Bekendtgørelse nr. 328 · 2018

Gældende

Bekendtgørelse om sikkerhedsstillelse efter udlændingelovens § 9 q, stk. 6, til dækning af offentlige udgifter til forsørgelse

Bekendtgørelse om sikkerhedsstillelse efter udlændingelovens § 9 q, stk. 6, til dækning af offentlige udgifter til forsørgelse

Dokumentdato: 16. apr. 2018Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Definitioner§-link ↗

Betegnelsen pengeinstitut anvendes i denne bekendtgørelse som betegnelse for 1) en virksomhed, der har tilladelse som pengeinstitut, jf. § 1, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra a, og § 7 i lov om finansiel virksomhed, eller 2) et udenlandsk kreditinstitut, der er meddelt tilladelse til at udøve kreditinstitutvirksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, jf. §§ 30 og 31 i lov om finansiel virksomhed.

§ 2. · Definitioner§-link ↗

Betegnelsen udlænding anvendes i denne bekendtgørelse som betegnelse for 1) en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 q, stk. 1 eller 2, 2) en udlænding, der har tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 q, stk. 1 eller 2, eller 3) en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændinge-lovens § 9 q, stk. 1 eller 2, er udløbet, bortfaldet, inddraget eller nægtet forlænget.

§ 3. · Sikkerhedsstillelsens art og indhold m.v.§-link ↗

Økonomisk sikkerhed efter udlændingelovens § 9 q, stk. 6, stilles til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til forsørgelse, der ydes udlændingen, jf. § 2, under opholdet her i landet.

Stk. 2. Økonomisk sikkerhed kan stilles i form af 1) en anfordringsgaranti stillet af et pengeinstitut, jf. § 1, eller 2) deponering på en dertil i et pengeinstitut, jf. § 1, oprettet konto, hvori kommunalbestyrelsen har pant.

Stk. 3. Det påhviler udlændingen at godtgøre over for kommunalbestyrelsen, jf. § 9, at pengeinstituttet er omfattet af § 1.

§ 4. · Sikkerhedsstillelsens art og indhold m.v.§-link ↗

Sikkerhed i form af en anfordringsgaranti stilles for 50.000 danske kroner. Det beløb, der er angivet i 1. pkt., er fastsat i 2012–niveau og reguleres fra og med 2013 én gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbets størrelse fastsættes ud fra det tidspunkt, hvor udlændingen har indgivet ansøgningen om opholdstilladelse. Beløbets størrelse skal ikke efterfølgende reguleres efter satsreguleringsprocenten.

Stk. 2. Hvis sikkerheden stilles i form af deponering, fastsættes størrelsen af det deponerede beløb af Udlændingestyrelsen. Beløbets størrelse fastsættes som det beløb, der skulle stilles, hvis udlændingen havde valgt at stille sikkerhed i form af en anfordringsgaranti, jf. stk. 1. Størrelsen af det deponerede beløb skal ikke efterfølgende reguleres efter satsreguleringsprocenten.

§ 5. · Sikkerhedsstillelsens art og indhold m.v.§-link ↗

Sikkerhed for en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 q, stk. 2, stilles separat og kan ikke stilles ved samme anfordringsgaranti eller deponering, der stilles for udlændingen, der har indgivet ansøgning om eller er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 q, stk. 1. Sikkerheden skal være stillet separat, indtil den kan frigives, jf. § 14.

§ 6. · Sikkerhedsstillelsens art og indhold m.v.§-link ↗

Sikkerhedsstillelsen skal gælde i 10 år regnet fra det anslåede tidspunkt for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 q, stk. 1 eller 2, til udlændingen. Kravene til sikkerhedsstillelsens ikrafttrædelsesdato og udløbsdato fastsættes af Udlændingestyrelsen i forbindelse med Udlændingestyrelsens anmodning til udlændingen om at stille sikkerhed, jf. dog § 14.

