelse nr. 470 · 2018

Historisk

Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i animation

Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i animation

Dokumentdato: 9. maj 2018Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Formålet med uddannelsen til professionsbachelor i animation er at kvalificere den uddannede til selvstændigt at varetage idéudvikling, design og udførelse af komplekse animationsopgaver til film, tv og forskellige digitale medieplatforme samt arbejde med animationsbaseret formidling. Uddannelsen retter sig mod beskæftigelse inden for film-, tv-, animations- og computerspilbrancherne, nationalt som internationalt.

Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.

§ 2.§-link ↗

Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 210 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i ét år.

Stk. 2. Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen professionsbachelor i animation. Den engelske titel er Bachelor of Animation.

Stk. 3. Uddannelsens engelske betegnelse er Bachelor’s Degree Programme in Animation.

§ 3.§-link ↗

Uddannelsen består af: 1) Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 65 ECTS-point, der er fælles for de studerende. 2) To bundne studieretninger, der hver for sig har et omfang på 75 ECTS-point, og hvoraf den studerende vælger én: a) Karakteranimation. b) Computer Graphic Arts (CG Arts). 3) Praktik med et samlet omfang på 30 ECTS-point. 4) Valgfri uddannelseselementer, der for den enkelte studerende har et samlet omfang på 30 ECTS-point. 5) Bachelorprojekt på 10 ECTS-point.

Stk. 2. De obligatoriske uddannelseselementer, jf. stk. 1, nr. 1, tilrettelægges inden for følgende kerneområder: 1) Karakteranimation og CG Arts. 2) Visuel kommunikation og visuelle fremstillingsformer. 3) Animationsrelateret produktionsteknologi og brancheforståelse.

Stk. 3. Studieretningen inden for karakteranimation, jf. stk. 1, nr. 2, litra a, tilrettelægges inden for følgende kerneområder: 1) 2D Karakteranimation: Teori, metoder og teknikker, herunder fysiske udtryksformer og bevægelsesprincipper relevante for 2D-animation. 2) 3D Karakteranimation: Teori, metoder og teknikker, fysiske udtryksformer og bevægelsesprincipper relevante for 3D-animation. 3) Produktionsforløb baseret på 2D og 3D-karakteranimation.

Stk. 4. Studieretningen inden for Computer Graphic Arts (CG Arts), jf. stk. 1, nr. 2, litra b, tilrettelægges inden for følgende kerneområder: 1) Grafisk og digital karakterudvikling og -design: Teori, metoder og teknikker. 2) Computerbaseret scenografi, herunder teori, metoder og teknikker for produktionsdesign af omgivelser og miljø samt udførelse af visuelle effekter til film- og computerspilproduktion. 3) Digitalt baserede produktionsforløb.

Stk. 5. Eksamensbevis for fuldført uddannelse skal udover de oplysninger, der fremgår af bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede uddannelser, indeholde oplysning om, hvorvidt den færdiguddannede har fuldført studieretning til karakteranimator, jf. stk. 3, eller Computer Graphic Artist, jf. stk. 4.

§ 4.§-link ↗

For uddannelsen gælder de regler om professionsbacheloruddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, herunder regler om formål, niveau, videngrundlag, praktik, indhold og tilrettelæggelse, varighed og struktur, adgang, lærerkvalifikationer, prøver og eksamen, studieordning og merit.

§ 5.§-link ↗

Styrelsen for Forskning og Uddannelse kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Ved forsøg fastsættes samtidig forsøgets varighed og rapporteringsform.

Stk. 2. Styrelsen kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.

§ 6.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 151 af 25. februar 2011 om uddannelsen til professionsbachelor i animation ophæves.

Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen kan tilrettelægge overgangsordninger, således at studerende, der har påbegyndt uddannelsen efter de tidligere regler, jf. stk. 2, kan fuldføre uddannelsen efter disse regler.