Stk. 2. Sikkerhedsstillelsen skal være uopsigelig i gyldighedsperioden, jf. dog § 15.

§ 7. · Oprettelse af sikkerhedsstillelsen§-link ↗

Udlændingestyrelsen meddeler skriftligt udlændingen, at der skal stilles økonomisk sikkerhed. Meddelelsen skal indeholde oplysning om det tidspunkt, som Udlændingestyrelsen anslår, at udlændingen vil blive meddelt opholdstilladelse på.

Stk. 2. Anfordringsgarantien eller deponeringskontoen skal stå i udlændingens navn.

Stk. 3. Hvis sikkerheden stilles i form af en anfordringsgaranti, sender pengeinstituttet anfordringsgarantien som nævnt i § 8, nr. 4, til den kommunalbestyrelse, som sikkerheden er stillet overfor, jf. § 9. Samtidig sender pengeinstituttet det oplysningsskema, der er nævnt i § 8, nr. 2, til kommunalbestyrelsen.

Stk. 4. Hvis sikkerheden stilles i form af deponering, sender pengeinstituttet pantsætningserklæringen som nævnt i § 8, nr. 4, inklusiv pengeinstituttets noteringspåtegning om, at indeståendet på deponeringskontoen er pantsat, til den kommunalbestyrelse, som sikkerheden er stillet overfor, jf. § 9. Samtidig sender pengeinstituttet det oplysningsskema, der er nævnt i § 8, nr. 2, til kommunalbestyrelsen.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen meddeler Udlændingestyrelsen, at den har modtaget sikkerhedsstillelsen. Kommunalbestyrelsen afgiver samtidig en udtalelse til Udlændingestyrelsen om, hvorvidt sikkerhedsstillelsen opfylder de krav, der er fastsat i denne bekendtgørelse. Kommunalbestyrelsens udtalelse vedlægges en kopi af anfordringsgarantien eller pantsætningserklæringen inklusiv noteringspåtegningen og en kopi af det oplysningsskema, der er nævnt i § 8, nr. 2.

Stk. 6. Udlændingestyrelsen lægger kommunalbestyrelsens udtalelse til grund ved sin afgørelse af, om betingelsen om økonomisk sikkerhed efter udlændingelovens § 9 q, stk. 6, er opfyldt, medmindre udtalelsen er eller viser sig at være afgivet på et urigtigt grundlag.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsens udtalelse, jf. stk. 5, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 8. Anfordringsgarantien eller pantsætningserklæringen opbevares af den kommunalbestyrelse, som sikkerheden er stillet overfor, jf. § 9, eller den kommunalbestyrelse, som rettighederne efter sikkerhedsstillelsen måtte være transporteret til, jf. §§ 10-12.

§ 8. · Oprettelse af sikkerhedsstillelsen§-link ↗

Det er en betingelse for, at sikkerhedsstillelsen kan anvendes som økonomisk sikkerhed efter udlændingelovens § 9 q, stk. 6, at 1) det fremgår af anfordringsgarantien eller pantsætningserklæringen, at udgifter til gebyrer m.v. vedrørende sikkerhedsstillelsen, herunder udgifter forbundet med oprettelse, jf. § 7, transport, jf. §§ 10-12, og inddrivelse, jf. § 13, afholdes uden omkostning for den kommunalbestyrelse, som sikkerheden er stillet overfor, jf. § 9, eller som rettighederne efter sikkerhedsstillelsen måtte være transporteret til, jf. §§ 10-12, 2) det pengeinstitut, der fører deponeringskontoen eller stiller anfordringsgarantien, udfylder og underskriver et oplysningsskema svarende til det, der er optrykt som bilag 1 til bekendtgørelsen, 3) udlændingen meddeler samtykke til, at det oplysningsskema, der er nævnt i nr. 2, og de oplysninger, der er indeholdt i anfordringsgarantien eller pantsætningserklæringen, kan videregives til Udlændingestyrelsen, og 4) det pengeinstitut, der fører deponeringskontoen, udfylder og underskriver en pantsætningserklæring svarende til den, der er optrykt som bilag 2 til bekendtgørelsen, eller det pengeinstitut, der stiller anfordringsgarantien, udfylder og underskriver en anfordringsgaranti svarende til den, der er optrykt som bilag 3 til bekendtgørelsen.

§ 9. · Oprettelse af sikkerhedsstillelsen§-link ↗

Sikkerheden stilles over for kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor udlændingen bor eller må antages at tage bopæl.

§ 10. · Meddelelse af transport i sikkerheden§-link ↗

Hvis udlændingen tager bopæl i en anden kommune end den kommune, som sikkerheden er stillet overfor, påhviler det kommunalbestyrelsen i den kommune, som sikkerheden er stillet overfor, at give transport i rettighederne efter sikkerhedsstillelsen til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor udlændingen tager bopæl.

Stk. 2. Transporten i rettighederne efter sikkerhedsstillelsen skal gives snarest muligt efter, at udlændingen har taget bopæl i en anden kommune, end den kommune, som sikkerheden er stillet overfor.

§ 11. · Meddelelse af transport i sikkerheden§-link ↗

Hvis udlændingen flytter til en anden kommune, påhviler det kommunalbestyrelsen i fraflytningskommunen at give transport i rettighederne efter sikkerhedsstillelsen til kommunalbestyrelsen i den kommune, som udlændingen flytter til. Transporten gives med respekt for fraflytningskommunens rettigheder.

Stk. 2. Hvis udlændingen flytter fra den kommune, hvis kommunalbestyrelse har modtaget transport i rettighederne efter sikkerhedsstillelsen, til en anden kommune, påhviler det kommunalbestyrelsen i fraflytningskommunen at give transport i rettighederne efter sikkerhedsstillelsen til kommunalbestyrelsen i den kommune, som udlændingen flytter til. Transporten gives med respekt for fraflytningskommunens rettigheder.

Stk. 3. Transporten i rettighederne efter sikkerhedsstillelsen skal gives snarest muligt efter, at udlændingen er flyttet til en anden kommune end den kommune, som rettighederne efter sikkerhedsstillelsen er transporteret til.

Stk. 4. Uagtet transport er givet med respekt for fraflytningskommunens rettigheder, er pengeinstituttet berettiget til at udbetale med frigørende virkning til den kommune, hvortil rettighederne senest er transporteret, såvel som til fraflytningskommuner, der har taget forbehold for deres rettigheder i forbindelse med en transport af rettighederne.

§ 12. · Meddelelse af transport i sikkerheden§-link ↗

Den kommunalbestyrelse, som giver transport i rettighederne efter sikkerhedsstillelsen, meddeler skriftligt transporten til den kommunalbestyrelse, der modtager transport i rettighederne efter sikkerhedsstillelsen. Samtidig sender den kommunalbestyrelse, der giver transport i rettighederne efter sikkerhedsstillelsen, anfordringsgarantien eller pantsætningserklæringen til den kommunalbestyrelse, der modtager transport i rettighederne efter sikkerhedsstillelsen.

Stk. 2. Den kommunalbestyrelse, som giver transport i rettighederne efter sikkerhedsstillelsen, skal underrette det pengeinstitut, som har stillet anfordringsgarantien eller fører deponeringskontoen, om transporten.

Stk. 3. Det pengeinstitut, som har stillet anfordringsgarantien eller fører deponeringskontoen, noterer transporten på anfordringsgarantien eller deponeringskontoen.

§ 13. · Inddrivelse§-link ↗

Hvis der ydes offentlige udgifter til forsørgelse af udlændingen, skal kommunalbestyrelsen foretage tvangsinddrivelse i sikkerhedsstillelsen af hele det beløb, som kommunen har udbetalt til udlændingen.

Stk. 2. Tvangsinddrivelse som nævnt i stk. 1 foretages uanset størrelsen af det beløb, der er udbetalt til udlændingen til offentlig forsørgelse.

Stk. 3. Sikkerhedsstillelsen nedskrives med ethvert beløb, der udbetales til udlændingen til offentlig forsørgelse.

Stk. 4. Når sikkerhedsstillelsen er nedskrevet med beløb, der sammenlagt svarer til hele beløbet, der er stillet sikkerhed for, kan der ikke foretages yderligere inddrivelse i sikkerheden. Når sikkerhedsstillelsen er nedskrevet med beløb, der sammenlagt svarer til hele beløbet, der er stillet sikkerhed for, oprettes der ikke en ny sikkerhedsstillelse.

§ 14. · Sikkerhedsstillelsens ophør m.v.§-link ↗

Den kommunalbestyrelse, som sikkerheden er stillet overfor, jf. § 9, eller som rettighederne efter sikkerhedsstillelsen måtte være transporteret til, jf. §§ 10-12, frigiver sikkerhedsstillelsen ved meddelelse til det pengeinstitut, der har stillet garantien eller oprettet deponeringskontoen, når 1) udlændingen er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, og der er sket inddrivelse af eventuelle offentlige udgifter til forsørgelse, der er udbetalt til udlændingen, jf. § 13, 2) udlændingen er meddelt en ny opholdstilladelse på andet grundlag, og der er sket inddrivelse af eventuelle offentlige udgifter til forsørgelse, der er udbetalt til udlændingen, jf. § 13, inden tidspunktet for udstedelse af den nye opholdstilladelse, 3) udlændingen er udrejst af Danmark, og kommunen af Udlændingestyrelsen har fået oplyst, at udlændingens opholdstilladelse er enten udløbet, bortfaldet, inddraget eller nægtet forlænget, og der er sket inddrivelse af eventuelle offentlige udgifter til forsørgelse, der er udbetalt til udlændingen, jf. § 13, eller 4) udlændingen er død, og der er sket inddrivelse af eventuelle offentlige udgifter til forsørgelse, der er udbetalt til udlændingen, jf. § 13.

Stk. 2. Efter anmodning fra udlændingen, frigiver den kommunalbestyrelse, som sikkerheden er stillet overfor, jf. § 9, eller som rettighederne efter sikkerhedsstillelsen måtte være transporteret til, jf. §§ 10-12, sikkerhedsstillelsen ved meddelelse til det pengeinstitut, der har stillet garantien eller oprettet deponeringskontoen, når der er forløbet mindst 10 år fra det anslåede tidspunkt for meddelelse af opholdstilladelse, jf. § 6, stk. 1, og der er sket inddrivelse af eventuelle offentlige udgifter til forsørgelse, der er udbetalt til udlændingen i denne periode, jf. § 13.

§ 15. · Sikkerhedsstillelsens ophør m.v.§-link ↗

Uanset bestemmelsen i § 6, stk. 2, skal den kommunalbestyrelse, som sikkerheden er stillet overfor, jf. § 9, eller som rettighederne efter sikkerhedsstillelsen måtte være transporteret til, jf. §§ 10-12, give samtykke til, at udlændingen opsiger sikkerhedsstillelsen og stiller en tilsvarende økonomisk sikkerhed i form af en ny anfordringsgaranti stillet af et andet pengeinstitut eller deponerer pengene på en dertil oprettet konto i et andet pengeinstitut, jf. § 1, hvori kommunalbestyrelsen har pant.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan kun give samtykke efter stk. 1, hvis 1) tidspunktet for den nye sikkerhedsstillelses ikrafttræden er sammenfaldende med tidspunktet for den oprindelige sikkerhedsstillelses ophør, 2) udløbstidspunktet for den nye sikkerhedsstillelse svarer til udløbstidspunktet for den i § 6, stk. 1, nævnte periode, og 3) den nye sikkerhedsstillelse i øvrigt opfylder betingelserne i denne bekendtgørelse.

§ 16. · Ikrafttrædelsesbestemmelse§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2018.